Barcelona. Pragtfuld, populær–og overrendt!

Barcelona er et bombardement af alle sanser. Allermest synssansen. Eller også føles det bare sådan, fordi man overalt får kastet flere århundreders fantasifulde arkitektur og klare, flotte farver lige ind i sine Nordeuropæiske, betonvante øjne. Det har været en umådeligt rig by dengang omkring forrige århundredeskifte, hvor Nordspanierne nok sad på en god del af verdenshavenes handel, og der har skullet prales, rent beboelsesmæssigt. Praleriet har så også været forholdvist let, når man samtidig har kunnet lade nogle af historiens mest finurlige arkitekter tage sig af tegning og opførelse af standsmæssige boliger.

Barcelona er synonymt med arkitekten Gaudi, som synes at have huse(ret) alle vegne og overalt. Ikke blot på privatboligfronten, men også i parker, kirker og mindesmærker. Hans svungne linjer ( omvendte kæder), millioner af former fra naturen og fantastiske farver præger bybilledet, selv om der sandelig også er andre arkitekter fra Modernistaperioden, som har sat deres smukke præg på byen. Allermest dominerende er selvfølgelig den ufuldendte kirke La Sangrada Familia, som der stadig bygges på–næsten 100 år efter Gaudis død. Det meste af hans konstruktion foregik indenfor hans eget hoved, så efter hans pludselige død var man temmelig lost mht. det videre byggeforløb.

Men Barcelona er også gamle, krogede, snævre gader, hvor solen sjældent kommer helt ned til bunden. I det gotiske kvarter, lige ved byens livsnerve, den brede gade Ramblaen, slynger gaderne sig ud og ind i hinanden og åbner ofte pludseligt op i de smukkeste små torve–eller den vidunderlige plads, Place Real, som (med rette) er blevet sammenlignet med Markuspladsen i Venedig. Det gotiske kvarter er et godt sted at finde gedigent vildt– bare at gå frem i lige præcis den retning, man har lyst til. Der er altid små perler at opleve–og et pulserende folkeliv. Her ligger også Havets Katedral–eller Barcelonas smukke, gamle domkirke, som mange givetvis har læst om i romanen om dens tilblivelse.

De senere år har byen også bevidst arbejdet med byfornyelse, så der gemmer sig også mange moderne og eksperimenterende pladser rundt omkring, hvilket vel bare fastslår, at Barcelona er en gå-by. En slentreby, der allerbedst opleves til fods. Eller måske til svævebansk–for ingen må snyde sig selv for turen op på Montjuic, hvor udsigten ned over byen, Middelhavet og baglandet næsten tager luften fra en. Det er også her, det olympiske stadion fra 1992, Nationalmuseet, det fantastiske springvand, der springer i farver og former udvalgte aftener og det gamle fort kan ses og nydes. Resten af den tidligere olympiske by–altså atleternes indkvartering–befinder sig omkring den gamle “fiskerlandsby” Barceloneta ud mod havet, og i Barcelona har man på fineste måde undgået, at olympiske rester er blevet til olympisk slum efter legenes afslutning, så her er nu masser af tidssvarende boliger for almindelige mennesker samt et levende restaurant- og forlystelseskvarter lige ned til Middelhavets overblå bølger. For Barcelona har også en rigtig fin og særdeles badevenlig, lang sandstrand nærmest midt i byen.

Og så er der duftene. Barcelona dufter af nyfangede fisk, af Middelhav, af tapas og af stærk kaffe. Krydret med aromaen fra alle de uimodståelige grøntsager og frugter på byens velassorterede markeder–især på og ved Ramblaen. Maden er god, kaffen og de utallige kaffe- og tapasbarer er lokkende, og ingen kan ligesom opholde sig i Barcelona uden at fornemme såvel madkulturen som byens (på alle områder) tætte forhold til det Middelhav, der næsten ligger for enden af enhver bred boulevard.

Udover museer for og med adskillige verdenskendte kunstnere med tilknytning til byen ( Miro og Picasso kan da lige nævnes!), bør også siges, at byen er et sandt eldorado for folk med spidskompetence udi shopping. Det er en dyr by, hvis man ikke er så god til at styre sig, for lækre tilbud og smukke ting taler overalt lige ind i belønningscentret på en uhyre insisterende måde. Priserne er ikke væsentligt forskellige fra de danske. Men det er udbuddet så til gengæld!!

De senere år har Barcelona, ganske forståeligt, oplevet et sandt boom af millionvis af turister fra hele verden. Faktisk så overvældende, at det er blevet et problem på mange fronter, hvor simpel nedslidning selvfølgelig topper. Man må kante sig mellem kompakte grupper af paraplyførte, ældre koreanere og japanere samt forsøge at lade være med at blive ført med strømmen af de utallige gymnasieklasser fra Stuttgart og Struer, som hver eneste uge skiftes ud med nye fra Gladsaxe og Girona. Der er trængsel, megen trængsel, i Barcelonas gader. For at begrænse turiststrømmen har det lokale styre indført turistskatter samt begrænsninger på antal daglige turister på de allermest populære seværdigheder. Det er, selvfølgelig, en fremragende ide til begrænsning, men det betyder så også, at man skal være usædvanligt OBS på at få bestilt sine billetter i forvejen og gerne hjemmefra, for ellers er der simpelthen lukket for indgang mange steder. Er der noget, som alle turister hader som pesten, så er det jo andre turister, som tager den plads og de entreer til berømte ting og steder, som de selv mener sig berettigede til at stå først i køen til……. Så vel er det da irriterende, at der er så mange om buddet. Men man blev jo altså heller ikke lige selv hjemme…..

Nogle få dage i Barcelona er et friskt pust til sanserne. Og det er absolut anbefalelsesværdigt. Det er der, tilsyneladende, også mange andre over hele verden, der synes!

 

You may also like

Skriv et svar