Om at rejse sig op i bussen. Igen, igen.

Jeg har tidligere, for oceaner af personlige busture siden, skrevet om mit noget ambivalente forhold til, at folk (læs: unge mennesker!) rejser sig for mig i bussen. På den ene side set er det da forfærdeligt rart, behageligt og afstressende at arve en siddeplads efter en yngre numse. På den anden indebærer det en direkte konfrontation med ens egen alder og udseende, en form for erkendelse af, at man altså ser så gammel ud, at andre mener, man har behov for at hvile sit trætte legeme. Den sidste gør lidt ondt i aldersforfængeligheden–i alt fald indtil man vælger at gå med det klare frynsegode, der er forbundet med at se gammel og sædetrængende ud. Nemlig at sidde ned.

Men nu har jeg lagt mærke til–fordi jeg rejser så forholdvist meget, som jeg gør–at mine aldersbestemte rettigheder til en siddeplads i overfyldte busser og metroer, er særdeles flydende og sådan nærmest geografisk bestemte. Herhjemme er der sjældent et ungt menneske, der i offentlige transportmidler formår at løsrive sig fra den medbragte elektronik og tilbyde mig lidt støtte til numsen. Hvorimod jeg, faktisk jo mere jeg rejser mod syd i Europa, nærmest kan vælge mellem ledige sæder, som smilende unge mennesker kaster i grams for mig. At rejse sig for ældre medborgere er i nogle lande en uskreven regel, et tydeligt tegn på høflighed og respekt og almindelig god opdragelse. Sådan næsten en form for indbygget automatik.

Jeg har tænkt på, hvorfor det forholder sig sådan. For det er vel næppe fordi, jeg akut ser århundreder ældre ud, når jeg kører i udenlandske transportmidler. I alt fald håber jeg det da ikke. Jeg tror derimod meget mere, det er synet på det at blive ældre, der varierer kraftigt fra land til land. I årtier har vi herhjemme insisteret på, at vi sandelig ikke bliver gamle–vi bliver ældre, vi bliver grå guld, vi bliver aktive, rejselystne, arbejdsfri mennesker i en såkaldt tredje alder, som primært giver os rettigheden til at nyde livet efter et langt arbejdsliv. Vi insisterer på, at vi skam er fuldt ud kapable til det samme som ungdommen, og at det nærmest er en gevinst for os at være blevet ældre, så vi fuldt ud kan hellige os det, vi ikke havde tid til som unge. Endelig bliver vi jo faktisk også ældre end førhen, og statistisk set er ældre set som gruppe i meget bedre helbredsmæssig tilstand end for blot få år siden. Os skal de sgu` ikke fucke med, de unge! Vi kan og vil udmærket selv. Det har vi nok, såvel direkte som indirekte fortalt de unge så mange gange, at de sandelig (snarere tværtimod!) ikke har mistet respekten for os. Men de har mistet respekten for, at vi er blevet ældre/gamle.

Endvidere er der nok også nogle klare forskelle til lande, hvor industri- og teknologisamfundet ikke haft så gennemgribende gennemslagskraft som herhjemme. Vi er simpelthen–i alt fald de fleste af os–ikke så tydeligt fysisk nedslidte, som bjergbonden, der har hakket i den stenede jord hele sit liv–for nu at tage et overklart eksempel. Endelig må man nok heller ikke glemme selve den nationale selvforståelse, eller mentalitet. Der er steder, hvor der pr. tradition har stået respekt og “rejse sig i bussen som en form for æresbevisning” på programmet i århundreder ( eller i alt fald siden de første busser blev indført!) overfor ældre.

Så jeg må ligesom lære at forliges med mine særdeles varierende rettigheder som buspassager i Europa. Herhjemme må jeg affinde mig med at stå op. Og det er sådan set også OK, for hvis et dansk ungt menneske rejser sig for mig, er den da for alvor gal med både udseende og fysisk. Så står det slemt til, for danske unge mennesker har lært, at ældre skam klarer sig fint selv. Og så må jeg nyde, at jo længere sydpå, jeg bevæger mig i Europa, desto mere kan jeg klart forvente at blive tilbudt siddeplads til min gamle røv. Begge dele er fint med mig. Jeg har selv været med til (indirekte) at fortælle mine lokale unge mennesker, at jeg stadig står fuldt forsvarligt i en bus, og jeg labber da gerne den lige så lokale respekt for alderdommen i mig, når jeg er på gennemrejse.

You may also like

Skriv et svar