Om at blive voksenlærling!

Selvfølgelig er det aldrig for sent at lære noget nyt! Derfor har jeg bestemt mig for at gå i voksenlære. Det var, heldigvis, ikke specielt vanskeligt at finde en læreplads, der gerne ville modtage sådan en som mig. Jeg er nemlig omringet af naboer med de skønneste Haveforeningshaver, og når man nu har sat sig for, at man vil lære noget om blomster, haver og måske endda jordbundsforhold, så var det jo bare at spørge sig for. Der var nok at spørge.

Lidt skeptisk undren blev jeg da mødt med. Efter over 30 år her i kvarteret er det vel næppe nogen hemmelighed, at mit forhold til haver er lidt ligesom mit forhold til sukat. Det/de ser sådan set ganske nydeligt og pænt ud, men det smager af lort, og jeg rører kun meget nødigt ved det. Men, tvunget af omstændighederne, er jeg altså nødt til at konfrontere mig selv med de der haver. Altså gøre noget mere end bare at se på dem.

Så jeg har indgået en kontrakt med en venlig og meget kyndig nabo, som, da jeg spurgte hende, først troede, hun havde hørt en smule ved siden af, og dernæst fik en akut åbenbaring om, at selv for de absolut vanhellige kan der måske opnås havemæssig frelse. Hun så ligefrem begejstret ud–på den der måde, som mindede lidt om en indremissionsk præst, der kigger på en angrende synder. Jeg regner så med, at vi det næste stykke tid tager nogle timer i intensiv blomster, tilbundsgående jordbundsforhold og måske lidt projektarbejde i beplantning. Som gammel lærer kan jeg jo allerede selv begynde at strukturere lidt, så det hele ikke bliver alt for overvældende og forvirrende og alt for mange arter på en gang. Så jeg vil foreslå, at vi f.eks. om mandagen tager roserne en times tid og så ellers fordeler yderligere arter over resten af ugens dage. Det bliver jo nok lidt som at lære basal engelsk grammatik. Der skal simpelthen terpes navne, farver og familier–akkurat som kasus, stærke bøjninger og ordklasser. Jeg er nødt til at vide, hvad de allermest almindelige blomsterarter hedder og at kunne skelne dem fra hinanden. Synes jeg i alt fald. Det her–det er simpelthen et spørgsmål om faglig ære!

Hele tiltaget bunder i, at jeg skal på havetur til England. Selvfølgelig indeholder turen også mangt og meget mere end de der haver, og det er jeg alt sammen forfærdeligt godt hjemme i. Netop denne professionalisme, som jeg sætter en stor ære i, betyder, at jeg ikke kan overskue, at jeg ikke kan de haver. Jeg har præcis det samme forhold til mit fag, som alle andre, forhåbentlig, også har. Ganske simpelt: Jeg skal kunne det. Det er derfor, jeg skal kunne haverne. For jeg er da udmærket klar over, at når man som gæst melder sig til en tur, der har en del haver indlagt, så er det selvfølgelig fordi, man er interesseret i haver. Og så vil jeg altså ikke stå der som indbegrebet af rosernes underkvinde og den totale katastrofe på tilplantningsfronten. Når der bliver spurgt om arternes navn, vil jeg–og det ved jeg–får særdeles svært ved at undslå mig med en længere historie om William Erobreren og Slaget ved Hastings. Også selv om jeg godt nok er rimeligt eminent til ham der William!

Min største hurdle vil, og det ved jeg noget så inderligt, blive min—lad mig bare være helt ærlig og skrive: mangel på interesse. Det er nu engang lettere at lære noget, man brænder for. Men så har jeg overtalt mig selv til at tro, at når jeg nu først begynder at kravle op ad lærdommens havestige, så bliver det hele garanteret vildt og blomstrende interessant. Sådan at jeg vil tørste efter at lære mere. Måske, altså.

Endnu mere måske–men det kan kun tiden vise!–kan det såmænd være, at jeg selv får så meget mod på de der haver, at jeg ligefrem vil vove mig ud i min egen uden en drømmeseng og en god bog. Men–for nu er blive i haveterminologien–så vokser træerne jo sjældent ind i himlen.

Jeg er dog fuld af fortrøstning til mit liv som voksenlærling de næste uger. Primært baseret på, at det udelukkende og kun kan gå fremad, men også vel vidende, at der godt nok skal terpes nogle arter. Jeg starter, akkurat som haverne, fuldstændigt fra bunden af!

 

You may also like

Skriv et svar