Om politistationer og detentioner.

Forleden sad jeg en halv dag på en politistation. Det er der såmænd, for mit vedkommende, ikke noget nyt i. Jeg har brugt rigtigt mange timer af mit liv på politistationer. Jeg er, når jeg selv skal sige det, ret god til politistationer og ved præcis, hvad der kræves for at sidde på sådan en. Man kan næsten sige, at det er en af mine spidskompetencer. Og detentioner. Dem kan jeg også. I øvrigt er jeg også sådan middelgod til skadestuer og lægehuse på landet. Øvelse gør vel mester.

Da jeg sad på den politistation tænkte jeg faktisk på, at det nok var meget godt for mig at sidde lidt på en igen og lige få genopfrisket, hvordan man sidder på sådan en, for det var næsten alt for længe siden sidst. I tre år har jeg ikke rejst med elever, så min erindring om at sidde hos ordensmagten i diverse europæiske lande var en smule nedslidt. Jeg kunne så, og det da er beroligende, konstatere, at under mit fravær er der absolut ikke sket nogen nævneværdige ændringer indenfor politistationssidning.

Lokalerne er præcis ( eller endnu mere, for der er jo gået tre år) lige så nedslidte som vanligt, vagthavende er stadig ikke kommet på engelskkursus, og ventetiden er da i alt fald ikke gået nævneværdigt ned. A prospos ventetid, så kan man som hovedregel regne med, at jo længere man er fra Danmark, desto længere er den. Det samme gælder antallet af stempler, som man skal have på sin anmeldelse. Deres antal er direkte proportionelt med afstanden i kilometer herfra og til den station, man sidder på. Dog må jeg sige, at netop mit sidste skud på politistationsstammen i den grad udmærkede sig frem for så mange andre. Der blev både indkaldt en tolk, og damen, der tog mod anmeldelsen, smilede hele to gange. Men måske var hun bare i godt humør den dag.

Det gode ved at være så erfaren en stationssidder er, at man ikke blot kender sidderumlen, men at man faktisk også i mange europæiske byer ved præcis, hvor stationerne ligger. Så man ikke også skal bruge tid til at gå rundt og lede efter dem. Ydermere lærer man jo også med tiden, hvor de mest eftertragtede stationers toiletter befinder sig, for somme tider er ventetiden lidt længere, end en blære kan klare. Til forskel fra politistationer er detentionerne noget nemmere at have med at gøre. De vil jo i bund og grund primært af med det skidt, de har slæbt døddrukne op ad rendestene og andre ulækre omgivelser. Her skal man bare betale og så tage sit affald med sig. Efter års rutine i opsamling af elevmæssigt drukaffald i f.eks. Dublin, er jeg fuldt på det rene med, hvor samtlige byens detentioner befinder sig. Og var, må jeg nok indrømme, en overgang ligefrem på fornavn med vagthavende. Så såvel politistationer og detentioner har været en naturlig del af mit liv. Hvis den slags ellers kan kaldes naturligt.

Da jeg rejste hjem med flyveren forleden, kunne jeg selvfølgelig ikke undgå at bemærke, at der også var minimum en skoleklasse med. Det gjorde mig både lettet og lettere nostalgisk på samme tid. Jeg kan jo godt komme til at savne de pragtfulde, unge mennesker, men må så lige minde sig selv på, at de repræsenterer en decideret risiko over middel for politistationsbesøg. Og detentionsditto.

Jeg er nemlig kommet frem til, at jeg meget hellere vil være sådan en slags erfaren rådgiver omkring politi over det meste af Europa. Sådan en, der både har helt tjek på, hvor alle stationer og detentioner er placerede–samt kan give nyttige råd om, hvordan man sidder på dem. Det ville da være ærgerligt, om al min opsamlede rutine ikke, på en eller anden måde, kunne bruges til noget fornuftigt.

 

You may also like

Skriv et svar