Om tre forfærdelige dage. Med en lykkelig slutning.

Det hele begyndte mandag aften, da jeg fik lidt ondt i halsen. Bad derfor manden om at tjekke, om jeg var rød nede i halsen, så jeg, hvis det var påkrævet, kunne få noget mod det, inden jeg skal ud at rejse på søndag.

Jeg ved ikke, om han så min hals. Overhovedet. Men han så i alt fald en stor ( og her taler vi yderst synlig og ca 1×1 cm.) knude på ganen, som jeg faktisk ikke vidste, jeg havde. Som de fleste andre, kan jeg da godt kigge intensivt på forsiden af mine tænder, men det er yderst sjældent, jeg kommer bag det yderste tandforhæng og nærstuderer min gane. Men ganske rigtigt: en særdeles forsvarlig, stenhård mundstalakit med facon som en deform rose boede inde i min mund. Og at den tandlæge, jeg nærmest har overrendt de sidste måneder, ikke har set, eller måske bare ikke har kommenteret den, må enten skyldes, at han er udpræget ganeblind, eller har taget det for givet, at folk, der dyrker den slags i deres mund, godt ved, de er indehavere af deres egne, private drypsten.

Når manden bliver bekymret, bliver jeg automatisk dobbelt bekymret. For når hans viden om ting tydeligt provokerer en uskjulelig ængstelse, så ved jeg godt, at jeg i den grad har grund til samme ængstelse. Så helbreds-automatpiloten går på under et splitsekund på cancermode. Indenfor det næste er man næsten både død, begravet og græder på vegne af de børn, man allerede mentalt har forladt. Det er helt naturligt, tror jeg. Sådan vil vi nok alle reagere.

I sådan en situation er jeg bange for ikke at være bange NOK. At tage mit helbred og mine drypsten alt for let og useriøst. Hellere fantasere om worst-case scenario, for så kan man da bilde sig selv ind, at det kun kan blive bedre. Selv om man selvfølgelig er overbevist om, at det gør det IKKE. Det er utroligt, hvad der render gennem ens hoved–og især de tre nætter, jeg nu har ligget vågen, mens samtlige cancerinficerede tanker har myldret rundt i min forsvarsløse hjerne.For selvfølgelig har jeg da alle nætter erkendt, at nok er jeg ikke specifikt bange for at dø, men jeg er bestemt hamrende hundeangst for at blive hjælpeløs, en grøntsag og–ikke mindst–for at noget som helst skal gøre ondt. At en cancerdiagnose på ingen mulig måde er lig med en dødsdom, sprang min hjerne let og elegant hen over. Sådan fungerer den nu engang!

Ikke bare det. Altså mig selv, om end alle tanker selvfølgelig og forståeligt nok starter og ender der. Men også alle de svigt, jeg ville skulle bevæge mig ud i, hvis klumpen var decideret uvenlig og farlig. Bare tanken om at sige det til børnene er jo næsten ubærlig. At påføre dem så megen smerte. Og alle de rejser, hvor jeg er den eneste ansvarlige guide, som folk har betalt for, glæder sig til, og som måske ikke kan lade sig gøre, hvis jeg ikke er med som førerhund. Mit nye job ved nyt rejsebureau–skulle det startes med en sygemelding, som sikkert ville indebære, at de på forhånd opgav mig? Og hvad med manden og hunden, som i min selvbestaltede worst-case garanteret aldrig hverken ville få varm mad eller vasket guld, men vansmægte i ulidelig ensomhed. Hvad med alle vores planer, vores fremtid?

Endelig er man vel kvinde nok til at frygte de rent kosmetiske konsekvenser af en potentiel operation på et markant stykke af ganen. Kan man overhovedet tale bagefter? Og påvirker det ens ansigtstræk? Ikke at de er specifikt bevaringsværdige i sig selv, men man ved da, hvad man har.

Heldigvis kan man i dag komme direkte ind i en speed-cancerpakke, så allerede tirsdag fik jeg tid til undersøgelse på det nærmeste sygehus ( som dog ligger 65 km. væk–hver vej!). De virkede ikke overmåde foruroligede over min gevækst, men var nærmest lidt undrende over dens facon, størrelse og sten-hårdhed. At tage en biopsi kunne end ikke diskuteres, for man kan næppe skære eller indføre andet i netop den konsistens. Så de sendte mig til CT-scanning dagen efter samt gav mig en tid til samtale i dag.

Her skal så indskydes, for det skylder jeg det danske sundhedssystems lettere blakkede rygte, at jeg på intet tidspunkt mødte andet end venlighed, professionalisme, overholdelse af programsatte tider, søde smil og trøstende, velmente ord. Hvis det ikke lige var, fordi man generelt forsøger at undgå sygehuse, når man ikke er syg, så kom jeg der gerne oftere–for venlighedens og imødekommenhedens skyld. Min første læge var i øvrigt ikke dansk–det er de fleste vist ikke her i vores udkantsområde–men han talte sproget til perfektion og var dybt, intensivt professionel. Det gjaldt i øvrigt også alt andet personale–fra den hjertevarme sygeplejerske til den søde, smilende, tørklædeklædte sosu-assistent på røntgenafdelingen.

Anyway, i nat var den værste at komme igennem. For jeg følte det præcis som om, jeg stod til at skulle have en altdominerende dom.En dom, der enten frikendte mig, sendte mig videre til ny rettergang ( virkelige specialister huserer sjældent i udkantsområder) eller–igen den der worst-case–betød akut hængning. Omvendt kommer man også dertil, at man bare skal have en afklaring, en diagnose. Latens- og ventetid er en lang vacuumtilværelse. Der er intet, der er noget ved. Intet, der skal begyndes, og intet, der skal afsluttes, for det sidste er i sig selv nærmest at skubbe til skæbnen.

Så jeg var på toilettet med min overnervøse blære adskillige gange undervejs og et helt pinligt antal ditto på selve sygehuset, før det endelig blev min tur til at komme ind og få dommen. Det var lige før, jeg næsten måtte bede dem om at sende en forklarende mail med min diagnose til mig, derude på toilettet.

Men det viser sig, at jeg har fremmanet scenarier, der ligger milevidt fra min stalakits natur. Der er simpelthen tale om et ben i min gane, der har fået helt sine egne planer og retninger for neddrift. De mener, jeg på et tidpunkt ( som meget vel kan ligge flere år tilbage) har slået det, hvorpå det har reageret med at indkapsle sig selv i ganevæv og vokse permanent som f.eks. et blåt mærke gør midlertidigt. Der er absolut ingen garanti for, at dets vildtvoksende natur ikke fortsætter, men så længe dette bens eget liv ikke indebærer gener for mig og min mund, er der ingen grund til at gøre noget ved det. Det vil så, selvfølgelig, ændre sig, hvis jeg på et tidspunkt begynder at føle det generende. Så kan man file det ned–dog uden garanti for, at det ikke bare vokser sig stort igen. Den ualmindeligt pædagogiske læge forklarede mig om fodboldspilleres skinneben, som ofte var rimeligt knudrede efter spark og slag–så jeg har altså den ganemæssige pendant til et par superligaben. Selv om jeg da ikke sådan lige synes, jeg render rundt og slår mig selv i ganen i tide og utide. Hvem gør i øvrigt det?

Da jeg kørte hjem fra sygehuset, skete der noget helt mirakuløst med naturen og med vejret. Som de buske dog var sprunget ud på den times tid, og som solen dog skinnede. Jeg er sikker på, det ikke var tilfældet på udturen. At få en sådan besked er næsten som at få livet igen. Eller i alt fald at få en særdeles kraftig påmindelse om at skønne forfærdeligt meget på det. På en omvendt måde kan man næsten sige, at de tre forfærdelige dage såmænd var meget pædagogiske i det lange løb. De fik mig i alt fald til at påskønne mit liv på en helt ny måde. Og til at bestemme, at NU skal jeg altså til at holde op med at ryge. For selv om min drypsten intet har med rygning at gøre, så skal jeg ikke bevidst udsætte min gane for endnu en gevækst, der kan træffe at have det. Det bliver en lang, sej kamp–men der er, som sagt, ikke ret meget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Lidt galgenhumor er så også på sin plads. Især for drypstenshulekyndige mig. Jeg vil ikke håbe, at min mundstalakit, hvis den vokser sig stor,lang og stærk ( for stalakitter i naturen tager det adskillige tusinde år!) på et tidspunkt opnår kontakt med min stalagmit på oversiden af min venstre fod. For så får jeg jo–hvilket faktisk er temmelig sjældent i naturen–det, man kalder en søjle. Omvendt kan jeg så måske være så heldig, at man kan ordne og nedfile begge dele på samme tid.

Jeg var heldig, og det skal jeg i den grad påskønne. Så min allerstørste respekt og gode tanker til alle dem, der ikke var det……..

 

You may also like

Skriv et svar