Mit livs baggårde.

Her er så det sidste eksemplar indenfor mit livs omfattende udvalg af baggårde. Denne er blevet mig tildelt i Lissabon, hvor jeg skal leve med og omkring den de næste fem dage.

Jeg holder faktisk ikke specielt meget af baggårde. Alligevel bebyrdes jeg i storslået grad med skånsomme udvalg af lokale baggårde, hvor jeg end rejser hen. Forstået sådan, at en udsigt til gaden— eller i alt fald en opgradering til kun halvvejs eller kvart baggård— i min optik regnes som at vinde i det ellers altid uretfærdige værelseslotteri.

Der er kun 1 ( en) årsag til, at mit hotelliv forfølges af baggårde. Nemlig den, at jeg på de allerfleste af mine rejser bor på enkeltværelse. Singlerejsende forventes tilsyneladende at have en umættelig appetit på baggårde, køkkenregioner, snuskede gyder og faldefærdige bagtrapper. Singlerejsende stoppes sådan lidt ind, hvor der nu er en ledig seng, og det er der selvfølgelig ofte der, hvor hotellet ligesom synes, det hele bliver alt for overvældende baggård.

Heldigvis rejser jeg da også ind imellem med manden. Så bliver jeg  ofte kraftigt belønnet med udsigt til forgård og gader. Måske burde man simpelthen anskaffe sig en alibi-mand, som man sådan kunne tage med på rejser— udelukkende med det selviske ønske at undgå de allerværste baggårde? Det er sgu’ lige før, det her nærmer sig sexisme med dobbeltkønnet fortegn. For singlerejsende mænd tager vel også deres andel af baggårdene?

Der findes stadig mennesker, der tror, at sydeuropæiske baggårde er romantiske, maleriske og et kig ind i den virkelige middelhavscentrerede folkesjæl. De tror fejl. For baggårde, hvor de end bor i verden, ER baggårde. Hverken mere eller mindre. Det er her, man stuver lortet, de bristede ambitioner og alt det, ingen gider se på.

Undtagen singlerejsende. De tvinges til det!

You may also like

Skriv et svar