Om loppemarkeder.

For mig er et af højdepunkterne på enhver rejse et besøg på et loppemarked. Altså et rigtigt et. Ikke disse totalt turistgearede fælder af plastiktasker, afskyelige rædsler med hilsen fra og det lokale såkaldte kunsthåndværk sat i masseproduktion. Men et sted, hvor man sælger sit overskud, resterne fra den hjemlige eller andres oprydning eller måske den lille husflid, man går og nørkler med derhjemme om vinteren.

Det siger enormt meget om et land, hvad det, eller dets indbyggere, har i overskud. Nogle gange selvfølgelig også, hvad der pludselig er blevet i overskud, fordi det er blevet populært og derfor kan sælges til en fordelagtig pris. F.eks. er det jo særdeles påfaldende hjemme i Danmark, hvor utroligt meget gammelt keramik, alle har fået i læssefulde af overskud.

Hernede i Portugal har de også store mængder af keramisk og porcelænisk overskud. Dog må man sige, at smag og behag er en smule forskellig fra land til land, og, udover Flora Danica, har vi vist aldrig sådan dyrket de katastrofeblomstrede kaffestel på vores breddegrader. Det gør de så her. De er også mere end blot til husbehov glade for messing, og i det hele taget er der en påfaldende fascination af ting, der skinner. Måske er de bare bedre til at pudse end gennemsnitsdanskeren.

Jeg leder altid efter gamle sølvsmykker, da de ofte kan købes både billigt og favorabelt på den slags markeder. Så selv om jeg kun har ti fingre, kunne jeg med lethed udsmykke over det dobbelte antal med alle mine udenlandske loppefund. Den går lige i belønningscentret, hver gang det lykkes mig at prutte en god ring ned i en rimelig pris, så den kan komme hjem i skuffen til alle de andre.

Men husk disse lokale loppemarkeder som en del af ferieoplevelser. Og undgå alle de professionelle kræmmere med deres “special Price for you” taktikker og elendige plastikkopivarer. Det er på de små ydmyge steder, selve folkesjælen og landets særegenhed sælges ud.

You may also like

Skriv et svar