Om (midlertidig!) stress.

Efter jeg er holdt op med almindeligt lønarbejde, er jeg meget sjældent stresset. Jeg har intet at være stresset over, og både min krop, min mentale tilstand og min hjerne har næsten fortrængt og glemt alle de mange år, hvor stresstilstande (kortvarige og langvarige) var et livsvilkår.

Men her forleden smækkede den. Stressfælden. Sen hjemkomst–sådan klokken kvart i kvalme på en afdød togstation, nærmest midt om natten. Afgang tidligt næste morgen til Nordjylland for at modtage nogle nye stole, som PostNord diplomatisk antog ville ankomme mellem 7 og 16 ( hvem andre slipper lige afsted med så upræcise tidsangivelser?) og udsigten til et foredrag med tilhørende Powerpoint 2 dage senere. Vel at mærke et foredrag, som skulle skabes fra bunden og et PowerPointshow, som endnu engang, udover det rent tekniske, hele tiden skulle kæmpe mod min overvældende PowerPointallergi. Når man har været indenfor undervisningssektoren i mange år, er man udpræget PowerPointallergiker. Sådan på grænsen af røde knopper, åndedrætsbesvær og livslange traumer. Problemet er bare, at der, mig bekendt, ikke findes alternativer. Endnu.

Og så var der lige kørslen til KBH retur på en dag. Der er langt til KBH. Meget. Også hjem igen. Endnu mere fordi jeg faktisk havde været der 2 dage før, men ikke kunne blive pga. nogle nordjyske stole og de materialer, jeg havde hjemme hos mig selv.

Anyway, så kører det op indeni. Så bliver man kort fra hovedet, irritabel og udpræget uelskelig og bandende. Jeg gør i alt fald. Så virker alt overflødigt som forstyrrende elementer, der udelukkende har det formål at forhindre en i at komme derhen, hvor man gerne vil. Nemlig om på den anden side. Og så driller tingene. Så vil ens pc ikke samarbejde, og den fortrinlige bog, hvor der stod noget genialt, har gemt og formummet sig selv. Ydermere kan man udmærket se, at ens hjem er i drastisk forfald omkring en rent rengøringsmæssigt, og køleskabet er i fremragende gang med at tømme sig selv, fordi det selvfølgelig ved, at man slet ikke kan overskue at tage ned at handle. Der er bare SÅ mange ting, man meget hellere vil, og ens liv bliver på det nærmeste spoleret af, at der er helt præcise ting, man SKAL have overstået. Og de ting, der skal overståes, har samstemmende vedtaget, at de vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for ikke at indgå i et givende samarbejde. De billeder, man i mangel af bedre stjæler fra nettet, vil ikke oploades i menneskevenligt format, PostNord venter bevidst med at komme, til dagens nærmest er ovre, den øvrige trafik på motorvejen er decideret udelukkende opsat på at køre i vejen for ens personlige transportmiddel ( hvad skal de også derude?), og andre mennesker understår sig i at ringe for at spørge om noget så inderligt overflødigt som bare, om man har det godt! Det har man så ikke. Man er stresset!

Jeg havde lige glemt, hvordan det var. Og jeg har absolut ingen som helst ønsker om en snarlig genopfriskelse. Tak, jeg lever særdeles fint uden stress som en permanent faktor i mit liv. Jeg er også meget, altså virkelig meget, sødere, omgængeligere, ubandende og imødekommende uden. Akkurat som alle andre mennesker.

Alligevel har jeg det lille trick–eller den lille talemåde, som jeg altid bruger, når jeg er i den slags situationer. Disse vise ord, som er så simple, at det næsten gør ondt. Men som virker. Altid virker. Hvis man vel at mærke stopper sig selv midt i selvdestruktionen, sætter sig ned, husker dem OG efterlever dem. Det kan være forfærdeligt svært, men det hjælper. Så er vejen om på den anden side i alt fald lidt mindre traumatisk.

Nemlig: En ting ad gangen. Det vigtigste først. SÅDAN!

 

Continue Reading

Den forbandede familie.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Endnu en roman i tidens trendrække af (halvvejs selvbiografiske?) skildringer af den dysfunktionelle familie. Oven i købet nok en af de allermest omtalte. Især omtalte på den måde, at den i medielandskabet er kommet til at stå som en mursten af en roman omkring en mor, der ikke elsker sin datter. Det er den også. Men set herhjemme fra min boghylde handler den akkurat lige så meget om en datter, der ikke elsker sin mor. Det sidste kan, set i min optik, ikke undgå at påvirke hele dens synsvinkel.

Det er en god og velskrevet roman. Nogle gang lidt for lang i spyttet, men det er tilgivet. Og så vælger jeg fuldstændigt at negligere diskussionen omkring genre, for lad mig bare se den som et stykke fiktion og ikke som beskrivelsen af den rene, skinbarlige virkelighed. Jeg kender mest Skov som en mester i den nygotiske genre med masser af forbyttede børn, skræmmende herregårde ved nattetide og optrevlede anetavler, der på sidste side giver alle spøgelserne navn og sammenhæng. Men altså ikke her. Her er vi såmænd bare i Helsinge og omegn med enkelte afstikkere til Vamdrup, og alle spøgelserne (som det vrimler med) findes udelukkende inde i personerne selv. Til overflod.

Lille Christina vokser op i en lukket, verdensforskrækket familie, hvor stilhed udadtil og ubrydelige regler for nærmest alt styrer den daglige, og evigt gentagne, dagsorden. Familien er spøgelsesslottet, hvor man måske ikke indemurer og spiser børn konkret, men i overført betydning er det såmænd også fuldt tilstrækkeligt. Og Christina er skiftingen, det forbyttede barn, der absolut intet har til fælles med det sted og de mennesker, hun er blevet sat ned mellem. Ovenikøbet viser det sig, at hun er lesbisk, og det er fuldstændigt uacceptabelt i den form for kærlighedsløs dysfunktionalitet. Så hun må forme både sig selv, sin identitet og sit liv på trods–altid MOD det “falske sted”, hun fik som udgangspunkt.

Især forholdet til moderen står som centralt i bogen. Fortælleren kæmper hele vejen med sit uforløste krav om anerkendelse. Hele tiden påstår hun at angle efter moderens kærlighed, som samme moderdyr enten ikke formår at vise eller ikke ejer. Eller også er det, som jeg personligt ser mellem linjerne, en evig kamp for at overvinde sig selv nok til at komme til selv at elske moderen. Og det sidste virker som et uoverstigeligt bjerg, da samme moder simpelthen ikke er elskelig. Hun er bogens onde dronning, den dybt egoistiske–og dybt skadede–troldkvinde, der udelukkende har nye portioner af dysfunktionalisme i sin tryllestav. Faktisk oplevede jeg adskillige gange gennem læsningen fornemmelsen af, at nu var det nok. At det næsten gjorde ondt på mig, læseren, at Christina blev ved i endnu et ørkesløst forsøg på at vinde moderens kærlighed. Eller—at overbevise sig selv om, at det var muligt at komme til at elske hende.

Selvfølgelig kan bogen også læses som en “coming-of-age” roman. I så fald en meget lang en, hvor selve processen tager flere årtier. Og en dybt personlig skildring af, hvordan det er at springe ud som homoseksuel. Også på de to planer har den værdi, interesse og væsentlige ting at sige. Men den er først og fremmest endnu et indlæg mellem alle de andre dysfunktionelle familier, som litteraturen skøjter rundt om og grovdyrker i disse år.

Continue Reading

Om en aktiv seniorpolitik.

Jeg var i Gladsaxe i går for at holde et rejseforedrag for en gruppe af kommunens seniorer. De skal nemlig en tur til England. Ikke at der er noget usædvanligt i, at en gruppe pensionister fra en given kommune skal ud at rejse, men jeg tror, det er relativt usædvanligt, at det er kommunen, der står som udbyder, tilrettelægger og arrangør. –Og så glemmer vi alt om Brixtofte og gratis fly, ophold og grisefester. Det er ikke der, vi er. I Gladsaxe betaler man selv, men kommunen garanterer, at der medfølger såvel seniorkonsulent og sygeplejerske. Foruden mig, guiden.

Der var 25 af dem, og de glædede sig mærkbart i hele rummet. Nogle kom springende, mens andre tog det lidt mere adstadigt med rollatorerne, og en enkelt havde hjælper med, fordi hun var blind. Gennemsnitsalderen var decideret over, hvad mine rejser plejer at byde på. Men forventningerne var så meget desto større. Det var tydeligt, at flere ikke var rejsevante, men kun tog med, fordi det hele netop foregik i dette regi, hvor hjælpen hele tiden var i nærheden. Udover selve rejsens indhold diskuterede vi meget medicinmedbringelse, transport af rollatorer, gåafstande og syge/rejseforsikringer. Alt det havde seniorkonsulenten uddybende svar på. Hun er nemlig vant til det, for Gladsaxe Kommune udbyder hele 2 udenlandsrejser hvert år.

Mens jeg var der (og siden på nettet, da jeg kom hjem) spurgte jeg ind til (og googlede), hvad alt det der seniorhalløj i Gladsaxe egentlig handler om. I forvejen havde jeg hørt fra andre, at seniorer har forfærdeligt svært ved at flytte fra Gladsaxe, fordi det er så god en kommune at blive gammel i. Det var også mit indtryk. For udover næsten daglige skovture for alle, masser af tilbud om underholdning og cafeture, adskillige flerdages højskoleophold over hele landet–og så de 2 årlige udenlandsture af en uges varighed, sidder der en ildsjæl derovre og har det overordnede formål, at ingen, virkelig ingen, i kommunen bør være ensomme, hvis man både har tilbuddene samt laver lidt aktivt arbejde for at involvere folk i dem.

Når jeg kigger på de fleste af seniortilbuddene i min egen egen kommune, er der faktisk ikke meget, jeg har den fjerneste lyst til at gå til. Det appellerer sgu` ikke rigtigt og lyder forfærdeligt kedeligt og meget antikt. Det var ikke det indtryk, jeg fik derovre. Endvidere er jeg også sikker på, at netop en så aktiv seniorpolitik faktisk hjælper med til at undgå den frygtede ensomhed. For det var jo alle grader af spektret “at blive ældre”, der skal med mig, sygeplejersken, som i øvrigt er frivillig, og konsulenten til England. De lyste ud af dem, at de havde fuld tiltro til, at der blev passet på dem, og at en rollator overhovedet ikke var et problem rent rejsemæssigt. Et af de ord, der hyppigst blev brugt, var “plejer”, og min klare opfattelse var, at i Gladsaxe “plejer” pensionisterne en masse ting med kommunen i ryggen.

Det er muligt, at en så aktiv seniorpolitik ikke holder folk i live længere. Men den gør i alt fald deres seniorår væsentligt sjovere og mere oplevelsesrige. Takket være en kommunal ildsjæl og en kommune med respekt for sine ældre medborgere.

Continue Reading

Historiens stækkede vingesus.

For en gangs skyld har billedet absolut intet med indlægget at gøre. Det viser molen i Eastbourne i går, i solskin. Og er da ganske nydeligt!

Min chauffør på denne tur rundt i det sydlige England er en rigtig sød, ung mand, der taler ligesom Hugh Grants håbløse bofælle i Notting Hill og kommer fra “The Valleys” ovre i Wales. Så ved kendere, at vi ikke kan undgå at tale miner og minearbejdere. Eller rettere: mig, for jeg er en nysgerrig sjæl. For hans vedkommende virker det som om, vi sagtens kan lade den slags ligge, selv om han da gerne vil tale om det.

For han er en af de heldige. Hans far var lastbilchauffør og var dermed en af de eneste, som bibeholdt sit arbejde dengang i 80-erne, hvor Fru Thatcher lukkede samtlige miner over hele England. Og allermest i Wales. Her skal ikke diskuteres minernes rentabilitet eller rimeligheden i at lukke arbejdspladser og livsnerver i små samfund, kun fortælles om, hvordan det er derovre i dalene her næsten 40 år senere.

For min driftige unge mand fortæller om, at han for få år siden købte et hus til dine svigerforældre. Svigerfaderen mistede nemlig sit arbejde i minerne i 80-erne og har siden ikke haft arbejde. Så han har opdraget sine 5 børn på socialhjælp og sidder nu til leje hos sin svigersøn, mens han slider numsen i laser frivilligt for Røde Kors, så alle de andre, der heller ikke har haft arbejde i 4 årtier, kan få lidt hjælp. Det er jo ikke fordi, de er specielt dovne derovre i Wales— jeg har nu heller aldrig anset minearbejdere som udpræget dovne!— der ER bare intet arbejde. For når minen lukker, så lukker købmanden, slagteren og alt det andet såmænd også hurtigt…

Selvfølgelig har han drømt om at flytte, men han elsker jo sin tætte familie og sin hjemegn. Også selvom kommuneskatten er Storbritanniens næsthøjeste efter London, for nogen skal jo betale for alle de arbejdsløse. Vel får de da støtte både fra London og EU ( endnu!) derovre, men han mener, at det tydeligst giver sig udtryk i en forfærdelig masse statuer og springvand, de får sat op. Værst er det med springvandene. De bliver alt for let tilholdsstederfor de utallige, som kun kan komme gennem dagene med et stort kvantum alkohol og lidt selskab på springvandskanten. I de senere år har også drugproblemerne eskaleret til umådelige og ukontrollable højder. Ikke blot de gadeforhandlede, men lægerne derovre er tilsyneladende også gavmilde med deres recepter til folk, de ikke aner, hvad de skal stille op med. Der er ikke mange tilgængelige oplysninger om og anvisninger på, hvordan man ellers kurerer arbejdsløshed, der nedarves gennem 3 generationer.

Ved Brexitafstemningen lå de Walisiske dale i absolut førerposition på national basis. Nærmest alle stemte for, at Storbritanien skulle ud af EU. Og, som min chauffør siger, så var det vel i første omgang primært noget helt, helt andet, de stemte imod. Nemlig imod shitty liv, arbejdsløshed, afmagt og et permanent liv på overførselsindkomster. Det giver mening.

Så de er heldige derovre, at de har en ung mand, gift og far til to små børn, som kører turistture herovre i England, hvor arbejdet er. Sådan at han både kan forsørge sin familie ( i flere led), købe huse til dem ( han har tre) og bryde den forbandede, onde cirkel, der har ligget og stækket historiens fremadskridende gang derovre i The Valleys.

Og jeg er på samme tid dybt imponeret over ham og lige så dybt forfærdet over, at der findes områder så tæt på mig, der er så ramte af historiens mere eller mindre naturlige gang. 40 år efter!

Continue Reading

Penshurst Place and Gardens.

Spredt som en halvmåne rundt om London ligger talrige slotte og herregårde, som økonomien har tvunget til at åbne huse og haver for betalende gæster. Et af dem er Penshurst Place and Gardens.

Det er nok et af de mindst kendte, som ofte drukner i steder som Leeds Castle, Hever Castle og Great Dixter ( hvis det ellers siger nogen noget!), men det er absolut ufortjent. Ikke blot er det gamle slot fra 1300-tallet både spændende, historisk og virkelig seværdigt, men haverne omkring er vildt fascinerende. Slottet har, udover at have været flittigt besøgt af såvel Henry VIII som Elisabeth I, været i samme families eje siden 1500- tallet, så der er nok af gode, gamle skrøner tilknyttet. Det må der ligesom også være, når familiens våbenskjold består af et hukepindsvin og en Bjørn med knortet stav!

Helt ærligt forbavser det mig, at jeg overhovedet skriver den slags. At jeg nok for første gang nogensinde omtaler haver som fascinerende. Men det VAR de. Alle 22. Så forskellige som nat og dag og for de flestes vedkommende så store som flere fodboldbaner. Der var rosenhaver, nøddehaver, springvandshaver, en have formet som det britiske flag, frugthaver og i det hele taget haver af enhver form, farve og opbygning. Selvfølgelig hjælper det lidt på forståelsen, når selve chefgartneren viser rundt— og i øvrigt klart demonstrerer den humor og selvironi, der er så typisk og så underdrevet britisk.

Selvfølgelig vil besøget ikke udmunde i, at jeg kaster mig over haver og havearbejde. Der skal nok større mirakler til. Men det får mig i alt fald til at foreslå alle have-, historie- og slotsinteresserede at besøge dette imponerende sted. Og gerne at få en gartner med på en guidet rundtur.

Continue Reading

En lille perle i Kent.

I den lille og absolut ydmyge kirke All Saint i den minimale landsby Tudeley, lige udenfor Tunbridge Wells i grevskabet Kent i England, venter en kæmpestor og meget lidt ydmyg overraskelse. Nemlig 11 fantastiske mosaikker af Marc Chagall.

Forhistorien er, at den eneste datter af et velhavende engelsk- jødisk ægteskab kommer ulykkeligt af dage i en bådulykke kun 22 år gammel. Da hun allerede forinden har udtrykt sin store beundring for maleren Chagall, spørger moderen derfor, om han ikke kunne have lyst til at dekorere den lille, lokale kirke til datterens ære. Det har han. I første omgang kun med en mosaik over alteret, men tingene griber om sig, så Chagall tilbringer faktisk 25 år on and off med at skabe 11 fantastiske mosaikker over citater fra Bibelen til den lille, bitte kirke.

Dem kan man så bare køre forbi og se. Og de er ganske enkelt fantastiske. Især på en solbeskinnet dag som i dag, hvor lyset giver optimal stråleeffekt gennem mosaikkerne. Det er noget af det smukkeste, jeg har set. Og samtidig mest uventede.

Så er man på de egne, f.eks. i forbindelse med et besøg på Winston Churchills hus Chartwell, må man ikke snyde sig selv for et besøg i denne kirke. Den er lidt svær at finde, og skiltningen er lidt mangelfuld, men det er hele besværet værd. Mange gange, faktisk.

Continue Reading

Om at gå i uniform.

Jeg har fået mit livs første uniform. Onde tunger vil vel påstå, at jeg hele mit voksenliv alligevel har gået i uniform, således at absolut ingen alligevel har været i tvivl om, hvad jeg lavede. Lad mig så sige det sådan: Jeg har fået mit livs første officielle uniform.

Det er der selvfølgelig både positive og negative ting forbundet med. Jeg har skam været dem alle igennem. Derinde i hovedet. På positivlisten tæller først og fremmest en åbenlys synlighed og forhåbentlig en lille smule indbygget autoritet. For mennesker af min statur er synlighedsfaktoren absolut væsentlig, fordi jeg ellers alt for let drukner, eller måske ligefrem bliver rimeligt usynlig, i en større menneskemængde. Det er godt for små mennesker, der skal findes og kunne ses af andre mennesker, at kunne forlænge eller forstørre sig selv med en uniform. Jeg har ofte nok i uniformløs tilstand forsøgt mig med paraplytricket og måttet sande, at de få centimeter, jeg kan forlænge mig selv med, er en smule til den lave side + at jeg personligt er til stor fare for en masse ting og medmennesker, når jeg skal bruge paraply i store mængder uden regnvejr.

Autoriteten er en ren psykologisk sidegevinst, og jeg tvivler egentlig lidt på, om den er gennemgående for alle generationer. Den kræver vel, at man har en indbygget respekt for uniformer, og det har alle vel næppe. Omvendt betyder uniformen da i det mindste, at alle er klar over, at her kan man altså henvende sig, hvis man har problemer indenfor netop det felt, uniformen signalerer. F.eks. bliver jeg da noget så glad, når jeg endelig opdager noget uniformeret DSB-personale, jeg både trygt og lettere aggressivt kan henvende mig til omkring de notorisk ulækre toiletforhold, ligesom en politibetjent er en godbid af et fund, når jeg har problemer indenfor hans/hendes ansvarsområde.

Der er også den rent lavpraktiske (og tiltalende for alle udgiftssky!) faktor ved en uniform, at den modvirker slid på egen garderobe. Derudover sparer (nogle af) vi kvinder  alle de minutter, vi ellers anvender til seriøs analyse af, hvad dagens påklædning skal bestå af–altså den tidsbesparende effekt. Vi omgås også den stressfremkaldende udvælgningsproces–der er simpelthen valgt for os. Og vi kan holde det sidste, nyindkøbte tøj helt nystrøget nyindkøbt, for det skal vi bare slet, slet ikke have på. Vi skal i stedet slide på noget tøj, som ikke engang indgår i vores budget. Lad mig her–inden det hele bliver alt for positivt!–så indskyde, at hvis det nu HAVDE indgået i vores budget, så havde vi nu nok valgt noget andet.

For det er jo nok der, det negative ved uniformerne (eller i alt fald min) begynder at stikke sit grimme beklædningshoved frem. For vel er det da praktisk, det der tøj. Men det VAR nok ikke lige det, jeg selv havde valgt. Det er den der med ideen om den laveste fællesnævner: Nogle vil være røde, andre blå, men ingen har alt for meget imod at være grå. Ergo bliver vi alle sammen grå. Og mellem det fremsendte tøj findes der godt nok også klædningsstykker, som ligefrem provokerer mig, gør mig en smule aggressiv og hensætter mig på randen af gammeldags tøsefornærmet. Her skal–jeg kan jo lige så godt får det ud!–eksplicitet nævnes en quiltet jakke, en dynejakke om man vil. Læsere af bloggen vil, forhåbentlig, ikke være det mindste i tvivl om, hvad mit forhold ( eller mangel på forhold, for jeg har ALDRIG tilladt sådan en adgang til mit klædeskab!) til den slags beklædning er, og det eksemplar, jeg er blevet udstyret med, er ikke blot facon- og designmæssig uforsvarligt uklædelig. Den er også decideret grim. Selv sammenlignet med ANDRE dynejakker er den grim. Åh Gud!

Resten af udstyret er da neutralt acceptabelt. Det kan jeg godt være bekendt at gå i, når jeg nu skal. Eneste, dog store, problem er her, at man tilsyneladende ikke har andre ansatte end mig, der er såvel en smule allergisk som statisk elektrisk overfor kunststoffer, så det er nok kun mit problem. Jeg må så bare acceptere, at hvis jeg iklæder mig den udleverede cardigan med en akrylprocent på dobbelt jeg-skal-komme-efter-dig, så vil jeg optræde i nydelig uniform, men med ufrivilligt punkerhår+udlevere mellemstore stød til samtlige gæster ved enhver form for berøring. Den slags (altså stødene) kan man selvfølgelig anvende pædagogisk i nødsituationer, kommer jeg lige i tanke om! Det vil jeg gøre. Med omtanke, selvfølgelig. Sådan en cardigan burde jeg måske ligefrem have haft, da jeg var lærer?

Det hele leder faktisk frem til, at jeg tager et lille scan på det, jeg kan huske omkring de uniformer, der omgiver mig i min dagligdag. Og nedslået kan konstatere, at det altså ikke er indenfor denne branche, vores mange, meget dygtige designere slår deres folder. Mig bekendt er det kun flagskibe som SAS og (nogle af)landsholdene, der decideret gør brug af faglig viden omkring arbejdsbeklædning. Resten betjener sig af dertil etablerede firmaer, som måske kraftigt burde overveje at få lidt fagfolk på banen. Ikke blot omkring selve designet, men bestemt også indenfor materialevalg. Selvfølgelig skal arbejdsbeklædning være neutral, men det udelukker vel ikke, at den også er designmæssigt pæn, behagelig og udført i forsvarlige materialer?

Anyway, min uniform har da den fordel, at den kun går til taljen. Hvad der foregår under det magiske sted, er det tilsyneladende kun min egen tøjfantasi, der sætter grænser for. At de ikke udleverer bukser og nederdele betyder vel næppe, at jeg skal gå helt uden. Så der må noget kreativitet og rene materialer til, der måske kan afværge noget af effekten fra det personlige elektricitetsværk.

Men nok så mange fine nederdele og spraglede leggings kan nu nok næppe sætte den der dynejakke på neutral. Den er en designmæssig skændsel og hører i alt fald ikke hjemme på mig. Men synlig, det bliver jeg. Den jakke bliver sgu` da talk of town, hvis jeg møder nogen, jeg kender!

 

Continue Reading

Om festivaler.

Generelt er jeg vokset fra traditionelle musikfestivaler. Eller måske nåede jeg aldrig sådan helt at vokse til dem. Da jeg var ung i festivalmæssig henseende, var Roskilde mere eller mindre eneste skud i bøssen, og der var simpelthen bare alt for langt. I takt med at alle de millionvis af andre kloner voksede op, fik jeg i stedet børn og tog dem med på teltture til luksuscamping i Italien og Spanien, i stedet for at slå mine pløkker ned i mudderhuller fordelt på danske pløjemarker.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide musik. Faktisk kan jeg lide musik meget, meget mere, end jeg kan lide musikfestivaler. Så hvis jeg, undtagelsesvis, har været på en festival, har det altid været på endagsbilletter og med håb og bøn om forståeligt tørvejr. At smide mig ind på en festivalcamping ville være en forbrydelse, et mareridt jeg ville huske til mine dages ende. For det første kan jeg helst ikke sove uden en dyne, for det andet skal jeg have ro, for det tredje skal jeg være i umiddelbar nærhed af en rimeligt rent toilet og for det fjerde faldt mit teltstop mere eller mindre præcis sammen med menopausen. Lad os bare kalde begge ting historie.

Så jeg har altså aldrig følt, jeg har misset noget ved at være festivalløs. Tværtimod, næsten. Forstået sådan, at der da er et bredt udvalg af festivaler, som jeg nærmest er rede til at betale for at slippe for.

Og så alligevel! For de sidste par år har det jo vist sig, at der er skudt en festival op, som, stik mod alle mine forventninger, rent faktisk appellerer til mig. Får mig til ligefrem at ØNSKE at komme afsted. Ikke i tre mudrede dage, inklusiv utæt telt og nattelarm, men bare sådan på hyggemæssig endagsbasis. Ydermere en festival, hvor jeg ikke føler mig som et ronkedorisk fortidslevn mellem tusindvis af unge, der for størstedelens vedkommende er yngre end mine egne børn, og hvor jeg på den allermest pinlige måde tilsyneladende ikke har indset, at jeg er gået noget så ynkeligt og patetisk forkert. Nemlig Heartland.

Så da børneflokken fik den geniale gaveide at betænke deres trekvartgamle forældre med billetter til årets fredag på Egeskov, blev der glæde i det lille hjem. I erindring stod jo tydeligt sidste gang derovre, og det var et godt minde. Og denne gang er det MED Van the Man, som for mig er det allerstørste efter det, der  desværre ikke kan lade sig gøre, fordi Freddy Mercury er død og borte. For første gang i mit liv ( og desværre nok også sidste!) skal jeg høre min ungdoms soundtrack indenfor bløde ballader og nordirsk rock, og bare tanken om en brunøjet pige LIVE er næsten så stor, at den er uforståelig.

Men Heartland er meget mere end Van Morrison. Der er flere ting, der adskiller den fra så mange andre mainstream festivaler. Allermest konceptet omkring samtaler mellem to vidende, spændende og kreative mennesker. Dem er der en del af, de varer generelt en times tid og er så populære, at man nærmest må indtage teltene flere timer på forhånd for at få en plads. Sidste gang jeg var der, var især Erling Jepsen, Simon Kvamm, Bjarke Ingels og Brian Eno så populære, at cirkusteltet var ved at vælte, og selv Bertel Haarder klappede og så glad ud. Lidt. Denne gang vil det givetvis være Holger Bech Nielsen og brødrene Willerslev, der bliver de talende hits. Især den første.

Selve programmet er tilrettelagt, så det appellerer til næsten alle aldre, og især er det visuelt påfaldende på området, at rigtigt mange familier i flere generationer er afsted sammen. Der er simpelthen kræs for såvel bedsteforældre som den alleryngste generation. Dette gælder også mad- og forplejningsmæssigt. Her er alt fra gourmettelte (endda gerne et telt fra Falsled Kro) til spændende, nye og eksotiske specialiteter. Der er simpelthen langt til det madsjusk, jeg tidligere har oplevet, man kan blive spist af med.

Og så er der omgivelserne. Dette er ikke en pløjemarksfestival i mudder og flis, men et ophold i grevens egen have med klippede takshække, voldgrave og smukke beplantninger. Hvilket faktisk også medvirker til, at de fleste opfører sig ordentligt overfor naturen. Her er så utroligt smukt og har man brug for en personlig pause fra alle de andre auditive tilbud, er det muligt bare at gå sig en tur i parken. Selve slottet er også åbent, men det er desværre en smule vanskeligt at få de eftertragtede (få) billetter.

Så er man gået i festivalstagnation eller gået totalt fra festivaler–af hvilken grund det så end måtte være–så kan jeg anbefale Heartland. Den vil givetvis give et nyt syn på, hvad en festival også kan være. Samt overbevise en om, at det der med festivaler nok, trods alt, alligevel ikke er for sent.

Men fri mig for alle de andre!

Continue Reading

Om genbrugspladser og kvinder.

Jeg ved ikke, om det kun er her i byen, det forholder sig sådan. I alt fald forholder det sig meget markant og synligt sådan her i byen. Så det gør det nok også mange andre steder. Nemlig sådan, at genbrugspladser er et maskulint domæne. Det vrimler med mænd sådan et sted. Og (i alt fald her i byen!) ikke ret mange kvinder.

Det er nu heller ikke fordi, jeg selv kommer der så ofte. Det lader jeg manden om. Han er til gengæld en ivrig og trofast gæst og bidragsyder, for her i huset har vi masser af genbrugsoverskud. Næsten hver weekend runder han lige genbrugspladsen med endnu et læs, og så kommer han gerne hjem og har snakket med en forfærdelig masse mandlige bekendte, der også hver weekend lige slår et trailersmut omkring pladsen. Hvor mænd førhen ofte mødtes ude i byen, er jeg så godt som sikker på, at det nuværende mest populære mødested må være den losseplads.

Nu har vi selvfølgelig også et lokalbestemt skraldoverskud hernede syd for Kongeåen. Vi sælger nemlig ikke vores dåser, vi smider dem ud. Altså efter følgende kommandovej: Først produceres vores dåseindhold på en (ofte) nærliggende fabrik, så kører fabrikken dåserne over grænsen. Dernæst kører vi bagefter og henter dem hjem igen, og når vi så har tømt dem, kører manden på genbrug. Men selvfølgelig har vi da også alle de andre, fællesnationale, skraldtyper, så dem tager han så også med.

Alligevel er det påfaldende med den der maskuline dominans sådan et sted. Os kvinder, der er så heldige at have en mand til den slags, kører da vist sjældent selv på genbrugspladser. Hvis vi kommer der–hvad vi nok gør med alt for lange mellemrum–er det oftest fordi, vi er MED. Og for manges vedkommende udgøres den der “væren MED” af at sidde i bilen og tålmodigt vente, mens manden læsser lort af.

Selvfølgelig kan det være hårdt fysisk arbejde at komme af med en halv skov eller den samlede omgang skvalderkål. Sådan at det altså går noget hurtigere og nemmere, hvis der er kræfter over gennemsnitligt kvindeniveau involveret. Og lige så selvfølgeligt, så er skrald meget ofte beskidt og en smule ulækker. Sådan at det altså er noget hurtigere og nemmere, at der ikke skal hvines lidt indestængt, skæres ansigter eller tørres fingre af, hvis der er rummelighedniveauer over det gennemsnitligt feminine involveret. Så måske er det derfor, vi beskedent holder os tilbage fra den ugentlige skraldtur og gavmildt forærer den til mændene.

Men det er nu alligevel lidt påfaldende, at vi her i ligestillingens tidsalder aldrig for alvor har gennemdiskuteret kønsfordelingen på landets lossepladser. Min tese er, at der er ting, der overhovedet ikke bør diskuteres. Sådan at forstå, at så længe han beredvilligt tager sin skraldtur, så lader vi det emne udgå af ligestillingsagendaen i stilhed. Det er sikkert også både godt og udviklende for ham at tage den ugentlige affaldssnak med alle de andre mænd. Det giver en vis form for solidaritet i et kvindefrit univers.

Og lad os da bare beholde det sådan……

Continue Reading

Om ikke at behøve at blive færdig.

Min mand har taget sig seriøst sammen og er gået i gang med en lang og sikkert meget ulige kamp med og mod det, der gerne med tiden skulle blive en form for have. Det har det været før, for der har jo boet andre mennesker i huset før os. Så det medfølgende billede skulle med tiden gerne blive et af disse uhyggelige før-billeder, som udelukkende tjener til at støve ens dårlige samvittighed tilbundsgående af.

Projektet er bare helt anderledes denne gang. Altså helt forskelligt fra alle de andre gange, hvor håbløsheden også har været ved at gro i stok på udebanen. For denne gang tager det den tid, det tager. Der er intet, der haster. Ingen deadlines i form af arbejdsdage, vagter, papirarbejde og krav fra arbejdsmarkedet, som ellers altid har hængt tungt over os. Haven skal ikke absolut ordnes på den weekend, hvor der ( for en gangs skyld og i havemæssigt forståelse: desværre!) ikke er andre arrangementer. Den er totalt fri for deadlines og kan tages i præcis de etaper–store som små–som livet, lysten og tiden generelt ellers giver den plads til. Der er intet, slet intet, der haster.

Det i sig selv er næsten den allerstørste gave, man får som pensionist. Nemlig at man ikke nødvendigvis behøver at blive færdig. Jo, selvfølgelig vil man da gerne på et tidspunkt opnå den tilfredsstillelse, det er at blive helt færdig. Men det er udelukkende indenfor en deadline, som man SELV sætter. Og derfor med yderst god samvittighed kan omgås som vejledende og fleksibel. Ikke en udefra fastsat tidsfrist, som er afhængig af et arbejde, som også kræver ens tilstedeværelse. Hvis man ikke lige har lyst på regnvejrsdagen–eller måske den strålende solskinsdag–så kommer der, i en uendelig strøm, nye dage, hvor man så kan mosle videre med sit projekt. Det render ingen vegne, og det gør deadlines heller ikke. Der er udelukkende selvbestaltede mødetider i ens liv–når man sådan ser lidt let henover tider ved frisør, tandlæge, bankrådgiver og andre nødvendigheder.

Selvfølgelig er det en frihed, man på en måde skal lære at forvalte. Men omvendt er det faktisk endnu sværere at lære sig selv det faktum, at man ikke nødvendigvis behøver at blive færdig så hurtigt som muligt. Det har man jo ellers altid skullet, fordi det, i en arbejdsmæssigt sammenhæng, var det mest fordelagtige. Bare følelsen af at holde en pause af den simple grund, at man havde lyst til at holde en pause, giver de første mange gange en begyndende dårlig samvittighed og en lettere fornemmelse af simpelt skulkeri, fordi den vante, gamle arbejdsmoral er så indgroet.

Det skal ses som et privilegium, dette med ikke nødvendigvis at behøve at blive færdig. Et, man gennem et langt og deadlinebefængt arbejdsliv næsten har glemt og nu skal til at huske igen. Den render ingen steder, den have. Den skal nok blive færdig. Engang. Det behøver overhovedet ikke være i dag. Eller i morgen. Eller næste uge, for den sags skyld….

Continue Reading