Om festivaler.

Generelt er jeg vokset fra traditionelle musikfestivaler. Eller måske nåede jeg aldrig sådan helt at vokse til dem. Da jeg var ung i festivalmæssig henseende, var Roskilde mere eller mindre eneste skud i bøssen, og der var simpelthen bare alt for langt. I takt med at alle de millionvis af andre kloner voksede op, fik jeg i stedet børn og tog dem med på teltture til luksuscamping i Italien og Spanien, i stedet for at slå mine pløkker ned i mudderhuller fordelt på danske pløjemarker.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide musik. Faktisk kan jeg lide musik meget, meget mere, end jeg kan lide musikfestivaler. Så hvis jeg, undtagelsesvis, har været på en festival, har det altid været på endagsbilletter og med håb og bøn om forståeligt tørvejr. At smide mig ind på en festivalcamping ville være en forbrydelse, et mareridt jeg ville huske til mine dages ende. For det første kan jeg helst ikke sove uden en dyne, for det andet skal jeg have ro, for det tredje skal jeg være i umiddelbar nærhed af en rimeligt rent toilet og for det fjerde faldt mit teltstop mere eller mindre præcis sammen med menopausen. Lad os bare kalde begge ting historie.

Så jeg har altså aldrig følt, jeg har misset noget ved at være festivalløs. Tværtimod, næsten. Forstået sådan, at der da er et bredt udvalg af festivaler, som jeg nærmest er rede til at betale for at slippe for.

Og så alligevel! For de sidste par år har det jo vist sig, at der er skudt en festival op, som, stik mod alle mine forventninger, rent faktisk appellerer til mig. Får mig til ligefrem at ØNSKE at komme afsted. Ikke i tre mudrede dage, inklusiv utæt telt og nattelarm, men bare sådan på hyggemæssig endagsbasis. Ydermere en festival, hvor jeg ikke føler mig som et ronkedorisk fortidslevn mellem tusindvis af unge, der for størstedelens vedkommende er yngre end mine egne børn, og hvor jeg på den allermest pinlige måde tilsyneladende ikke har indset, at jeg er gået noget så ynkeligt og patetisk forkert. Nemlig Heartland.

Så da børneflokken fik den geniale gaveide at betænke deres trekvartgamle forældre med billetter til årets fredag på Egeskov, blev der glæde i det lille hjem. I erindring stod jo tydeligt sidste gang derovre, og det var et godt minde. Og denne gang er det MED Van the Man, som for mig er det allerstørste efter det, der  desværre ikke kan lade sig gøre, fordi Freddy Mercury er død og borte. For første gang i mit liv ( og desværre nok også sidste!) skal jeg høre min ungdoms soundtrack indenfor bløde ballader og nordirsk rock, og bare tanken om en brunøjet pige LIVE er næsten så stor, at den er uforståelig.

Men Heartland er meget mere end Van Morrison. Der er flere ting, der adskiller den fra så mange andre mainstream festivaler. Allermest konceptet omkring samtaler mellem to vidende, spændende og kreative mennesker. Dem er der en del af, de varer generelt en times tid og er så populære, at man nærmest må indtage teltene flere timer på forhånd for at få en plads. Sidste gang jeg var der, var især Erling Jepsen, Simon Kvamm, Bjarke Ingels og Brian Eno så populære, at cirkusteltet var ved at vælte, og selv Bertel Haarder klappede og så glad ud. Lidt. Denne gang vil det givetvis være Holger Bech Nielsen og brødrene Willerslev, der bliver de talende hits. Især den første.

Selve programmet er tilrettelagt, så det appellerer til næsten alle aldre, og især er det visuelt påfaldende på området, at rigtigt mange familier i flere generationer er afsted sammen. Der er simpelthen kræs for såvel bedsteforældre som den alleryngste generation. Dette gælder også mad- og forplejningsmæssigt. Her er alt fra gourmettelte (endda gerne et telt fra Falsled Kro) til spændende, nye og eksotiske specialiteter. Der er simpelthen langt til det madsjusk, jeg tidligere har oplevet, man kan blive spist af med.

Og så er der omgivelserne. Dette er ikke en pløjemarksfestival i mudder og flis, men et ophold i grevens egen have med klippede takshække, voldgrave og smukke beplantninger. Hvilket faktisk også medvirker til, at de fleste opfører sig ordentligt overfor naturen. Her er så utroligt smukt og har man brug for en personlig pause fra alle de andre auditive tilbud, er det muligt bare at gå sig en tur i parken. Selve slottet er også åbent, men det er desværre en smule vanskeligt at få de eftertragtede (få) billetter.

Så er man gået i festivalstagnation eller gået totalt fra festivaler–af hvilken grund det så end måtte være–så kan jeg anbefale Heartland. Den vil givetvis give et nyt syn på, hvad en festival også kan være. Samt overbevise en om, at det der med festivaler nok, trods alt, alligevel ikke er for sent.

Men fri mig for alle de andre!

You may also like

Skriv et svar