Om (midlertidig!) stress.

Efter jeg er holdt op med almindeligt lønarbejde, er jeg meget sjældent stresset. Jeg har intet at være stresset over, og både min krop, min mentale tilstand og min hjerne har næsten fortrængt og glemt alle de mange år, hvor stresstilstande (kortvarige og langvarige) var et livsvilkår.

Men her forleden smækkede den. Stressfælden. Sen hjemkomst–sådan klokken kvart i kvalme på en afdød togstation, nærmest midt om natten. Afgang tidligt næste morgen til Nordjylland for at modtage nogle nye stole, som PostNord diplomatisk antog ville ankomme mellem 7 og 16 ( hvem andre slipper lige afsted med så upræcise tidsangivelser?) og udsigten til et foredrag med tilhørende Powerpoint 2 dage senere. Vel at mærke et foredrag, som skulle skabes fra bunden og et PowerPointshow, som endnu engang, udover det rent tekniske, hele tiden skulle kæmpe mod min overvældende PowerPointallergi. Når man har været indenfor undervisningssektoren i mange år, er man udpræget PowerPointallergiker. Sådan på grænsen af røde knopper, åndedrætsbesvær og livslange traumer. Problemet er bare, at der, mig bekendt, ikke findes alternativer. Endnu.

Og så var der lige kørslen til KBH retur på en dag. Der er langt til KBH. Meget. Også hjem igen. Endnu mere fordi jeg faktisk havde været der 2 dage før, men ikke kunne blive pga. nogle nordjyske stole og de materialer, jeg havde hjemme hos mig selv.

Anyway, så kører det op indeni. Så bliver man kort fra hovedet, irritabel og udpræget uelskelig og bandende. Jeg gør i alt fald. Så virker alt overflødigt som forstyrrende elementer, der udelukkende har det formål at forhindre en i at komme derhen, hvor man gerne vil. Nemlig om på den anden side. Og så driller tingene. Så vil ens pc ikke samarbejde, og den fortrinlige bog, hvor der stod noget genialt, har gemt og formummet sig selv. Ydermere kan man udmærket se, at ens hjem er i drastisk forfald omkring en rent rengøringsmæssigt, og køleskabet er i fremragende gang med at tømme sig selv, fordi det selvfølgelig ved, at man slet ikke kan overskue at tage ned at handle. Der er bare SÅ mange ting, man meget hellere vil, og ens liv bliver på det nærmeste spoleret af, at der er helt præcise ting, man SKAL have overstået. Og de ting, der skal overståes, har samstemmende vedtaget, at de vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for ikke at indgå i et givende samarbejde. De billeder, man i mangel af bedre stjæler fra nettet, vil ikke oploades i menneskevenligt format, PostNord venter bevidst med at komme, til dagens nærmest er ovre, den øvrige trafik på motorvejen er decideret udelukkende opsat på at køre i vejen for ens personlige transportmiddel ( hvad skal de også derude?), og andre mennesker understår sig i at ringe for at spørge om noget så inderligt overflødigt som bare, om man har det godt! Det har man så ikke. Man er stresset!

Jeg havde lige glemt, hvordan det var. Og jeg har absolut ingen som helst ønsker om en snarlig genopfriskelse. Tak, jeg lever særdeles fint uden stress som en permanent faktor i mit liv. Jeg er også meget, altså virkelig meget, sødere, omgængeligere, ubandende og imødekommende uden. Akkurat som alle andre mennesker.

Alligevel har jeg det lille trick–eller den lille talemåde, som jeg altid bruger, når jeg er i den slags situationer. Disse vise ord, som er så simple, at det næsten gør ondt. Men som virker. Altid virker. Hvis man vel at mærke stopper sig selv midt i selvdestruktionen, sætter sig ned, husker dem OG efterlever dem. Det kan være forfærdeligt svært, men det hjælper. Så er vejen om på den anden side i alt fald lidt mindre traumatisk.

Nemlig: En ting ad gangen. Det vigtigste først. SÅDAN!

 

You may also like

Skriv et svar