Om luksussommerhuse, firstmovers og det simple liv

Min sommerhusnabo er ved at opføre et luksuspalads i min baghave. Helt i overensstemmelse med tidens trend for hans generation, for han er over 70. Der bliver ikke sparet på ret meget dernede–desværre heller ikke min havudsigt, som ædes ind med forbløffende stor hastighed af aggressive, sortmalede elementer. Så vidt jeg kan se, vil der blive plads til en større vognpark indendørs i kælderen (selvfølgelig har man da kælder i sit sommerhus!), tilligemed at en relativt stor familie sagtens vil kunne undgå at se ret meget til hinanden på førstesalen. I alt fald vil de snildt kunne få hvert sit værelse. Med walk-in closet. Tror jeg. Og glemte jeg at sige, at han faktisk har et hus i forvejen? Nej, det er forkert udtrykt. Han har allerede et slot på den anden side af mig. Om ganske kort tid er jeg så omringet af hans paladsmæssige sommerhusudskejelser.

Måske, har jeg tænkt på, bygger han det i virkeligheden for at få ordentligt plads til sin stadig voksende maskinpark. Min nabo er nemlig sådan en, som aldrig, virkelig, virkelig aldrig, vil gå ned på det seneste nye indenfor husholdnings-, have- og hobbymaskiner. Han er vildt leveringsdygtig i havetraktorer til ethvert formål, kant-, hække- og græsmaskiner, og alt omkring fliser er han også ret veludrustet indenfor. Endvidere er man (og det er jo sådan set på sin vis lidt betryggende!) aldrig i tvivl om, om han rent faktisk er i sin sommerhus. Det kan man ligesom høre. Nu her til morgen var han så oppe ved 6-tiden for at bruge sin nye fliselægningsmaskine. Altså fordi han lige har gravet ud til nye kloakker med sin spritnye gravko. Det har han gjort de sidste mange morgener, og af uransaglige grunde kører han også på til langt ud på aftenerne. Det kan vi nemlig også ligesom høre…….

Jeg vil så nødigt lyde lidt skadefro, men ind imellem trænger jeg måske bare til at larme en lille, bitte smule. For der er jo noget, han trods alt har misforstået. Det er muligt, han bygger helt i takt med sin egen generation, som kræver luksus, og at sommerhuse mindst er udstyrsmæssigt på højde med ( eller faktisk over!) det, man har derhjemme. Spørgsmålet er så bare, om han (eller i dette tilfælde hans arvinger) med tiden kan komme af med strandgodserne. For det er nemlig slet, slet ikke i den retning, firstmoverne bevæger sig for tiden på sommerhusområdet.

Det skal i stedet være simpelt. Nærmest primitivt. Nu taler jeg ikke om mangel på rindende vand og udendørs skrumpehovedbrusere, et enkelt gasblus, råd i træværk og utæt tag. Men meget mere det simple liv, hvor der ikke er noget overflødigt–gerne med medfølgende naturgrund. Luksus og spabadeværelser kan man udstyre sig selv med derhjemme, men i nutidens sommerhuse skal livet være uden overflødigheder. De skal give indtryk af, at man dyrker det elementære, det naturlige–alt det, der IKKE er som derhjemme. Helst inde midt i en ufremkommelig skov eller på sin helt egen strand. Hvilket nok, i de allerfleste tilfælde, er en umulighed og at skyde langt over målet. Ifølge alle målinger er luksussommerhusenes tid forbi–så dem må vi nøjes med at leje ud til tyskerne, som sådan ikke altid lige har tjek på tidernes trende og fuldstændigt ignorante tillader sig selv at dyrke indendørs swimmingpools. Fy da!

Og det gør mig da bare så glad. For endnu engang kan jeg konstatere, at hvis man bare venter længe nok, bliver man selv på forunderlig vis til firstmover. Nærmest hvad enten man vil det eller ej, for her arbejder tiden da bare noget så gevaldigt for en. For mellem alle naboens udstyrstykker og husholdningsmaskinpark sidder jeg jo lige i det, der udefra mest af alt minder om hans tilhørende haveskur og firstmover, så det brager. Næsten så højt, at det overdøver den maskine, han lige nu er i gang med at bruge. Her hos hos har vi nemlig hverken jacuzzi, kanttrimmere, gravkøer eller plads til udvidede familier i flere generationer, men vi er i alt fald vildt trendy i al vores simpelhed. Vi er sauna-, opvaskemaskine- og brændeovnsfri og skulle vi tillægge os en indendørs pool, ville det være på bekostning af den naturgrund, som vi faktisk holder så meget af, at det i alt fald aldrig bliver noget issue. Vi har en decideret max.grænse for antallet af indendørs gæster, og vi er rigtigt gode til at stable os om natten i gammeldags køjesenge og nedarvede drømmesenge med katastrofeblomstret betræk. (Som i øvrigt også er blevet relativt trendy med tiden!) Engang købte vi en sofa på udsalg, men ellers består møblementet af nedfremmede elementer fra vores og andres hjemlige hjem. Vi har dog ikke udendørs bruser, men opererer med et system af vandvarmere, som måske er en smule nærige med deres kapacitet. I alt fald skal man være rimeligt bevidst om lige at få shampooen ud af håret, inden der definitivt lukkes for det varme vand. Walk-in closets har vi end ikke overvejet, for vi HAR faktisk en vaskemaskine, så vi bare kan vaske vores tøj. Måske har de slet ikke lige tænkt over det hos naboen?

Jeg tænker også på–selvfølgelig gør jeg det, for det sidder vel i mine kvindegener–at det da må være ekstremt tidkrævende og meget lidt ferievenligt at skulle holde alle de der 200-og-nogle nabokvadratmeter. Man kan da nærmest ikke foretage sig ret meget andet end at gå og gøre rent på alle de utallige overflader og soverum. Men det har de sgu`nok også en eller anden støjkraftig maskine til? Anyway, netop det aspekt er sikkert også en betydningsfuld del af firstmovertrenden. Når hjemme- og bylivet er så stressende og i højhastighedstempo, så må ferielivet jo netop skære alle hverdagens nødvendige skodgøremål fra. Så som rengøring, havepasning og alt det andet. Således at livet bliver reduceret til bare at nyde og være. Jeg er fuldt i trit med de unges ønsker. Og det har jeg–ikke for at prale, men alligevel–været de sidste 30 år.

Lige nu kan jeg høre, at der er en ny maskine, der er gået i gang. Måske en trimmer til trætoppe eller en udvidet negleklipper i mammutformat til beskæring af vildfarne græsstrå omkring den terrasse, der sikkert alligevel snart skal graves op med en ny gravko? Alt imens de så også banker et par hundrede kvadratmeter mere op ovenpå kælderen til den anden side.

Så vil jeg lave mig en kop the og sætte mig ud på min egen terrasse med en god bog. Ikke i fred, men med en god udsigt til vildtvoksende fyrretræer og hybenbuske og en sikker forvisning om, at det sgu`nok alligevel er maskin- og kvadratmeterløse mig, der bare i stilhed mover noget så gevaldigt!

Continue Reading

Om at sejle.

På de Irlandsture, jeg kørte adskillige gange som guide sidste år, indgik der en sejltur med en lille færge over floden Shannon. Fra den irske agents–og somme tiders endda buschaufførens–side blev dette indslag præsenteret som en både stor og usædvanlig oplevelse. Det er ikke hverdagskost at sejle i Irland. Af den simple grund, at det ikke hverken er en nødvendighed eller en tids- og kilometerbesparende genvej. Men ligefrem at hylde denne 20 minutters overfart som en af turens store oplevelser–det fandt såvel jeg som de danske gæster nok en smule overdrevet. Herregud! Det var jo bare en overfart!

Det svarer i grunden lidt til dengang, jeg var på udvekslingsophold med en klasse i Skotland, og værterne kørte os adskillige kilometer gennem relativt uvejsomt terræn for, med utrolig stolthed og nærmest andægtighed, at vise os deres klit. Deres helt egen klit! Jeg siger stadig intet om dens beskaffenhed og størrelse, men kan da godt afsløre, at det krævede en del akut pædagogik at få en flok 17-årige danske gymnasieelever til at sige bare et par beundrende gloser.

For det ligger jo i blodet, i generne, i selve ens dannelse som menneske, om man vil. Både klitterne og det at sejle. Det er en del af at være vokset op lige her, i dette land. Det er en ganske simpel naturlighed, nærmest noget der bare er givet. Men samtidig også–fordi det ligger så dybt og indgroet–noget, man holder så usigeligt meget af. Hvis man forestiller sig, at alle færgerne blev taget fra os danskere, så ville det ikke blot smadre vores infrastruktur. Det ville også give et ramskrig af begrædelighed over tabet af de små flydende ting, som hører til som en fast bestanddel af vores land. Akkurat som alle andre steder også har deres givne ting, der bare er en naturlig og elsket del af dagligdagen.

Jeg har selv et utroligt kærlighedsforhold til alle vores små færger. Hvis jeg på nogen mulig måde kan lægge en fornøjelsesrute–eller måske bare en genvej–så en af dem indgår i min vejlogistik, så bliver det gjort. Disse—måske bare 5 minutters lange–sejlture er en oplevelse hver gang. Ikke bare er færgerne forskellige. Fra de enmandsdrevne små hakkebrætter med plads til en enkelt eller to biler, der kun efter aftale bringer en ud til minimale øer, over de lidt mere sofistikerede med både en styrmand og en billetmand, der trofast ligger og sejler de 500 meter fra A til B et utælleligt antal gange hver dag, til de største, hvor man måske endda kan finde såvel forplejning og mulighed for at sidde ned. Alle har de deres charme som færger betragtet. Men også det, de bringer en til og fra, er så utroligt forskelligt. Fra smutture over fjorde, hvor endemålet klart er i syne allerede inden afgang, til sejlads over åbent hav ud til øer, man ikke sådan lige kan se ved afsejlingen og derfor ivrigt spejder efter hele vejen.

Endelig har færgerne, hos mig, en stor funktion som pause- eller stand-byknapper. Jeg er tvunget til at tage et åndehul, mens jeg sejler. Gerne et, jeg bruger til bare at kigge og være på samme tid. Måske er jeg den eneste, men jeg tror det nu ikke, som i sin tid var noget skeptisk over Storebæltsbroen. Af den simple grund, at den berøvede mig min færge. Og ikke blot den. Også en rar pause på en lang tur til hovedstaden. Selvfølgelig har jeg indset det fornuftige og tidsbesparende ved broen hen ad vejen, men de kunne nu noget, de gamle Storebæltsfærger ( altså ud over at sælge dårlig kaffe og skabe kilometerlande køer!) Heldigvis kan jeg så konstatere, at et væsentligt antal af mine andre færger aldrig vil blive erstattet af broer. Så dem kan jeg, af økonomiske grunde, trygt se frem til at bibeholde.

Hvis man vil hurtigt–og smukt!–frem i Danmark, så må man sejle. Det er ikke blot (for mange) en livsnødvendighed, men det er også for de fleste af vi andre et aktivt valg, vi tager. I alt fald for mig, som altid undersøger, om der ikke skulle være en lille færge, jeg kan prøve. Eller genbesøge. Ikke fordi det er den store og usædvanlige rejseoplevelse, som agenten i Irland så tydeligt lagde op til, men fordi det er rart, hyggeligt–og for mig så uendeligt meget indbegrebet af den danske sommer. Den, hvor solen skinner, og kombinationen af sol, hav, en smule vind og alt det grønne ligesom genopfrisker, hvorfor jeg holder så meget af sommeren i Danmark. Det er da, i alt fald i mine øjne, noget af et privilegium at bo i et land, hvor der findes SÅ meget vand og SÅ mange små, dejlige færger. Også selv om vi jyder i forhold til så mange andre er en smule understimulerede omkring færgefart….

Continue Reading

Nok en pause værd.

Cafe Kajkanten, Bønnerup Strand, Djursland.

Det er sådan et sted, der gør sig i høj sol, sommervejr og dansk ugennemsnitssommer. Som den vi har lige nu. Jeg tvivler på stedets appel en grå-sort, regnvåd gennemsnitssommer. Men i dag var det fortrinligt at sidde der på kajkanten og spise fisk, mens såvel fiskerbåde og lystsejlere strøg forbi på vej ud på det hav, der bare bliver blåere og blåere, når solen skinner på det.

Man kan kun få fisk herude på den yderste mole i det, der ligner en tidligere landings- eller auktionshal. Og det primært i de allermest gængse varianter, fra frikadellerne til filetterne. Men det er også godt nok. For det er jo netop lige det, der er med til at skabe stemningen, når man kan sidde ude og nyde det hele sådan en fantastisk dag. Ydermere er priserne absolut til at forstå, så 3 personer kan få en god gang fisk and chips, inkl. drikkevarer for lige godt 300 kroner. Oven i købet uden at det hele minder det mindste om en ordinær grillbar.

Lige ved siden af cafeen ligger i øvrigt en virkelig fin fiskeforretning i samme bygning, og den venlige ekspedient er både klar med isposer og gode opskriftsråd til langtursfarere. Og kører man bare få kilometer fra stedet, er der alle muligheder for at prøvesejle en af Danmarks mindste færger over Randers Fjord. Hvis man da ellers skal den vej…..

Continue Reading

Om min–og alle I andres–kreative evne(r).

Det er næsten mere normen end undtagelsen, at jeg hører og læser om venner, veninder og bekendte, der i deres pensionistår pludselig springer ud som aktive dyrkere af en kreativ åre. Der er virkelig run på male-skrive-blomsterbindings- og enhver form for andre kreative kurser. Udover alt det, der bare foregår rundt omkring i de små hjem på egen hånd og uden en egentlig underviser. Vi er ved at blive den hidtil mest kreative generation af pensionister. Og jeg tror, det er ufatteligt godt for os.

Mens vi var erhvervsaktive, var der aldrig ordentligt tid til den slags. Måske skriblede man lidt ned i skrivebordsskuffen eller havde et halvfærdigt lærred stående i årevis ude i bryggerset, men nogen egentlig tid til fordybelse var der kun sporadisk plads til. Det var såmænd ikke, fordi åren derinde (eller hvad vi nu skal kalde den?) ikke eksisterede, men dens vækstbetingelser var så sølle og decideret på lånt tid, at det nærmede sig det stadie, hvor det kunne være relativt ligemeget. Og–let`s face it!–hovedparten af os var jo på ingen måde gode nok til en professionel karriere eller til overhovedet at kunne leve af det. Det vidste vi også godt, for heldigvis anså vi ikke os selv for fortabte genier. Derfor lod vi være og tjente vores, dengang livsnødvendige, penge på andre måder. Det var også godt nok. I alt fald indtil nu.

For den har jo hele tiden ligget derinde og ulmet, den der åre, og endelig er der blevet både tid, råderum og økonomisk mulighed for dens udfoldelse. Og som vi da folder ud. Men vi maler, skriver og blomsterbinder (eller hvad vi nu gør) jo ikke bare, fordi vi nu kan, rent lavpraktisk. De fleste af os gør det også, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Er ustoppelige i vores kildevæld af indegemt, årelangt indestængt kreativitet. Men allermest fordi vi har så uendeligt meget at skrive, male og binde på og om. Nemlig et helt, levet liv.

For alt det, der nu kommer ud, er selve høsten af et helt livs erfaringer og oplevelser på godt og ondt. Det er ikke den unge “kunstners” betagelse af selve skønheden ( eller grimhedens, for den sags skyld!) udseende. Eller blomsternes, eller træernes, eller havets ved fuldmåne. Det er i stedet mange års indlevelse i selve naturens og begrebernes væsen, krydret med en uendelig række af personlige oplevelser. Jeg hævder ikke, at unge kunstnere ikke har forstand på selve livet, men jeg vil godt stå på mål for, at ældre til gengæld ved en del mere om det, i alle dets utroligt mange facetter. De fleste af os er næppe skolede teknikere og miskendte genier, men jeg tror til gengæld, vi ved, hvad vi formidler omkring. På godt og ondt.

Selvfølgelig gør al den kreativitet os ikke til egentlige kunstnere. Det er nok heller ikke nogens ambition. Sådan at blive opdaget som nogle og tresårig med en glorværdig karriere ventende i ens halvfjerdsere. Ellers tak! Det er sgu` alt for besværligt og vil bare gribe alt for forstyrrende ind i de cirkler, man lige trives så overmåde godt i og med. Udover det kan jeg da også med et halvt øje se, at hovedparten af det, der frembringes på den kreative konto, ikke har en chance sådan hverken lokalt, nationalt eller internationalt.

Det er så heller ikke meningen. For denne gang–måske for første gang nogensinde i vores liv–producerer vi glade og gerne helt og udelukkende for vores egen skyld. Vi maler vores levede liv op på lærreder og sider. Vi lukker vores erfaringer ud i storblomstrende buketter og små, stramme digte. Vi opsluges af alt det, vi så gerne vil fortælle,  og har tid til at fortælle det på netop den måde, vi altid har drømt om at have tid til. Det skal ud, det liv. Ud, så vi selv kan se på det. Betragte det, indtage det og måske endda begynde at forstå det. Netop i det sidste ligger jo også en vanvittigt stor gevinst. Netop at vi ved at få vores levede liv ud af selv kroppen kan begynde at forstå sammenhænge i det, som vi hidtil måske aldrig har været bevidste om. Jeg ved i alt fald, at for mig kommer sammenhænge og bevidsthed, MENS jeg skriver. Mens jeg skriver mig ind i tingene, hvor selve skriveprocessen tillige er en bevidsthedsproces. Jeg er sikker på, det også gør sig gældende for mennesker, der maler. Eller er kreative på andre måder.

Og jo. Det er da virkelig dejligt, hvis andre mennesker gider læse det, man skriver eller nyder og måske endda forstår det, man maler. Men det er kun en sidegevinst. Det har aldrig været meningen, at det skulle skabes for deres skyld. Udelukkende for ens egen. Og det netop fordi, den der langtidsgemte og glemte kreative åre nu endelig har fået vækstbetingelser, der er til at have med at gøre.

Så dyrk det! Det er noget af det sundeste og allermest livsbekræftende, der findes. Og så er det jo heller ikke nogen dårlig erfaring at se lidt på sit eget malede eller nedskrevne liv. Alt det, der er kommet UD!

Continue Reading

Åh nej, nu igen!

Det er nu engang sådan, at visse–i mine øjne og helt for egen regning–pseudobegivenheder med urokkelig sikkerhed indtræffer hvert andet år. Nogle gange har det så E foran og er lidt mindre fint, end når det har V foran. For mig gør bogstavet absolut ingen forskel. I den henseende er jeg totalt analfabet, boldblind, straffesparksignorant, frisparksdumpet og fuldstændigt ubekendt med enhver form for regler. En yderligere opdatering ville nok også kræve, at jeg rent faktisk så kampene og involverede mig en smule. Tro mig: Jeg HAR prøvet! I alt fald en god 5 minutters tid. Det virker ikke.

Derfor hører jeg til de udenforstående, som med undren iagttager ellers fornuftige mennesker–ja, som det ser ud fra min sidelinje: en hel nation– gå amok i noget, jeg hverken forstår eller forstår betydningen af. Jeg kan endvidere se, at den periode, hvor jeg i år periodisk skal undvære min mands ellers ret stabile fornuftige mentale tilstand, er yderligere udvidet, da Putin tilsyneladende skal bruge oceaner af mere tid på at skovle penge ind på noget, andre lande plejer at klare indenfor en behageligt kortere periode. Jeg kan kun (og nu SKRIVER jeg noget meget farligt!) i min inderste sjæl tavst håber, at for min egen nations vedkommende får galskaben en snarlig afslutning, således at vi alle kan blive til normale sommermennesker igen.

Situationen kompliceres i år endnu mere af, at vi befinder os i sommerhuset. Heroppe har vi kun et TV, og hvis jeg krævede (hvad jeg som et pædagogisk menneske ikke gør!) at indstille det på mine elskede dokumentarer på DR2, mens der var landskamp, ville det sådan ca. svare til yderste grad af overtrædelse af menneskerettighederne. Eller at nægte et mindre barn at se børnefjernsyn. Det gør man jo ikke. Vel? Omvendt indebærer alt det sparkeri til ingen verdens nytte så heldigvis, at jeg får læst en masse gode bøger. Hvori ingen, mig bekendt, interesserer sig det fjerneste for fodbold, og hvor detektiven snildt opklarer mordgåde efter mordgåde uden nogen form for indblanding af en bold. Jeg ved godt, denne her er på overdrevet: Men hvor i litteraturens klassikere optræder fodbold som et væsentligt og dannende element? Vist kun i Fodboldenglen, og den kan vi vist godt betragte præcis som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Det skal dog siges, at der i går var en vis form for hensyntagen til de (få?) folk som mig. Faktisk synes jeg, det var et ualmindeligt tiltalende træk, som kræver masser af efterfølgelse, at placere uvæsentlige ting som en fodboldkamp i eftermiddagssendetiden. Det bør gøres til en regel i sig selv. Så kan folk som jeg se deres boldfri TV-aftener i møde på en helt anden fornuftig måde.

Problemet med alle disse E og V-somre er jo i sin nøddeskal, at folk som jeg ligesom mister kontakten lidt til de mennesker, der er omkring os. Vi vedbliver at være vores gamle, pålidelige jeg-er, mens de andre gradvist bliver ukontaktbare og vildt labile, sådan rent stemningsmæssigt. Er der noget, der overgår min forstand, så er det , når verden synes at gå i sort og begrædelighed, fordi Danmark tilsyneladende ikke kan få sparket en snoldet bold ind i et net. Vorherre bevares! Jeg vil så nødigt lyde arrogant og bedrevidende, men set hernede fra mig, så er der dog større problemer (også i ens allermest umiddelbare nærhed!), der ligesom godt kunne kræve væsentlig mere opmærksomhed. Jeg synes heller ikke (men det er selvfølgelig et strengt personligt synspunkt!), det klæder voksne mænd langt, langt over deres undskyldelige teenagealder at hoppe rundt i stole og skrige højt og uhæmmet–udelukkende udløst af en bold. Sådan hopper og skriger jeg da ikke, når jeg sidder klistret til skærmen og studerer kjoler til kongelige bryllupper. Der kan jeg da godt styre mig. Eneste gang, jeg rullede lidt i stolen (men det var af grin!) var vist dengang, en daværende statsministers kone mødte op i en noget uklædelig sag, der mest af alt lignede en rullepølse.

Selvfølgelig kan jeg da godt få den tanke og den fornemmelse, at alle de andre har noget sammen, som jeg bare ikke er en del af. Noget, jeg simpelthen ikke forstår. Men så tænker jeg nu altid, at det på sin vis nok er godt, jeg ikke er med i den afgudsdyrkelse. Jeg kan simpelthen ikke, virkelig ikke, se mig selv opføre mig på den måde. Jeg har, lige så simpelthen, heller ikke forestillingsevne til at se mig selv rulle rundt i lænestolen med benene i vejret og hoppe lidt samtidig, bare fordi nogen har scoret et mål. So what??

Nej, lad os få det her overstået så hurtigt som muligt og komme tilbage til normale sommertilstande. Giv mig min mand, de inficerede af mine venner og mit liv som et socialt menneske, der interagerer med andre, tilbage. Eller send alt det sparkeri i de tidlige morgentimer, hvor jeg alligevel sover, om formiddagen, hvor jeg alligevel er ude at handle eller har andre uopsættelige gøremål, eller til nød først på eftermiddagen. Så kan jeg undgå at se manden blive forvandlet til et skrigende dyr, en slået hund–eller bare involvere sig i noget, jeg hverken forstår. Eller har den fjerneste lyst til at komme til at forstå!

Continue Reading

En underholdende serie.

Robert Galbraith: Gøgens kalden, Silkeorm og Ondskabens høst.

Det er næppe nogen stor afsløring at fortælle, at det er forfatteren J.K. Rowling, der står bag bøgerne om den etbende privatdetektiv Cormoran Strike. Det kræver lige så næppe nogen stor tankevirksomhed at gætte, hvorfor Rowling, der elsker spøjse og betydningsfulde navne, har udstyret ham med en hjælper og sidekick, der hedder Robin! Location er dog henlagt til et særdeles nutidigt London, der minder yderst sparsomt om Gotham City.

Rowling var, i sine første bøger om Harry Potter, en rimeligt disciplineret forfatter, der formåede at holde sin noget fabulerende stil med tonsvis af om- og sideveje ( nogle gange ret blinde!) i ave, men som serien skred frem (og redaktørerne blev lidt for angste for at rette og begrænse en megasælgende forfatter), blev sidetallet og bøgerne tungere og tungere. Det gjorde ikke altid noget godt for dem! Det samme gør sig lidt gældende i denne serie. Ind imellem kunne en god redaktør godt have begrænset forfatterens særdeles lange spyt og sat “Indkørsel forbudt” definitivt ned foran de allermest unødvendige og meget lange omveje. Desværre er det en tendens, man ofte noterer sig hos bestsælgende skribenter. Det virker som om, der er en fælles og meget uheldig  tilbageholdenhed overfor simpel redigering hos deres forlag. Som om de, fordi de er, hvem de er, har carte blanche til at skrive løs derudaf….

Anyway, serien er underholdende, såvel i personvalg og skildringer som i plots. Man kan ikke undgå at komme til at holde af det etbenede rodehoved af en detektiv og hans lidt bondesnu hjælper. Han er krigsveteranen, Londondrengen, slagsbroderen med den absolut dysfunktionelle familiebaggrund af hippier, crackvrag og supergroupies. Robin, derimod, kommer fra det adstadige Yorkshire med en bagage af kernefamilie, Labradors, ponyer–og en absolut røvkedelig og utiltalende revisorkæreste, der (efter min mening!) burde være skrevet ud allerede halvt inde i første bog. Der skal ikke så forfærdeligt mange intelligensbrikker til at gennemskue, at de to, tilsyneladende direkte modsætninger, nok ville have ret godt af hinanden i det lange løb. Hvilket Rowlings så gør til et MEGET langt løb…..

Persongallerierne i bøgerne er farverige og kommer rundt i alle Londons, og Englands, miljøer. Man kan næsten fornemme, at det ind imellem har været en irritationsfaktor for hende, at hun ikke har kunnet drysse lidt tryllestøv ud over dem, eller blot indlægge en enkelt Dumbledore for kulørens og magiens skyld i disse strengt “realistiske” bøger, hvor London faktisk ligner præcis det London, man kender. Omvendt er netop beskrivelserne af stederne i bøgerne en af deres allerstørste styrker. Jeg nød at blive taget med til et London, hvor jeg i mine indvendige billeder kunne gå direkte i detektivens fodspor og et Edinburgh, hvor jeg næsten kunne følge mine egne. Næsten som at være der selv.

Gennem Potterbøgerne viste Rowlings jo også, at hun er en mester i krimi-plots, for Harry Potter er vel, når man stripper ham for al staffagen af kostskoleromantik, fantastiske skabninger og magi, blot en lille barnedetektiv, der sagtens kunne have været det sjette medlem af min barndoms berømte “De fem”. Han opklarede forbrydelser (endda over syv mere og mere omfattende bøger!) på præcis samme måde, som Cormoran Strike gør det i nutidens London. Måske var det mistede ben den pant, Harry måtte af med for at komme ud i den virkelige verden og trylle sig selv til Cormoran?

Så har man god tid (eller en periode, der fokuserer på at lave ingenting?), så kan bøgerne om Londondetektiven og hans landlige sidekick anbefales. Det er god underholdning, og der er masser af sider af den.

 

Continue Reading

Om at lave ingenting.

Som regel er der altid noget, man skal. Og her mener jeg ikke bare arbejdsmæssigt, selv om det da i sig selv er nok. Især synes jeg, mit arbejde med sin 24/7-natur er fuldt tilstrækkeligt til at dække, at der altid er noget, jeg skal. Men også derhjemme er der mere eller mindre altid ting, der råber på at blive gjort, aftaler, der gerne vil overholdes og nødvendigheder, der må overståes. Det er, med andre ord, ufatteligt svært at få lov til at lave ingenting. Og det er faktisk, i alt fald for mig, utroligt væsentligt i perioder at gå i ingentinglavning, at geare ned og foretage mig så lidt, som det overhovedet er menneskeligt muligt. Jeg er nok heller ikke den eneste…. Sådan at forstå, at vi, efter min mening, i den grad mangler fokus på at lave ingenting. Eller i alt fald at se det at lave ingenting som en positiv, rekreativ og gavnlig ting. Ikke altid og for evigt. Men ind imellem–og med fuld styrke.

Det har altid været mig en kilde til en smule undren, at mens vi ræser afsted på arbejdsmarkedet, føder og sender børn videre ud i verden, så sukker vi samtidig efter ingentingperioder. Når vi så endelig når frem til alderdommen og de uendelige muligheder for at dyrke ingenting, så står den offentlige sektor på hovedet for at finde på ( lidt for opfindsomme!) ting, vi kan give os til at lave. Når man nu endelig er nået dertil, hvor man ikke nødvendigvis behøver lave noget? Men det er en helt anden diskussion!

At lave ingenting er vel heller ikke at foretage sig det absolutte intet. I mine øjne betyder det i stedet at gøre præcis det, man selv har lyst til. Og hvis det så tilfældigvis er at sidde uvirksom og stirre ud i luften nogle timer, så er det sikkert fordi, man i den grad har et behov for at stirre ud i luften. I alt fald i nogle timer. For måske er det ikke på længere sigt den allermest hensigtsmæssige måde at anvende sin tid, da man jo i stedet kan ingentinglave, der er usigeligt meget bedre for en selv på sigt. At lave ingenting er, udover udelukkende at gøre det, man har lyst til, også at gøre såkaldt unyttige ting–set med det store samfundsmaskineris øjne. At gå i jeg-selvsving og læse en masse bøger, at bingewatche TV-serier, at drysse rundt i skov og strand og at få en pludselig, uopsættelig ide om at rydde op i sit klædeskab, NETOP fordi det hverken er planlagt eller særligt påkrævet.

Når jeg er i sommerhuset i længere perioder ( som nu!), må jeg altid erkende, at det er en smule besværligt at geare ned til at lave ingenting. De første dage går det faktisk ikke ret godt for mig. Der styrter jeg rundt for at finde ud af, hvordan jeg nu lige skal planlægge min ingentinglavning, og det er da selvmodsigende i yderste potens. Jeg er så meget i vane med krav til mig udefra, at jeg slet ikke kan finde ud af at lade være med selv at stille nye. Men efter nogle dage begynder det decideret at gå meget bedre. Så falder jeg ned, falder i bøgerne, falder i livsnydelsen og falder i mig selv. Jeg kan næsten mærke pulsen for kraftigt nedadgående og roen, der bliver en del af selve dagcyklussen.

At lave ingenting er både godt og væsentligt for mig. For alle, vel. For på forunderlig måde giver selve ingentingen kræfter og fornyet styrke. Der bliver sat pause på livet, og det er nok den knap, de aller-allerfleste glemmer at få trykket på ind imellem. Det kan også være svært, for med de krav, der stilles til mange mennesker, går selve eksistensen af en pauseknap nok alt for ofte helt i glemsel.

Så hvis nogen spørger mig, hvad jeg har lavet denne uge, vil jeg med stolthed sige “Ingenting.” Måske endda: “Det et lykkedes mig til fulde at lave ingenting.” Vel vidende, at sådan et svar nok ikke er helt til godkendelse rigtigt mange steder. Men det burde det være. Det burde være pris- og beundringsværdigt at kunne, ville og nyde at lave ingenting. For vi har så godt af det. Allesammen. I perioder.

 

 

Continue Reading

Om at vaske op.

Underligt som ens forhold til nødvendige, praktiske gøremål kan ændre sig gennem livet. Til nogle i alt fald…..

I mit barndomshjem havde vi ingen opvaskemaskine. Det var hverken økonomisk eller ideologisk betinget. Opvaskemaskiner eksisterede ikke, eller også var de nogle gevaldige tingester, der udelukkende forefandtes på hoteller og andre steder, hvor man sådan for alvor vaskede op.

Vi vaskede op i hånden, og jeg hadede det. I øvrigt var det sådan nærmest en fælles beslutning, en form for børnekonsensus, at opvask var et onde. Nærmest en begrænsning i ens liv (hvad kunne man ikke have foretaget sig af spændende ting i stedet for!), en straf, en overmåde uretfærdighed. Og det med uretfærdigheden styrkedes ydermere i mange hjem af, at dagens madoprydning alt for ofte faldt til pigesiden. Dette er en påstand og KAN være en erindringsfejl, men jeg tror det ikke: Piger var dengang meget mere opvaskudsatte og decideret opvaskramte end drenge!

De fleste husker sikkert også den ikke specielt opfindsomme liste over undvigemanøvrer indenfor opvaskesvindel. Bedst var det selvfølgelig at lægge væsentlige aftaler, så de var koordineret med opvasketidspunkter. Det blev, så nogenlunde, respekteret. Andre gange kunne man selvfølgelig risikere, at samtlige indtørrede madrester bare fik lov at vente, til man var børsteklar. Mindst kreativ af alle ukreative undskyldninger var akutte toiletbesøg, der omkring opvasketidspunkter kunne udstrække sig til adskillige minutter, hvor man sad utissende med øret mod døren for at lytte sig frem til, hvornår porcelænsstøjen var i afdæmpning, så det var sikkert at krybe ud fra sit opvaskeskjul. Oftest ventede de bare på, man opgav at sidde på det uinspirerende sted, blot for at vente tiden af…..

Og når man så stod der, afklædt for endnu flere dårlige undskyldninger, så var der kampen om, hvem der skulle vaske af, og hvem der skulle tørre. Alle–virkelig alle, for her er vi inde i nogle kompetencer,der betød noget–havde deres spidskompetence ( eller måske bare præference!) indenfor enten vask eller tørring. De fleste desværre indenfor vask, for det var altid den forhadte tørring, vi sloges om og mod. Ligesom mangen et bravt slag stod omkring kvaliteten af opvask–det var altid muligt nidkært at lokalisere en småbeskidt kniv, hvis det var det, man ville–for kunne man påvise tilstrækkeligt mange kvalitetsmæssige bommerter på bestikket, var det nogle gange muligt at vinde den foretrukne afvaskning tilbage og slippe for de forhadte viskestykker.

Jo, min barndom var traumatisk opvaskefyldt. Det var haderen, nærmest over alle hadere. I alt fald den, jeg kan huske. Så da opvaskemaskiner blev tilgængelige og relativt normale i almindelige hjem, flyttede der en ind hos mig. Jeg vil tro, vi nu er omkring 7. generation, og vi har ingen planer om at indstille opvaskefamiliens bopæl i hjemmet. Allermest, selvfølgelig, fordi en opvaskemaskine betyder et relativt ryddeligt køkkenbord. Alt lortet ryger bare derned, og man skal aldrig bekymre sig om, hvem der skal tage sig af det. Det gør maskinen.

Og så alligevel. I mit sommerhus har jeg ingen opvaskemaskine. Har aldrig haft det og skal aldrig have det. Jo, der er skam plads til en, og vi er tit overvældende mange, så mængden af opvask formerer sig med forrygende hastighed. Derudover er køkkenbordspladsen virkelig minimal, så det skal ikke meget til, før en mellemstor opvask kan virke faretruende overvældende.

Alligevel skal vi ikke have en opvaskemaskine. Nogensinde. For når vi er her, sker der en mental opvaskekortslutning inde i vores hjerner. Opvask forandres på forunderlig vis til en rigtig god anledning til en stille snak, til en lille tomandspause ( eller hvor mange der nu griber viskestykkerne!) samt til en logistisk udfordring, der adskiller sig en smule fra de vanlige. Der går sport i at få det bjerg, der virker uindtageligt, besteget og nedkæmpet. At få genindtaget den sparsomme køkkenbordsplads centimeter for centimeter og at få bragt orden i det, der ligner et fedtbelagt kaos. Alt imens man tager opvaskesnakken. For opvaskesnakken er ikke bare en almindelig snak–det er en snak, der udspringer af et arbejdsfællesskab, som, fordi det så sjældent eksisterer, er hyggeligt og samarbejdende. Man finder jo ligefrem sig selv stående der, svingende med viskestykket, fuldt optaget af en god samtale–helt uden egentligt at vaske op, fordi der er så meget andet, der skal ordnes på snakkefronten. Opvask overgår, med andre ord, fra sur pligt til hyggeligt samarbejde.

Hvem skulle lige have troet det? Eller–hvis nogen i min opvaskemaskineløse barndom havde forsøgt at bilde mig ind, at opvask ligefrem ville blive et gode, så ville jeg nok seriøst have overvejet kvaliteten af deres mentale evner. Men sådan er der så meget, der kan forandre sig til ens egen store overraskelse gennem livet.

Og så–endnu engang!!–alligevel! For hvis jeg nu ikke havde den opvaskemaskine derhjemme, til daglig, så er jeg fuldstændigt overbevist om, at mit barndomsskabte had til enhver form for fysisk fedt- og madresterengøring ville være traumatisk intakt. Så ville jeg sgu` hade mit maskinløse sommerhus og sidde derude på toilettet i timevis med ørerne vildt skarpt indstillet på at lokalisere, hvornår manden var helt færdig med at skure tallerkener!

Continue Reading

Den ubarmhjertige sygdom.

Jeg har lige været på en tur til England med en gruppe ældre. Og så er ordet “ældre” måske ikke engang dækkende nok. Men der findes ikke andre, mig bekendt. Gennemsnitsalderen var mellem 80 og 90, ældste deltager 93, og vi var fuldt og forsvarligt ekviperede med alt udstyr indenfor stokke og rollatorer. Det er, når man tager forbehold for det, særdeles muligt at rejse på den måde. Ting tager tid, og der er langt mellem alle besøgspunkter til fods. Men det kan sagtens lade sig gøre. Derudover oplever man som guide en glæde og taknemmelighed fra gæsternes side, som–hvis vi nu sætter det på spidsen–mange andre kunne lære en del af.

Så alle disse fysiske og bevægelsesmæssige skavanker–dem kan vi tage forbehold for, afsætte tid til, leve med og endda grine lidt af. Det er langt, langt værre med demensen. For den kan vi ikke hverken gå, grine eller forklare os ud af. Den vil nemlig hverken modtage forklaringer, le af sig selv eller, endda bare for et kort øjeblik, gå et andet sted hen.

Så kan man selvfølgelig indvende, at ældre med demens ikke bør tage ud at rejse. Men faktum er, at det gør de, og at alle kan bestille en rejse uden at skulle tjekkes for deres personlige, mentale evner. Faktisk er det et overvældende problem for samtlige danske rejseselskaber, og gentagne gange har jeg talt med venner og bekendte, som også har iagttaget problemet på ture, de har deltaget i.

Ikke at kende sine egne mentale begrænsninger er nemlig et yderst aktivt symptom på selve sygdommen. Og den er grim. Ikke bare erkendelsesmæssigt, men også i selve det, den gradvist og ubarmhjertigt gør en til. Nu er alle alvorlige sygdomme selvfølgelig, bare i kraft af deres alvorlighed, ubarmhjertige, men jeg vil dog alligevel hævde, at for de fleste andres vedkommende er man hele tiden rimeligt opdateret på, hvor man selv står. Det gør sig desværre ikke gældende med demensen. Hvilket i mine øjne decideret forøger selve dens modbydelighed.

For selv om vi kun havde en enkelt med tydelig mental svækkelse med, så blev der jo centreret så umådelige mængder opmærksomhed omkring hende. Opmærksomhed, som hele tiden gik fra de, der nok kunne bruge en hånd til de dårlige ben. For når man konstant drysser sine værdifulde ting af sig undervejs– uden at vide hvor — og næppe kan forholde sig til at komme i den rigtige retning efter et toiletbesøg samt ser en lufthavn som den allermest uoverstigelige hurdle, så er livet mere end bare almindeligt besværligt. Så kan man heldigvis–som det var tilfældet her–sige, at det var ens livs bedste tur. Helt uden at vide, hvad det har indebåret for andre.

Jeg er virkelig glad for, at det var så god en oplevelse for hende. Selv om jeg er noget skeptisk omkring, hvor længe den mon bliver siddende. Det er sådan set også ret ligegyldigt. For det, der slår mig, er at være så tæt på sygdommen i al sin modbydelige magt og vælde. At se på et menneske, som givetvis har været velfungerende engang, men som nu er reduceret til en skal af sig selv. Som tydeligvis har mistet så mange af de evner, vi andre bare tager for givet, og som aldrig nogensinde vil genvinde dem igen.

For når man står overfor demensen, så vender den også pludseligt indad. Mod en selv. Man oplever en næsten hysterisk angst for, at det skal hænde for en selv. Fysiske skavanker kan man ligesom forholde sig til. Men de mentale kan man–netop fordi de ER mentale–overhovedet ikke kapere i sit liv. Allermest nok fordi man så udmærket ved, at når de indtræder, vil man selv være den aller-allersidste, der i alt fald i de alvorlige stadier, lægger mærke til noget som helst. Man oplever sig selv gentage koden til Dankortet og febrilsk hænge sig i, at man slet ikke længere synes at kunne huske, hvad den der skuespiller, der spillede hovedrollen i den film, man i øvrigt heller ikke længere kan huske titlen på, nu hed. Man går nærmest i selvsving omkring testning af sin egen hukommelse og mentale evner, fordi det, man iagttager hos et andet menneske, er skrækscenariet på, hvordan man selv måske ender. Rollatoren har man ligesom accepteret som et potentiale på sigt. Den skal nok komme engang, hvis ens liv bliver længe nok til at indbefatte “engang”. Men demensen. Den gør jo mere ondt at tænke på end et brækket lårben og adskillige nedslidte knæ…

Men lad mig alligevel slutte med, at jeg er utroligt glad ved at have givet hende en rigtig god ferie. For det tror jeg, trods alt, hun har haft. I alt fald fortalte hun mig det da ca. hvert femte minut. Ydermere var hun en glad og for det meste tilfreds person, som heldigvis ikke–som så mange andre–reagerede ved at få afløb for den afmagt, der også ligger i sygdommen, ved at blive aggressiv overfor andre. Også fordi, sygdommens ubarmhjertighed i dette tilfælde også består af, at dette nok bliver hendes sidste rejse.

Så vi skal nyde dem, vi stadig har tilbage. Rejserne. Ikke bare til udlændige og spændende steder, men også dem, vi stadig kan tage helt bevidste i vores egne liv. For ubarmhjertigheden kan også ramme os…..

Continue Reading

Så fik jeg fanget den ørred!

I årevis har jeg haft en drøm om at se Morse-pubben The Trout, hvor Morse ( altså ham den rigtige, den gamle, før han blev ung), ofte alene, men også sammen med Lewis, drak særdeles mangen en pint.

Det er bare aldrig lykkedes mig. The Trout ligger 6-7 km. udenfor Oxford. Der går ingen offentlig transport derud. Bedste måde er at gå distancen langs med Themsen, ud over engarealerne og så bare blive ved, indtil man enten får uhyggeligt våde fødder— eller er fremme.

Så vel har jeg da sat ud derinde fra midtbyen, retning Summertown, og drejet af et stykke ude i Jericho. Jeg er også nået ned til Themsen, har gået langs med den, men jeg har altid givet op. Oftest efter en 4-5 kilometer, våde sko og tiltagende tvivl om forehavendets succes.

I går stod jeg så med en busfuld gæster, der bare gerne ville på pub ude på landet. Og så blev to og to lagt behændigt sammen i den lille hjerne, som så sit snit til at opfylde en gammel drøm. Godt nok satte jeg min chauffør på noget af en udfordring med alt for smalle veje og mangel på forsvarlig aflæsning, men vi gjorde det sgu’.

Og det var hele turen værd. The Trout, som ligger lige ned til Themsen, og som i går lå der i strålende sol, er ubetinget en af de mest charmerende pubber, jeg nogensinde har været på. Alting indendørs er skævt, og udendørs sidder man direkte ned til en stille flydende Thems med udsigt udover de vidtstrakte engarealer og alle spirene fra Oxford i baggrunden. Det er bare SÅ unikt og så engelsk på samme tid.

—- Så for fremtiden vil der ikke være nogle besøg i Oxford uden lige at fange den ørred! Hvordan jeg så end kommer derud!

Continue Reading