Min sommerhusnabo er ved at opføre et luksuspalads i min baghave. Helt i overensstemmelse med tidens trend for hans generation, for han er over 70. Der bliver ikke sparet på ret meget dernede–desværre heller ikke min havudsigt, som ædes ind med forbløffende stor hastighed af aggressive, sortmalede elementer. Så vidt jeg kan se, vil der blive plads til en større vognpark indendørs i kælderen (selvfølgelig har man da kælder i sit sommerhus!), tilligemed at en relativt stor familie sagtens vil kunne undgå at se ret meget til hinanden på førstesalen. I alt fald vil de snildt kunne få hvert sit værelse. Med walk-in closet. Tror jeg. Og glemte jeg at sige, at han faktisk har et hus i forvejen? Nej, det er forkert udtrykt. Han har allerede et slot på den anden side af mig. Om ganske kort tid er jeg så omringet af hans paladsmæssige sommerhusudskejelser.
Måske, har jeg tænkt på, bygger han det i virkeligheden for at få ordentligt plads til sin stadig voksende maskinpark. Min nabo er nemlig sådan en, som aldrig, virkelig, virkelig aldrig, vil gå ned på det seneste nye indenfor husholdnings-, have- og hobbymaskiner. Han er vildt leveringsdygtig i havetraktorer til ethvert formål, kant-, hække- og græsmaskiner, og alt omkring fliser er han også ret veludrustet indenfor. Endvidere er man (og det er jo sådan set på sin vis lidt betryggende!) aldrig i tvivl om, om han rent faktisk er i sin sommerhus. Det kan man ligesom høre. Nu her til morgen var han så oppe ved 6-tiden for at bruge sin nye fliselægningsmaskine. Altså fordi han lige har gravet ud til nye kloakker med sin spritnye gravko. Det har han gjort de sidste mange morgener, og af uransaglige grunde kører han også på til langt ud på aftenerne. Det kan vi nemlig også ligesom høre…….
Jeg vil så nødigt lyde lidt skadefro, men ind imellem trænger jeg måske bare til at larme en lille, bitte smule. For der er jo noget, han trods alt har misforstået. Det er muligt, han bygger helt i takt med sin egen generation, som kræver luksus, og at sommerhuse mindst er udstyrsmæssigt på højde med ( eller faktisk over!) det, man har derhjemme. Spørgsmålet er så bare, om han (eller i dette tilfælde hans arvinger) med tiden kan komme af med strandgodserne. For det er nemlig slet, slet ikke i den retning, firstmoverne bevæger sig for tiden på sommerhusområdet.
Det skal i stedet være simpelt. Nærmest primitivt. Nu taler jeg ikke om mangel på rindende vand og udendørs skrumpehovedbrusere, et enkelt gasblus, råd i træværk og utæt tag. Men meget mere det simple liv, hvor der ikke er noget overflødigt–gerne med medfølgende naturgrund. Luksus og spabadeværelser kan man udstyre sig selv med derhjemme, men i nutidens sommerhuse skal livet være uden overflødigheder. De skal give indtryk af, at man dyrker det elementære, det naturlige–alt det, der IKKE er som derhjemme. Helst inde midt i en ufremkommelig skov eller på sin helt egen strand. Hvilket nok, i de allerfleste tilfælde, er en umulighed og at skyde langt over målet. Ifølge alle målinger er luksussommerhusenes tid forbi–så dem må vi nøjes med at leje ud til tyskerne, som sådan ikke altid lige har tjek på tidernes trende og fuldstændigt ignorante tillader sig selv at dyrke indendørs swimmingpools. Fy da!
Og det gør mig da bare så glad. For endnu engang kan jeg konstatere, at hvis man bare venter længe nok, bliver man selv på forunderlig vis til firstmover. Nærmest hvad enten man vil det eller ej, for her arbejder tiden da bare noget så gevaldigt for en. For mellem alle naboens udstyrstykker og husholdningsmaskinpark sidder jeg jo lige i det, der udefra mest af alt minder om hans tilhørende haveskur og firstmover, så det brager. Næsten så højt, at det overdøver den maskine, han lige nu er i gang med at bruge. Her hos hos har vi nemlig hverken jacuzzi, kanttrimmere, gravkøer eller plads til udvidede familier i flere generationer, men vi er i alt fald vildt trendy i al vores simpelhed. Vi er sauna-, opvaskemaskine- og brændeovnsfri og skulle vi tillægge os en indendørs pool, ville det være på bekostning af den naturgrund, som vi faktisk holder så meget af, at det i alt fald aldrig bliver noget issue. Vi har en decideret max.grænse for antallet af indendørs gæster, og vi er rigtigt gode til at stable os om natten i gammeldags køjesenge og nedarvede drømmesenge med katastrofeblomstret betræk. (Som i øvrigt også er blevet relativt trendy med tiden!) Engang købte vi en sofa på udsalg, men ellers består møblementet af nedfremmede elementer fra vores og andres hjemlige hjem. Vi har dog ikke udendørs bruser, men opererer med et system af vandvarmere, som måske er en smule nærige med deres kapacitet. I alt fald skal man være rimeligt bevidst om lige at få shampooen ud af håret, inden der definitivt lukkes for det varme vand. Walk-in closets har vi end ikke overvejet, for vi HAR faktisk en vaskemaskine, så vi bare kan vaske vores tøj. Måske har de slet ikke lige tænkt over det hos naboen?
Jeg tænker også på–selvfølgelig gør jeg det, for det sidder vel i mine kvindegener–at det da må være ekstremt tidkrævende og meget lidt ferievenligt at skulle holde alle de der 200-og-nogle nabokvadratmeter. Man kan da nærmest ikke foretage sig ret meget andet end at gå og gøre rent på alle de utallige overflader og soverum. Men det har de sgu`nok også en eller anden støjkraftig maskine til? Anyway, netop det aspekt er sikkert også en betydningsfuld del af firstmovertrenden. Når hjemme- og bylivet er så stressende og i højhastighedstempo, så må ferielivet jo netop skære alle hverdagens nødvendige skodgøremål fra. Så som rengøring, havepasning og alt det andet. Således at livet bliver reduceret til bare at nyde og være. Jeg er fuldt i trit med de unges ønsker. Og det har jeg–ikke for at prale, men alligevel–været de sidste 30 år.
Lige nu kan jeg høre, at der er en ny maskine, der er gået i gang. Måske en trimmer til trætoppe eller en udvidet negleklipper i mammutformat til beskæring af vildfarne græsstrå omkring den terrasse, der sikkert alligevel snart skal graves op med en ny gravko? Alt imens de så også banker et par hundrede kvadratmeter mere op ovenpå kælderen til den anden side.
Så vil jeg lave mig en kop the og sætte mig ud på min egen terrasse med en god bog. Ikke i fred, men med en god udsigt til vildtvoksende fyrretræer og hybenbuske og en sikker forvisning om, at det sgu`nok alligevel er maskin- og kvadratmeterløse mig, der bare i stilhed mover noget så gevaldigt!