Min sommerhusnabo er ved at opføre et luksuspalads i min baghave. Helt i overensstemmelse med tidens trend for hans generation, for han er over 70. Der bliver ikke sparet på ret meget dernede–desværre heller ikke min havudsigt, som ædes ind med forbløffende stor hastighed af aggressive, sortmalede elementer. Så vidt jeg kan se, vil der blive plads til en større vognpark indendørs i kælderen (selvfølgelig har man da kælder i sit sommerhus!), tilligemed at en relativt stor familie sagtens vil kunne undgå at se ret meget til hinanden på førstesalen. I alt fald vil de snildt kunne få hvert sit værelse. Med walk-in closet. Tror jeg. Og glemte jeg at sige, at han faktisk har et hus i forvejen? Nej, det er forkert udtrykt. Han har allerede et slot på den anden side af mig. Om ganske kort tid er jeg så omringet af hans paladsmæssige sommerhusudskejelser.

Måske, har jeg tænkt på, bygger han det i virkeligheden for at få ordentligt plads til sin stadig voksende maskinpark. Min nabo er nemlig sådan en, som aldrig, virkelig, virkelig aldrig, vil gå ned på det seneste nye indenfor husholdnings-, have- og hobbymaskiner. Han er vildt leveringsdygtig i havetraktorer til ethvert formål, kant-, hække- og græsmaskiner, og alt omkring fliser er han også ret veludrustet indenfor. Endvidere er man (og det er jo sådan set på sin vis lidt betryggende!) aldrig i tvivl om, om han rent faktisk er i sin sommerhus. Det kan man ligesom høre. Nu her til morgen var han så oppe ved 6-tiden for at bruge sin nye fliselægningsmaskine. Altså fordi han lige har gravet ud til nye kloakker med sin spritnye gravko. Det har han gjort de sidste mange morgener, og af uransaglige grunde kører han også på til langt ud på aftenerne. Det kan vi nemlig også ligesom høre…….

Jeg vil så nødigt lyde lidt skadefro, men ind imellem trænger jeg måske bare til at larme en lille, bitte smule. For der er jo noget, han trods alt har misforstået. Det er muligt, han bygger helt i takt med sin egen generation, som kræver luksus, og at sommerhuse mindst er udstyrsmæssigt på højde med ( eller faktisk over!) det, man har derhjemme. Spørgsmålet er så bare, om han (eller i dette tilfælde hans arvinger) med tiden kan komme af med strandgodserne. For det er nemlig slet, slet ikke i den retning, firstmoverne bevæger sig for tiden på sommerhusområdet.

Det skal i stedet være simpelt. Nærmest primitivt. Nu taler jeg ikke om mangel på rindende vand og udendørs skrumpehovedbrusere, et enkelt gasblus, råd i træværk og utæt tag. Men meget mere det simple liv, hvor der ikke er noget overflødigt–gerne med medfølgende naturgrund. Luksus og spabadeværelser kan man udstyre sig selv med derhjemme, men i nutidens sommerhuse skal livet være uden overflødigheder. De skal give indtryk af, at man dyrker det elementære, det naturlige–alt det, der IKKE er som derhjemme. Helst inde midt i en ufremkommelig skov eller på sin helt egen strand. Hvilket nok, i de allerfleste tilfælde, er en umulighed og at skyde langt over målet. Ifølge alle målinger er luksussommerhusenes tid forbi–så dem må vi nøjes med at leje ud til tyskerne, som sådan ikke altid lige har tjek på tidernes trende og fuldstændigt ignorante tillader sig selv at dyrke indendørs swimmingpools. Fy da!

Og det gør mig da bare så glad. For endnu engang kan jeg konstatere, at hvis man bare venter længe nok, bliver man selv på forunderlig vis til firstmover. Nærmest hvad enten man vil det eller ej, for her arbejder tiden da bare noget så gevaldigt for en. For mellem alle naboens udstyrstykker og husholdningsmaskinpark sidder jeg jo lige i det, der udefra mest af alt minder om hans tilhørende haveskur og firstmover, så det brager. Næsten så højt, at det overdøver den maskine, han lige nu er i gang med at bruge. Her hos hos har vi nemlig hverken jacuzzi, kanttrimmere, gravkøer eller plads til udvidede familier i flere generationer, men vi er i alt fald vildt trendy i al vores simpelhed. Vi er sauna-, opvaskemaskine- og brændeovnsfri og skulle vi tillægge os en indendørs pool, ville det være på bekostning af den naturgrund, som vi faktisk holder så meget af, at det i alt fald aldrig bliver noget issue. Vi har en decideret max.grænse for antallet af indendørs gæster, og vi er rigtigt gode til at stable os om natten i gammeldags køjesenge og nedarvede drømmesenge med katastrofeblomstret betræk. (Som i øvrigt også er blevet relativt trendy med tiden!) Engang købte vi en sofa på udsalg, men ellers består møblementet af nedfremmede elementer fra vores og andres hjemlige hjem. Vi har dog ikke udendørs bruser, men opererer med et system af vandvarmere, som måske er en smule nærige med deres kapacitet. I alt fald skal man være rimeligt bevidst om lige at få shampooen ud af håret, inden der definitivt lukkes for det varme vand. Walk-in closets har vi end ikke overvejet, for vi HAR faktisk en vaskemaskine, så vi bare kan vaske vores tøj. Måske har de slet ikke lige tænkt over det hos naboen?

Jeg tænker også på–selvfølgelig gør jeg det, for det sidder vel i mine kvindegener–at det da må være ekstremt tidkrævende og meget lidt ferievenligt at skulle holde alle de der 200-og-nogle nabokvadratmeter. Man kan da nærmest ikke foretage sig ret meget andet end at gå og gøre rent på alle de utallige overflader og soverum. Men det har de sgu`nok også en eller anden støjkraftig maskine til? Anyway, netop det aspekt er sikkert også en betydningsfuld del af firstmovertrenden. Når hjemme- og bylivet er så stressende og i højhastighedstempo, så må ferielivet jo netop skære alle hverdagens nødvendige skodgøremål fra. Så som rengøring, havepasning og alt det andet. Således at livet bliver reduceret til bare at nyde og være. Jeg er fuldt i trit med de unges ønsker. Og det har jeg–ikke for at prale, men alligevel–været de sidste 30 år.

Lige nu kan jeg høre, at der er en ny maskine, der er gået i gang. Måske en trimmer til trætoppe eller en udvidet negleklipper i mammutformat til beskæring af vildfarne græsstrå omkring den terrasse, der sikkert alligevel snart skal graves op med en ny gravko? Alt imens de så også banker et par hundrede kvadratmeter mere op ovenpå kælderen til den anden side.

Så vil jeg lave mig en kop the og sætte mig ud på min egen terrasse med en god bog. Ikke i fred, men med en god udsigt til vildtvoksende fyrretræer og hybenbuske og en sikker forvisning om, at det sgu`nok alligevel er maskin- og kvadratmeterløse mig, der bare i stilhed mover noget så gevaldigt!

Det er næsten mere normen end undtagelsen, at jeg hører og læser om venner, veninder og bekendte, der i deres pensionistår pludselig springer ud som aktive dyrkere af en kreativ åre. Der er virkelig run på male-skrive-blomsterbindings- og enhver form for andre kreative kurser. Udover alt det, der bare foregår rundt omkring i de små hjem på egen hånd og uden en egentlig underviser. Vi er ved at blive den hidtil mest kreative generation af pensionister. Og jeg tror, det er ufatteligt godt for os.

Mens vi var erhvervsaktive, var der aldrig ordentligt tid til den slags. Måske skriblede man lidt ned i skrivebordsskuffen eller havde et halvfærdigt lærred stående i årevis ude i bryggerset, men nogen egentlig tid til fordybelse var der kun sporadisk plads til. Det var såmænd ikke, fordi åren derinde (eller hvad vi nu skal kalde den?) ikke eksisterede, men dens vækstbetingelser var så sølle og decideret på lånt tid, at det nærmede sig det stadie, hvor det kunne være relativt ligemeget. Og–let`s face it!–hovedparten af os var jo på ingen måde gode nok til en professionel karriere eller til overhovedet at kunne leve af det. Det vidste vi også godt, for heldigvis anså vi ikke os selv for fortabte genier. Derfor lod vi være og tjente vores, dengang livsnødvendige, penge på andre måder. Det var også godt nok. I alt fald indtil nu.

For den har jo hele tiden ligget derinde og ulmet, den der åre, og endelig er der blevet både tid, råderum og økonomisk mulighed for dens udfoldelse. Og som vi da folder ud. Men vi maler, skriver og blomsterbinder (eller hvad vi nu gør) jo ikke bare, fordi vi nu kan, rent lavpraktisk. De fleste af os gør det også, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Er ustoppelige i vores kildevæld af indegemt, årelangt indestængt kreativitet. Men allermest fordi vi har så uendeligt meget at skrive, male og binde på og om. Nemlig et helt, levet liv.

For alt det, der nu kommer ud, er selve høsten af et helt livs erfaringer og oplevelser på godt og ondt. Det er ikke den unge “kunstners” betagelse af selve skønheden ( eller grimhedens, for den sags skyld!) udseende. Eller blomsternes, eller træernes, eller havets ved fuldmåne. Det er i stedet mange års indlevelse i selve naturens og begrebernes væsen, krydret med en uendelig række af personlige oplevelser. Jeg hævder ikke, at unge kunstnere ikke har forstand på selve livet, men jeg vil godt stå på mål for, at ældre til gengæld ved en del mere om det, i alle dets utroligt mange facetter. De fleste af os er næppe skolede teknikere og miskendte genier, men jeg tror til gengæld, vi ved, hvad vi formidler omkring. På godt og ondt.

Selvfølgelig gør al den kreativitet os ikke til egentlige kunstnere. Det er nok heller ikke nogens ambition. Sådan at blive opdaget som nogle og tresårig med en glorværdig karriere ventende i ens halvfjerdsere. Ellers tak! Det er sgu` alt for besværligt og vil bare gribe alt for forstyrrende ind i de cirkler, man lige trives så overmåde godt i og med. Udover det kan jeg da også med et halvt øje se, at hovedparten af det, der frembringes på den kreative konto, ikke har en chance sådan hverken lokalt, nationalt eller internationalt.

Det er så heller ikke meningen. For denne gang–måske for første gang nogensinde i vores liv–producerer vi glade og gerne helt og udelukkende for vores egen skyld. Vi maler vores levede liv op på lærreder og sider. Vi lukker vores erfaringer ud i storblomstrende buketter og små, stramme digte. Vi opsluges af alt det, vi så gerne vil fortælle,  og har tid til at fortælle det på netop den måde, vi altid har drømt om at have tid til. Det skal ud, det liv. Ud, så vi selv kan se på det. Betragte det, indtage det og måske endda begynde at forstå det. Netop i det sidste ligger jo også en vanvittigt stor gevinst. Netop at vi ved at få vores levede liv ud af selv kroppen kan begynde at forstå sammenhænge i det, som vi hidtil måske aldrig har været bevidste om. Jeg ved i alt fald, at for mig kommer sammenhænge og bevidsthed, MENS jeg skriver. Mens jeg skriver mig ind i tingene, hvor selve skriveprocessen tillige er en bevidsthedsproces. Jeg er sikker på, det også gør sig gældende for mennesker, der maler. Eller er kreative på andre måder.

Og jo. Det er da virkelig dejligt, hvis andre mennesker gider læse det, man skriver eller nyder og måske endda forstår det, man maler. Men det er kun en sidegevinst. Det har aldrig været meningen, at det skulle skabes for deres skyld. Udelukkende for ens egen. Og det netop fordi, den der langtidsgemte og glemte kreative åre nu endelig har fået vækstbetingelser, der er til at have med at gøre.

Så dyrk det! Det er noget af det sundeste og allermest livsbekræftende, der findes. Og så er det jo heller ikke nogen dårlig erfaring at se lidt på sit eget malede eller nedskrevne liv. Alt det, der er kommet UD!

Som regel er der altid noget, man skal. Og her mener jeg ikke bare arbejdsmæssigt, selv om det da i sig selv er nok. Især synes jeg, mit arbejde med sin 24/7-natur er fuldt tilstrækkeligt til at dække, at der altid er noget, jeg skal. Men også derhjemme er der mere eller mindre altid ting, der råber på at blive gjort, aftaler, der gerne vil overholdes og nødvendigheder, der må overståes. Det er, med andre ord, ufatteligt svært at få lov til at lave ingenting. Og det er faktisk, i alt fald for mig, utroligt væsentligt i perioder at gå i ingentinglavning, at geare ned og foretage mig så lidt, som det overhovedet er menneskeligt muligt. Jeg er nok heller ikke den eneste…. Sådan at forstå, at vi, efter min mening, i den grad mangler fokus på at lave ingenting. Eller i alt fald at se det at lave ingenting som en positiv, rekreativ og gavnlig ting. Ikke altid og for evigt. Men ind imellem–og med fuld styrke.

Det har altid været mig en kilde til en smule undren, at mens vi ræser afsted på arbejdsmarkedet, føder og sender børn videre ud i verden, så sukker vi samtidig efter ingentingperioder. Når vi så endelig når frem til alderdommen og de uendelige muligheder for at dyrke ingenting, så står den offentlige sektor på hovedet for at finde på ( lidt for opfindsomme!) ting, vi kan give os til at lave. Når man nu endelig er nået dertil, hvor man ikke nødvendigvis behøver lave noget? Men det er en helt anden diskussion!

At lave ingenting er vel heller ikke at foretage sig det absolutte intet. I mine øjne betyder det i stedet at gøre præcis det, man selv har lyst til. Og hvis det så tilfældigvis er at sidde uvirksom og stirre ud i luften nogle timer, så er det sikkert fordi, man i den grad har et behov for at stirre ud i luften. I alt fald i nogle timer. For måske er det ikke på længere sigt den allermest hensigtsmæssige måde at anvende sin tid, da man jo i stedet kan ingentinglave, der er usigeligt meget bedre for en selv på sigt. At lave ingenting er, udover udelukkende at gøre det, man har lyst til, også at gøre såkaldt unyttige ting–set med det store samfundsmaskineris øjne. At gå i jeg-selvsving og læse en masse bøger, at bingewatche TV-serier, at drysse rundt i skov og strand og at få en pludselig, uopsættelig ide om at rydde op i sit klædeskab, NETOP fordi det hverken er planlagt eller særligt påkrævet.

Når jeg er i sommerhuset i længere perioder ( som nu!), må jeg altid erkende, at det er en smule besværligt at geare ned til at lave ingenting. De første dage går det faktisk ikke ret godt for mig. Der styrter jeg rundt for at finde ud af, hvordan jeg nu lige skal planlægge min ingentinglavning, og det er da selvmodsigende i yderste potens. Jeg er så meget i vane med krav til mig udefra, at jeg slet ikke kan finde ud af at lade være med selv at stille nye. Men efter nogle dage begynder det decideret at gå meget bedre. Så falder jeg ned, falder i bøgerne, falder i livsnydelsen og falder i mig selv. Jeg kan næsten mærke pulsen for kraftigt nedadgående og roen, der bliver en del af selve dagcyklussen.

At lave ingenting er både godt og væsentligt for mig. For alle, vel. For på forunderlig måde giver selve ingentingen kræfter og fornyet styrke. Der bliver sat pause på livet, og det er nok den knap, de aller-allerfleste glemmer at få trykket på ind imellem. Det kan også være svært, for med de krav, der stilles til mange mennesker, går selve eksistensen af en pauseknap nok alt for ofte helt i glemsel.

Så hvis nogen spørger mig, hvad jeg har lavet denne uge, vil jeg med stolthed sige “Ingenting.” Måske endda: “Det et lykkedes mig til fulde at lave ingenting.” Vel vidende, at sådan et svar nok ikke er helt til godkendelse rigtigt mange steder. Men det burde det være. Det burde være pris- og beundringsværdigt at kunne, ville og nyde at lave ingenting. For vi har så godt af det. Allesammen. I perioder.

Underligt som ens forhold til nødvendige, praktiske gøremål kan ændre sig gennem livet. Til nogle i alt fald…..

I mit barndomshjem havde vi ingen opvaskemaskine. Det var hverken økonomisk eller ideologisk betinget. Opvaskemaskiner eksisterede ikke, eller også var de nogle gevaldige tingester, der udelukkende forefandtes på hoteller og andre steder, hvor man sådan for alvor vaskede op.

Vi vaskede op i hånden, og jeg hadede det. I øvrigt var det sådan nærmest en fælles beslutning, en form for børnekonsensus, at opvask var et onde. Nærmest en begrænsning i ens liv (hvad kunne man ikke have foretaget sig af spændende ting i stedet for!), en straf, en overmåde uretfærdighed. Og det med uretfærdigheden styrkedes ydermere i mange hjem af, at dagens madoprydning alt for ofte faldt til pigesiden. Dette er en påstand og KAN være en erindringsfejl, men jeg tror det ikke: Piger var dengang meget mere opvaskudsatte og decideret opvaskramte end drenge!

De fleste husker sikkert også den ikke specielt opfindsomme liste over undvigemanøvrer indenfor opvaskesvindel. Bedst var det selvfølgelig at lægge væsentlige aftaler, så de var koordineret med opvasketidspunkter. Det blev, så nogenlunde, respekteret. Andre gange kunne man selvfølgelig risikere, at samtlige indtørrede madrester bare fik lov at vente, til man var børsteklar. Mindst kreativ af alle ukreative undskyldninger var akutte toiletbesøg, der omkring opvasketidspunkter kunne udstrække sig til adskillige minutter, hvor man sad utissende med øret mod døren for at lytte sig frem til, hvornår porcelænsstøjen var i afdæmpning, så det var sikkert at krybe ud fra sit opvaskeskjul. Oftest ventede de bare på, man opgav at sidde på det uinspirerende sted, blot for at vente tiden af…..

Og når man så stod der, afklædt for endnu flere dårlige undskyldninger, så var der kampen om, hvem der skulle vaske af, og hvem der skulle tørre. Alle–virkelig alle, for her er vi inde i nogle kompetencer,der betød noget–havde deres spidskompetence ( eller måske bare præference!) indenfor enten vask eller tørring. De fleste desværre indenfor vask, for det var altid den forhadte tørring, vi sloges om og mod. Ligesom mangen et bravt slag stod omkring kvaliteten af opvask–det var altid muligt nidkært at lokalisere en småbeskidt kniv, hvis det var det, man ville–for kunne man påvise tilstrækkeligt mange kvalitetsmæssige bommerter på bestikket, var det nogle gange muligt at vinde den foretrukne afvaskning tilbage og slippe for de forhadte viskestykker.

Jo, min barndom var traumatisk opvaskefyldt. Det var haderen, nærmest over alle hadere. I alt fald den, jeg kan huske. Så da opvaskemaskiner blev tilgængelige og relativt normale i almindelige hjem, flyttede der en ind hos mig. Jeg vil tro, vi nu er omkring 7. generation, og vi har ingen planer om at indstille opvaskefamiliens bopæl i hjemmet. Allermest, selvfølgelig, fordi en opvaskemaskine betyder et relativt ryddeligt køkkenbord. Alt lortet ryger bare derned, og man skal aldrig bekymre sig om, hvem der skal tage sig af det. Det gør maskinen.

Og så alligevel. I mit sommerhus har jeg ingen opvaskemaskine. Har aldrig haft det og skal aldrig have det. Jo, der er skam plads til en, og vi er tit overvældende mange, så mængden af opvask formerer sig med forrygende hastighed. Derudover er køkkenbordspladsen virkelig minimal, så det skal ikke meget til, før en mellemstor opvask kan virke faretruende overvældende.

Alligevel skal vi ikke have en opvaskemaskine. Nogensinde. For når vi er her, sker der en mental opvaskekortslutning inde i vores hjerner. Opvask forandres på forunderlig vis til en rigtig god anledning til en stille snak, til en lille tomandspause ( eller hvor mange der nu griber viskestykkerne!) samt til en logistisk udfordring, der adskiller sig en smule fra de vanlige. Der går sport i at få det bjerg, der virker uindtageligt, besteget og nedkæmpet. At få genindtaget den sparsomme køkkenbordsplads centimeter for centimeter og at få bragt orden i det, der ligner et fedtbelagt kaos. Alt imens man tager opvaskesnakken. For opvaskesnakken er ikke bare en almindelig snak–det er en snak, der udspringer af et arbejdsfællesskab, som, fordi det så sjældent eksisterer, er hyggeligt og samarbejdende. Man finder jo ligefrem sig selv stående der, svingende med viskestykket, fuldt optaget af en god samtale–helt uden egentligt at vaske op, fordi der er så meget andet, der skal ordnes på snakkefronten. Opvask overgår, med andre ord, fra sur pligt til hyggeligt samarbejde.

Hvem skulle lige have troet det? Eller–hvis nogen i min opvaskemaskineløse barndom havde forsøgt at bilde mig ind, at opvask ligefrem ville blive et gode, så ville jeg nok seriøst have overvejet kvaliteten af deres mentale evner. Men sådan er der så meget, der kan forandre sig til ens egen store overraskelse gennem livet.

Og så–endnu engang!!–alligevel! For hvis jeg nu ikke havde den opvaskemaskine derhjemme, til daglig, så er jeg fuldstændigt overbevist om, at mit barndomsskabte had til enhver form for fysisk fedt- og madresterengøring ville være traumatisk intakt. Så ville jeg sgu` hade mit maskinløse sommerhus og sidde derude på toilettet i timevis med ørerne vildt skarpt indstillet på at lokalisere, hvornår manden var helt færdig med at skure tallerkener!

Jeg har lige været på en tur til England med en gruppe ældre. Og så er ordet “ældre” måske ikke engang dækkende nok. Men der findes ikke andre, mig bekendt. Gennemsnitsalderen var mellem 80 og 90, ældste deltager 93, og vi var fuldt og forsvarligt ekviperede med alt udstyr indenfor stokke og rollatorer. Det er, når man tager forbehold for det, særdeles muligt at rejse på den måde. Ting tager tid, og der er langt mellem alle besøgspunkter til fods. Men det kan sagtens lade sig gøre. Derudover oplever man som guide en glæde og taknemmelighed fra gæsternes side, som–hvis vi nu sætter det på spidsen–mange andre kunne lære en del af.

Så alle disse fysiske og bevægelsesmæssige skavanker–dem kan vi tage forbehold for, afsætte tid til, leve med og endda grine lidt af. Det er langt, langt værre med demensen. For den kan vi ikke hverken gå, grine eller forklare os ud af. Den vil nemlig hverken modtage forklaringer, le af sig selv eller, endda bare for et kort øjeblik, gå et andet sted hen.

Så kan man selvfølgelig indvende, at ældre med demens ikke bør tage ud at rejse. Men faktum er, at det gør de, og at alle kan bestille en rejse uden at skulle tjekkes for deres personlige, mentale evner. Faktisk er det et overvældende problem for samtlige danske rejseselskaber, og gentagne gange har jeg talt med venner og bekendte, som også har iagttaget problemet på ture, de har deltaget i.

Ikke at kende sine egne mentale begrænsninger er nemlig et yderst aktivt symptom på selve sygdommen. Og den er grim. Ikke bare erkendelsesmæssigt, men også i selve det, den gradvist og ubarmhjertigt gør en til. Nu er alle alvorlige sygdomme selvfølgelig, bare i kraft af deres alvorlighed, ubarmhjertige, men jeg vil dog alligevel hævde, at for de fleste andres vedkommende er man hele tiden rimeligt opdateret på, hvor man selv står. Det gør sig desværre ikke gældende med demensen. Hvilket i mine øjne decideret forøger selve dens modbydelighed.

For selv om vi kun havde en enkelt med tydelig mental svækkelse med, så blev der jo centreret så umådelige mængder opmærksomhed omkring hende. Opmærksomhed, som hele tiden gik fra de, der nok kunne bruge en hånd til de dårlige ben. For når man konstant drysser sine værdifulde ting af sig undervejs– uden at vide hvor — og næppe kan forholde sig til at komme i den rigtige retning efter et toiletbesøg samt ser en lufthavn som den allermest uoverstigelige hurdle, så er livet mere end bare almindeligt besværligt. Så kan man heldigvis–som det var tilfældet her–sige, at det var ens livs bedste tur. Helt uden at vide, hvad det har indebåret for andre.

Jeg er virkelig glad for, at det var så god en oplevelse for hende. Selv om jeg er noget skeptisk omkring, hvor længe den mon bliver siddende. Det er sådan set også ret ligegyldigt. For det, der slår mig, er at være så tæt på sygdommen i al sin modbydelige magt og vælde. At se på et menneske, som givetvis har været velfungerende engang, men som nu er reduceret til en skal af sig selv. Som tydeligvis har mistet så mange af de evner, vi andre bare tager for givet, og som aldrig nogensinde vil genvinde dem igen.

For når man står overfor demensen, så vender den også pludseligt indad. Mod en selv. Man oplever en næsten hysterisk angst for, at det skal hænde for en selv. Fysiske skavanker kan man ligesom forholde sig til. Men de mentale kan man–netop fordi de ER mentale–overhovedet ikke kapere i sit liv. Allermest nok fordi man så udmærket ved, at når de indtræder, vil man selv være den aller-allersidste, der i alt fald i de alvorlige stadier, lægger mærke til noget som helst. Man oplever sig selv gentage koden til Dankortet og febrilsk hænge sig i, at man slet ikke længere synes at kunne huske, hvad den der skuespiller, der spillede hovedrollen i den film, man i øvrigt heller ikke længere kan huske titlen på, nu hed. Man går nærmest i selvsving omkring testning af sin egen hukommelse og mentale evner, fordi det, man iagttager hos et andet menneske, er skrækscenariet på, hvordan man selv måske ender. Rollatoren har man ligesom accepteret som et potentiale på sigt. Den skal nok komme engang, hvis ens liv bliver længe nok til at indbefatte “engang”. Men demensen. Den gør jo mere ondt at tænke på end et brækket lårben og adskillige nedslidte knæ…

Men lad mig alligevel slutte med, at jeg er utroligt glad ved at have givet hende en rigtig god ferie. For det tror jeg, trods alt, hun har haft. I alt fald fortalte hun mig det da ca. hvert femte minut. Ydermere var hun en glad og for det meste tilfreds person, som heldigvis ikke–som så mange andre–reagerede ved at få afløb for den afmagt, der også ligger i sygdommen, ved at blive aggressiv overfor andre. Også fordi, sygdommens ubarmhjertighed i dette tilfælde også består af, at dette nok bliver hendes sidste rejse.

Så vi skal nyde dem, vi stadig har tilbage. Rejserne. Ikke bare til udlændige og spændende steder, men også dem, vi stadig kan tage helt bevidste i vores egne liv. For ubarmhjertigheden kan også ramme os…..