Om shampoo.

(Advarsel! Understående indlæg kan indeholde slet skjulte reklamer!)

Jeg har fået den fikse ide, at jeg jeg kun kan bruge en bestemt hårshampoo. Det er sådan noget, der kommer med alderen, så det kan man lige så godt acceptere og lære at leve med. For at komplicere hårsituationen yderligere, har jeg selvfølgelig valgt et absolut ugængs mærke, som ikke har verdens største forhandlerskare, hvilket gør, at jeg, når jeg er så heldig at lokalisere det, føler, at jeg da i den grad har fortjent min shampoo. Dertil kommer, at jeg, indenfor husets grænser, har monopol på og stor besiddertrang overfor det. Jeg gemmer det bagved noget andet i et skab, så det kun går i MIT hår, og vogter nidkært over, at ingen andre ved en fejl ( eller min uopmærksomhed) får tvunget et par illegale dråber ud af mit shampooskrin.

Jeg vil slet ikke komme ind på, hvor det produceres, for det hele er temmelig politisk ukorrekt. Men hvem kan ikke leve med det, når man får permanent gode hårdage, hvis man lukker sine øjne bare sådan lidt. Folk, der har rejst med mig til netop det lidt politisk problematiske land, erindrer sikkert, at sidste dag indebærer en fælles tømning af enhver form for fly-tilladelig emballage, så jeg kan hamstre shampoo i utallige små mængder.

Men ind imellem løber jeg så alligevel tør for mirakelsæben. Derfor har jeg en fast rutine med ALTID at tjekke, om mit næste rejsemål indebærer løssalg af netop MIN shampoo. Der er meget sjældent gevinst, men her for nylig stod det magiske logo pludselig tydeligt på min padde, da jeg undersøgte, om der skulle være mulighed for forlængelse af super hårdage i Budapest. I første instans opdagede jeg ikke, at adressen på min gevinstbutik udelukkende opgav gadenavn–og ikke nummer–men jeg satte dog glædestrålende og forventningsfuld ud med en jublende opstemthed over snart at score de magiske 400 ml. shampoo. Også selv om resten af holdet skulle på et museum, jeg utroligt virkelig gerne ville have set–men hvad gør man ikke for sin shampoo? Det viste sig, at den opgivne gade var en 5 km. lang boulevard, så de eneste 2 valg, jeg i virkeligheden havde, var, hvilken ende jeg skulle angribe fra. Det viste sig så, at jeg valgte den forkerte. Men efter ca. 4,5 kilometers gåtur var der shampoopræmie, og den lille sjæl fik noget så forrygende fred.

Problemet, jeg så ikke lige havde overvejet i al min euforiske shampooopstemthed, var, at jeg kun rejste med håndbagage og hjemmefra selvfølgelig ikke havde overvejet nogen form for dekanteringsemballage. 100 ml. er max., og jeg ville være gået shampookold og i sæbecoma, hvis de bare havde konfiskeret min skat i security, fordi den var for stor i volumen. Så jeg indledte stormangreb på små flasker på min hjemvej. En venlig materialistdame beklagede, at hendes forretning desværre ikke specialiserede sig i TOM emballage (nå ja, hvem gør også lige det?), og foreslog, at jeg jo bare kunne købe et utal af 50 ml. FYLDTE flasker, som jeg så kunne tømme og fylde shampooskatten i. Hun fandt endda 8 flasker til mig, som jeg nærmest havde betalt, inden det gik op for mig, at det, jeg nu skulle smide i kloakken og erstatte med shampoo–var acetone. Selvfølgelig er der da en ekstra gevinst ved BÅDE at få vasket sit hår og afbleget det i samme hug, men det var ligesom ikke lige der, jeg var, så jeg takkede hende pænt for venligheden.

Som indfødt dansker burde jeg have tænkt mig meget bedre om, da Budapest jo–som nærmest alle andre byer på verdensplan–selvfølgelig havde en Tigerbutik. Og samme flyvende tiger havde lige så selvfølgeligt et rejsesæt med dåser og flasker i plastik og enhver tænkelig størrelse. Mest små, dog. Sådan en 10 ml.–eller noget i den retning. Anyway, mig hjem på hotellet, hvor jeg om morgenen havde afleveret min kuffert, fordi det var afrejsedag, og derfor måtte benytte hotellets halvoffentlige toilet til min omfattende dekantering ud i omkring 10-15 mindre enheder.

Hvis nogen ikke har oplevet at trykke 400 ml. tyktflydende shampoo ud i et overvældende antal af minimale enheder, så kan jeg fortælle, at det er sønderknusende hårdt for fingrene og ca. omkring enhed nummer 5 giver en lettere krampetilstand omkring roden af tommelfingeren. Det tager godt en uge at få samme tommel tilbage til samarbejdsvillig normaltilstand. Ikke nok med det. Mens jeg stod derude på det halvoffentlige tisseri, omgivet af et utal af små beholdere og trykkede som en manisk gal for at få den mindste dråbe af guldet med hjem, kom en noget undrende dame forbi. Få minutter senere kom hotellets receptionist så forbi og spurgte lidt barskt ( sikkert på damens foranledning!), hvad i alverden jeg egentlig foretog mig. Set fra min side var det da umiddelbart logisk, men jeg kan godt se, at det set fra alle andres måske har set en lille smule suspekt ud. Men heldigvis troede hun da på min forklaring. Så det ud til.

Alt dette blot for at fortælle, hvor mange kilometer, hvor mange prøvelser og hvor mange mistænkeliggørelser, jeg er villig til at gennemgå for MIN shampoo, mit hårmæssige guld.

Og nu kommer så historiens clue. Selve dens pointe! I går tjekkede jeg, om der skulle være dukket en forretning med speciale i vidundershampooen op i Oxfordområdet, som jeg snart rejser til. Det var der så ikke. Til gengæld kan man på nettet–hvis man ved, hvad man skal kigge efter og ikke blot undersøger samtlige udenlandske destinationer–konstatere, at der findes fysiske butikker med det magiske stof i Horsens, Vejle og Odense. De sender også gerne, og hvis man køber for over 600 kr., er der gratis forsendelse.

Så i går købte jeg 2 liter af min hårshampoo! Og jeg har det bare SÅ godt med udsigten til et utælleligt utal af gode hårdage og fantastisk geografisk og logistisk fred i sjælen. Jeg har endda så småt overvejet, om jeg kan risikere at stille vidundermidlet frem til offentlig hårvask herhjemme.

Og PS. De andre hudprodukter fra samme firma er også fantastiske!

You may also like

Skriv et svar