De ting, der sker, når man mindst venter det.

Havde været på et lokalt lagersalg og syntes egentlig, at scoren på 5 par shorts/nederdele/kjoler i et middelgodt mærke for 500 kr. var til at have økonomisk med at gøre. Så jeg var lettere tøjmanisk og særdeles tilfreds med dagens tekstilmæssige udfordring, da jeg holdt på en lille sidevej for at dreje ud på omfartsvejen. En så minimal sidevej, at INGEN kører ud på den seriøst trafikerede omfartsvej uden at holde helt stille først og tage bestik af trafiksituationen.

Undtagen altså ham, der kørte lige bag mig. Hvis store udfordring desværre bestod i, at min bil befandt sig foran ham. Så han bragede sin lille varebil direkte ind i min bagsmæk. Uheldigvis må jeg i samme splitsekund have kigget ret kraftigt til den ene side, for ved sammenstødet gav det et alvorligt ryk i min venstre side af nakken. Sådan totalt uventet og meget kraftigt. Chokerende kraftigt, for for det første får jeg sjældent ryk i nakken, og for det andet kom det hele fuldstændigt uventet.

Til min ros skal siges, at jeg overhovedet ikke opførte den verbale pendant til min trafikale springfinger. Jeg stod vist bare ud af bilen og sagde noget i retning af, at han da godt nok havde givet mig noget af et nakkeryk. Den utrolige søde, rare og venlige elektriker fra et lokalt firma syntes også særdeles bekymret for den ældre dame, han sådan uopmærksom havde været ved totalt at overse og overkøre. Det sidste gøres lidt lettere af Aygoens fysiske størrelse! (Det har jeg i øvrigt tænkt en del over siden: Hvordan i alverden kunne han dog overse mig på et sted, hvor der er så eminent et udsyn, og hvor ALLE skal holde? Mobil??) Han var tydeligt brødebetynget, påtog sig umiddelbart skylden og spurgte endda, om han ikke skulle køre mig til lægen for at få nakken tjekket.

Og så var den eftermiddag spoleret. De helt konkrete planer, jeg havde om at sidde ude i skyggen og nyde en skotsk krimi, blev i stedet til lægebesøg, værkstedsbesøg og skadesanmeldelse. Det første tager lang tid, fordi der er uhøfligt megen ventetid, men opstår der efterfølgende  eller på sigt problemer med en omvredet nakke, er man nødt til at have sine papirer i orden. Det næste beslaglægger også en del diskussionstid omkring, hvad der skal repareres samt logistisk planlæggelse af en uges bilmangel på grund af udretning og omlakering. Og det sidste tager bare så umådelig mange krige, fordi man skal svare på spørgsmål, man enten overhovedet ikke forstår, eller som synes totalt irrelevante i forhold til ens personlige bilbuler. Det er på ingen måde omkostningsfrit at blive kørt ind i. Muligvis står den skyldige part med det økonomiske ansvar, men man sidder altså helt selv med aben omkring alle de lavpraktiske ting, der også følger med.

Min nakke har det som om, jeg har sovet helt forkert i forhold til mit eget hoved. Det gør ikke specielt ondt–og lægen mente da også “kun”, at jeg havde pådraget mig en “lille forstuvning”–men er mere hen i retning af at have vendt sig selv forkert i lidt for lang tid. At have drejet nakken i en vinkel, den ikke lige havde set komme. Det skal nok gå, og jeg forventer bestemt ikke længerevarende krøblingetilstande.

Men det, der altid slår mig, når folk kører ind i mig ( og det ER altså sket nogle gange!), er den pludselighed, det hele opstår med. At det altid lige sker, når man allermindst venter det. Som en drejning på livet, man ikke i sin vildeste fantasi havde set komme og et alternativ ( potentiale er nok lidt for positivt), ens forventninger til de næste sekunder ikke havde kalkuleret med. Allermest slår det mig hver gang–fordi der trods alt er så langt mellem “gangene”, at jeg glemmer fra uheld til uheld–at jeg overhovedet og umuligt kan bruge den naive tilgang til trafikken, at hvis jeg bare opfører mig ordentligt, så er jeg i fred og ingen fare. At hvis jeg passer mine trafikale pligter og lader være med at opføre mig som en idiot, så har jeg helle, og intet ondt kan mig vederfares. For sådan fungerer det ikke. Faktisk akkurat som resten af livet. For der ER andre idioter derude, som meget nemt kan inddrage mig i deres idioti–hvad enten jeg vil og er forberedt eller ej. Min pligtopfyldende opførsel er ikke trumfkort til udødelighed og nul buler. Der er nemlig andre spillere med i det game. Også falskspillere. Og de kommer altid, når jeg aller-allermindst venter det.

Heldigvis er både bil og jeg kun sårede, men så absolut i spillevende live. Vi skal bare på hver vores værksted nogle dage–bilen nok væsentligt længere end jeg. I mellemtiden kan vi så glemme alt om de ting, der sker, når vi mindst venter det. For det gør man jo. Heldigvis da!

You may also like

Skriv et svar