En oplevelse i vilden sky.

Jeg var til Evensong i katedralen i Oxford i aftes. Det var en fantastisk koroplevelse samt den sædvanlige store fornøjelse at sidde i et storladent rum med perfekt akustik. Ydermere sad jeg netop i aftes lige nedenfor Burne-Jones vidunderlige mosaikker. Dem, der blandt andet afbilleder et toilet.

Hvad jeg ikke havde set var, at den sidste salme var Blakes Jerusalem. Så da vi, stående, for det gør man i engelske kirker, begyndte på en af de smukkeste salmer, der overhovedet findes, løb der et gys gennem mig. Og som havde nogen trykket på en længst mistet knap i mig, så strømmede mig egen lyd, til min egen forbavselse, så eftertrykkeligt og fuldstyrket ud af mig. Jeg sang, som var jeg betalt enorme summer for det.

Jeg var ikke den eneste. For vi var mange i kirken i aftes. Vi sang alle af vores lungers fulde kraft. Som vi dog sang. Det var næsten, så taget løftede sig, og fuglene udenfor følte sig nødsaget til at deltage. Vi sang helt ind i vores egne hjerter og helt ud til alle de andre i kirken. Vi sang, så vi næsten havde en konkurrence om, hvem der kunne synge højest og mest med. Og hver gang, vi i stroferne kom til det forjættede ord “Jerusalem”, så sang vi næsten mere, end vi troede, vi overhovedet kunne synge.

Det var ikke bare en oplevelse af fællesskab. Det var også en unik personlig indadgående ting. Dette at blive grebet så eftertrykkeligt af sin egen glæde, at man bare måtte synge den ud. Hold da op en stemning, man så kommer ud fra kirken i. Det bliver en anderledes, men alligevel helt fantastisk, åndelig, og fællesskabsmæssig, oplevelse.

Jeg er bare SÅ glad over, at jeg netop ramte den aftens Evensong. Og Jerusalem!

You may also like

Skriv et svar