Den ubarmhjertige sygdom.

Jeg har lige været på en tur til England med en gruppe ældre. Og så er ordet “ældre” måske ikke engang dækkende nok. Men der findes ikke andre, mig bekendt. Gennemsnitsalderen var mellem 80 og 90, ældste deltager 93, og vi var fuldt og forsvarligt ekviperede med alt udstyr indenfor stokke og rollatorer. Det er, når man tager forbehold for det, særdeles muligt at rejse på den måde. Ting tager tid, og der er langt mellem alle besøgspunkter til fods. Men det kan sagtens lade sig gøre. Derudover oplever man som guide en glæde og taknemmelighed fra gæsternes side, som–hvis vi nu sætter det på spidsen–mange andre kunne lære en del af.

Så alle disse fysiske og bevægelsesmæssige skavanker–dem kan vi tage forbehold for, afsætte tid til, leve med og endda grine lidt af. Det er langt, langt værre med demensen. For den kan vi ikke hverken gå, grine eller forklare os ud af. Den vil nemlig hverken modtage forklaringer, le af sig selv eller, endda bare for et kort øjeblik, gå et andet sted hen.

Så kan man selvfølgelig indvende, at ældre med demens ikke bør tage ud at rejse. Men faktum er, at det gør de, og at alle kan bestille en rejse uden at skulle tjekkes for deres personlige, mentale evner. Faktisk er det et overvældende problem for samtlige danske rejseselskaber, og gentagne gange har jeg talt med venner og bekendte, som også har iagttaget problemet på ture, de har deltaget i.

Ikke at kende sine egne mentale begrænsninger er nemlig et yderst aktivt symptom på selve sygdommen. Og den er grim. Ikke bare erkendelsesmæssigt, men også i selve det, den gradvist og ubarmhjertigt gør en til. Nu er alle alvorlige sygdomme selvfølgelig, bare i kraft af deres alvorlighed, ubarmhjertige, men jeg vil dog alligevel hævde, at for de fleste andres vedkommende er man hele tiden rimeligt opdateret på, hvor man selv står. Det gør sig desværre ikke gældende med demensen. Hvilket i mine øjne decideret forøger selve dens modbydelighed.

For selv om vi kun havde en enkelt med tydelig mental svækkelse med, så blev der jo centreret så umådelige mængder opmærksomhed omkring hende. Opmærksomhed, som hele tiden gik fra de, der nok kunne bruge en hånd til de dårlige ben. For når man konstant drysser sine værdifulde ting af sig undervejs– uden at vide hvor — og næppe kan forholde sig til at komme i den rigtige retning efter et toiletbesøg samt ser en lufthavn som den allermest uoverstigelige hurdle, så er livet mere end bare almindeligt besværligt. Så kan man heldigvis–som det var tilfældet her–sige, at det var ens livs bedste tur. Helt uden at vide, hvad det har indebåret for andre.

Jeg er virkelig glad for, at det var så god en oplevelse for hende. Selv om jeg er noget skeptisk omkring, hvor længe den mon bliver siddende. Det er sådan set også ret ligegyldigt. For det, der slår mig, er at være så tæt på sygdommen i al sin modbydelige magt og vælde. At se på et menneske, som givetvis har været velfungerende engang, men som nu er reduceret til en skal af sig selv. Som tydeligvis har mistet så mange af de evner, vi andre bare tager for givet, og som aldrig nogensinde vil genvinde dem igen.

For når man står overfor demensen, så vender den også pludseligt indad. Mod en selv. Man oplever en næsten hysterisk angst for, at det skal hænde for en selv. Fysiske skavanker kan man ligesom forholde sig til. Men de mentale kan man–netop fordi de ER mentale–overhovedet ikke kapere i sit liv. Allermest nok fordi man så udmærket ved, at når de indtræder, vil man selv være den aller-allersidste, der i alt fald i de alvorlige stadier, lægger mærke til noget som helst. Man oplever sig selv gentage koden til Dankortet og febrilsk hænge sig i, at man slet ikke længere synes at kunne huske, hvad den der skuespiller, der spillede hovedrollen i den film, man i øvrigt heller ikke længere kan huske titlen på, nu hed. Man går nærmest i selvsving omkring testning af sin egen hukommelse og mentale evner, fordi det, man iagttager hos et andet menneske, er skrækscenariet på, hvordan man selv måske ender. Rollatoren har man ligesom accepteret som et potentiale på sigt. Den skal nok komme engang, hvis ens liv bliver længe nok til at indbefatte “engang”. Men demensen. Den gør jo mere ondt at tænke på end et brækket lårben og adskillige nedslidte knæ…

Men lad mig alligevel slutte med, at jeg er utroligt glad ved at have givet hende en rigtig god ferie. For det tror jeg, trods alt, hun har haft. I alt fald fortalte hun mig det da ca. hvert femte minut. Ydermere var hun en glad og for det meste tilfreds person, som heldigvis ikke–som så mange andre–reagerede ved at få afløb for den afmagt, der også ligger i sygdommen, ved at blive aggressiv overfor andre. Også fordi, sygdommens ubarmhjertighed i dette tilfælde også består af, at dette nok bliver hendes sidste rejse.

Så vi skal nyde dem, vi stadig har tilbage. Rejserne. Ikke bare til udlændige og spændende steder, men også dem, vi stadig kan tage helt bevidste i vores egne liv. For ubarmhjertigheden kan også ramme os…..

You may also like

Skriv et svar