Om at vaske op.

Underligt som ens forhold til nødvendige, praktiske gøremål kan ændre sig gennem livet. Til nogle i alt fald…..

I mit barndomshjem havde vi ingen opvaskemaskine. Det var hverken økonomisk eller ideologisk betinget. Opvaskemaskiner eksisterede ikke, eller også var de nogle gevaldige tingester, der udelukkende forefandtes på hoteller og andre steder, hvor man sådan for alvor vaskede op.

Vi vaskede op i hånden, og jeg hadede det. I øvrigt var det sådan nærmest en fælles beslutning, en form for børnekonsensus, at opvask var et onde. Nærmest en begrænsning i ens liv (hvad kunne man ikke have foretaget sig af spændende ting i stedet for!), en straf, en overmåde uretfærdighed. Og det med uretfærdigheden styrkedes ydermere i mange hjem af, at dagens madoprydning alt for ofte faldt til pigesiden. Dette er en påstand og KAN være en erindringsfejl, men jeg tror det ikke: Piger var dengang meget mere opvaskudsatte og decideret opvaskramte end drenge!

De fleste husker sikkert også den ikke specielt opfindsomme liste over undvigemanøvrer indenfor opvaskesvindel. Bedst var det selvfølgelig at lægge væsentlige aftaler, så de var koordineret med opvasketidspunkter. Det blev, så nogenlunde, respekteret. Andre gange kunne man selvfølgelig risikere, at samtlige indtørrede madrester bare fik lov at vente, til man var børsteklar. Mindst kreativ af alle ukreative undskyldninger var akutte toiletbesøg, der omkring opvasketidspunkter kunne udstrække sig til adskillige minutter, hvor man sad utissende med øret mod døren for at lytte sig frem til, hvornår porcelænsstøjen var i afdæmpning, så det var sikkert at krybe ud fra sit opvaskeskjul. Oftest ventede de bare på, man opgav at sidde på det uinspirerende sted, blot for at vente tiden af…..

Og når man så stod der, afklædt for endnu flere dårlige undskyldninger, så var der kampen om, hvem der skulle vaske af, og hvem der skulle tørre. Alle–virkelig alle, for her er vi inde i nogle kompetencer,der betød noget–havde deres spidskompetence ( eller måske bare præference!) indenfor enten vask eller tørring. De fleste desværre indenfor vask, for det var altid den forhadte tørring, vi sloges om og mod. Ligesom mangen et bravt slag stod omkring kvaliteten af opvask–det var altid muligt nidkært at lokalisere en småbeskidt kniv, hvis det var det, man ville–for kunne man påvise tilstrækkeligt mange kvalitetsmæssige bommerter på bestikket, var det nogle gange muligt at vinde den foretrukne afvaskning tilbage og slippe for de forhadte viskestykker.

Jo, min barndom var traumatisk opvaskefyldt. Det var haderen, nærmest over alle hadere. I alt fald den, jeg kan huske. Så da opvaskemaskiner blev tilgængelige og relativt normale i almindelige hjem, flyttede der en ind hos mig. Jeg vil tro, vi nu er omkring 7. generation, og vi har ingen planer om at indstille opvaskefamiliens bopæl i hjemmet. Allermest, selvfølgelig, fordi en opvaskemaskine betyder et relativt ryddeligt køkkenbord. Alt lortet ryger bare derned, og man skal aldrig bekymre sig om, hvem der skal tage sig af det. Det gør maskinen.

Og så alligevel. I mit sommerhus har jeg ingen opvaskemaskine. Har aldrig haft det og skal aldrig have det. Jo, der er skam plads til en, og vi er tit overvældende mange, så mængden af opvask formerer sig med forrygende hastighed. Derudover er køkkenbordspladsen virkelig minimal, så det skal ikke meget til, før en mellemstor opvask kan virke faretruende overvældende.

Alligevel skal vi ikke have en opvaskemaskine. Nogensinde. For når vi er her, sker der en mental opvaskekortslutning inde i vores hjerner. Opvask forandres på forunderlig vis til en rigtig god anledning til en stille snak, til en lille tomandspause ( eller hvor mange der nu griber viskestykkerne!) samt til en logistisk udfordring, der adskiller sig en smule fra de vanlige. Der går sport i at få det bjerg, der virker uindtageligt, besteget og nedkæmpet. At få genindtaget den sparsomme køkkenbordsplads centimeter for centimeter og at få bragt orden i det, der ligner et fedtbelagt kaos. Alt imens man tager opvaskesnakken. For opvaskesnakken er ikke bare en almindelig snak–det er en snak, der udspringer af et arbejdsfællesskab, som, fordi det så sjældent eksisterer, er hyggeligt og samarbejdende. Man finder jo ligefrem sig selv stående der, svingende med viskestykket, fuldt optaget af en god samtale–helt uden egentligt at vaske op, fordi der er så meget andet, der skal ordnes på snakkefronten. Opvask overgår, med andre ord, fra sur pligt til hyggeligt samarbejde.

Hvem skulle lige have troet det? Eller–hvis nogen i min opvaskemaskineløse barndom havde forsøgt at bilde mig ind, at opvask ligefrem ville blive et gode, så ville jeg nok seriøst have overvejet kvaliteten af deres mentale evner. Men sådan er der så meget, der kan forandre sig til ens egen store overraskelse gennem livet.

Og så–endnu engang!!–alligevel! For hvis jeg nu ikke havde den opvaskemaskine derhjemme, til daglig, så er jeg fuldstændigt overbevist om, at mit barndomsskabte had til enhver form for fysisk fedt- og madresterengøring ville være traumatisk intakt. Så ville jeg sgu` hade mit maskinløse sommerhus og sidde derude på toilettet i timevis med ørerne vildt skarpt indstillet på at lokalisere, hvornår manden var helt færdig med at skure tallerkener!

You may also like

Skriv et svar