Netop hjemkommet fra et land, hvor solen faktisk skinner det meste af sommeren, og hvor indbyggerne derfor tager sig deres forholdsregler overfor dens ofte nådesløse stråler, slår det mig, hvor absolut ugearede til solen, vi er herhjemme. Man kan selvfølgelig med rette hævde, at vi for det meste ikke har haft nogen seriøs begrundelse for at være det. Vi danskere har pr. tradition dyrket solen. I mere solrige lande har de dyrket skyggen. Det sidste er vi så ved at lære, men det er svært, for forudsætningerne (såvel mentale som fysiske) er lidt imod os.
Fra barnsben har i alt fald jeg lært, at når solen skinner, så er det med at komme ud i den. For der er absolut ingen garanti for, hvornår den igen dukker frem. Jeg har også dyrket ( i alt fald i min ungdom) dens strålers brunende effekt og klart syntes, at en brun hud var så langt at foretrække frem for en mere aspargeslignende. De hvide, altså. Solen har været et ustabilt gode, som med respekt skulle nydes, når det ellers kunne lade sig gøre. Det er ikke lige sådan, det forholder sig i denne sommer. I alt fald for mig.
Jeg er nemlig blevet et skyggemenneske. Og det i sig selv giver faktisk nogle udfordringer. For hvor er den skygge lige? I et land, der aldrig har haft behov for arkitektonisk (både i byggeri og haver) at kalkulere med skygge og derfor har baseret samme arkitektur på præcis det modsatte: nemlig at finde solen. Utallige er de annoncer fra ejendomsmæglere, der praler med dejlige solterrasser–men hvor ser man lige dem, der promoverer fantastiske skyggesteder?
Danske gågader er for det meste træ- og skyggeløse, således at solen hele tiden har en chance for at ramme os. Andre, mere solede steder, har man kunstigt og bevidst skabt mulighed for skygge med store træer. Jeg gider næsten ikke nævne ( men gør det så alligevel!) skyggeanordninger som skodder for vinduer og indendørs klimaanlæg, men kan blot konstatere, at producenterne af sådanne nok ikke har haft verdens mest stabile og trofaste kundekreds netop i Danmark. Lige nu er jeg næsten villig til at investere i den slags for dog blot at kunne sove et par sammenhængende timer uden at skulle op og vride mig selv.
Ligeledes anså jeg i mange år en parasol for en absolut falliterklæring, der primært kunne anvendes i forbindelse med tussegamle mennesker, der havde mistet det lommetørklæde, de ellers bandt om hovedet på en yderst utjekket måde. Helt ærligt var jeg vist over 40, før den første parasol flyttede ind i min have–og lige nu er den et af mine kæreste våben mod den nærmest evigt skinnende sol. Det er så heller ikke ret mange år siden (måske først i år?), jeg er holdt op med at grine af tåbelige tyskere, der afmærker deres strandterritorier med store parasoller eller små skyggetelte. Førhen kunne man altid spotte nationalitet på stranden via sådanne anordninger + en udpræget territorial borgkonstruktion i sand, men den slags nationale kendetegn er så også blevet lidt udvandede denne sommer. Selv vi danskere er jo begyndt at medbringe den slags på stranden, og der går måske ikke længe, før vi kaster os ud i arkitektoniske fæstningsværker på samme?
Hvor jeg førhen bevidst søgte solen, søger jeg lige nu bevidst væk fra den. Den er simpelthen for meget, for skinnende, for altoverdøvende solet. Men det er svært. For jeg bor i et land, hvor jeg ellers alle andre normale ( hvis noget klimamæssigt ellers kan kaldes normalt længere!) somre har dyrket de kostbare og mangelfulde stråler. Jeg frygter byture gennem stegende hede gågader uden ret megen skygge eller træer, jeg kryber rundt langs buske af en anselig størrelse og store træer i min have, jeg overvejer seriøst at sove i kælderen og kan overhovedet ikke tage mig sammen til at komme op i træsommerhuset, hvor varmen forfølger mig, ligegyldigt hvor jeg står og går, og trævæggene genererer saunatilstande helt af sig selv.
Men mest af alt slår det mig, hvor ugearede vi er overfor solens stråler. Hvor andre beskytter, dyrker vi. Eller rettere: det gjorde vi, men lige nu må vi vist sande, at de forholdsregler, vi nok har fundet en smule latterlige ind imellem, er blevet noget nær overlevelsesnødvendigheder. Også for os.
Hvis dette blot er begyndelsen på drastiske, selvforårsagede klimaforandringer, så skal der selvfølgelig helt andre tiltag til end plantning af skyggefulde træer, tætsiddende skodder, indendørs klimaanlæg og gevaldig vækst indenfor parasolområdet. Men lige nu kan jeg vist, sådan helt hernede fra mit eget steghede køkkenbord, konstatere, at jeg personligt–sammen med resten af mit land–er totalt ugearet til denne varme. Og at jeg ( det her er noget, jeg hvisker til mig selv!) nok, trods alt, foretrækker somre, hvor solen er sådan noget, man dyrker. Herhjemme, altså.