Om at komme fra et sol-ugearet land.

Netop hjemkommet fra et land, hvor solen faktisk skinner det meste af sommeren, og hvor indbyggerne derfor tager sig deres forholdsregler overfor dens ofte nådesløse stråler, slår det mig, hvor absolut ugearede til solen, vi er herhjemme. Man kan selvfølgelig med rette hævde, at vi for det meste ikke har haft nogen seriøs begrundelse for at være det. Vi danskere har pr. tradition dyrket solen. I mere solrige lande har de dyrket skyggen. Det sidste er vi så ved at lære, men det er svært, for forudsætningerne (såvel mentale som fysiske) er lidt imod os.

Fra barnsben har i alt fald jeg lært, at når solen skinner, så er det med at komme ud i den. For der er absolut ingen garanti for, hvornår den igen dukker frem. Jeg har også dyrket ( i alt fald i min ungdom) dens strålers brunende effekt og klart syntes, at en brun hud var så langt at foretrække frem for en mere aspargeslignende. De hvide, altså. Solen har været et ustabilt gode, som med respekt skulle nydes, når det ellers kunne lade sig gøre. Det er ikke lige sådan, det forholder sig i denne sommer. I alt fald for mig.

Jeg er nemlig blevet et skyggemenneske. Og det i sig selv giver faktisk nogle udfordringer. For hvor er den skygge lige? I et land, der aldrig har haft behov for arkitektonisk (både i byggeri og haver) at kalkulere med skygge og derfor har baseret  samme arkitektur på præcis det modsatte: nemlig at finde solen. Utallige er de annoncer fra ejendomsmæglere, der praler med dejlige solterrasser–men hvor ser man lige dem, der promoverer fantastiske skyggesteder?

Danske gågader er for det meste træ- og skyggeløse, således at solen hele tiden har en chance for at ramme os. Andre, mere solede steder, har man kunstigt og bevidst skabt mulighed for skygge med store træer. Jeg gider næsten ikke nævne ( men gør det så alligevel!) skyggeanordninger som skodder for vinduer og indendørs klimaanlæg, men kan blot konstatere, at producenterne af sådanne nok ikke har haft verdens mest stabile og trofaste kundekreds netop i Danmark. Lige nu er jeg næsten villig til at investere i den slags for dog blot at kunne sove et par sammenhængende timer uden at skulle op og vride mig selv.

Ligeledes anså jeg i mange år en parasol for en absolut falliterklæring, der primært kunne anvendes i forbindelse med tussegamle mennesker, der havde mistet det lommetørklæde, de ellers bandt om hovedet på en yderst utjekket måde. Helt ærligt var jeg vist over 40, før den første parasol flyttede ind i min have–og lige nu er den et af mine kæreste våben mod den nærmest evigt skinnende sol. Det er så heller ikke ret mange år siden (måske først i år?), jeg er holdt op med at grine af tåbelige tyskere, der afmærker deres strandterritorier med store parasoller eller små skyggetelte. Førhen kunne man altid spotte nationalitet på stranden via sådanne anordninger + en udpræget territorial borgkonstruktion i sand, men den slags nationale kendetegn er så også blevet lidt udvandede denne sommer. Selv vi danskere er jo begyndt at medbringe den slags på stranden, og der går måske ikke længe, før vi kaster os ud i arkitektoniske fæstningsværker på samme?

Hvor jeg førhen bevidst søgte solen, søger jeg lige nu bevidst væk fra den. Den er simpelthen for meget, for skinnende, for altoverdøvende solet. Men det er svært. For jeg bor i et land, hvor jeg ellers alle andre normale ( hvis noget klimamæssigt ellers kan kaldes normalt længere!) somre har dyrket de kostbare og mangelfulde stråler. Jeg frygter byture gennem stegende hede gågader uden ret megen skygge eller træer, jeg kryber rundt langs buske af en anselig størrelse og store træer i min have, jeg overvejer seriøst at sove i kælderen og kan overhovedet ikke tage mig sammen til at komme op i træsommerhuset, hvor varmen forfølger mig, ligegyldigt hvor jeg står og går, og trævæggene genererer saunatilstande helt af sig selv.

Men mest af alt slår det mig, hvor ugearede vi er overfor solens stråler. Hvor andre beskytter, dyrker vi. Eller rettere: det gjorde vi, men lige nu må vi vist sande, at de forholdsregler, vi nok har fundet en smule latterlige ind imellem, er blevet noget nær overlevelsesnødvendigheder. Også for os.

Hvis dette blot er begyndelsen på drastiske, selvforårsagede klimaforandringer, så skal der selvfølgelig helt andre tiltag til end plantning af skyggefulde træer, tætsiddende skodder, indendørs klimaanlæg og gevaldig vækst indenfor parasolområdet. Men lige nu kan jeg vist, sådan helt hernede fra mit eget steghede køkkenbord, konstatere, at jeg personligt–sammen med resten af mit land–er totalt ugearet til denne varme. Og at jeg ( det her er noget, jeg hvisker til mig selv!) nok, trods alt, foretrækker somre, hvor solen er sådan noget, man dyrker. Herhjemme, altså.

Continue Reading

Om Rumænien som rejseland.

Det er nu engang sådan, at snævertsynetheden og fordommenes mest arge fjende er det at rejse. Kun ved fysisk at flytte sig og opsøge nye steder, mennesker og kulturer bliver man i stand til at bedømme, om man overhovedet havde ret i sine forudindtagelser omkring dem. For mit eget vedkommende har netop det at rejse flyttet mange sådanne grænser–og altid i den positive retning.

Selvfølgelig vidste jeg da godt, at Rumænien ikke var en tyverede, befolket af upålidelige sigøjnere og bønder på noget nær middelalderstadiet–for nu at sætte tingene på spidsen og overdrive en pæn smule. Men jeg blev alligevel forunderligt positivt overrasket over dette pragtfulde land, hvor infrastrukturen fungerer, menneskene nærmer sig noget af det allermest hjælpsomme, jeg har mødt, uddannelsesniveauet virker højt, og de aller-allerfleste taler et absolut anvendeligt engelsk. (Det sidste kunne italienerne lære noget af–nu vi er ved fordommene!)

Rumænien er, naturmæssigt, et meget smukt land. Især Carpaterne og Transsylvanien er oplagte turistmål. Her er grønne, skovklædte bjerge, masser af vandre- og trekkingstier til flotte vandfald og andre naturseværdigheder, flere godt udbyggede skiområder for vinterturisterne og de smukkeste, maleriske landsbyer og byer. Netop her er Brasov et velvalgt sted at tilbringe en ferie ved skov, bjerge og en del gamle, spændende slotte og fæstninger i umiddelbar nærhed. Hotellerne i byen har virkelig venlige priser, og så er de bare så utroligt hyggelige på den der tyske, lidt alpemæssige måde. Brasov selv er også en af den slags byer, der indbyder til slentring mellem gode forretninger og smukke huse–samt et utal af hyggelige restauranter.

Hovedstaden Bukarest er også værd at se. Absolut ikke i ugevis–her er et par dage, efter min mening, fuldt tilstrækkeligt. Selv om de fleste (Det ved de godt selv dernede. De finder det endda ret morsomt!) ofte forveksler byen med næsten-navnesøsteren Budapest, så er det altså en helt, helt anden by. Af pudsige historier om netop den navneforvirring kan nævnes, at Michael Jackson fra scenen dernede hævdede at være så glad ved at være i Budapest, og at 400 engelske fodboldfans med kurs mod en kamp dernede personligt havde booket sig ind på et fly til Budapest. (Surt show!) Budapest lider stadig under efterveerne af mange års kommunisme og efterfølgende fattigdom og neglegt, så her er mange grå betonkvarterer og uhyrlige mastodonter fra den tid, men de arbejder virkelig seriøst på at gøre byen meget mere attraktiv for tilrejsende. Samtidig med, at netop det vel også er en balance, for for mange vesterlændinge ER levnene fra kommunismen vel i sig selv en seværdighed. Både nu og dengang var/er byen fyldt med dejlige parker med kunstige søer og små, hyggelige restauranter, og det, der endnu er tilbage efter Ceaucescus massakre af den gamle bykerne, er forvandlet til et hyggeligt område med masser af udendørs liv både dag og aften. Egentlige verdensseværdigheder er her ikke, men et besøg i det kolossale parlament og en museumsrundtur er absolut anbefalelsesværdig. Også selv om museumsdesignerne har haft lidt trange kår rundt omkring i de støvede montrer—men det er der nu også en særlig gammeldags charme ved.

Maden i Rumænien er kraftig bondekost med en udpræget glæde ved kål, pølser og polenta. Nogle restauranter specialiserer sig også i mere eksotiske retter af indvolde og andet, således at man, om man så kan sige, kan gensamle sit eget dyr, hvis man er tilstrækkeligt mange. Især polentaen ledsager de fleste retter, og skal jeg absolut sige noget positivt om polenta, så må det være, at den mætter rigtigt godt, kraftigt og længe. Der skyder dog hele tiden nye, mere moderne restauranter op overalt, så mad af enhver etnicitet er repræsenteret–og pizza forefindes på snart ethvert gadehjørne.

Det er ikke specielt udfordrende at komme rundt i Rumænien–hvis man holder sig til de større byer. De rumænske statsbaner og adskillige private baner har regelmæssig togdrift med tog, der langt overstiger vores hjemlige DSB i komfort og rengøringstandard. Inklusiv toiletterne. Der kører også langtursbusser, og fælles for både bus og tog er, at priserne er absolut spiselige, og at billetter kan købes ombord. Det sidste kan man godt sætte pris på efter at være blevet sendt fra sted til sted på den lokale banegård uden nogensinde at lokalisere det korrekte billethul mellem adskillige muligheder.

Rumænerne er, som sagt, utroligt venlige og hjælpsomme, og man står ikke længe og vifter med sit bykort, inden hjælpen tilbydes. Rigtigt mange er også virkelig interesserede i at tale med turister og fortælle om deres land. Det er som om, rumænerne ganske udmærket ved, hvilket rygte de har nogle steder i Europa og derfor gerne vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at ændre det. En ting, som mange nævner, er misforholdet mellem det faktiske antal rumænske Romaer og det antal, der tilsyneladende oversvømmer Europa generelt–og supermarkedsparkeringspladserne i særdeleshed. Under kommunismen havde staten nemlig fuldstændig tjek på antallet af borgere i landet (Ja, det havde de–de havde også fuldstændigt tjek på enhver turist–kan jeg personligt garantere!), så derfor ved man præcist, hvor mange Romaer, der var i 1989. Det antal skulle så tilsyneladende være vokset med 8-9 millioner siden da, og selv om Romaerne får mange børn, giver det jo ingen mening. Derfor er det yderst muligt, at mange af de “rumænere” og Romaer, vi ser, overhovedet ikke er det. Rumænerne peger selv på en massiv indvandring fra Indien og andre Romaområder–en indvandring, der er blevet populær i takt med landets optagelse i EU og de frie grænser, samt fortæller, at de selv i andre lande har henvendt sig til påståede landsmænd, som overhovedet ikke talte rumænsk!

Under vores tur rundt i landet benyttede vi ofte offentlige transportmidler på længere strækninger, og da vi altid kom en smule sent ombord, måtte de fleste af os sidde ved siden af en rumæner. Det var ganske utroligt, hvad vi fik af information på disse ture, for aldrig så snart havde vi sat os, før vi løb ind i et sandt overflødighedshorn af gode råd, info om landet og bare at snakke menneske til menneske. For eksempel troede vi i al vores naivitet, at der ville herske en altoverskyggende fordømmelse af Ceaucescu og al den mands gøren og laden. Som i, at det meste var shitty før 89 og godt efter. Det er ikke tilfældet. En egentlig udbredt og kategorisk afstandtagen til diktatoren eksisterer ikke som sådan–der er i dag mange flere nuancer på. Det anerkendes, at han i mange af sine år ved magten regerede landet på en betryggende måde for mange borgere, og at den nuværende arbejdsløshed, hjemløshed og mangel på økonomisk sikkerhed for de svageste borgere ikke eksisterede dengang. Som min sidekammerat på en 3½ times bustur forklarede det, så var man dengang altid garanteret et sted at bo og et arbejde, og efter hans mening var det vel bare et spørgsmål, om man lagde sit liv i statens hænder–eller i bankernes! Helt så enkelt er tingene nok ikke, men, på den anden side set, er de nok heller ikke helt så simple, som jeg har haft tendens til at betragte dem som.

I alt fald understregede denne tur, at selve rejsen netop blev snævertsynethedens og fordommenes værste fjende. Samtidig med, at den også klart understregede, at dette land er et soleklart, vidunderligt mål for spændende rejser og i den grad ikke kan promoveres positivt nok!

Continue Reading

Når man nu gerne vil have sig en sø……

I 80-erne fik diktatoren Ceaucescu den ide, at borgerne i Bukarest skulle have sig en sø. Ikke en pjatpyt, men sådan en rigtig, gedigen sø. Forinden havde han, i forbindelse med vanvidsprojektet omkring den nye parlamentsklods, omledt og overdækket den lokale flod, så han har vel bare basalt manglet noget nyt vand i stedet for det, han personligt havde skaffet sig af med.

Så gravearbejdet omkring at danne en kolossal kunstig sø tog sin begyndelse. Utallige huse blev demoliseret, oceaner af mennesker blev tvangsforflyttet til nye betonsiloer med de afmålte 10 kvadratmeter pr. person, og tonsvis af beton blev støbt som bund for endnu et tankeløst prestigeprojekt. Det viste sig dog bare, at der var en del uforudsete hindringer for søen. Så som revner og sprækker i betonen, manglen på gennemtænkt ingeniørarbejde og noget så simpelt som mangel på vand, for ingen havde for alvor sådan overvejet, hvor DET lige skulle komme fra. Derudover kolliderede søprojektet også med, at diktatoren blev afsat og skudt, og landet gik i både henrykkelse, revolution og betalingsstandsninger.

Så midt i Bukarest ligger nu ruinerne af en aldrig færdiggjort kunstig sø. De første mange år stod den som en skamstøtte af dårlig beton til minde om en ide uden hold i virkeligheden. Men så tog naturen over….

På billedet kan man se, at Ceaucescu med tiden alligevel fik sin sø. Med naturens hjælp. For i dag henligger det enorme område som natur på naturens præmisser. Eller natur på betonens præmisser. I alt fald har vildtvoksende vækster, uden nogens indblanding, totalt overtaget området, og, tro det eller ej, her lever blomster- og dyrearter, som ikke findes andre steder i Rumænien. Blandt andet særdeles sjældne slanger. Og her er såmænd også kommet vand og små, intime søer.

På en særlig, spidsfindig og omvendt måde fik diktatoren altså alligevel sin sø. For nu fungerer hele det kuldslagne projekt som et enormt rekreativt område, og det vrimler med hundeluftere, kondiløber og familier på skovtur. Eneste streg i idyllen er de enorme betonvægge/ flodbredden, som stadig skæmmer. Men mon ikke naturen også klarer dem, som årene går?

Sådan kan det gå, når man gerne vil have sig en sø……

Continue Reading

En rumænsk turistfælde.

Det er på samme tid meget ubehageligt og uhyre sundt at blive konfronteret med sine egne fordomme om Rumænien og rumænere. Indtil nu har ingen af dem nemlig holdt stik. Så uhyre langt fra. Rumænien er IKKE et land befolket af tyvagtige Romaer, fattige bønder iført tørklæder og hestevogne og med nedslidte, faldefærdige huse sådan lidt grå i grå. Tværtimod er Rumænien et meget, meget smukt land naturmæssige, med maleriske byer og landsbyer, hvor folk faktisk går klædt ret meget som vi andre, opfører sig ordentligt, er smilende og venlige, og hvor vi endnu ikke har oplevet andet end imødekommende hjælpsomhed. Jeg har, på stedet, besluttet mig for at promovere dette fantastiske rejsemål på bedste måde. Simpelthen både fordi det og rejselystne danskere fortjener det!

Meeen, ingen roser uden torne…. For på billedet ses Bran Castle, som slår sig selv op som selve Draculas slot. Det griner rumænerne meget af, og den prins, der ejer det, griner garanteret hele vejen hen til banken. For turisterne, inklusiv os, flokkes til denne ubetydelige borg, hvor indgangsbilletten er smagløst dyr, og seværdighedsskalaen ender på omkring 2, hvis 1 er det laveste og 10 det højeste. Så hvis min promovering af dette land giver det fjerneste afkast i form af flere turister, så lov mig for Guds skyld at nøjes med sat se optrækkeriborgen udefra. Det er fuldt tilstrækkeligt.

Bran Castle har selvfølgelig minimalt lidt med Vlad Dracula at gøre. Han var en grusom fyrste, som specialiserede sig i at spidde sine fjender og uvenner, men meget populær hos bønderne, fordi han behandlede dem rimeligt retfærdigt og sloges for deres jord. Fjenden var altid Det Osmanniske Rige, som fra Tyrkietkanten prøvede at æde sig længere og længere ind mod Carpaterne. Hvis de kom for nær og blev fanget, stak Vlad simpelthen en stolpe op gennem endetarmen og ud ved nakkehvirvlen, for på den måde rammer man ikke vitale organer, og det kan tage op til 48 timer at bløde ihjel. Det blev tyrkerne en smule skræmte over, og det tog sådan ligesom lidt af deres kampgejst. Og lagde grunden til den mere moderne myte om Dracula, som ireren Bram Stoker broderede videre på uden at have været ret meget udenfor Sligo og Dublin. Og i alt fald aldrig i Transsylvanien— men det er så en anden historie alltogether….

Spidderen Vlad blev dog omsider selv fanget af tyrkerne og anbragt i fangenskab på Bran Castle, hvor han tilbragte 3 nætter, inden det lykkedes ham at flygte. Det er såmænd essensen af hans relation til dette slot, som slår sig op som værende selve Draculas slot! Indvendigt er der nærmest intet at se, udover massive horder af andre naive turister, og efter et besøg har man både en dårlig turistsmag i munden samt ønsker noget så inderligt, at man havde lyttet til alle de flinke rumænere, der allerede adskillige gange havde påpeget, at slottet er en simpel turistfælde. Hvor man kan betale 60 kroner for at se nogle hvidmalede mure og kopier af gamle møbler…

Heldigvis byder Rumænien på så utroligt meget andet af højeste seværdighedskarat. Så hvis man udelukkende forbinder landet med at være hjemsted for en grusom fyrste og en forarmet befolkning, primært bestående af Romaer, så tager man for det første helt fejl, og bør for det andet overveje at tage ned og se det med egne øjne. Det er turen værd!

Også fordi det er så sundt sat få fordomme afkræftet….

 

Continue Reading

Om en velbevaret, rumænsk hemmelighed.

Som en velbevaret hemmelighed, i alt fald for de fleste danskere, ligger den pragtfulde by Brasov oppe i de rumænske Carpaterbjerge og er bare noget så indbydende.

Området er oprindeligt tysk, så germansk sprog og germanske skikke udi i alt fra arkitektur over mad til kultur er dominerende. Og så alligevel ikke, for her er så ærkerumænsk med alle de håndbroderede kunstværker og den smukke, hjemmelavede keramik. Brasov er omkranset af høje, træklædte bjerge, og ligegyldigt hvor man kigger hen, er de i syne.

Seværdighederne heroppe, langt fra alfarvej og 3 timers togkørsel fra Bukarest, er primært den smukke by med dens farvestrålende huse og forretninger. Samt den smukke, gamle sorte katedral, hvor man hver aften kan opleve det enorme orgel megabruse til koncerter. Og lige i nærheden ligger et sandt overflødighedshorn af gamle slotte, smukke søer, saltminer og perfekte trekkingstier.

Brasov er sådan et sted, man skal vide eksisterer. Ellers kommer man der nok ikke. Og det er virkelig synd, for her er vidunderligt. Også fordi alting er i en prisklasse for sig. En bedre middag for 8 kan f.eks. erhverves for under 400 kroner, og mellem vi 8, der rejser sammen, er der allerede indkøbt adskillige par sko til vildt billige priser. Og vi er slet ikke færdige med skoene endnu…..

Continue Reading

Om parlamentet i Bukarest.

I 1980-erne besluttede Rumæniens på det tidspunkt mere og mere vanvittige diktator Ceausescu sig for at bygge Europas mest prestigeøse palads til sig selv og sin regering, der nok også hovedsageligt bestod af ham selv. Forinden havde han i adskillige år sultet befolkningen for at tilbagebetale en billiardgæld, men endnu et arkitektonisk rædsel var der tilsyneladende altid råd til.

Der blev skam afholdt en arkitektkonkurrence, før byggeriet satte i gang. Med diktatoren som dommer. En helt ung, nyuddannet arkitekt vandt overraskende konkurrencen, for hun havde medbragt den største model, og netop det tiltalte samme diktators storhedsvanvid.

Adskillige år senere, faktisk så mange, at diktatoren både var afsat, skudt og begravet inden, stod kolossen færdig. Den er nu verdens tungeste bygning, den næststørste officielle (efter Pentagon) og den, uden sammenligning, dyreste. Det er nok også den grimmeste. Antallet af værelser er stadig ukendt, men det siges at være over 2000. Hvert år bruges adskillige millioner blot på vedligehold, men det er tydeligt, at bygningen er i så dårlig stand, at den smuldrer, falder fra sig selv og i det hele taget er i betænkelig tilstand. Den bruges nu til parlament, ingenting og skamstøtte over en forhadt diktator.

Hvis man vil gå rundt om bygningen, er der ca. 2 kilometer, og en boulevard pløjet skånselsløst gennem 10 kilometer af byens gamle, historiske kerne fører op til den. Heldigvis nåede man at flytte enkelte bevaringsværdige bygninger på skinner inden den store demolisition, men det er en helt anden historie.

For sådan er der jo så meget……..

Continue Reading

For en gangs skyld en TV-anmeldelse!

Når det bliver sommer på DR, og alle de andre journalister er på ferie, støver de gerne Søren Ryge af og bruger ham intensivt. Han skal jo blive hjemme og passe sin have og har ikke lige tid til det feriepjat. Manden har udpræget originaltække og præsterer at lokalisere de fleste af de tiloversblevne og stadig levende af slagsen over 80. For det meste er det TV for de, der har nået en alder, hvor nostalgien er mere betydningsfuld end nutiden. Men hvor han, efter min mening, formår at balancere mellem sit romantiserende forhold til fortiden og at præsentere tingene på en rimeligt saglig og objektiv måde.

Men i aftes gik det galt. Helt galt. Vi var med på besøg hos den efterhånden talrige familie på Fyn, der opretholder et liv udenfor den verden, vi andre kender og lever i. Derovre lever far, mor og 5 børn som Bonderøven i lændeklæde og dyrker ikke deres marker grundøkologisk, fordi det (som hos førnævnte Bonderøv) er spændende at se, om det kan lade sig gøre–men fordi det er ren og skær indiskutabel ideologi. Børnene går ikke i skole (de hjemmeskoles), de deltager i enhver form for forefaldende fysisk arbejde på bedriften (som man vel gjorde for godt og vel 100 år siden), de har tilsyneladende aldrig været i nærheden af en frisør, og alle, uanset køn, går i samme praktiske lændeklæder og med bare tæer. Det er vel her nærmest overflødigt at tilføje, at børnene aldrig har set en computer og ikke aner, hvad en ipad er.

Og Ryge er begejstret helt ind i sin inderste sjæl og har “aldrig set så glade børn”, som når han ser dem bruge en antikveret tærskemaskine pr. håndkraft. Jeg er da også helt enig i, at hvis man er decideret fan af Carl Larssons billeder af svensk bondeliv anno forrige århundrede, så var det da lige præcis sådan nogle, der kom i kassen derovre på Fyn. Eller en nutidig illustration af Aakjærs Når rugen skal ind fra 1906. Af frie, legende børn–eller i alt fald børn, hvis forældre legede. Med dem. Uden at børnene selv vidste det. Men denne romantiserende holdning overfor en familie, der i bedste fald gør deres børn en ufattelig stor bjørnetjeneste, når de bliver ikke ret meget ældre, har jeg svært ved at forstå.

For det er sikkert ualmindeligt dejligt og romantisk at lege lændeklædt barfodsdansker så længe, man er rimeligt lille. Men for de fleste børn sker der det, at de bliver store. Og hvis det ellers påtænkes, at de på et tidspunkt skal udenfor murene til paradiset derovre på Fyn, så forudser jeg, at det måske vil skabe en del problemer på forståelsesfronten, at vi andre derude ikke er iført hjemmesyede lændeklæder og lever i en overmåde teknologiseret verden, hvor det altså ikke er nok at kunne sit tærskeværk. Man kan skærme sine børn, mens de er små, men jo mere man har skærmet dem, desto mere traumatisk bliver konfrontationen med det liv, hovedparten af os lever.

Jeg tror, de fleste familier sætter en dyd i at opdrage deres børn med gode værdier. Det er vel netop i sig selv kernepunktet i det, vi alle gerne vil som forældre. Jeg er sikker på, disse børn er opfyldt af og opdraget til samtlige positive, sunde og humane værdier. Alt det, der er godt og rigtigt og sagtens kan fungere i et afsondret, relativt utopisk minisamfund, hvor man kan skærme for alle indflydelser udefra. MEN mennesker kan ikke nøjes med værdier. De skal også have holdninger. Og selv om holdninger selvfølgelig bygger på værdier, så opstår de udelukkende i dialog og samspil med andre mennesker. Især dem, der mener noget helt, helt andet og modsat. At have både værdier og holdninger er det, der gør os til hele mennesker. Jeg kan ikke lige se, hvor disse børn kan finde et modspil?

Jeg er totalt modstander af hjemmeskoling. Primært begrundet i mine egne forudsætninger. Jeg ville da kun kunne undervise kvalificeret i de ting, der er mine fag. Hvilket i praksis ville betyde, at min hjemmeskoling ville efterlade børn, der ikke anede, hvad naturvidenskabelige fag var. Hvis nogle forældre virkelig magter at undervise ordentlig i hele fagpaletten, er jeg dybt imponeret, men jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre. Ydermere er det da væsentligt, at alle børn konfronteres med FLERE lærere, der både underviser forskelligt, men også har forskellige holdninger. Både til fag og til livet generelt. Netop så børnene udfra disse forskelligheder kan danne deres eget verdensbillede af holdninger.

Jeg er også totalt modstander af, at børn ikke på daglig basis kommer ud mellem andre jævnaldrende børn. Besynderligt nok har vi som land lige gennemført nogle såkaldte ghettolove, som skal forhindre, at nogle børn udelukkende holdes hjemme–og så stiller en af tidens (dog bedagede, men alligevel!) TV-profeter det pludseligt i et romantisk skær, når bestemte (danske) børn holdes hjemme i den fynske økologighetto. Jeg kunne godt frygte, at det ville være fuldstændigt lige så svært for lændeklæderne fra Fyn som for Muhammed fra Mjølner at komme ud i livet på sigt.

Så det oprører min lærersjæl at se denne romantiserede udgave af noget, der efter min mening nærmer sig at gøre børn en dårlig tjeneste. Også selv om det langfra er det, disse forældre vil. De vil jo, som alle forældre, blot det bedste for deres børn. Men jeg tvivler på, at det er det, de har gang i. Også selv om Hr. Ryge er begejstret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han mon er ved at indse, at mængden af originaler over 80 så småt er ved at rinde ud, så han klamrer sig til det lille græsstrå, der dog heldigvis er tilbage dernede på Fyn. Så der stadig er noget at lave TV om. Udover dogme-TV fra hans have, forstås.

Det er muligt, det er svært at stille kritiske spørgsmål til roserne og rødbederne. Men her ville de have været på deres plads.

 

 

Continue Reading

Om at være bange i tordenvejr.

Indrømmet! Jeg er en tordenvejrskryster. På en skala fra 1 til 10, hvor 1 står for det allermest minimale tordenvejrshysteri, runder jeg temmelig uelegant 10-eren. Og her snakker vi så om hjemlige forhold. I forbindelse med udenlandsk monsunregn, tordenbrag mellem bjerge og gedigne, østeuropæiske dagstordner, sprænger jeg alle skalaer. Jeg var ikke ment til tordenvejr. Det er en fejl. Tror jeg.

Jeg havde engang en hund, der krøb så langt ind under sengen, som den overhovedet magtede ( det var en stor hund), når det tordnede. Jeg har tit tænkt på at forsøge det samme. Så kan det jo være, at lynet og braget ikke kan finde mig. Det var endda meget værre, da børnene var små, for der havde jeg jo slet ikke den mulighed. Bevidst om min rollemodelstatus i tordenvejr måtte jeg i årevis lade som om, det ragede mig noget så dundrende. Ellers var vi jo bare alle 4 endt under sengen sammen med hunden, og det er der, sådan lavpraktisk, ikke helt plads til.

Det, jeg hader allermest ved tordenvejr, er deres uforudsigelighed. Selv om jeg altså godt kan spotte deres nærmen sig på skyer, vindforhold og lummerhed. Det er ikke så meget det. Det er meget mere, at man aldrig har en chance for at vide, hvornår de grimme lyn kommer. Og hvornår deres uvejrsægtefælle i form af skraldet lige brager igennem–samt hvor højt det er. Det ville passe mig strålende, om der var en slags regelret forudsigelighed i den slags. Så jeg ligesom kunne forberede mig. Med hensyn til skraldet mest, om jeg skal holde rigtigt meget for begge ører eller kan nøjes med lidt pjatholden for det ene.

Når et tordenvejr nærmer sig ( og det gør det lige nu!), så klæder jeg mig mentalt og fysisk på til det. Jeg lukker alle vinduer og døre og tænder lyset inde på badeværelset. Det sidste fordi, jeg så kan søge tilflugt derinde, og hvis lyset er tændt, kan man næsten ikke se lynene. Da jeg var mindre havde jeg et par tordenstøvler–et par gummistøvler, som jeg altid iførte mig, fordi nogen havde fortalt mig, at gummi ikke har jordforbindelse. I dag er jeg lidt mere sofistikeret. Så kan jeg finde på at tage gummistøvler på og sætte mig ud i bilen og tænde vildt højt for BILradioen, ( den står vel på dæk uden jordforbindelse?) så jeg kan bilde mig selv ind, at det er radioen, der buldrer–og ikke tordenbragene. Jeg slukker også hermetisk for enhver form for elektronik og TV, og ingen kan få fat på mig telefonisk, hverken fastnet eller mobil, mens det tordner. I øvrigt sidder jeg også–hvis jeg da ikke sidder ude i bilen eller inde på badeværelset–minimum 1 meter fra ethvert vindue og 2 fra alle stikkontakter, for jeg har engang læst om en familie ude i Midtlandet, der havde et kuglelyn fra en stikkontakt flyvende gennem hele huset. Og sådan et vil jeg altså ikke rammes af.

Det siger sig selv, at man ikke kan føre nogen form for seriøs samtale med mig i disse kritiske minutter. I øvrigt kan jeg heller ikke høre, hvad der siges, for jeg holder permanent hænderne for ørerne. Der er nemlig det med min tordenvejrsangst, at den primært koncentrerer sig om skraldene. Jeg er hysterisk  bange for lyn, men jeg er en million tons flere gange bange for skraldene. Det er selvfølgelig enormt irrationelt, og det har jeg også forsøgt at forklare mig selv, men vi kommer ligesom ingen vegne omkring det.

I øvrigt har jeg faktisk aldrig haft lynbrande eller andre modbydelige virkninger af tordenvejr tæt inde på livet. Der er ingen forklaringstraumer der. Men jeg svælger da en lille smule i avisernes dækning af tordenvejr, så jeg ligesom kan holde min angst ved lige. Eller overbevise mig selv om, at jeg da har alle grunde i hele verden til at være hysterisk i det lortevejr. Eller, endnu længere ude, at jeg netop er gået fri for tordenuhyrligheder, fordi jeg er så påpasselig med at udføre alle mine bizarre ritualer. Det viser sig jo på denne måde, at de rent faktisk virker!

Jeg tror, den drev nordom denne gang. Så må jeg hellere komme af de gummistøvler ( det er også lidt varmt for tæerne!), få slukket lyset på badeværelset og få ringet til frisøren om en klippetid…..

Continue Reading

Hvad er egentlig meningen med fluer?

Selv om det er mentalt hårdt at forlade strand, vand, gode bøger og det at lave ingenting, er der absolut også positive aspekter i at komme hjem til sit vinterhi og mere permanente bolig. Sit rigtige hus, det af gedigne mursten. I parcelhuskvarteret, langt fra kostalde, marker og andre insektmagneter.

Det væsentligste har nok at gøre med fluer. Jeg er inkarneret fluemodstander, og ingen, selv nok så dybdegående, argumenter har hidtil kunnet overbevise mig om fluernes eksistensberettigelse. Derfor fører jeg også konsekvent kort proces uden forudgående rettergang overfor enhver flue, der  vover at komme i min nærhed. Enhver indtrængende flue kan gøre mig til massemorder på blodigt raid gennem mit eget hjem. Jeg jubler over antallet af nedlagte fluefjender og tager ofte mig selv i højlydt at råbe “Got you!”, når en ekstra besværlig modstander, efter et halvt hundrede slag i luften, er behørigt nedlagt. Jeg ville forfærdeligt gerne kunne melde ud, at ingen fluer kommer levende fra netop det, men det er jo ikke korrekt. Mange fluer kommer faktisk særdeles levende fra mødet med mig og min forlængede højre hånd–i form af en godt brugt fluesmækker. De er jo flyvesnu, de sataner. Også selv om jeg stadig ikke fatter, hvor undslipningshjernen (eller hjernen i det hele taget) sidder på et insekt, der mestendels består af ben og menneskeforagt.

I mit sommerhus er jeg nødt til at have alle døre åbne for at skabe gennemtræk. Fluerne tror, jeg gerne vil skabe fluetræk, da netop vejen gennem mit hus synes at ligge på fluernes mest benyttede gennemfartsrute fra A til B, eller hvor det nu er, fluer lige skal hen. Oven i købet får samtlige rejsende fluer akut den ide, når de er kommet ind i mit hus, at her er da en forfærdelig god rasteplads, hvor de bare får sådan en lyst til at blive. Især vil de gerne blive på hunden. Samme hund har i forbindelse med fluer vist sig beundringsværdigt solidarisk omkring mine mordraids. Af gode grunde er han fysisk uegnet til at myrde fluer med fluesmækker, men han gør absolut en stor indsats med sin snude. Ikke at det hjælper noget, men det nænner jeg ligesom ikke at fortælle ham. Han har endnu aldrig fanget en eneste fluer med sine ihærdige indsatser, men han gør i alt fald sit bedste. Også om natten, hvor man vækkes hver 5. minut af den der lyd af en snude, der siger haps. Den er høj, vil jeg bare lige informere om.

Men nætterne er jo også de værste. For ikke nok med, at det altid er kogetid i et træhus om natten. Det er også der, der for alvor samles til fluekongres på rastepladsen i mit hus. Gerne med aftalt mødested på alle de dele af mig, der stikker ud under vattæppet. Og det er en del, da nattetid er kogetid. Besynderligt nok er det ikke engang antallet af tilrejsende møgfluer, der skaber søvnløse nætter. En flue er faktisk nok! Hvis det ene møgdyr tager en beslutning om at løbe orienteringsløb på alle mine ledige, tilgængelige legemsdele og render vild i en sådan grad, at det i en uendelighed løber frem og tilbage på sin egen rute, så er søvn slet ikke et issue. I stedet kan man lege ufrivillig vindmølle med motorlyd af velvalgte bandeord, mens hunden gør sit bedste med højlydte snappelyde fra hver forgæves fluefangning. Men jeg er da sikker på, at fluen–eller fluerne, for reglen er, at får man myrdet den første, står afløsningen i form af en hel hær af kamikazefluer direkte klar på ens højre overarm– har haft en vældig fest, mens det hele stod på.

Det er sådan nogle ting, der gør, at jeg ikke helt forstår meningen med fluer. Tilsyneladende er de udelukkende skabt som irritationsmoment  og mål for menneskelig aggression. Mens de driver psykisk tortur mod ens legeme eller nattesøvn er det da meget muligt, de har det lidt sjovt. Men hvis de ellers var udstyrede med blot den mindste smule hjerne, burde de da vide, at det, de synes er så morsomt, er den direkte vej til den visse død. Jeg er da fuldstændigt sikker på, at fluer godt kunne finde andre, mere livsbekræftende gøremål, som ikke lige ville koste dem livet, hvis de var i stand til at tænke sig bare en lille smule om. Som nu når et utælleligt antal af slagsen leger “irriter et menneske”, og samme menneske får ram på en i flokken. Måske endda 4. Hvorfor i alverden bliver resten så bare ved med at spille fandango, når de tydeligvis kan se et uhyggeligt antal af deres legekammerater, der allerede har mistet livet i legen og ligger døde, blodige, udsmattede med løsthængende legemsdele på gulvet? Hvis det var mig, ville jeg da ret hurtigt finde et andet sted at lege. Men ikke fluer. Næ nej, de er enten beundringsværdigt standhaftige–eller også har de indbyggede kamikazeegenskaber. Eller også—og det er næsten det værste–har de overhovedet ikke den fjerneste anelse om, hvad de overhovedet selv laver. Hvem ved?

Så jeg vil nyde et par fluefri dage i parcelhuset. Alt imens jeg nogle gang nok alligevel spekulerer på, hvad i alverden der dog er meningen med fluer?

 

Continue Reading

Om dimsedutter, dingenoter og den nærmeste genvej.

Det har vist sig, at den sagtmodige vampyr, jeg skrev om forleden, for længst er så skrevet ud af den moderne støvsugerhistorie, at det nærmest er umuligt at opdrive nye poser til den. Og hvad gør man så? Man køber selvfølgelig poser, som støvsugersælgeren anbefaler, at man da kan give en chance–sikkert vel vidende, at han selv Gudskelov er flere kilometer væk, når man skal forsøge at få dem til til at passe, OG at man ligesom ikke har andre støvnedbringende alternativer.

Og selvfølgelig passer de ikke. Meeeen hvis man skærer en lille pind til omrøring af maling i bøtter i diminutive stykker og placerer en af disse i hver ende af posen og samtidig får en anden person til at hjælpe sig med at snyde støvsugerlåget ved at presse det ned i en halvvoldelig bevægelse, så det tror, det lukkes på fuldt normal vis—-så går det. I alt fald indtil posen igen er fuld.

For sådan er der så meget. Så uendeligt meget i ens hjem og liv, der midlertidigt klares med dimsedutter, dingenoter, nærmeste genveje og særdeles kreative personlige påfund. Sådan at lortet virker. I alt fald for en tid. Eller: så længe man kan bilde sig selv ind, at ens mikroskopiske kreative udfoldelser kan købe en henstand med hensyn til enten at ordne noget påkrævet, eller undgå en akut økonomisk udgift.

Som nu lampen på billedet, hvis ledning er for lang. Man får den simpelthen i nakken, mens man vasker op, hvis ledningen ikke forkortes. Det har  samme ledning så  været, siden lampen blev placeret lige der omkring årtusindskiftet. Det seneste, altså. Normalt plejer jeg faktisk at bruge en spisegaffel til den slags anordninger, men må have haft en god rest af julebånd lige ved hånden. Skidt, det virker jo tilsyneladende også. Eneste problem er, at jeg meget ofte glemmer den slags midlertidige superløsninger, og mine øjne begynder at se dem som en naturlig del af det hjemlige designmiljø. Som den bøjede gaffel jeg pludselig skuede på lampen over sofabordet en dag, vi skulle have gæster. Og ved nærmere, virkelig grundig eftertanke, måtte erkende nok havde hængt der det meste af et tiår.

Jeg har gennem tiden haft en del Onslowske fjersyn. Af samme model, som i sin tid indehavedes af en af mine absolutte yndlingfigurer på TV. Især pga hans relativt afslappede og meget enkle påklædning. Et Onslowsk TV kendetegnes ved, at det udelukkende går i drift ved hjælp af et veltimet og velplaceret slag et bestemt sted på fjernsynskassen. Hvilket selvfølgelig også indikerer, at Onslowske TV-modeller desværre afgik ved døden med indførelsen af fladskærme. Der er simpelthen ingen steder, man kan slå uden omfattende konsekvenser. Omvendt hjalp det i en stor procent af tilfældene dengang. Forudsat at man slog det rigtige sted.

Engang havde vi også et komfur–det var dengang, man havde komfur og ovn samlet i noget af et skrummel af et møbel–som pludselig stod af. Egentlig startede det hele bare med, at jeg ville gøre rent bag det og moslede lidt rundt med det. Og så faldt der en død, mumificeret mus ud fra komfuret bagside, hvorefter det totalt nægtede at fungere. Det viste sig, at musen faktisk havde været en del af den noget intermistiske strømledning, og med dens bortfald var komfuret totalt kaput. Her må jeg selvfølgelig indvende, at jeg ikke personligt havde opfundet netop den metode til at forlænge komfurets levetid, og jeg heller ikke sporenstrengs begyndte at udtænke planer for at indfange en ny, strømledende, død mus til mit hedengangne komfur, selv om det selvfølgelig nok kunne have forlænget dets levetid, hvis musen blev placeret korrekt.

Jeg har også jublet over velcroens sejrsgang over skolukningerne. Så er jeg nemlig fri for at opfinde endnu en fortvivlet, alternativ knude på de udtjente snørebånd. Jeg hører også til dem, der lægger bukser op med tape eller hæfteplaster og ser gaffatape som en løsning på mindst halvdelen af verdens praktiske problemer. I alt fald har jeg et nogenlunde konstant og over mellemstort forbrug af det. Især indenfor cykelssfæren er det uundværligt, hvis man da ikke kan få et lille stykke pind maklet ind lige der, hvor gearet ikke virker.

Endelig er der også de ting, hvor udefrakommende hjælpemidler i form af dimser, små pinde og andet slet ikke er nødvendige. Hvor man bare skal kende sine ting på deres alternative gang. Hvis man ved, hvordan den genstridige dør skål låses ( gerne noget med at bruge en anelse vold og vride den forkerte retning), den tåbelige stikkontakt skal tændes ( gerne noget med at holde den inde, til den går i sit strømførende hul), den umulige bil skal startes (gerne noget med rækkefølgen af, hvornår man træder på speeder og kobling + sætter nøglen i tændingen), så er verden jo egentlig ganske enkel og til at komme igennem.

Og alt imens jeg vrider, gaffaer, binder knuder og stikker pinde og gafler ud til højre og venstre, så foregøgler jeg mig selv, at jeg sparer mig selv for uanede summer til nyanskaffelser. For slet ikke at tale om hvor meget jeg kan svælge i, hvor genial og ultimativt kreativ jeg er. Når jeg indleder mine lidt alternative redningsforsøg, så tænker jeg, helt ærligt, aldrig sådan over, at det, jeg foretager mig, i bedste fald giver mig en kort, stakket frist. Lidt ligesom clicheen med at tisse i bukserne for at få varmen.

F.eks. tager det da lidt tid at komme til den erkendelse, at der nok skal en ny støvsuger til. Sådan ca. den tid det tager at få posen fuld igen. For hvordan i alverden får jeg den overhovedet åbnet igen uden at begå decideret manddrab på støvsugeroverdelen? Men lige nu holder den……..

 

Continue Reading