Netop hjemkommet fra et land, hvor solen faktisk skinner det meste af sommeren, og hvor indbyggerne derfor tager sig deres forholdsregler overfor dens ofte nådesløse stråler, slår det mig, hvor absolut ugearede til solen, vi er herhjemme. Man kan selvfølgelig med rette hævde, at vi for det meste ikke har haft nogen seriøs begrundelse for at være det. Vi danskere har pr. tradition dyrket solen. I mere solrige lande har de dyrket skyggen. Det sidste er vi så ved at lære, men det er svært, for forudsætningerne (såvel mentale som fysiske) er lidt imod os.

Fra barnsben har i alt fald jeg lært, at når solen skinner, så er det med at komme ud i den. For der er absolut ingen garanti for, hvornår den igen dukker frem. Jeg har også dyrket ( i alt fald i min ungdom) dens strålers brunende effekt og klart syntes, at en brun hud var så langt at foretrække frem for en mere aspargeslignende. De hvide, altså. Solen har været et ustabilt gode, som med respekt skulle nydes, når det ellers kunne lade sig gøre. Det er ikke lige sådan, det forholder sig i denne sommer. I alt fald for mig.

Jeg er nemlig blevet et skyggemenneske. Og det i sig selv giver faktisk nogle udfordringer. For hvor er den skygge lige? I et land, der aldrig har haft behov for arkitektonisk (både i byggeri og haver) at kalkulere med skygge og derfor har baseret  samme arkitektur på præcis det modsatte: nemlig at finde solen. Utallige er de annoncer fra ejendomsmæglere, der praler med dejlige solterrasser–men hvor ser man lige dem, der promoverer fantastiske skyggesteder?

Danske gågader er for det meste træ- og skyggeløse, således at solen hele tiden har en chance for at ramme os. Andre, mere solede steder, har man kunstigt og bevidst skabt mulighed for skygge med store træer. Jeg gider næsten ikke nævne ( men gør det så alligevel!) skyggeanordninger som skodder for vinduer og indendørs klimaanlæg, men kan blot konstatere, at producenterne af sådanne nok ikke har haft verdens mest stabile og trofaste kundekreds netop i Danmark. Lige nu er jeg næsten villig til at investere i den slags for dog blot at kunne sove et par sammenhængende timer uden at skulle op og vride mig selv.

Ligeledes anså jeg i mange år en parasol for en absolut falliterklæring, der primært kunne anvendes i forbindelse med tussegamle mennesker, der havde mistet det lommetørklæde, de ellers bandt om hovedet på en yderst utjekket måde. Helt ærligt var jeg vist over 40, før den første parasol flyttede ind i min have–og lige nu er den et af mine kæreste våben mod den nærmest evigt skinnende sol. Det er så heller ikke ret mange år siden (måske først i år?), jeg er holdt op med at grine af tåbelige tyskere, der afmærker deres strandterritorier med store parasoller eller små skyggetelte. Førhen kunne man altid spotte nationalitet på stranden via sådanne anordninger + en udpræget territorial borgkonstruktion i sand, men den slags nationale kendetegn er så også blevet lidt udvandede denne sommer. Selv vi danskere er jo begyndt at medbringe den slags på stranden, og der går måske ikke længe, før vi kaster os ud i arkitektoniske fæstningsværker på samme?

Hvor jeg førhen bevidst søgte solen, søger jeg lige nu bevidst væk fra den. Den er simpelthen for meget, for skinnende, for altoverdøvende solet. Men det er svært. For jeg bor i et land, hvor jeg ellers alle andre normale ( hvis noget klimamæssigt ellers kan kaldes normalt længere!) somre har dyrket de kostbare og mangelfulde stråler. Jeg frygter byture gennem stegende hede gågader uden ret megen skygge eller træer, jeg kryber rundt langs buske af en anselig størrelse og store træer i min have, jeg overvejer seriøst at sove i kælderen og kan overhovedet ikke tage mig sammen til at komme op i træsommerhuset, hvor varmen forfølger mig, ligegyldigt hvor jeg står og går, og trævæggene genererer saunatilstande helt af sig selv.

Men mest af alt slår det mig, hvor ugearede vi er overfor solens stråler. Hvor andre beskytter, dyrker vi. Eller rettere: det gjorde vi, men lige nu må vi vist sande, at de forholdsregler, vi nok har fundet en smule latterlige ind imellem, er blevet noget nær overlevelsesnødvendigheder. Også for os.

Hvis dette blot er begyndelsen på drastiske, selvforårsagede klimaforandringer, så skal der selvfølgelig helt andre tiltag til end plantning af skyggefulde træer, tætsiddende skodder, indendørs klimaanlæg og gevaldig vækst indenfor parasolområdet. Men lige nu kan jeg vist, sådan helt hernede fra mit eget steghede køkkenbord, konstatere, at jeg personligt–sammen med resten af mit land–er totalt ugearet til denne varme. Og at jeg ( det her er noget, jeg hvisker til mig selv!) nok, trods alt, foretrækker somre, hvor solen er sådan noget, man dyrker. Herhjemme, altså.

Når det bliver sommer på DR, og alle de andre journalister er på ferie, støver de gerne Søren Ryge af og bruger ham intensivt. Han skal jo blive hjemme og passe sin have og har ikke lige tid til det feriepjat. Manden har udpræget originaltække og præsterer at lokalisere de fleste af de tiloversblevne og stadig levende af slagsen over 80. For det meste er det TV for de, der har nået en alder, hvor nostalgien er mere betydningsfuld end nutiden. Men hvor han, efter min mening, formår at balancere mellem sit romantiserende forhold til fortiden og at præsentere tingene på en rimeligt saglig og objektiv måde.

Men i aftes gik det galt. Helt galt. Vi var med på besøg hos den efterhånden talrige familie på Fyn, der opretholder et liv udenfor den verden, vi andre kender og lever i. Derovre lever far, mor og 5 børn som Bonderøven i lændeklæde og dyrker ikke deres marker grundøkologisk, fordi det (som hos førnævnte Bonderøv) er spændende at se, om det kan lade sig gøre–men fordi det er ren og skær indiskutabel ideologi. Børnene går ikke i skole (de hjemmeskoles), de deltager i enhver form for forefaldende fysisk arbejde på bedriften (som man vel gjorde for godt og vel 100 år siden), de har tilsyneladende aldrig været i nærheden af en frisør, og alle, uanset køn, går i samme praktiske lændeklæder og med bare tæer. Det er vel her nærmest overflødigt at tilføje, at børnene aldrig har set en computer og ikke aner, hvad en ipad er.

Og Ryge er begejstret helt ind i sin inderste sjæl og har “aldrig set så glade børn”, som når han ser dem bruge en antikveret tærskemaskine pr. håndkraft. Jeg er da også helt enig i, at hvis man er decideret fan af Carl Larssons billeder af svensk bondeliv anno forrige århundrede, så var det da lige præcis sådan nogle, der kom i kassen derovre på Fyn. Eller en nutidig illustration af Aakjærs Når rugen skal ind fra 1906. Af frie, legende børn–eller i alt fald børn, hvis forældre legede. Med dem. Uden at børnene selv vidste det. Men denne romantiserende holdning overfor en familie, der i bedste fald gør deres børn en ufattelig stor bjørnetjeneste, når de bliver ikke ret meget ældre, har jeg svært ved at forstå.

For det er sikkert ualmindeligt dejligt og romantisk at lege lændeklædt barfodsdansker så længe, man er rimeligt lille. Men for de fleste børn sker der det, at de bliver store. Og hvis det ellers påtænkes, at de på et tidspunkt skal udenfor murene til paradiset derovre på Fyn, så forudser jeg, at det måske vil skabe en del problemer på forståelsesfronten, at vi andre derude ikke er iført hjemmesyede lændeklæder og lever i en overmåde teknologiseret verden, hvor det altså ikke er nok at kunne sit tærskeværk. Man kan skærme sine børn, mens de er små, men jo mere man har skærmet dem, desto mere traumatisk bliver konfrontationen med det liv, hovedparten af os lever.

Jeg tror, de fleste familier sætter en dyd i at opdrage deres børn med gode værdier. Det er vel netop i sig selv kernepunktet i det, vi alle gerne vil som forældre. Jeg er sikker på, disse børn er opfyldt af og opdraget til samtlige positive, sunde og humane værdier. Alt det, der er godt og rigtigt og sagtens kan fungere i et afsondret, relativt utopisk minisamfund, hvor man kan skærme for alle indflydelser udefra. MEN mennesker kan ikke nøjes med værdier. De skal også have holdninger. Og selv om holdninger selvfølgelig bygger på værdier, så opstår de udelukkende i dialog og samspil med andre mennesker. Især dem, der mener noget helt, helt andet og modsat. At have både værdier og holdninger er det, der gør os til hele mennesker. Jeg kan ikke lige se, hvor disse børn kan finde et modspil?

Jeg er totalt modstander af hjemmeskoling. Primært begrundet i mine egne forudsætninger. Jeg ville da kun kunne undervise kvalificeret i de ting, der er mine fag. Hvilket i praksis ville betyde, at min hjemmeskoling ville efterlade børn, der ikke anede, hvad naturvidenskabelige fag var. Hvis nogle forældre virkelig magter at undervise ordentlig i hele fagpaletten, er jeg dybt imponeret, men jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre. Ydermere er det da væsentligt, at alle børn konfronteres med FLERE lærere, der både underviser forskelligt, men også har forskellige holdninger. Både til fag og til livet generelt. Netop så børnene udfra disse forskelligheder kan danne deres eget verdensbillede af holdninger.

Jeg er også totalt modstander af, at børn ikke på daglig basis kommer ud mellem andre jævnaldrende børn. Besynderligt nok har vi som land lige gennemført nogle såkaldte ghettolove, som skal forhindre, at nogle børn udelukkende holdes hjemme–og så stiller en af tidens (dog bedagede, men alligevel!) TV-profeter det pludseligt i et romantisk skær, når bestemte (danske) børn holdes hjemme i den fynske økologighetto. Jeg kunne godt frygte, at det ville være fuldstændigt lige så svært for lændeklæderne fra Fyn som for Muhammed fra Mjølner at komme ud i livet på sigt.

Så det oprører min lærersjæl at se denne romantiserede udgave af noget, der efter min mening nærmer sig at gøre børn en dårlig tjeneste. Også selv om det langfra er det, disse forældre vil. De vil jo, som alle forældre, blot det bedste for deres børn. Men jeg tvivler på, at det er det, de har gang i. Også selv om Hr. Ryge er begejstret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han mon er ved at indse, at mængden af originaler over 80 så småt er ved at rinde ud, så han klamrer sig til det lille græsstrå, der dog heldigvis er tilbage dernede på Fyn. Så der stadig er noget at lave TV om. Udover dogme-TV fra hans have, forstås.

Det er muligt, det er svært at stille kritiske spørgsmål til roserne og rødbederne. Men her ville de have været på deres plads.

Selv om det er mentalt hårdt at forlade strand, vand, gode bøger og det at lave ingenting, er der absolut også positive aspekter i at komme hjem til sit vinterhi og mere permanente bolig. Sit rigtige hus, det af gedigne mursten. I parcelhuskvarteret, langt fra kostalde, marker og andre insektmagneter.

Det væsentligste har nok at gøre med fluer. Jeg er inkarneret fluemodstander, og ingen, selv nok så dybdegående, argumenter har hidtil kunnet overbevise mig om fluernes eksistensberettigelse. Derfor fører jeg også konsekvent kort proces uden forudgående rettergang overfor enhver flue, der  vover at komme i min nærhed. Enhver indtrængende flue kan gøre mig til massemorder på blodigt raid gennem mit eget hjem. Jeg jubler over antallet af nedlagte fluefjender og tager ofte mig selv i højlydt at råbe “Got you!”, når en ekstra besværlig modstander, efter et halvt hundrede slag i luften, er behørigt nedlagt. Jeg ville forfærdeligt gerne kunne melde ud, at ingen fluer kommer levende fra netop det, men det er jo ikke korrekt. Mange fluer kommer faktisk særdeles levende fra mødet med mig og min forlængede højre hånd–i form af en godt brugt fluesmækker. De er jo flyvesnu, de sataner. Også selv om jeg stadig ikke fatter, hvor undslipningshjernen (eller hjernen i det hele taget) sidder på et insekt, der mestendels består af ben og menneskeforagt.

I mit sommerhus er jeg nødt til at have alle døre åbne for at skabe gennemtræk. Fluerne tror, jeg gerne vil skabe fluetræk, da netop vejen gennem mit hus synes at ligge på fluernes mest benyttede gennemfartsrute fra A til B, eller hvor det nu er, fluer lige skal hen. Oven i købet får samtlige rejsende fluer akut den ide, når de er kommet ind i mit hus, at her er da en forfærdelig god rasteplads, hvor de bare får sådan en lyst til at blive. Især vil de gerne blive på hunden. Samme hund har i forbindelse med fluer vist sig beundringsværdigt solidarisk omkring mine mordraids. Af gode grunde er han fysisk uegnet til at myrde fluer med fluesmækker, men han gør absolut en stor indsats med sin snude. Ikke at det hjælper noget, men det nænner jeg ligesom ikke at fortælle ham. Han har endnu aldrig fanget en eneste fluer med sine ihærdige indsatser, men han gør i alt fald sit bedste. Også om natten, hvor man vækkes hver 5. minut af den der lyd af en snude, der siger haps. Den er høj, vil jeg bare lige informere om.

Men nætterne er jo også de værste. For ikke nok med, at det altid er kogetid i et træhus om natten. Det er også der, der for alvor samles til fluekongres på rastepladsen i mit hus. Gerne med aftalt mødested på alle de dele af mig, der stikker ud under vattæppet. Og det er en del, da nattetid er kogetid. Besynderligt nok er det ikke engang antallet af tilrejsende møgfluer, der skaber søvnløse nætter. En flue er faktisk nok! Hvis det ene møgdyr tager en beslutning om at løbe orienteringsløb på alle mine ledige, tilgængelige legemsdele og render vild i en sådan grad, at det i en uendelighed løber frem og tilbage på sin egen rute, så er søvn slet ikke et issue. I stedet kan man lege ufrivillig vindmølle med motorlyd af velvalgte bandeord, mens hunden gør sit bedste med højlydte snappelyde fra hver forgæves fluefangning. Men jeg er da sikker på, at fluen–eller fluerne, for reglen er, at får man myrdet den første, står afløsningen i form af en hel hær af kamikazefluer direkte klar på ens højre overarm– har haft en vældig fest, mens det hele stod på.

Det er sådan nogle ting, der gør, at jeg ikke helt forstår meningen med fluer. Tilsyneladende er de udelukkende skabt som irritationsmoment  og mål for menneskelig aggression. Mens de driver psykisk tortur mod ens legeme eller nattesøvn er det da meget muligt, de har det lidt sjovt. Men hvis de ellers var udstyrede med blot den mindste smule hjerne, burde de da vide, at det, de synes er så morsomt, er den direkte vej til den visse død. Jeg er da fuldstændigt sikker på, at fluer godt kunne finde andre, mere livsbekræftende gøremål, som ikke lige ville koste dem livet, hvis de var i stand til at tænke sig bare en lille smule om. Som nu når et utælleligt antal af slagsen leger “irriter et menneske”, og samme menneske får ram på en i flokken. Måske endda 4. Hvorfor i alverden bliver resten så bare ved med at spille fandango, når de tydeligvis kan se et uhyggeligt antal af deres legekammerater, der allerede har mistet livet i legen og ligger døde, blodige, udsmattede med løsthængende legemsdele på gulvet? Hvis det var mig, ville jeg da ret hurtigt finde et andet sted at lege. Men ikke fluer. Næ nej, de er enten beundringsværdigt standhaftige–eller også har de indbyggede kamikazeegenskaber. Eller også—og det er næsten det værste–har de overhovedet ikke den fjerneste anelse om, hvad de overhovedet selv laver. Hvem ved?

Så jeg vil nyde et par fluefri dage i parcelhuset. Alt imens jeg nogle gang nok alligevel spekulerer på, hvad i alverden der dog er meningen med fluer?