For en gangs skyld en TV-anmeldelse!

Når det bliver sommer på DR, og alle de andre journalister er på ferie, støver de gerne Søren Ryge af og bruger ham intensivt. Han skal jo blive hjemme og passe sin have og har ikke lige tid til det feriepjat. Manden har udpræget originaltække og præsterer at lokalisere de fleste af de tiloversblevne og stadig levende af slagsen over 80. For det meste er det TV for de, der har nået en alder, hvor nostalgien er mere betydningsfuld end nutiden. Men hvor han, efter min mening, formår at balancere mellem sit romantiserende forhold til fortiden og at præsentere tingene på en rimeligt saglig og objektiv måde.

Men i aftes gik det galt. Helt galt. Vi var med på besøg hos den efterhånden talrige familie på Fyn, der opretholder et liv udenfor den verden, vi andre kender og lever i. Derovre lever far, mor og 5 børn som Bonderøven i lændeklæde og dyrker ikke deres marker grundøkologisk, fordi det (som hos førnævnte Bonderøv) er spændende at se, om det kan lade sig gøre–men fordi det er ren og skær indiskutabel ideologi. Børnene går ikke i skole (de hjemmeskoles), de deltager i enhver form for forefaldende fysisk arbejde på bedriften (som man vel gjorde for godt og vel 100 år siden), de har tilsyneladende aldrig været i nærheden af en frisør, og alle, uanset køn, går i samme praktiske lændeklæder og med bare tæer. Det er vel her nærmest overflødigt at tilføje, at børnene aldrig har set en computer og ikke aner, hvad en ipad er.

Og Ryge er begejstret helt ind i sin inderste sjæl og har “aldrig set så glade børn”, som når han ser dem bruge en antikveret tærskemaskine pr. håndkraft. Jeg er da også helt enig i, at hvis man er decideret fan af Carl Larssons billeder af svensk bondeliv anno forrige århundrede, så var det da lige præcis sådan nogle, der kom i kassen derovre på Fyn. Eller en nutidig illustration af Aakjærs Når rugen skal ind fra 1906. Af frie, legende børn–eller i alt fald børn, hvis forældre legede. Med dem. Uden at børnene selv vidste det. Men denne romantiserende holdning overfor en familie, der i bedste fald gør deres børn en ufattelig stor bjørnetjeneste, når de bliver ikke ret meget ældre, har jeg svært ved at forstå.

For det er sikkert ualmindeligt dejligt og romantisk at lege lændeklædt barfodsdansker så længe, man er rimeligt lille. Men for de fleste børn sker der det, at de bliver store. Og hvis det ellers påtænkes, at de på et tidspunkt skal udenfor murene til paradiset derovre på Fyn, så forudser jeg, at det måske vil skabe en del problemer på forståelsesfronten, at vi andre derude ikke er iført hjemmesyede lændeklæder og lever i en overmåde teknologiseret verden, hvor det altså ikke er nok at kunne sit tærskeværk. Man kan skærme sine børn, mens de er små, men jo mere man har skærmet dem, desto mere traumatisk bliver konfrontationen med det liv, hovedparten af os lever.

Jeg tror, de fleste familier sætter en dyd i at opdrage deres børn med gode værdier. Det er vel netop i sig selv kernepunktet i det, vi alle gerne vil som forældre. Jeg er sikker på, disse børn er opfyldt af og opdraget til samtlige positive, sunde og humane værdier. Alt det, der er godt og rigtigt og sagtens kan fungere i et afsondret, relativt utopisk minisamfund, hvor man kan skærme for alle indflydelser udefra. MEN mennesker kan ikke nøjes med værdier. De skal også have holdninger. Og selv om holdninger selvfølgelig bygger på værdier, så opstår de udelukkende i dialog og samspil med andre mennesker. Især dem, der mener noget helt, helt andet og modsat. At have både værdier og holdninger er det, der gør os til hele mennesker. Jeg kan ikke lige se, hvor disse børn kan finde et modspil?

Jeg er totalt modstander af hjemmeskoling. Primært begrundet i mine egne forudsætninger. Jeg ville da kun kunne undervise kvalificeret i de ting, der er mine fag. Hvilket i praksis ville betyde, at min hjemmeskoling ville efterlade børn, der ikke anede, hvad naturvidenskabelige fag var. Hvis nogle forældre virkelig magter at undervise ordentlig i hele fagpaletten, er jeg dybt imponeret, men jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre. Ydermere er det da væsentligt, at alle børn konfronteres med FLERE lærere, der både underviser forskelligt, men også har forskellige holdninger. Både til fag og til livet generelt. Netop så børnene udfra disse forskelligheder kan danne deres eget verdensbillede af holdninger.

Jeg er også totalt modstander af, at børn ikke på daglig basis kommer ud mellem andre jævnaldrende børn. Besynderligt nok har vi som land lige gennemført nogle såkaldte ghettolove, som skal forhindre, at nogle børn udelukkende holdes hjemme–og så stiller en af tidens (dog bedagede, men alligevel!) TV-profeter det pludseligt i et romantisk skær, når bestemte (danske) børn holdes hjemme i den fynske økologighetto. Jeg kunne godt frygte, at det ville være fuldstændigt lige så svært for lændeklæderne fra Fyn som for Muhammed fra Mjølner at komme ud i livet på sigt.

Så det oprører min lærersjæl at se denne romantiserede udgave af noget, der efter min mening nærmer sig at gøre børn en dårlig tjeneste. Også selv om det langfra er det, disse forældre vil. De vil jo, som alle forældre, blot det bedste for deres børn. Men jeg tvivler på, at det er det, de har gang i. Også selv om Hr. Ryge er begejstret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han mon er ved at indse, at mængden af originaler over 80 så småt er ved at rinde ud, så han klamrer sig til det lille græsstrå, der dog heldigvis er tilbage dernede på Fyn. Så der stadig er noget at lave TV om. Udover dogme-TV fra hans have, forstås.

Det er muligt, det er svært at stille kritiske spørgsmål til roserne og rødbederne. Men her ville de have været på deres plads.

 

 

You may also like

Skriv et svar