Om parlamentet i Bukarest.

I 1980-erne besluttede Rumæniens på det tidspunkt mere og mere vanvittige diktator Ceausescu sig for at bygge Europas mest prestigeøse palads til sig selv og sin regering, der nok også hovedsageligt bestod af ham selv. Forinden havde han i adskillige år sultet befolkningen for at tilbagebetale en billiardgæld, men endnu et arkitektonisk rædsel var der tilsyneladende altid råd til.

Der blev skam afholdt en arkitektkonkurrence, før byggeriet satte i gang. Med diktatoren som dommer. En helt ung, nyuddannet arkitekt vandt overraskende konkurrencen, for hun havde medbragt den største model, og netop det tiltalte samme diktators storhedsvanvid.

Adskillige år senere, faktisk så mange, at diktatoren både var afsat, skudt og begravet inden, stod kolossen færdig. Den er nu verdens tungeste bygning, den næststørste officielle (efter Pentagon) og den, uden sammenligning, dyreste. Det er nok også den grimmeste. Antallet af værelser er stadig ukendt, men det siges at være over 2000. Hvert år bruges adskillige millioner blot på vedligehold, men det er tydeligt, at bygningen er i så dårlig stand, at den smuldrer, falder fra sig selv og i det hele taget er i betænkelig tilstand. Den bruges nu til parlament, ingenting og skamstøtte over en forhadt diktator.

Hvis man vil gå rundt om bygningen, er der ca. 2 kilometer, og en boulevard pløjet skånselsløst gennem 10 kilometer af byens gamle, historiske kerne fører op til den. Heldigvis nåede man at flytte enkelte bevaringsværdige bygninger på skinner inden den store demolisition, men det er en helt anden historie.

For sådan er der jo så meget……..

You may also like

Skriv et svar