Når man nu gerne vil have sig en sø……

I 80-erne fik diktatoren Ceaucescu den ide, at borgerne i Bukarest skulle have sig en sø. Ikke en pjatpyt, men sådan en rigtig, gedigen sø. Forinden havde han, i forbindelse med vanvidsprojektet omkring den nye parlamentsklods, omledt og overdækket den lokale flod, så han har vel bare basalt manglet noget nyt vand i stedet for det, han personligt havde skaffet sig af med.

Så gravearbejdet omkring at danne en kolossal kunstig sø tog sin begyndelse. Utallige huse blev demoliseret, oceaner af mennesker blev tvangsforflyttet til nye betonsiloer med de afmålte 10 kvadratmeter pr. person, og tonsvis af beton blev støbt som bund for endnu et tankeløst prestigeprojekt. Det viste sig dog bare, at der var en del uforudsete hindringer for søen. Så som revner og sprækker i betonen, manglen på gennemtænkt ingeniørarbejde og noget så simpelt som mangel på vand, for ingen havde for alvor sådan overvejet, hvor DET lige skulle komme fra. Derudover kolliderede søprojektet også med, at diktatoren blev afsat og skudt, og landet gik i både henrykkelse, revolution og betalingsstandsninger.

Så midt i Bukarest ligger nu ruinerne af en aldrig færdiggjort kunstig sø. De første mange år stod den som en skamstøtte af dårlig beton til minde om en ide uden hold i virkeligheden. Men så tog naturen over….

På billedet kan man se, at Ceaucescu med tiden alligevel fik sin sø. Med naturens hjælp. For i dag henligger det enorme område som natur på naturens præmisser. Eller natur på betonens præmisser. I alt fald har vildtvoksende vækster, uden nogens indblanding, totalt overtaget området, og, tro det eller ej, her lever blomster- og dyrearter, som ikke findes andre steder i Rumænien. Blandt andet særdeles sjældne slanger. Og her er såmænd også kommet vand og små, intime søer.

På en særlig, spidsfindig og omvendt måde fik diktatoren altså alligevel sin sø. For nu fungerer hele det kuldslagne projekt som et enormt rekreativt område, og det vrimler med hundeluftere, kondiløber og familier på skovtur. Eneste streg i idyllen er de enorme betonvægge/ flodbredden, som stadig skæmmer. Men mon ikke naturen også klarer dem, som årene går?

Sådan kan det gå, når man gerne vil have sig en sø……

You may also like

Skriv et svar