MIT og Harvard.

I Danmark har vi gennem tiderne haft 10 Nobelprismodtagere. Det er flot, synes jeg. Men alting er selvfølgeligt relativt og kommer an på, hvad man sammenligner det med, for på Massachusetts Institute of Technology kan de stille op med 75. Bare som universitet. Ikke som stat, for medregner man de 45 fra Harvard et par kilometer længere oppe ad gaden, så bliver det til noget tilsammen.

Er man i Boston er det et decideret must at bevæge sig over Charles River til den selvstændige by Cambridge og se alle universiteterne. Selvfølgelig, altså byen, opkaldt efter en af lærdommens højborge derovre på den anden side af Atlanten. MIT ligger lige ned til floden og fortæller med sin stringente arkitektur og rene linjer, at her forskes i seriøse fag og eksperimenteres i laboratorier i naturvidenskabernes tjeneste. Her er livet alvorligt og kortlægges bid for bid hver eneste dag.

Længere oppe ad bakken dominerer smukke 1700-tals bygninger med efeu ( gamle, hæderkronede universiteter i USA er da også oftest med i The Ivy League, opkaldt efter samme plante), som synes ret uplanlagt kastet rundt på et større område, og man kan næsten føle, at her arbejder man primært med helt andre fag. Det er så Harvard. For begge højere læreanstalter gælder, at man kun kan komme ind, hvis man er overmåde, ekstraordinært bogligt begavet, er medlem af det danske kongehus eller har en millionærfar, der lige kan bekoste en ny fløj.

De virker nu ikke specielt tyngede af det, de unge mennesker. Selv om en stor del af dem klart vil komme til at medvirke til  at forme fremtiden, så er der begge steder en fantastisk stemning af ungdom, liv og glade studenterdage. Især mellem Harvards gamle, smukke bygninger kan selve studenterlivet sagtens appellere til et lille ønske om, bare nogle få timer, at få lov at være ung igen.

Så hvis vi skal være med i den elite, der sprøjter Nobelprismodtagere ud, så skal vi nok tage os lidt sammen. Eller erkende, at der er andre ting i livet og nationens ære, der måske er vigtigere.

Continue Reading

Se din by fra tårnets top.

Kunne ikke lægge bånd på mig selv i forhold til netop denne overskrift på en sørgelig dag, hvor Smukke Charleys Harley for evigt er kørt til musikmarkerne, og soundtracket til min ungdom er gået uigenkaldeligt i hak. De falder, de store. Og, nok på grund af min egen alder, synes det som om, der ikke længere er ny overalt for de gamle, som faldt.

I øvrigt er det slet ikke det, det skal handle om. I dag er det udsigter— og ikke indsigter. En af de ting, jeg dyrker energisk i skyskraberlande, er udsigter. Sådan nogle oppe fra 50. etage eller mere, hvor byer og landskaber breder sig ud som de mest fantastiske panoramaer. Hvor man kan se til Langtbortistan og få al dette land fra mange vinkler.

Jeg elsker fornemmelsen af at stige til vejrs i en elevator, som bringer mig til toppen på få sekunder. Nogle gange så få, at jeg helt glemmer at klikke ører. Og det er dumt. Op til hvor hele byen, nogle gange hvad der føles som hele verden, ligger for mine fødder. Hvor jeg møjsommeligt kan researche, hvor jeg har gået rundt dernede ved myrerne og få det hele til at hænge sammen på et stort og overordnet plan. Samt få en fornemmelse af, hvordan verden ser ud ovenfra. I absolut fugleperspektiv. Det er nemlig som om, store amerikanske byer er lodrette. Eller omdefinerer mit syn, så jeg ser lodret. Derhjemme ser jeg jo udelukkende vandret. Af den simple grund, at der ikke er noget som helst at se efter, hvis jeg kigger lodret.

Boston er en flot by set oppe fra 50. etage. Man fornemmer alle de store skyskrabere i den ene ende, mens det også bliver tydeligt, hvor megen lav bebyggelse, der også er. Lave redstones, for de ligner de berømte brownstones i New York på en prik rent arkitektonisk, men den lokale sten er rød heroppe.

Der er sådan lidt overskud forbundet med at se ned på en by. Lidt som at have en smule kontrol over den. Plus at det er en både følelse og oplevelse, det er svært at få derhjemme. I alt fald hjemme ved mig, hvor det kun kræver 3. etage at hæve sig over parcelhustagene.

Måske, for nu at slutte, hvor det hele begyndte, kan man få samme følelse, når man går ud over Langebro en tidlig mandag morgen……..

Continue Reading

Til theparty.

Boston er selve nationens vugge. Mener de i alt fald selv. Og hvis man vælger at se bort fra indianere og andre, der levede i landet, århundreder før pilgrimfædrene ankede op ud for Boston, så kan det vel tilnærmelsesvis være en hvid sandhed.

Jeg har det bare altid sådan med amerikansk historie og historiske steder, at jeg altså ikke bliver vildt duperet og målløs over, hvad de lige kan stille op med af begivenheder, der efter europæisk målestok er foregået i den ret nære fortid. Heldigvis har amerikanerne overhovedet ingen problemer på den front. De er overbeviste om, at alt før dette århundrede er noget nært antikt. Selvfølgelig er det da imponerende at have et par overlevende huse fra 1700-tallet, men det falder ligesom lidt til jorden overfor en pæn samling runesten og et rimeligt antal moselig.

Men når ens nation er så ung, må man jo grovdyrke den historie, man har. Og The Boston Teaparty er en væsentlig del af den amerikanske historie. Selvfølgelig er det det, selv om vist temmelig mange udlændinge har lidt besvær med at skelne mellem uafhængighedskrigen ( fra England) i 1775 og den noget mere interne borgerkrig 90 år senere.

Heldigvis har Boston så et rigtigt godt museum, der lige kan rette op på den slags. Nemlig Teaparty Museet, som koncentrerer sig om at fortælle historien om, da Bostonborgerne blev så trætte af den britiske overbeskatning, at de smed adskillige tons the i havnen for ligesom at markere det standpunkt. Museet er bygget op omkring replicas af de gamle theclippere og betjener sig af både fremragende guider, der udklædte i datidens tøj nærmest spiller hele historien og alt det nyeste i derfor moderne teknologi, der kan få gamle billeder af modstandere til at tale livagtigt med hinanden samt afspille fantastiske scener fra uafhængighedskrigen. Det er virkelig underholdende, det er medrivende, og det er rigtigt godt tænkt. Og så er det hverken for poppet eller decideret Disneyficeret. Det er bare god og levende historiefortælling.

Så godt, tænkt altså, at vi sagtens kunne låne nogle gode ideer til at gøre både Grauballemænd og runestene endnu mere livagtige og interessante. For nok er både Jelling og Moesgaard super museer, men det her var suverænt i en klasse for sig. Det bliver det vel også nødt til, når der er så forholdsvist lidt historie at lave museer om.

Continue Reading

Udsigt til New England.

Allerede her fra den uhyre tidlige jetlaggede morgenstund kan jeg se, at jeg er kommet til New England. Som i “New” efterfulgt af gode, gamle velkendte England. Med lidt god vilje og abstraktion fra de bagvedliggende noget højere huse kunne dette næsten lige så godt være Chelsea eller Kensington på en god dag.

Og så alligevel ikke. For man er jo, selv i sin jetlaggede mangel på dømmekraft, ikke i tvivl om, at dette er Amerika. Det er så også det eneste, jeg overhovedet har set af byen Boston indtil videre. Med vanlig sans for at ryge ind i en storm, blev Island indtaget i tåge, høje vindstyrker og øsende Islandsvejr, hvilket forårsagede store forsinkelser. De er geniale til at udnytte det faktum, at de ligger langt derude i Atlanten, sådan nærmest halvvejs mellem (eller væk fra?) alt, de islændinge, men de burde nok trods alt have en kraftig diskussion om forbedringer af vejret på deres Altingsmøder.

Boston står for mig som Amerikas vugge— eller i alt fald en af dem. Som noget af det allermest europæiske Amerika, hvor pilgrimsfædrene i sin tid lagde til med The Mayflower, og hvor thepartiet gjorde oprør mod England derhjemme og dermed indirekte startede Uafhængighedskrigen. Det bliver utroligt spændende at udforske netop det aspekt af byen. Og, som det jo altid er en god, men også lidt snyderisk, ide for helt nye rejsemål, så bliver det nok i første omgang med en af de obligatoriske Hop- on busser, som ingen by med respekt for sig selv ikke har. Egentlig ikke et koncept, jeg hylder, fordi jeg stadig synes, jeg fritager mig selv for lidt for meget ansvar for egen ferie. Men det er F….  venligt mod fødderne.

Så der skal kigges på Europa i Amerika, af europæere i Amerika, omkring hvordan europæisk Amerika blev amerikansk. Let’s  get going….

Continue Reading

Om at pakke kuffert.

Jeg ved godt, at jeg har skrevet om det før. Dette med at pakke kuffert. Så enten er jeg vildt optaget af kuffertpakning, eller også rejser jeg utidigt meget. Det er nok mest det sidste.

Men det slår mig altså alligevel hver eneste gang. Dette med, at jeg lider af en indgroet forestilling om, at jeg til stadighed rejser til Uggabuggaland, hvor al moderne civilisation er ophørt, og hvor de absolut, altså virkelig absolut, ingen former for forretninger eller andre indkøbsmuligheder har. Altså på nogle fronter. Overhovedet ikke på andre. F.eks. er jeg overbevist om, at man nok kun kan købe tandpasta, hårshampoo, deodorant, hårbørster, strømper, underbukser, skosværte og en del andre oplagte daglige fornødenheder i Danmark. De fører simpelthen ikke den slags varer i udlandet. Ifølge mig. Så jeg slæber dem med i hobetal som en lille hamster, der nærmest har samlet forråd til flere måneder i håndbagagen. Tøj ved jeg så godt, at de sælger. For det har da op til en million gange lykkedes mig at købe sådan noget. Med undtagelse af strømper og underbukser, forstås, for det har de sikkert ikke.

Tænk, at man aldrig lærer det og slæber sig en pukkel til i gamle underbukser og hullede sokker….. Heldigvis, så er jeg da absolut overbevist om, at jeg er den eneste, der har det sådan. Så hvis der ER tandpasta på hylderne i andre lande, så er der såmænd nok nogle andre turister, der køber det!

PS. Og så spørger den vakse læser selvfølgelig, hvorfor i alverden jeg da bare ikke anvender hotellernes shampoo. Det gør jeg ikke. ALDRIG. Som i ALDRIG MERE. Sidste sommer efter 6 ugers guidning og tilhørende hotelovernatninger samt usigelig dumhed indenfor hårvask i hotelshampoo blev mit hår underligt, dødt, stridt og (endnu mere) grimt. Jeg konfronterede min måbende frisør med problemet, og efter lang tids udspørgning om kostvaner, klimaforandringer, sollys og diverse gik der pludselig et lys op for ham, da han kom til at tænke på mine 6 ugers hotel. Det shampoo, som er på hotellerne, fortalte han mig, er ren silikone, og simpelthen uanvendeligt til alt (måske kan det, til nød, bruges til neglelaksfjernelse)–dog mest af alt hårvask. Og ganske rigtigt–få dage senere, ved hjælp af rigtig shampoo, blev mit hår helt raskt.

Så ved jeg selvfølgelig godt, at det er noget af en bet at tænke på de 40-50 små shampooflasker, der ligger inde i skabet der på badeværelset hjemme hos jer, og som I nøjsommeligt har slæbt hjem efter hvert eneste hotelbesøg, hvor nogle af jer givetvis har ribbet det meste af det, der ikke decideret var naglet fast. (Akkurat som jeg selv plejede at gøre!) Men smid dem ud. Væk med lortet. Prøv at tænke på alternativet, mens det gør lidt ondt at stritte skattene i skralderen……..

Continue Reading

En stor og dybfølt tak.

Netop midt i pakningen til en måneds bortrejsthed sker det uforudsigelige. Det katastrofale og det, der bare ikke må ske. Fjederen springer på den ene brillestang, og man kan altså ikke sætte nye fjedre i gamle briller. Man kan heller ikke rejse rundt i verden uden at kunne se noget. Eller det kan man vel i grunden godt. Det giver bare overhovedet ingen logisk mening.

Normalt har vi brillebrugere altid adskillige par såvel udtjente som umoderne, gamle briller liggende, som i akutte nødsituationer kan klatre op på næsen igen og gøre verden synlig. Men siden alle de andre par skuffebriller har jeg gennemgået flere øjenoperationer, som gør, at jeg lige så godt kunne putte vinduesglas, som forgangne briller, for øjnene. Det ville give samme resultat.

Så i privat akutbil til optiker, som kun kan komme med den nedslående besked, at der ikke er redningsaktioner, der kan puste kunstigt åndedræt i brillerne, at der skal et par nye til, og at det vil tage 7-8 dage at få sådan nogle klar. Samme optiker er, heldigvis, så hensynsfuldt et menneske, at hun ved den lejlighed totalt undgår at nævne prisen. Måske fordi hun ved, at den slags kan jeg ligesom godt selv regne ud. Samt kan se på mine ører, hvor forfærdelig en situation, jeg befinder mig i.

Det er så der, hun tænker sig om. Det er hun sådan set også nødt til, for jeg er på mere end nippet til katastrofegråd og højlydt hårrivning. Hun har, fortæller hun, nemlig temmelig mange gamle brillestel nede i kælderen, og man KUNNE da prøve, om ikke bare et af dem kunne mønstre et par stænger, der tilnærmelsesvis passer. Ikke nødvendigvis i farve og design. Mere, tror jeg, til ørerne, så glassene ligesom får noget at hænge sig op på. Ikke at det er noget, de ellers gør (fortæller hun), men hun kan tilsyneladende kende en syns-nødstedt, når hun ser sådan en.

Så bliver jeg sendt hjem og vente. På om jeg får chance for at SE mine rejsedestinationer, eller jeg bare skal være der. Og minsandten. En lille time senere får jeg en SMS om, at mine briller er klar til afhentning. Da har hun nemlig været i kælderen og nørklet rundt mellem gamle brillestel for at finde et par gode stænger. Hun har endda fundet et par, der er helt ens–og så tæt på den oprindelige farve, at uvidende bare tror, det er et designfif, at nuancerne skaber lidt variation.

Dernede i brilleforretningen er jeg næsten lige ved at sprænges af taknemmelighed. Næsten ved at bryde sammen i positiv katastrofe-afværgnings-gråd. Og tænk–så forlanger hun 100 kr. for sin indsats! Lige der kunne hun have forlangt det halve af et par nye brillers pris ( og de er dyre, skal jeg hilse og sige!) og fået dem udstukket på stedet med et kæmpesmil–så meget betød det, hun gjorde for mig. Hold da op, hvor jeg fik sagt en stor og dybfølt tak. Må hun opleve et liv af masser og masser af brillestelshandel og forhåbentlig blive byens førende optiker. Det fortjener hun!

Nu er der så det, at lige ved siden af min optiker ligger telebutikken. Lige i dag følte jeg mig bare noget så inderligt berettiget til barnligt at række tunge ind af det vindue for at markere, hvad de kan lære af naboen om god service. Men jeg gjorde det ikke. For tænk hvis jeg kom til at gabe så højt for at få tungen rigtigt godt og langt ud, at de nye fjedre i stængerne sprang. Der er vel ingen grund til at udfordre Nemesis på brillestængerne.

 

Continue Reading

På roadtrip.

I morgen begynder det hele med en overkommelig togtur til København. På skinnerne, ikke vejen. Men fredag begynder det så småt at trække sammen til et rigtigt roadtrip. Halvvejs tværs over USA. Der skal bare lige mellemlandes mellem de islandske (forhåbentligt ikke-udbrudte!) vulkaner, før turen går videre til Boston. Og når Boston er set, er der bare road mellem den og Chicago, hvor turen ender.

Hvilken road, der så tages, står lidt i tvivlens skær. Der er jo sådan set nok at vælge imellem, og der er samtidig rigtig god tid. Jeg VIL se Harvard University,  Salem, som jeg har slæbt utallige elever med til heksejagt i gennem årene, Niagara Falls, Ben og Jerrys oprindelige isfabrik ( hvis ikke de har smagsprøver, bliver jeg bare noget så skuffet!), en Amish-landsby og (faktisk mest af alt!) efterårsfarverne/løvet i New England, men resten må ligesom komme af sig selv. Dukke op og se spændende ud, når vi kører forbi det. Sådan at vi holder og ser endnu mere intenst på det.

Det er ikke første gang, jeg har været på roadtrip i roadtrippenes eget land. Men det er første gang, det er så uplanlagt og flydende, og ingen hoteller, undtagen i storbyerne, er bestilt hjemmefra. Det bliver sådan en con amore-tur, hvor det bliver de umiddelbare fornemmelser, der bliver styrende, og hvor der er plads til at stene positivt nogle dage i det der pragtfulde hotel langt fra alfarvej, som vi sikkert falder direkte forbi. Det er stort. Og ligger bare så fint i tråd med pensionistlivet, hvor man, for første gang i hele sit liv, ikke altid behøver at nå noget eller at gøre tingene helt færdige indenfor bestemte tidsrammer.

Og Amerika er, efter min mening, et af verdens letteste rejselande. Ikke nok med, at amerikanerne selv er utroligt hjælpsomme og ubesværlige, men trafikken glider på en særdeles magelig og menneskelig måde, når man først kommer ud af storbyerne. Tilligemed er der moteller (USA er vel motellernes fødested) overalt, i alle prisklasser, så det er noget lettere derovre end at lede huller i jorden efter et overnatningssted i en dansk provinsby. For slet ikke at tale om ude på landet.

Der er overvældende mange roadtrips i amerikansk litteratur og amerikansk film. Amerika har ligesom roadtrippet indbygget i sin DNA, sikkert konkret på grund af landets størrelse, men også abstrakt som en direkte videreførelse af pionerånden, der hele tiden søgte efter nyt land og nye udfordringer. På film og i litteraturen indebærer rejsen som regel en vej frem mod erkendelse–eller i nogle tilfælde erkendelse af egen magtesløshed, men der er aldrig fiktive personer, som er de samme ved endemålet, som da de drog ud. Der sker noget undervejs. Jeg er meget spændt på, hvad der sker med os! Under alle omstændigheder håber jeg da, vi går mod rejsens ende med et alternativ til slutningen på roadmovien over alle roadmovier, Thelma and Louise……

Principielt mener jeg ikke, man behøver indblande The Donald/(T)rumpen i enhver omtale af USA, men her alligevel en lille episode, jeg oplevede fornylig, og som gør, at jeg er meget spændt på at tale med almindelige mennesker om deres syn på den såkaldte præsident. I en bus på udflugt i Nordirland kom jeg til at sidde bag et amerikansk par på min egen alder. Pludselig vender kvinden sig om, helt uden foregående varsel, og siger til mig, at hun gerne vil undskylde overfor hele Europa på sit lands og sin præsidents vegne! Derefter fortæller hun mig, at hendes far oprindeligt kom fra Nordirland, og hun derfor har dobbelt statsborgerskab. Så den tur, hun og hendes mand er på, er simpelthen en stikken fingrene i den irske mosejord for at finde ud af, om de skal emigrere, da de ikke længere synes, det er forsvarligt at blive boende i USA. De kan ikke længere se sig selv i amerikanske øjne, være stolte af at bo i det hedengangne Guds eget land, som nu er blevet til Trumps eget helvede. Den havde jeg ikke lige set komme! Men samtidig bliver jeg utroligt nysgerrig efter at lodde stemningen blandt andre helt almindelige amerikanere, og området New England, hvor vi skal til, er jo nok, mildest talt, ikke lige Trumpland.

Så nu skal der pakkes. Og pakkes med usædvanlig stor fornuft og omtanke. For på vejen hjem er jeg nødt til at skilles fra manden på Island, hvor jeg må tage videre direkte til Glasgow, mens han flyver til KBH. Jeg skal nemlig stå i Edinburgh få timer senere for at samle en uges efterårsferiegæster op til en Skotlandstur, hvor jeg selv er på arbejde. Og ikke nok med det. Når jeg lander midt på aftenen efter en uges arbejde i Skotland, må jeg op klokken kvart i kvalme om natten for at flyve 6 dage til Israel som punktum for hele denne odysse en stor del af verden rundt. Og, for nu at kommentere på de allermest praktiske sider af al denne rejsen rundt, så ER det altså ikke helt den samme garderobe, der skal anvendes på samtlige destinationer. De uldne sweaters synes en smule overflødige i Jerusalem, mens sommerkjolerne er vildt uanvendelige i Blairgowrie i oktober!

Men allerførst: Roadtrip. Det bliver F… fedt!

 

Continue Reading

Om byer i Københavsområdet.

Der er det her med det kolonihavehus, jeg skrev om forleden. Det forholder sig nemlig sådan med det, at det har adresse i Rødovre. Selv om jeg endnu ikke har fundet noget som helst Rødovrelignende i nærheden. Til gengæld er der kun ½ kilometer til Islev Torv, men det er tilsyneladende bare sådan en Islevaflægger, der er kommet lidt på afveje ind i noget, der i virkeligheden hedder noget andet. Nærmeste seriøse indkøbscenter ligger i Herlev, og det er altså bare lidt ned ad vejen. Her er der dog både kirke og kro, der hedder noget med Herlev, så den er velsagtens god nok. Da jeg første gang fik meddelelse om, at huset var anskaffet, fik jeg at vide, at det lå i Husum…..

Jeg synes personligt, og provinsielt, at det er noget forfærdeligt rod med alle de bynavne. Og steder, der fletter sig ind i hinanden, så mit jydejeg ikke har en levende chance for at finde ud af, hvor jeg er. Det ligner jo også alt sammen hinanden, og jeg er fuldstændigt uden nogen form for chance for at vide, hvor i alverden jeg befinder mig.

Det er noget andet herovre i Jylland. Der har vi anstændigvis taget så meget hensyn til andres menneskers geografiske fornemmelse, at vi har lavet synlige ophold mellem byerne. Sådan, at den ene klart og utvetydigt ender lang tid før, den anden får begyndt. For det meste har vi mindst 10 km. fra byskilt til byskilt med en pæn portion marker imellem, så enhver kan konstatere, at de altså IKKE er I en by, men MELLEM byer. Jeg er f.eks. aldrig det mindste i tvivl om, om jeg er i Horsens eller Vejle. Og det har jeg det, indrømmet, ret godt med. Jeg går ikke rundt og tager fejl af, hvor jeg er, for jeg kan altid konstatere, hvor en by ender. Herovre er vi behageligt fri for alt det der rod med at kludre byer ind i hinanden, så ingen ved, hvad der hører til hvilken.

Jeg tænker tit på, om folk i Københavsområdet altid ved, hvor de er. Om de er født med evnen til–med et talent, jeg genetisk ikke er udstyret med–at vide, hvad den by, de befinder sig i, hedder. Samt at vide præcis, hvor skillelinjen går. For det ville jeg bare så gerne vide, når de nu tilsyneladende ikke kender jydereglen med mellemrum og marker. Er det et bestemt hus, der markerer overgangen fra en by til en anden, en grøft, en lille sø, eller er det bare noget, man tager på slump, og i byernes yderområder sådan lidt selv bestemmer, hvor man gider at høre til? Og hører alle veje til den samme by–også hvis de er meget lange? Godt nok har vi f.eks. Kongensgader i både Esbjerg og i Odense, men enhvers sunde fornuft kan vel godt fortælle dem, at de to ligesom ikke helt hører sammen. Jeg ved godt, at postnumre kan afsløre en del, men dem kan jeg jo af logiske grunde ikke se, når jeg befinder mig i Rødovre/Husum/ Islev/ Herlev. Eller hvor det nu er.

Derfor har jeg lidt opgivet at finde ud af, hvor alle de der byer i Københavnsområdet egentlig ligger. For det er nogle gange som om, de ikke engang selv ved det. Det er en uskik, noget forfærdeligt rod, og jeg kan kun anbefale folk derovre at få orden på deres matrikelnumres tilhørsforhold på en noget mere synlig måde. Enten ved at lave klare brandbælter omkring de områder, der hører til det samme. Eller måske savner de bare nogle marker og 10 kilometers reglen.

Jeg kan slet ikke forstå, det er til at leve med. Dette kolossale geografiske rod. Prøv bare at komme en tur over til os og se, hvordan man logisk laver mellemrum mellem byer. Nogle gange gør vi det endda så let–men det er mest ude vestpå–at vi har over 50 km.!

 

Continue Reading

Om kolonihaver og kolonihavehuse.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at renovere kolonihavehus. Uden overdrivelse det mest ambitiøse redningsprojekt, jeg nogensinde er indgået i. Cirka på det niveau, hvor det stadig er temmelig tvivlsomt, om patienten overhovedet overlever, men hvor det dog er absolut sikkert, at det i så fald ikke bliver uden varige men, forrygende permanente skævheder og en hvis form for nedsat ydeevne.

Men det, må jeg så indse, er hele kolonihavehusenes sjæl. Bygget, som de er, af idealistiske ildsjæle, der mere brændte for at dyrke kartofler udenfor stenbroen end for at opføre huse i samråd med regler for almindelig, fornuftig byggeskik. For slet ikke at tale om materialevalg, som i bedste fald er alternativt–i værste et sammensurium af de forhåndenværende søm langs vejen. Og her gik jeg og troede, at mit sommerhus havde personlighed og alternativitet. Jeg tog fejl, gjorde jeg!

Nu er der så også det ved det, at de færreste folk i min alder fra provinsen overhovedet overvejer at investere i et kolonihavehus. Vi har sommerhuse i overflod til vores fritidssysler. Og vi køber dem allerhelst på naturgrunde, så vi er noget så behageligt fri for alt det der have. For sådan en har vi jo derhjemme ved parcelhuset–som om det ikke skulle være nok i sig selv. Og grøntsager kan da heldigvis stadigvæk købes i forretningerne. Eller dyrkes til husbehov og i strengt udvalgte sorter på det lille stykke deromme ved drivhuset.

Da jeg var ung, havde vi godt nok ikke kolonihaver. Det er vist ingen overdrivelse at skrive, at en kolonihave var noget af det allermest forstokket småborgerlige, vi overhovedet kunne forestille os. Derude gik de rundt i seler og ølmaver og rodede i deres rabarber, mens de bøvsede under deres Dannebrog, spiste bjerge af frikadeller med rødkål og stemte på de forkerte partier. Der var noget decideret øllet og politisk ukorrekt bare ved tanken om kolonihavefolket. Måske også fordi, det dengang var forbundet med fattigdom og usle levevilkår at bo på stenbroen (hvorfor i alverden skulle man ellers have en kolonihave?), og ikke, som i dag, med forrygende gode jobs og hipstret livsstil. Faktisk havde vi nok en smule ondt af alle dem, der bare måtte nøjes med et papskur og få kvadrat-kartoffelmeter–i forhold til de veltrimmede parcelhushaver, vi selv kom fra. Selv ikke Eva Madsens sangberømte mormor kunne lave om på det: Vi så nok mere den sang som et lidt kikset forsvar for mormor end som en hyldest til hende og hendes hus.

Mildt underdrevet må det siges, at den slags har ændret sig de seneste år. Det er gået hen og blevet voldsomt hipt at have en kolonihave. Især hvis man er ung, bosat på stenbroen, har et godt job og en relativt hipstret livsstil. Så kan man næsten ikke vente på at komme ud i kolonihaven til alle de andre, der også er præcis som en selv. Men vente, det må man. For kolonihaver hænger skam ikke på æbletræerne længere. Der er overtegnede ventelister og årevis af længsel efter det der lille sted med urtehaven ude i forstæderne. Fra at have være arbejderklassens småborgerlige åndehul med indbygget mulighed for socialt samvær og nyoptrukne porrer er kolonierne nu blevet den forlængede udbygning af Sdr. Boulevard og de mest trendy områder på Nørrebro med skove af nyudplantede avocadotræer, figenbuske og alt indenfor udenlandske bønnesorter. Jeg er også sikker på, der har været intensive forsøg på at dyrke brune ris og kikærter. Og linser, selvfølgelig.

Selvfølgelig spiller de fuldstændigt vanvittige huspriser i storbyerne også ind her, så det dog trods alt er mere økonomisk venligt at anskaffe sig den lille have i koloniområderne end at gældsætte sig selv med rækkehuset i Brønshøj til 7 millioner. Eller mere. Faktum er dog, at klientellet derude i haverne temmelig hurtigt er ved fuldstændigt at skifte karakter. Det vrimler med unge, energiske havebrugere. Og der er, så langt øjet rækker, ikke ret mange hverken Dannebrogsflag eller ølbænke tilbage. Det er blevet en anden livsstil derude, en gennemgribende omdefinering af, hvad det vil sige at være kolonihavebruger. Nu skal der seriøst havehygges med grøn the, dyrkes spændende grøntsager og åndes ud fra den storby, som man både må væk fra samt overhovedet ikke kan undvære at bo midt i.

Men husene, de står der for de flestes vedkommende endnu. Disse skure af forhåndenværende materialer, bygget af diverse ejere gennem mange år ved hjælp at talrige knopskydninger. Sunket lidt (og betydeligt) i hjørner og kroge, opsat på den bare jord og uisolerede. Vel er de da charmerende. I alt fald udefra. Al diskussion omkring det faktum, at jorden er rund forstummer totalt herude. Her må man bare erkende, at jorden er skæv. Og at intet er lige. Da i alt fald mindst af alt gulvene.

Jeg er næsten sikker på, at weekendens renoveringsprojekt har givet den rygskæve patient lidt respit i endnu et par år. Nok ikke mere. Og det er med forbehold for halvalvorlige vinterstorme og almindeligt råd. Så livet “på landet” og de nydyrkede kikærter forhåbentlig kan nydes med alle vennerne på de varme sommerdage. Udenfor. Altså indtil der måske bliver råd til rækkehuset i Brønshøj, hvor de fleste af de andre nok også er flyttet hen til den tid. Og så bliver det jo spændende at se, hvordan næste generation vil se på, bruge, opfatte og anvende kolonihaverne………

Continue Reading

Om min store, lysende drøm.

Jeg har altid drømt om at eje en Tiffanylampe. Virkelig drømt meget om det. Faktisk synes jeg, Tiffanylamper er noget af det smukkeste, der findes. Lad mig bare diplomatisk sige, at netop det faktum er der lidt delte meninger om i det hjem, jeg bor i. Sådan i størrelsesordenen, at hvis jeg anskaffede mig sådan en, måtte vi nok sammen, lampen og mig, finde et nyt. Hjem, altså.

Og så så jeg dette vidunder hos en antikvitetshandler i Dublin. Til 200 Euro. Selvfølgelig ved jeg da godt, at den er indiskutabelt uægte og sikkert af plastik og gammelt bly. Men smuk, det ER den altså i mine øjne. Den ville passe noget så godt til mig. Klæde mig, tror jeg.

Der er så bare to uovervindelige forhindringer mellem Tiffanien og mig. Den første er de 10 kilo håndbagage med en maksbredde på 40 cm. Tiffanylamper kommer ikke i sammenklappelige letvægtsudgaver. De er simpelthen ikke rejselamper. Det er, af fuldstændigt logiske årsager, de færreste, der rejser rundt med en Tiffanylampe i deres håndbagage. Påholdenhed overfor indskrevet bagage er ikke et godt udgangspunkt i forhold til international transport af uægte, tonstunge Tiffanier.

Den anden, og noget større, udfordring, der står mellem Tiffany og mig er så selve mit hus. Enhver kan vel se, at sådan en skønhed ligesom kræver lidt større armbevægelser end et parcelhus fra 70-erne. Klassiske danske møbler tog simpelthen heller ikke som grundregel udgangspunkt i, at de skulle klæde Tiffanylamper. Den ser jo decideret malplaceret og bøvet ud  ved siden af en Svane. Eller omvendt. Og lige nu synes jeg ikke rigtigt, at jeg er i det mood, hvor stuen skal udskiftes til tunge, mørke møbler, der bare lige passer til sådan en lampe. Måske skulle jeg, hvis jeg engang skal flytte, starte med at indkøbe en Tiffanylampe og så indrette resten, så det står vildt flot til den. Det kunne man da overveje.

Gennem årene er jeg faldet i svime over et utal af Tiffanylamper hos antikvitetshandlere overalt i verden. Og det vil jeg nok blive ved med. For jeg drømmer stadig om at eje en Tiffanylampe.

Hvad det så end er, jeg lige skal bruge sådan en til……..

Continue Reading