En stor og dybfølt tak.

Netop midt i pakningen til en måneds bortrejsthed sker det uforudsigelige. Det katastrofale og det, der bare ikke må ske. Fjederen springer på den ene brillestang, og man kan altså ikke sætte nye fjedre i gamle briller. Man kan heller ikke rejse rundt i verden uden at kunne se noget. Eller det kan man vel i grunden godt. Det giver bare overhovedet ingen logisk mening.

Normalt har vi brillebrugere altid adskillige par såvel udtjente som umoderne, gamle briller liggende, som i akutte nødsituationer kan klatre op på næsen igen og gøre verden synlig. Men siden alle de andre par skuffebriller har jeg gennemgået flere øjenoperationer, som gør, at jeg lige så godt kunne putte vinduesglas, som forgangne briller, for øjnene. Det ville give samme resultat.

Så i privat akutbil til optiker, som kun kan komme med den nedslående besked, at der ikke er redningsaktioner, der kan puste kunstigt åndedræt i brillerne, at der skal et par nye til, og at det vil tage 7-8 dage at få sådan nogle klar. Samme optiker er, heldigvis, så hensynsfuldt et menneske, at hun ved den lejlighed totalt undgår at nævne prisen. Måske fordi hun ved, at den slags kan jeg ligesom godt selv regne ud. Samt kan se på mine ører, hvor forfærdelig en situation, jeg befinder mig i.

Det er så der, hun tænker sig om. Det er hun sådan set også nødt til, for jeg er på mere end nippet til katastrofegråd og højlydt hårrivning. Hun har, fortæller hun, nemlig temmelig mange gamle brillestel nede i kælderen, og man KUNNE da prøve, om ikke bare et af dem kunne mønstre et par stænger, der tilnærmelsesvis passer. Ikke nødvendigvis i farve og design. Mere, tror jeg, til ørerne, så glassene ligesom får noget at hænge sig op på. Ikke at det er noget, de ellers gør (fortæller hun), men hun kan tilsyneladende kende en syns-nødstedt, når hun ser sådan en.

Så bliver jeg sendt hjem og vente. På om jeg får chance for at SE mine rejsedestinationer, eller jeg bare skal være der. Og minsandten. En lille time senere får jeg en SMS om, at mine briller er klar til afhentning. Da har hun nemlig været i kælderen og nørklet rundt mellem gamle brillestel for at finde et par gode stænger. Hun har endda fundet et par, der er helt ens–og så tæt på den oprindelige farve, at uvidende bare tror, det er et designfif, at nuancerne skaber lidt variation.

Dernede i brilleforretningen er jeg næsten lige ved at sprænges af taknemmelighed. Næsten ved at bryde sammen i positiv katastrofe-afværgnings-gråd. Og tænk–så forlanger hun 100 kr. for sin indsats! Lige der kunne hun have forlangt det halve af et par nye brillers pris ( og de er dyre, skal jeg hilse og sige!) og fået dem udstukket på stedet med et kæmpesmil–så meget betød det, hun gjorde for mig. Hold da op, hvor jeg fik sagt en stor og dybfølt tak. Må hun opleve et liv af masser og masser af brillestelshandel og forhåbentlig blive byens førende optiker. Det fortjener hun!

Nu er der så det, at lige ved siden af min optiker ligger telebutikken. Lige i dag følte jeg mig bare noget så inderligt berettiget til barnligt at række tunge ind af det vindue for at markere, hvad de kan lære af naboen om god service. Men jeg gjorde det ikke. For tænk hvis jeg kom til at gabe så højt for at få tungen rigtigt godt og langt ud, at de nye fjedre i stængerne sprang. Der er vel ingen grund til at udfordre Nemesis på brillestængerne.

 

You may also like

Skriv et svar