På roadtrip.

I morgen begynder det hele med en overkommelig togtur til København. På skinnerne, ikke vejen. Men fredag begynder det så småt at trække sammen til et rigtigt roadtrip. Halvvejs tværs over USA. Der skal bare lige mellemlandes mellem de islandske (forhåbentligt ikke-udbrudte!) vulkaner, før turen går videre til Boston. Og når Boston er set, er der bare road mellem den og Chicago, hvor turen ender.

Hvilken road, der så tages, står lidt i tvivlens skær. Der er jo sådan set nok at vælge imellem, og der er samtidig rigtig god tid. Jeg VIL se Harvard University,  Salem, som jeg har slæbt utallige elever med til heksejagt i gennem årene, Niagara Falls, Ben og Jerrys oprindelige isfabrik ( hvis ikke de har smagsprøver, bliver jeg bare noget så skuffet!), en Amish-landsby og (faktisk mest af alt!) efterårsfarverne/løvet i New England, men resten må ligesom komme af sig selv. Dukke op og se spændende ud, når vi kører forbi det. Sådan at vi holder og ser endnu mere intenst på det.

Det er ikke første gang, jeg har været på roadtrip i roadtrippenes eget land. Men det er første gang, det er så uplanlagt og flydende, og ingen hoteller, undtagen i storbyerne, er bestilt hjemmefra. Det bliver sådan en con amore-tur, hvor det bliver de umiddelbare fornemmelser, der bliver styrende, og hvor der er plads til at stene positivt nogle dage i det der pragtfulde hotel langt fra alfarvej, som vi sikkert falder direkte forbi. Det er stort. Og ligger bare så fint i tråd med pensionistlivet, hvor man, for første gang i hele sit liv, ikke altid behøver at nå noget eller at gøre tingene helt færdige indenfor bestemte tidsrammer.

Og Amerika er, efter min mening, et af verdens letteste rejselande. Ikke nok med, at amerikanerne selv er utroligt hjælpsomme og ubesværlige, men trafikken glider på en særdeles magelig og menneskelig måde, når man først kommer ud af storbyerne. Tilligemed er der moteller (USA er vel motellernes fødested) overalt, i alle prisklasser, så det er noget lettere derovre end at lede huller i jorden efter et overnatningssted i en dansk provinsby. For slet ikke at tale om ude på landet.

Der er overvældende mange roadtrips i amerikansk litteratur og amerikansk film. Amerika har ligesom roadtrippet indbygget i sin DNA, sikkert konkret på grund af landets størrelse, men også abstrakt som en direkte videreførelse af pionerånden, der hele tiden søgte efter nyt land og nye udfordringer. På film og i litteraturen indebærer rejsen som regel en vej frem mod erkendelse–eller i nogle tilfælde erkendelse af egen magtesløshed, men der er aldrig fiktive personer, som er de samme ved endemålet, som da de drog ud. Der sker noget undervejs. Jeg er meget spændt på, hvad der sker med os! Under alle omstændigheder håber jeg da, vi går mod rejsens ende med et alternativ til slutningen på roadmovien over alle roadmovier, Thelma and Louise……

Principielt mener jeg ikke, man behøver indblande The Donald/(T)rumpen i enhver omtale af USA, men her alligevel en lille episode, jeg oplevede fornylig, og som gør, at jeg er meget spændt på at tale med almindelige mennesker om deres syn på den såkaldte præsident. I en bus på udflugt i Nordirland kom jeg til at sidde bag et amerikansk par på min egen alder. Pludselig vender kvinden sig om, helt uden foregående varsel, og siger til mig, at hun gerne vil undskylde overfor hele Europa på sit lands og sin præsidents vegne! Derefter fortæller hun mig, at hendes far oprindeligt kom fra Nordirland, og hun derfor har dobbelt statsborgerskab. Så den tur, hun og hendes mand er på, er simpelthen en stikken fingrene i den irske mosejord for at finde ud af, om de skal emigrere, da de ikke længere synes, det er forsvarligt at blive boende i USA. De kan ikke længere se sig selv i amerikanske øjne, være stolte af at bo i det hedengangne Guds eget land, som nu er blevet til Trumps eget helvede. Den havde jeg ikke lige set komme! Men samtidig bliver jeg utroligt nysgerrig efter at lodde stemningen blandt andre helt almindelige amerikanere, og området New England, hvor vi skal til, er jo nok, mildest talt, ikke lige Trumpland.

Så nu skal der pakkes. Og pakkes med usædvanlig stor fornuft og omtanke. For på vejen hjem er jeg nødt til at skilles fra manden på Island, hvor jeg må tage videre direkte til Glasgow, mens han flyver til KBH. Jeg skal nemlig stå i Edinburgh få timer senere for at samle en uges efterårsferiegæster op til en Skotlandstur, hvor jeg selv er på arbejde. Og ikke nok med det. Når jeg lander midt på aftenen efter en uges arbejde i Skotland, må jeg op klokken kvart i kvalme om natten for at flyve 6 dage til Israel som punktum for hele denne odysse en stor del af verden rundt. Og, for nu at kommentere på de allermest praktiske sider af al denne rejsen rundt, så ER det altså ikke helt den samme garderobe, der skal anvendes på samtlige destinationer. De uldne sweaters synes en smule overflødige i Jerusalem, mens sommerkjolerne er vildt uanvendelige i Blairgowrie i oktober!

Men allerførst: Roadtrip. Det bliver F… fedt!

 

You may also like

Skriv et svar