Jeg var lidt skeptisk til at begynde med. Bange for en hel dag med typisk amerikansk tivolisering, selvros, selvsving og forherligelse af såvel egen som nationens fortjeneste. Men jeg tog fejl. Meget fejl. For dette er et af de bedste, mest alsidige oplevelsescentre, jeg nogensinde har været på, som på en (generelt) seriøs måde formidler sit stof og tager det alvorligt.
Henry Ford Museum er mange ting, og man må vælge. Det gjorde vi så og startede med at se det kæmpestore museum over bilens, togets, flyets, hjemmets, landbrugets og centrale amerikanske borgerrettigheders historie. Det var stort at se den bil, Kennedy sad i, da han blev skudt, men også mange andre tidligere præsidenters biler findes på museet, inklusiv Teddy Roosevelt hestevogn, for han var ikke til biler. Den første model af Ford T og et utal af andre ikoniske modeller, kan også beses, og man får indtrykket af, at når museet lukker, så myldrer det med en sværm af arbejdere, der bruger hele natten på at pudse biler. Her er også den stol, Lincoln sad i, da han blev skudt samt bussen, hvor Rosa Parks sad, da hun nægtede at flytte sig tilbage i 1955. Her er flyvere fra de første pionerer til store jetfly, enorme lokomotiver, der kunne trække togstammer på op til to kilometer i længden, de første campingvogne, hjemmets indretning gennem 1900-tallet og landbrugsmaskiner af enhver form og udførsel. Der er nok til flere dage. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad entusiaster kunne bruge af tid, men de ville nok skulle ind i et pænt antal overnatninger.
Og så kan man komme på besøg på Fordfabrikken. Eller rettere, Fordbyen, for Rouge- fabrikken måler over en mil på begge ledder. Først ser man en ( lettere rosende, indrømmet!) præsentation af fabrikkens historie, dernæst en vildt high techet film om fabrikkens nutid, og det er virkelig flot lavet. Det har kostet kassen til de visuelle designere. Størst er det dog at komme ind i samlehallerne, hvor der produceres 1200 biler om dagen. Fra en slags svalegang over de store haller kan man iagttage bilens fra dens spæde fødsel, til den ruller fiks og færdig af samlebåndet et par kilometer senere. Det er indbegrebet af samlebåndsarbejde, dette her, for hver arbejder laver kun (dog på skift, med talrige byt) det samme lille stykke bil. Det er sikkert ikke specifikt fantasifuldt og varierende arbejde, men der var godt humør dernede, og det slog mig, hvor individuelt alt var tilpasset den enkelte arbejde i højde, længde og bredde. Samt hvor ustresset det hele så ud til at være. Ydermere skal man vist være mere end overlykkelig for overhovedet at have et arbejde i denne by, hvor arbejsløsheden er den højeste i USA, og selve byen, helt uhørt, måtte erklære sig konkurs og rabundus for få år siden. Mere om det på et andet tidspunkt. Anyway, nu ved jeg da bare lige, hvordan man bygger en bil! Piece of cake!
Sidst, men ikke mindst, er der så Greenfield. Fords egen mønsterlandsby, hvor han opførte en tro kopi af netop det hedengangne USA, som han vel egentlig var en af de ypperligste til at smadre, alene med sin opfindelse af bilen. Her er huse, forretninger, forlystelser, (altså på karousselniveau!) og arbejdende værksteder fra dengang, en mand var en mand, og en prærie var en prærie. Netop her havde jeg frygtet en forherligelse og en nostalgisk, smagløs, Disneyficeret dyrkelse af en tid, der måske i virkeligheden aldrig var. Det er ikke tilfældet. Alle de huse og værksteder (f.eks. Thomas Edisons værksted og den allerførste Fordgarage), som Ford opkøbte rundt i landet, rev ned og genopførte i sin fiktive landsby, er små arbejdende enheder, hvor en hær af pensionister ( mit bedste gæt er pensionerede lærere! ) står parat til at fortælle, forklare, fremvise og svare på alle ens umulige spørgsmål. Nogle af dem er små, omvandrende leksika og guld værd for enhver form for anskueliggjort historieundervisning. Vi var f.eks. inde i Fords eget barndomshjem, hvor en vildt interessant dame klart reviderede vores syn på nybyggerne og desuden slog fast, at hvis nogen lider af den overbevisning, at Henry Ford er indbegrebet af den tolkning af Den Amerikanske Drøm, der handler om “ from rags to riches”/ Joachim von And, så tager de fejl. Der var både penge, velstand, kvadratmeter og udsyn i DET barndomshjem. Jeg kunne have tilbragt flere dage med konkret at vade rundt i amerikansk historie. Det var som at komme til Den Gamle By, bare med amerikansk fortegn.
Så— selvom meningerne om Henry Ford personligt nok er overvejende divergerende, så er dette kæmpestore museum en guldgrube af oplevelser og vidensudvidelse. Det var alle 50 dollars, og meget mere, værd, og en ualmindeligt berigende måde at bruge det meste af en hel dag.