november 2018 – Guldsøstre

Tak fordi I også tager på ferie, fylder år og har besøg af jeres børnebørn.

29. november 2018 Ingen kommentarer

For tiden består min Facebookforside primært af julekonkurrencer. Der er ingen ende på, hvad man kan vinde. Og der er heller ingen ende på, hvor mange, jeg kender, som deltager. Jeg tillader mig at tvivle på, at nogen, jeg kender, vinder noget som helst. Og skulle det ske, er det en ussel betaling for alt det utålelige konkurrencespam, der massakrerer min forside. Tænker ingen på, at når de tilmelder sig en konkurrence, får samtlige deres venner ufrivilligt tordnet annoncer for alt fra blomsterbuketter til nye højhælede ind på deres forsider? Udelukkende til gavn for konkurrenceudbyderen–virkelig effektiv markedsføring.

Udover det er der daglige, clicheprægede, såkaldte visdomsord. Gerne dårligt stavet og med et yderst vejledende forhold til dansk grammatik. Her tillader jeg mig at tvivle på, at nogen, nogen overhovedet, har overvejet at læse korrektur. Samt at nogen måtte finde den slags bare en lille smule viist! Endelig er der en mystisk samling af tilfældigt udvalgte kunstværker fra diverse kunsthistoriske perioder, som da nok æstetisk kan være en nydelse, men jeg er stadig ikke helt klar over, hvad jeg skal med dem. Og hvorfor jeg skal med dem. For de, der lægger dem op, glemmer ligesom at fortælle mig ( og andre), hvorfor de synes, jeg skal se dem.

Kors, hvor jeg dog savner Facebooks oprindelige formål og selve grunden til, jeg overhovedet fik en profil. Nemlig at holde kontakt med venner og følge en smule med i deres liv. Det er begyndt at gøre mig så inderligt glad, når jeg mellem clicheerne, Monets åkander og de 5 kilo julechokolade til vindning endelig lokaliserer en ferie. Med rigtige mennesker, som jeg kender, på. Med flotte billeder ( i alt fald NOGLE flotte billeder!) af ting, som folk personligt har oplevet og synes, jeg skal tage del i. Og med glæde over livet–uden at livsglæden skal hentes fra præfabrikerede, intetsigende netsider. Jeg kan gå helt i spagat af glæde over at grave mig frem til en fødselsdag for 50 på den lokale landevejskro, hvor moster Anna dominerer halvdelen af billederne, men hvor jeg dog, trods alt, er med til noget, der har en betydning for folk, jeg kender. Og jeg er gradvist blevet mere positivt stemt overfor andre menneskers utallige ( eller også er det bare utallige vinkler på) børnebørn, og bliver sådan nærmest opstemt, når jeg mellem Van Gogh-erne finder et rigtigt barn, som har rigtige, virkelige bedsteforældre, som jeg kender. Jeg vil hellere være livsvidne til mine levende venners liv, med alle dets facetter, end fanget som gidsel mellem markedsføring og clicheer.

Så mange tusind tak fordi I stadig tager på ferier og er søde til at lægge billeder op fra dem. Fordi I endnu finder plads til at oploade jeres mærkedage og alle jeres børnebørn. Og fordi I også ind imellem bare lægger et godt billede af jeres hverdage op. Det er DET, der har min interesse. Ikke alt det andet spam.

Og hvis der er andre, der har det som mig, så ville det måske være en begyndelse at tage sig selv i nakken omkring alt det, vi ikke gider se. Sådan at der bliver plads til det, vi gider se og det, der var selve grunden til, vi fik en profil. Prøv at skippe konkurrencerne ( ALLE dine venner får din tilmelding!!), prøv at holde visdomsordene for dig selv (ALLE dine venner får dem, hvis du lægger dem ud!!) og prøv at nyde dine kunstbilleder i stilhed (ALLE dine venner deltager i det, du smider ud!!) Prøv istedet at oploade nogle billeder fra DIT liv. Og–nu bliver jeg så lidt krævende: Prøv at læse ( bare en lille smule!) korrektur!

Litteratur

Om en vred kvinde.

28. november 2018 Ingen kommentarer

Det hele–og det er ikke ret meget!–handler om en vred kvinde, der ufrivilligt må forsøge at overleve en snestorm (lidt letkøbt: både ydre og indre) i Sverige og undervejs møder en brun bjørn.

Men hvor er hun dog genkendelig, hende den sure overklimakteriemokke med det hjemmefraflyttede afkom og den rare, rummelige mand. Verden, vejret og virkeligheden er hende så usigeligt imod, for allerinderst er hun så øredøvende sur på sig selv og sit eget liv, at hun aldrig ville kunne overleve andet end at vende vreden udad. Der skal tilsyneladende såvel indre som ydre svenske snestorme, iblandet brune bjørne og strømafbrydelser til, for at mokken begynder at tage ansvar for sig selv og erkende, at overlevelse på alle måder udelukkende beror på hendes eget initiativ og indstilling.

Det lyder ufatteligt træls og trist, men det er faktisk en morsom bog. Allermest morsom, fordi de fleste kvinder i min alder kender hende og bor indeni hende. Vi trænger sgu` også til en brun bjørn og en gang strømafbrydelse engang imellem. Især hvis vi er så priviligerede at have en mand eller andre omkring os som hendes Bent, som faktisk i virkeligheden hedder Lars, men kaldes Bent. Af hende. Som straf. Han er selve indbegrebet af den forudseende rummelighed, som symboliserer alt det praktiske, hun i sin overvældende vrede anser for unødvendigt. Men skal man overleve en snestorm i ødemarken, skal man, på alle planer, lære at tænke ud af boksen og overvinde sin egen overvældende livsvrede.

Guldagers minimalisme fornægter sig aldrig, så det er en 2-timers bog, hvor hovedbudskabet og de bedste jokes står mellem linjerne. Jeg elsker den måde, hun formår at skildre hele liv–eller i denne bog: hele vrede liv–på få linjer. Det er topklasse rent skrivemæssigt og en nydelse at læse. Man bliver også klogere, synes jeg. At møde denne bog var, for mig, også en slags møde med den store, vrede, brune bjørn inden i mig selv. Og bogens fine pointe omkring, at samme brune bjørn var aldeles ufarlig og overlevelig, er da værd at tage med…..

Om at blive "ældre"

Om julekugler. Og om at gemme.

28. november 2018 Ingen kommentarer

Jeg har lige foræret afkommet i Århus 3 gamle, relativt skrammede julekugler. Ikke som den på billedet. Overhovedet ikke. Halve citroner forærer jeg ikke væk. Dem beholder jeg. Nu, altså.

De blev nu meget glade alligevel over de der 3 godt brugte stykker julepynt. Og det var da et umådeligt held, at jeg ikke havde smidt dem ud sammen med alt det andet handicappede og tilskadekomne julepynt. Her hos mig har det i årevis været sådan, at kugler uden snor og skader på den der underlige dims foroven, der holder snoren, ryger ud. Det samme har gået for kugler med skrammer, fugle uden ben, fladmaste trommer, filtrede Dannebrogsflag og skæve lyseholdere med løbestearin. I-D-I-O-T, siger jeg bare til mig selv.

Idiot sådan i størrelsesordenen, der svarer til at køre læssevis af teaktræsmøbler på losseren. Og smide keramik med skår ud, selv om der står mærker under, der er penge værd. Jeg så engang et program i TV, hvor en dame havde fundet en kæmpe Saltovase på en losseplads. Det strejfede mig, om det var min? Om jeg måske havde brugt den til at komme af med alt det handicappede julepynt?

Anyway, er man ung og relativt trendy, skal julen være gammel. Ikke blot forloren hyggelig med kopier af hedengangen julestads–den skal være ægte gammel, og det gør intet, at den også er velskrammet gammel. Eller også er det her, skrammer kommer til at hedde patina! ( Det hedder det altid, hvis man skal sælge en lædertaske med en plet!) For julen er, pr. definition, hovedområdet eller hovedperioden for dyrkelse af ekstrem nostalgi. I alt fald for tiden. For det underlige er jo lidt, at jeg vist nok aldrig selv har haft omtalte kugler på mit eget træ, for de var simpelthen for gamle til mig–i sin tid.

Det, der altid slår mig, og som udfordrer mig enormt meget, rent pladsmæssigt, er, at jeg noget så inderligt gerne ville vide på forhånd, hvad det kan betale sig at gemme. Helt konkret: Hvad der bliver noget værd. Jeg ville aldrig have forudset genkomsten og opblomstringen af de der 3 velpatinerede kugler, og det er da virkelig, virkelig tydeligt, at teaktræets renæssance gik min næse forbi i sin tid, for ellers havde jeg da aldrig bøvlet rundt med at køre det på losseren. Selvfølgelig kunne man teoretisk bare gemme det hele, i håb om at noget da i det mindste oplever en økonomisk eller designmæssig opblomstring, men det er godt nok i det lange løb ubegribeligt pladskrævende. Og hvad gør man lige med alt det, der, til trods for at man gemmer det i årtier, aldrig oplever andet end at blive endnu ældre og endnu grimmere og endnu mere bevægelseshæmmet?

Jeg kan se, at julekugler som mine 3 sælges for svimlende summer i storbyerne. Og for ligefrem ubehøvlede beløb langs Sdr. Boulevard, hvor alting altid koster en hel jul for 8, fordi der tilsynladende er nogen, der godt vil betale det.

Og halve citroner, som den på billedet, er endnu mere værd. Fugle–selv lettere handicappede med åbenlyse protesebehov–flyver til himlen rent prismæssigt, og man skal slet ikke tage sig ret meget af, at den der underlige dims, der holder snoren, er i stykker. Hovedsagen er, at stadsen er gammel. En dame fortalte mig endda, at selve de ruminddelte kasser, som huser ramponeringerne, kan sælges for relativt høje priser. Det er så nok kun på Sdr. Boulevard, for det er vi godt nok for kloge til i Jylland.

Jeg tror, jeg gemmer mine 20 tønder stads…… Eller: de 5 ting, jeg ikke har smidt ud undervejs!

Om at være kvinde

Om mit nye fryserdyr. Men mest om mit gamle.

27. november 2018 Ingen kommentarer

Jeg har fået en ny fryser. Det er fantastisk, behageligt, energibesparende og rodmindskende. I alt fald lige nu. Så det vil jeg slet ikke kommentere mere på. Jeg vil meget hellere skrive lidt om den gamle. Det er trods alt et tiår eller mere, vi to har haft sammen.

Umiddelbart mere. Sådan at dømme efter det indhold, der åbenbarede sig, da jeg kom længere ned end det umiddelbart synlige. Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke står forrest i køen til at modtage priser for forbilledlig fryserafrimning og generel fryserorden.

Men alligevel er det en smule traumatisk og helt sikkert regulært flovt at erkende, hvad man har samlet på, når den gamle fryser skal endegyldigt tømmes. Helt klart flyttes alt brugbart og synligt spiseligt over i det nye dyr. Det er den nemme del. Værre bliver det, når grågrumsede, udefinerlige ting skal bedømmes og nærmest arkæologisk klassificeres. For tilhører de kødriget, grøntsagsriget–eller måske brødriget? Helt ærligt bliver man da lidt nysgerrig omkring, hvad de mon har været i deres optøede liv? Og nogle gange kan man da også lige spørge sig selv om, hvorfor man mon har ment, de skulle nedfryses. Jeg mener i alt fald at have udgravet ben fra sidste års juleand, pølseender til hundens endnu ikke afholdte festmiddag, afskårne pålægsrester ( men hvilke?) og noget, der på en god dag godt kunne passere for en arkæologisk sensation af et neandertalsk rundstykke.

Der var også et yderst velassorteret udvalg af diverse løstgående eksgrøntsager, som modigt havde prøvet at skaffe sig et selvstændigt liv udenfor deres oprindelige poser. Det eneste, de så havde fået ud af det, var at blive til små, grå, ucharmerende klumper. Og et virkelig, virkelig stort udvalg af sidste sommers havehøst. For jeg tror stadig på–stadig som i: år efter år!–at jeg på et eller andet tidspunkt pludselig bliver overmandet af en forrygende, ustoppelig lyst til at sylte, fermentere, hælde på glas og henkoge. Nogle gange sidder jeg bare, helt forgæves, og venter på, at den slags skal indfinde sig. Det er så ikke sket. Endnu altså. Omvendt, så giver det mig dog trods alt en smule bedre samvittighed at plukke alle de satans til ribs, solbær, hindbær og stikkelsbær og sende dem til opbevaring på ubestemt tid i fryseren, når alternativet er at lade dem hænge og rådne på en måde, der bare er alt for synlig. I fryseren kan jeg da få dem ud af mit synsfelt, ud af min have. DER var jeg så konsekvent: Ingen af dem fik lov at flytte med over i det nye dyr.

Allermest ondt gør det at lokalisere halve flæskestege, kalvemørbrader og gode bøffer fra den tidlige stenalder. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at de garanteret på et tidspunkt i deres kunstigt forlængede liv må have smagt ret godt. Eller at de da kostede penge, dengang de var unge og endnu ikke udsatte for min fryser. Men gammelt svinekød går gråt i gråt, og oksekød går i sig selv, og selv hunden betakker sig for den slags kunstige fester. Det gør sgu` ondt i højre arm at bære en oksemørbrad til skraldespandsoptøning og -forrådnelse.

Det er også i den slags situationer, at jeg højhelligt lover mig selv, at jeg 1) enten skal udskifte min fryser med regelmæssige, halvårlige mellemrum eller 2) skal prøve at holde en smule bedre orden i den og ligesom se den mere som et spisekammer end som en–på sigt– interessant udgravning. Her ville det hjælpe tilbudsofre som mig rimeligt gevaldigt, om supermarkederne simpelthen lod være at annoncere med nedsættelser på spiselige varer. Især den type, hvor man får 2 for 3s pris. For hvis jeg konkret laver en optælling på mine besparelser, så er det jo næsten altid den der nummer 3, der ligger og bliver grå, uspiselig og med tiden et arkæologisk fund.

Så nu lover jeg altså mig selv at holde orden. Ama`r og halshug! Alternativet er, som jeg prøver at få mig til at indse, at fremtidens arkæologer vil kaste sig over min efterladte fryser for at lave interessante studier af 10-ernes køkkenmøddinger. Fuldstændigt ubevidste om, at det slet ikke var intenderet som affald, men som familiens aftensmad.

Jeg imødeser en lykkelig og ordentlig fryserfremtid for mig selv. Lige nu. Altså.

Brok

Om ønskelister.

27. november 2018 Ingen kommentarer

Jeg kan stadigvæk huske, hvor gal jeg blev! Når min far HVERT ENESTE år på forespørgsel om en ønskeliste erklærede, at det eneste, han ønskede sig, var et artigt barn. For hvor i alverden købte eller bare fandt man sådan et? Og hvad i alverden skulle han overhovedet med sådan et? Artige børn (som det hed dengang!) formodedes selvfølgelig at være hans egne, der på mystisk vis på selve natten til d. 24 undergik en transformation til noget, der højst kunne vare julen over. I øvrigt tror jeg også selv, han ville have syntes, det var røvkedeligt, hvis det havde varet længere. Og i bund og grund handlede det hele om, at han ikke anede, hvad han ønskede sig. Det var dengang, julen var svær.

Jeg kan også stadigvæk huske, da mine børn var små, og årets bugnende julekataloger fra legetøjskæderne ankom primo november til stor jubel og masser af tidsfordriv. Så skulle der nemlig sættes krydser. Udstyret med blyanter gik flokken i krig med at afmærke, hvad de ønskede sig. Og det var mildest talt imponerende, for ved nærmere eftersyn ville det nok have været mere brugervenligt, om de havde afmærket de få ting, de IKKE ønskede sig. Ligeledes tror jeg, de fik næsten lige så megen glæde ud af at udforske uanede potentialer indenfor plastiklegetøj, som af rent faktisk at komme til at eje tingene. Det var den periode i mit liv, hvor ønskelisterne som Dødehavsruller måtte rulles ud og grovsorteres adskillige gange for at finde frem til noget, man overhovedet kunne være sig selv bekendt med at give til sine børn. Men de anede da i det mindste, hvad de ønskede sig. Det var dengang, julen var let.

Nu er vi så slået tilbage til START, rent ønskelistemæssigt. Eller tilbage til at ønske os en artig far/mor/datter/søn/bror/søster. I en familie bestående udelukkende af voksne mennesker med en rimelig økonomi, er der ingen, der ønsker sig noget. For hvis nogen af os ønsker os noget–og vi ØNSKER ikke, vi MANGLER–så går vi ud og køber det. Nogle gange, i et anfald af totalt afmagt overfor gavekøb, ser jeg for mit indre øje, at alle familiemedlemmer lænkes til et bord med samtlige årets julekataloger foran sig–og ikke får lov at blive aflænket, før de har været alle glitrende farveladeudgivelser igennem og sat deres krydser. Samtidig med, at det giver mig den mest ubehagelige overforbrugssmag, jeg næsten kan forestille mig.

Men al dette ønskelisteri sætter mig hvert eneste år i samme dilemma. For vi kunne jo bare lade være. Lade være med at give hinanden noget overhovedet. Springe enhver form for julegaveræs over og bare nyde samværet med hinanden i al vores artighed. Men for mig ville det ikke blive det samme. Jeg kan faktisk godt lide at give gaver, som modtagerne bliver glade for. Jeg elsker de stunder omkring juletræet, hvor gaverne pakkes op enkeltvis, og der er tid til at være glade sammen over en velvalgt eller rigtig god gave. Jeg er også sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Der findes faktisk også mennesker i min nærhed, som gerne vil glæde mig med en god gave. Det hører julen til. Ikke overforbrugsbetinget, men fordi det er hyggeligt og i det regi rigtigt. HVIS jeg bare vidste, hvad folk ønskede sig….

Og det sidste står det så meget katastrofalt til med. Allerede i oktober startede jeg årets ønskelisterykkeri, og utallige opfordringer har ikke mildnet sagen væsentligt. Der er ingen, der rigtigt ønsker sig noget. Eller også præsterer børnene en hidtil uset selvindsigt og skriver en ønskeliste–som den jeg modtog i år!–med en kort besked om, at ” alt det, jeg ønsker mig, koster flere tusinde kroner”. Det er selvfølgelig venligt i forhold til min økonomi, men det bringer mig ikke umiddelbart ret meget videre. Omvendt er jeg jo ikke et julehak bedre selv. Ved virkelig seriøs eftertanke kan jeg kun komme på at ønske mig noget nyt nattøj, og det vil jeg vel i grunden nødigt have 4, eller flere, udgaver af. For akkurat som mine børn, så køber jeg det, jeg mangler. For nu er julen blevet svær igen.

Måske skulle jeg bare pakke mig selv virkelig smukt ind med sløjfer, bånd og nydeligt gavepapir. Og når jeg så, til alles måben, åbenbares efter al papirflåningen og står der som mit nye selv, til enhvers forbavselse erklære, at årets gave til alle er en artig mor! Mon jeg så ikke får lidt mere udførlige ønskelister næste år?

Om at være kvinde

Om bolchebeder, lillarødder og alle de andre.

25. november 2018 Ingen kommentarer

Det er lidt synd for bolchebeder. Deres smag og deres skønhed står slet ikke mål med deres kendthed og deres udbredelse. Det samme gælder på sin vis lillarødder. Og mange andre gode, gamle, danske rodfrugter og grøntsager. De er alle for ukendte, for ubrugte.

De sidste mange år har jeg med lethed kunnet opstøve diverse mangofrugter, papayaer, kokosnødder ( bare for at nævne nogle) og diverse andre former for såvel eksotiske frugter og grøntsager som de, der i alt fald har været totalt udenfor deres danske sæson. Men det har knebet gevaldigt og begrædeligt med traditionelle danske–endda når de har været i sæson. Det er blevet markant bedre de senere år, men i min provinsby mangler vi tydeligt bolchebedens endegyldige renæssance–eller i alt fald dens synlige sejr over mangoen i Netto.

Det er forfærdeligt synd. Og garanteret også forfærdeligt synd for klimaet, hvis jeg nu skal tale lidt til den dårlige klimasamvittighed. Allermest synd synes jeg dog, det er, fordi de fleste af disse gamle danske grøntsager og frugter bare smager noget så vidunderligt godt. Især bolchebeder. Og lillarødder. Jordskokker har jeg et lidt anstrengt forhold til, der primært begrunder sig i, at det er for mine smagsløg er enormt tydeligt, hvorfor de knolde skal hedde noget med jord til fornavn. Persillerødder og selleri ( i begge versioner) er rimeligvis mere anvendte og kendte, hvilket er fint, men jeg kan da lige slå et slag for fennikel ved samme lejlighed. Den smager af lakrids, så for de, der ligesom mig er ved at få åndedrætsnød af al den lakrids, det er vildt moderne at putte i enhver form for mad, er den et virkelig godt alternativ.

Ret beset følger udbud jo efterspørgsel. Så hvis vi forbrugere nu efterspurgte nogle flere af disse enormt velsmagende grøntsager, ville de nok optræde noget mere seriøst i forretningerne. Det er i alt fald en måde at tænke klimavenligt–samtidig med at det er en måde at spise det, der rent faktisk er i sæson.

Bolchebeder og lillarødder egner sig fortrinligt til at blive bagt sammen med andre rodfrugter. Beden har en særegen såvel smag som konsistens–og så er den fantastisk flot at se på med sit bolchelignende ydre efter skrælning. Nærmest som en stor, sund Bismarcksklump. Endvidere kan beden sagtens optræde rå i salater. Og lillaroden smager som en gulerod, der bare har et endnu større overskud af smag.

Prøv dem!

Litteratur

Det store navlepilleri.

24. november 2018 Ingen kommentarer

Nu bruger jeg lige det samme billede igen. Men jeg kunne have fundet massevis andre i samme stil, for tidens trend er at udgive bøger ( mange bøger, masser af bøger, utallige bøger) om sig selv. Hvad enten man så selv har skrevet dem, eller hyret en af de talløse, såkaldte journalister, der specialiserer sig i at nedskrive hvermands og hverkvindes historie for eftertiden.

Det slår mig, at man for tiden knapt kan slå en prut uden at skulle skrive en bog om det. Ikke blot kendte indenfor enhver genre diverterer med deres livshistorier, men meningmand er også kommet forfærdeligt godt med. Mange kendte mennesker lader sig endda rive så meget ( og så økonomisk?) med af trenden, at de ikke blot publicerer en erindringsbog. Få år efter den er de Gudhjælpemig på banen med en ny–altså om det samme liv. Eller også vælger de at forfatte et tibindsværk om sig selv.

Der går jo ikke bøger gennem trykkerierne, uden at nogen gider købe og læse dem. Forlagsvirksomhed er ikke filantropi, drevet at kærligheden til den gode litteratur. Så nogen må altså læse skuespiller XXs erindringer i 3. version og Fru Hansens beretning om dengang, hun ikke kunne få børn eller prøvede en ny metode til at fordrive sin interessante sygdom.

Jeg har tænkt over, hvorfor vi lige nu står i et boom af autofiktion, bekendelser og livsberetninger. Det kan vel næppe være et tilfælde, at andre menneskers historier i den grad overvælder og befamler os. På den ene side set er jeg overbevist om, at de sociale medier har en del af skylden. Vi er, via dem, rykket ind i hinandens liv. Det hedder så smukt “at dele”, men denne altruistiske delagtighed kommer nu nok mere af delerens forsøg på at skabe lidt narcissistisk interesse for eget liv og tjene nogle håndører, end af en oprigtig interesse for at hjælpe og vejlede andre mennesker. Jeg nægter at tro på, at nogen (nogen overhovedet!) skriver en biografi om sig selv uden at tænke på, at der kan tjenes penge på det.

Derudover tillader jeg mig at se mangen en kendt persons livshistorie som en direkte forlængelse af Se og Hør. Ingen får vist bedre økonomi af at stille op til fotos i det blad, men fornemmer man andres interesse for ens liv, kan man vel lige så godt–uden om Se og Hør–få lidt ekstra julegaver ud af det.

Jeg–og her er jeg nok i mindretal–forstår heller ikke manges altovervældende interesse for andres liv. Personligt har jeg nok i mit eget. Men nogle mennesker følger andre på Facebook. Nogle mennesker er dybt optagede af, hvad andre tænker, føler og skriver. Hver dag. Det ville nok være for let at spørge, om disse mennesker da ikke selv har et liv? Eller om de er nødt til at se på andre for at kunne finde ud af at have et? Eller–og her tror jeg så ikke, jeg er i mindretal!–om de, nok desværre helt forkert, synes, at andre har så meget mere liv end de selv, at deres eget liv må træde i baggrunden til fordel for de, der da i den grad kan finde ud af at leve. Der findes teenage-Youtubere, der har op til 50.000 følgere. Hver dag. Det er skræmmende, synes jeg personligt.

Allermest skræmmer (auto)biografigenrens umådelige popularitet mig ved, at den indebærer risikoen for, at vi glemmer vores egne liv. På godt og ondt. Men dens enorme udbredelse betyder også, at den “rigtige” litteratur, fiktionen, de store, opdigtede historier med alle facetterne, det flotte, nuancerede sprog og selve den mangfoldige livsklogskab træder i baggrunden og mister den gennemslagskraft, den burde have. Jeg har mødt adskillige langt mere fascinerende og interessante skæbner og personer i fiktionen end i biografierne. Og når jeg, vel som så mange andre, læser biografier, så er min drivkraft simpel, utilsløret nysgerrighed. Når jeg læser fiktion, er den derimod nydelsen, oplevelsen og håbet om den gode historie og det flotte sprog.

På et eller andet tidspunkt må alle de, der finder sig selv så F… interessante vel også have skrevet al om deres egen interessanthed. Og alle de, der bare måtte dele, må have delt færdig. Omvendt–så længe der er et marked for snagen i andres liv, så er der masser, der særdeles velvilligt stiller op til at blive snaget i. Og folk, der lige så velvilligt snager.

Litteratur

En klog bog.

23. november 2018 Ingen kommentarer

Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha: Fra Libanon til Lærkevej.

Det var egentlig mest fordi, jeg synes, han er en spændende og modig journalist. For principielt ( og følelsesmæssigt) er jeg imod og på vagt overfor de fleste biografier samt rødspættet allergisk overfor samtalebøger. Fri mig for subjektivitet, navlepilleri og talesprog i litteraturen. Den er bedre værd. Altså litteraturen.

Men den fængede mig alligevel, denne blanding af biografi og samtale mellem mor og søn. Og jeg ved godt hvorfor. Nemlig fordi Souad er sådan et (og her mangler jeg ord, så de, jeg bruger, er fattige!) et vidunderligt, ukompliceret ( i den positive betydning), fordomsfrit og positivt menneske. Hun er selve indbegrebet af Pippi-replikken: “Det har jeg aldrig prøvet før. Så det kan jeg sikkert sagtens finde ud af.”

For Souad finder ud af tingene. Gerne på sin egen måde. Men sådan, at jeg i alt fald kan sige, at her er et menneske, der har fundet ud af at være flygtning i Danmark. Palæstinenser, hvis familie først må flygte til Libanon, for blot at måtte flygte videre under borgerkrigen der, med ankomst til Danmark i de tidlige firsere. Og så bliver hovedmålet at finde ud af: at finde ud af at leve i Danmark, og at finde ud af at være palæstinenser i Danmark–samt at finde ud af lære andre nytilkomne flygtninge at leve i Danmark.

Så dette er en samtale med en klog kvinde med et fantastisk overskud, der tager forhindringerne i den rækkefølge, de kommer. Og overvinder dem på sin helt egen måde. Hvis Kvickly i Middelfart ikke lige vil give hende et arbejde, så giver hun chefen så stor en verbal skideballe, at han nærmest ikke har noget valg. Hvilket i den grad bliver til hans fordel. Og sidst, men ikke mindst, så tager hun tingene helt i sin egen hånd, da ældstesønnen springer ud som muslimsk bøsse–hvilket i den grad bliver til mange menneskers fordel.

Iblandet Souads historie findes også oplysende faktabokse, der i alt fald gjorde mig meget klogere på problemerne i Mellemøsten. Med årlige ture til Jerusalem er det altid rart at få tingene belyst fra endnu en vinkel.

Eneste klagepunkt er bogens lidt ambivalente forhold til, hvem den egentlig primært handler om. Som læser sukker man efter mere om Souad og er faktisk en smule irriteret på journalistsønnen, der ind imellem giver sig selv lidt rigeligt taletid. Helt ærligt, så er han da langt mindre interessant end sin fantastiske mor. Bare han også selv havde syntes det!

Men en bog, der er god at blive lidt klogere af. Og beviset på, at samtalebøger også kan være udholdelige.

Litteratur

En rigtig god bog.

21. november 2018 Ingen kommentarer

Jesper Wung Sung: En anden gren.

Det er en rørende kærlighedshistorie, en stor fortælling og et fascinerende Danmarksbillede–og så er det en fornøjelse at læse en forfatter, der skriver så godt og er så bevidst om sit sprog og sine virkemidler.

Jeg har skrevet det så mange gange, at det nærmer sig mantrastadiet, men lad mig endnu engang slå fast, at jeg litterært er til de store fortællinger. Efter årevis i minimalismen og postmodernismens ord- og sideknappe skygge, hvor fantasygenren nærmest var det eneste sted, sådan nogle som mig kunne få en form for litterær behovsdækning, skyder de nu frem alle vegne, disse store fortællinger. Ofte familiesagaer, men det er vel også den store fortællings inderste natur, at den skal have år, generationer og slægtsled at rotere omkring.

Her starter vi i København anno 1902, hvor Tivoli skånselsløst importerede eksotiske kinesere som et led i den almindelige underholdning for folket. En af disse, San, forelsker sig ordløst i bagerjomfru Ingeborg fra Rantzausgade, og den forelskelse er både gengældt, livslang og nærmest større end livet selv. At forelske sig i en asiatisk udstillingsgenstand er ikke omkostningsfrit–langtfra– så Ingeborg taber såvel familie, hjem, arbejde og almindelig anseelse. Men hun taber aldrig sig selv og sin kærlighed. Det er en historie om at overvinde og overleve, på trods, og om en kærlighed, der er så stor, at den tilgiver alt fra fornedrende fattigdom, ludomani, utroskab og utallige flytninger, både indenlands og udenlands.

Samtidig med skildringen af denne altdominerende kærlighed, som vel og mærke aldrig bliver vammel, triviel eller påstået, har bogen et fantastisk billede af København omkring forrige århundredeskifte. Beskrevet, så man nærmest kan lugte, føle og høre byen. Ikke mindst de mangfoldige nybygninger ( vi følger rejsningen af Københavns Rådhus, som for mig bare altid har ligget der) og den grøde, der begynder transformationen fra lukket provinsby med kineserfascination til en mere moderne storby. Oveni får vi også et hop til Berlin før og under den første verdenskrig, og det er bestemt heller ikke uinteressant.

Der ligger selvfølgelig en genial timing i plottet omkring den ultimative fremmedforskrækkelse, men på samme tid en lige så genial pointe i, at kærligheden betingelsesløst overvinder alt. Også andre menneskers snævertsyn og uoplysthed. Men man skal ikke tro, at det var omkostningsfrit at elske en udstillingskineser. For tabstallene er høje i denne bog. Konkret mest på børnesiden, men også i et liv, hvor kærligheden ofte er det eneste, der er tilbage.

Eneste klagepunkt er nok, at bogen, til trods for et flot, sikkert og nuanceret sprog, godt kunne have været skåret mere ind til benet. 535 sider er meget, når der ind imellem opstår en smule tomgang, primært bestående af ord. Og så kan jeg jo så også personligt indføre en minimal klage over, at det var denne bog, der løb med De Gyldne Laurbær sidste år. Det burde have været Blækhat. For selv om begge bøger er fantastiske, så er den anden dog en smule bedre………

Om at blive "ældre"

Om gamle damer.

20. november 2018 Ingen kommentarer

Jeg havde overvejet at bestille en tid hos min frisør, men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se, at det er en dårlig ide. I alt fald hvis jeg gradvist skal til at leve op til den måde, gamle damer altid (og her næsten uden undtagelse) bliver afbilledet, når de tegnes. Enhver form for progression, ændringer indenfor hår- og tøjmode samt sundhedsråd synes nemlig totalt at have undsluppet samtlige tegnere af gamle damer. Eneste samtidsændring synes at være, at stokken så småt er ved at blive udskiftet med en rollator, men ellers ligner gamle damer sig selv. Det har de så gjort i 50-100 år……

Gamle damer har knold i nakken. Til nød oven på hovedet. Statistisk set får 75% af danske kvinder klippet håret i en korthårsfrisure omkring de 45-50, og den beholder de resten af livet. De hårmæssigt en smule mere anderledestænkende har pagehår, og man skal vist lede særdeles møjsommeligt for at finde bare en med knold i nakken. Jeg er overbevist om, at de skam findes. Men det vrimler ikke med dem i en grad som i tegneserier og andre tegnede fremstillinger.

Gamle damer går udelukkende i kjoler. Gerne uformelige, totalt udesignede Bilkamodeller. Hvis gamle damer er i farver, dyrker de åbenlyst det katastrofeblomstrede. En forbavsende stor andel af gamle damer ifører sig hver morgen et forklæde (ET FORKLÆDE!!) og beholder dette på gennem alle dagens gøremål, således også gerne når de skal krydse veje, handle og på andre måder bevæge sig ud i livet som de gamle damer, de nu er. Endvidere har gamle damer en tydelig fobi omkring rettidig optrækning af strømper. De foretrækker så klart at have dem hængende i ål nede omkring anklerne. Faktum er, at andelen af kvinder, der går i kjoler eller nederdel udenfor arbejdspladserne ( og gamle damer arbejder vel ikke, i alt fald ikke med andet end at være gamle damer) er forsvindende minimal, og at alle kvinder tilbringer meget mere tid i bukser end i kjole. Også gamle damer! Derudover har selv gamle damer såvel designflair som store portioner selvrespekt, så selv i alderdommen kan de altså godt finde ud af at klæde sig smart og moderigtigt. Derudover tror jeg, at de fleste gamle damer finder det virkelig, virkelig tidskrævende at gå rundt og opstøve alle de forklæder, de tilsyneladende forbruger. For hvor i alverden køber man dem??

Gamle damer er enten magre pinde eller også er de uformeligt fede og bekender sig til det, der, nok med et ord opfundet af tegneserietegnere, hedder bedstemorstørrelsen. Dette er især meget tydeligt omkring brystregionen, hvor gamle damer enten er hulbrystede eller i besiddelse af imponerende hængepatter i gulvlængde. Ret markant har ingen gamle damer beholdt en bare nogenlunde genkendelig, kvindelig form rent kropsmæssigt, hvilket klart understøtter, at gamle damer ikke er kvinder, der er blevet ældre, men rent genetisk en race helt for sig selv, der mht. krop har sine helt egne, relativt u-menneskelige regler. Faktum er, at flere og flere gamle damer har veltrimmede, slanke kroppe, og at en voksende portion decideret gør en masse for at holde kroppen i gang og i form. Samt at overvægtige, gamle damer også er bekendte med opfindelsen af BH-en.

Gamle damer er så småt ved at gå fra stok til rollator. Men alligevel skal alle gamle damer gerne have noget at støtte sig til. De kan, om man så kan sige, ikke stå selv. De fleste tegnere hylder dog stadig stokkens velsignelser til opretståelse af gamle damer, men jeg har dem mistænkt for, at det simpelthen er af bekvemmelighedsgrunde. Det er lettere at tegne en stok end en rollator. Her har de så fat i noget, der til nød er sandt, for gamle damer bruger heldigvis rollator mere og mere. Heldigvis forstået på den måde, at alternativet til rollatoren er at blive hjemme og ikke komme ud. Men alligevel: Der er tonsvis af gamle damer, der altså godt kan gå og stå selv! Både kan og vil.

Gamle damer er også enten galsindede eller milde. De har ikke et følelsesregister, der spænder over alle mellemliggende muligheder. Enten sidder de med hele den barmhængende favn ( det er nemlig mest de tykke, der er milde) fuld af børnebørn, hundehvalpe og høns, eller også går de rundt og truer alle forhåndenværende andre personer med den stok, der for deres vedkommende nærmest er blevet en legemsdel. Til manges–og især tegneres–overraskelse kan jeg oplyse, at gamle damer også har fuldt fungerende følelsesregistre. Og at stokketruning er en relativt perifer disciplin, mens det bliver åbenlyst mere vanskeligt at opstøve høns til skødet. Samt at begge dele oftest er affødt af psykiske sygdomme, som kun en marginal del af gamle damer lider af. De fleste er nemlig helt almindelige mennesker.

Jeg synes, det er beskæmmende, at en hel befolkningsgruppe gennem årtier er portrætteret så stereotypt og nuanceløst. Især fordi disse tegninger overhovedet ikke har ståsted, grobund og dokumentation i virkeligheden. Skal vi gamle damer virkelig finde os i det?

1 2 3 Næste »