For tiden består min Facebookforside primært af julekonkurrencer. Der er ingen ende på, hvad man kan vinde. Og der er heller ingen ende på, hvor mange, jeg kender, som deltager. Jeg tillader mig at tvivle på, at nogen, jeg kender, vinder noget som helst. Og skulle det ske, er det en ussel betaling for alt det utålelige konkurrencespam, der massakrerer min forside. Tænker ingen på, at når de tilmelder sig en konkurrence, får samtlige deres venner ufrivilligt tordnet annoncer for alt fra blomsterbuketter til nye højhælede ind på deres forsider? Udelukkende til gavn for konkurrenceudbyderen–virkelig effektiv markedsføring.
Udover det er der daglige, clicheprægede, såkaldte visdomsord. Gerne dårligt stavet og med et yderst vejledende forhold til dansk grammatik. Her tillader jeg mig at tvivle på, at nogen, nogen overhovedet, har overvejet at læse korrektur. Samt at nogen måtte finde den slags bare en lille smule viist! Endelig er der en mystisk samling af tilfældigt udvalgte kunstværker fra diverse kunsthistoriske perioder, som da nok æstetisk kan være en nydelse, men jeg er stadig ikke helt klar over, hvad jeg skal med dem. Og hvorfor jeg skal med dem. For de, der lægger dem op, glemmer ligesom at fortælle mig ( og andre), hvorfor de synes, jeg skal se dem.
Kors, hvor jeg dog savner Facebooks oprindelige formål og selve grunden til, jeg overhovedet fik en profil. Nemlig at holde kontakt med venner og følge en smule med i deres liv. Det er begyndt at gøre mig så inderligt glad, når jeg mellem clicheerne, Monets åkander og de 5 kilo julechokolade til vindning endelig lokaliserer en ferie. Med rigtige mennesker, som jeg kender, på. Med flotte billeder ( i alt fald NOGLE flotte billeder!) af ting, som folk personligt har oplevet og synes, jeg skal tage del i. Og med glæde over livet–uden at livsglæden skal hentes fra præfabrikerede, intetsigende netsider. Jeg kan gå helt i spagat af glæde over at grave mig frem til en fødselsdag for 50 på den lokale landevejskro, hvor moster Anna dominerer halvdelen af billederne, men hvor jeg dog, trods alt, er med til noget, der har en betydning for folk, jeg kender. Og jeg er gradvist blevet mere positivt stemt overfor andre menneskers utallige ( eller også er det bare utallige vinkler på) børnebørn, og bliver sådan nærmest opstemt, når jeg mellem Van Gogh-erne finder et rigtigt barn, som har rigtige, virkelige bedsteforældre, som jeg kender. Jeg vil hellere være livsvidne til mine levende venners liv, med alle dets facetter, end fanget som gidsel mellem markedsføring og clicheer.
Så mange tusind tak fordi I stadig tager på ferier og er søde til at lægge billeder op fra dem. Fordi I endnu finder plads til at oploade jeres mærkedage og alle jeres børnebørn. Og fordi I også ind imellem bare lægger et godt billede af jeres hverdage op. Det er DET, der har min interesse. Ikke alt det andet spam.
Og hvis der er andre, der har det som mig, så ville det måske være en begyndelse at tage sig selv i nakken omkring alt det, vi ikke gider se. Sådan at der bliver plads til det, vi gider se og det, der var selve grunden til, vi fik en profil. Prøv at skippe konkurrencerne ( ALLE dine venner får din tilmelding!!), prøv at holde visdomsordene for dig selv (ALLE dine venner får dem, hvis du lægger dem ud!!) og prøv at nyde dine kunstbilleder i stilhed (ALLE dine venner deltager i det, du smider ud!!) Prøv istedet at oploade nogle billeder fra DIT liv. Og–nu bliver jeg så lidt krævende: Prøv at læse ( bare en lille smule!) korrektur!