Den lille kvindes halve sejr over systemet.

Nu ser jeg så, at mange danskere planlægger at modtage den kvinde, som vi de forløbne uger bare allesammen er kommet til at kende som “Britta”, i lufthavnen, når hun lander efter sin længere rejse. Forventningen er sikkert, at hun med sig bringer en firkantet kuffert indeholdende alle millionerne. I stakke. Og talt. Samt pænt ordnet.

For her har vi jo selveste inkarnationen af den moderne Egone Olsen. Den lille, anonyme kvinde, der formåede at snyde det store system. Vel er det da forkasteligt, at Britta Egone koldblodigt stjal fra de svageste i samfundet, men det er samtidig–og relativt ambivalent–også mere end nok til en slags skadefro trækken på smilebåndet, at hun mestrede at tæve det store system indefra. Gøre det, som Egon Olsen altid drømte om. I flere af filmene drejede det sig om at tilrane sig penge fra Verdensbanken (!). Det, Britta har gjort, minder unægteligt en del om at snyde selvsamme Verdensbank.

Og det, der adskiller Britta fra alle de udenlandske milliardærer, der behændigt malker det danske system, er jo netop, at hun er “en af os”. Født uden en guldgaffel i numsehullet og trofast, ihærdigt arbejdende gennem utallige år i en stilling, der (udover bijobbet med at overføre ekstravagante summer til egen konto) nok ikke har budt på de allerstørste udfordringer. Indrømmet: Britta formåede så selv på egen kreative måde at tilføje jobbet udfordringer, der nok ikke stod nævnt i jobbeskrivelsen. Men alligevel: Det er den grå kontormus, der lige tog røven på systemet.

Sådan noget kan vi godt lide. Inderst inde og lidt fordækt. For jeg er garanteret ikke den eneste, der samtidig med at fordømme Brittas tyveri fra samfundets trængte, også følte sådan en lille sejrsrus på hendes vegne. Hun besejrede det der magtapparat, som netop på grund af sin uoverskuelighed til alle tider virker så overvældende på os. For, indrøm det nu bare!, vi dyrker også selv vores små sejre over uoverskuelige systemer. Det giver sådan lidt ekstra spjæt i belønningscentret, de ganske få gange de overordnede hundehoveder og hængerøve bliver en lille smule taget ved næsen. Når det lykkes at franarre skattevæsenet en 50-er eller andet i samme størrelsesorden.

Britta er indbegrebet af det, vi alle sammen gerne ville kunne gøre, hvis bare vi kunne. På det konkrete, pengemæssige plan. Desværre har hun dog den særdeles betydelige slagside, at hun, samtidig med at narre systemet, stjal fra de forkerte. I manges øjne ville Brittas økonomiske transaktioner ligefrem være rosværdige, hvis hun bare havde fundet andre ofre for sin overførselstrang. Man stjæler ikke fra de fattige, de trængende og de økonomisk svage. Som Egon Olsen stjæler man primært fra store, uigennemskuelige magtapparater som Verdensbanken. Det var der, det gik galt for Britta. Den slags kan vi ikke lide.

Så alle de danskere, der tilsyneladende planlægger at møde op i Kastrup, vil givetvis, akkurat som mig, være dybt splittede mellem at se Britta som en moderne inkarnation af Egon Olsen og som en grim og grisk kvinde, der stjal fra de forkerte. Men, med undtagelse af de udenlandske millonærer, som malkede vores skattesystem, så betaler det sig jo sjældent med forbrydelser. Man bliver fanget. Gør man. Se blot på Egon Olsen. Selv om vi vist allesammen, hver eneste gang den ikoniske udenfor-fængslet-modtagelse løb over skærmen, lidt fordækt håbede på, at vi i stedet skulle modtage Egon på lukssussafari i Sydafrika.

Og det er så film. Der vil nok hverken være Benny, Keld, Dannebrog eller brugtvognsmareridt udenfor, når Britta engang forlader fængslet. Så måske skal hun lige huske at nyde i dag i Kastrup–hendes livs Egonedag!

You may also like

Skriv et svar