Om guruer.

Jeg læste en interessant artikel i dag. Grundlæggende handlede den om datidens ( 60-ernes og 70-ernes) guruer, og hvad der er blevet af dem og deres følgere. En slags update på bevægelser som Moon og Trancendental Meditation, som dengang lokkede tusindvis af søgende sjæle ind i foldene. Svaret var, at næsten ingen længere søger mod den individuelle mentale fred sådanne steder, men at gurumarkedet nok i vore dage er overtaget af højtprofilerede sundhedsapostle og dommedagsforkyndende klimaprofeter, der i stedet ivrigt spreder kollektiv dårlig samvittighed.

På en måde var det noget lettere med de der gamle halvtpåklædte indere, der aldrig var indhyllet i ret meget andet end skæg. De tilbød en personlig frelse, gerne langt fra verden, og det var fuldstændigt op til en selv, om man gik med. Nutidens guruer er uhyggeligt meget sværere at komme udenom, og i min optik bevæger vi os mod en kollektiv tro på, at hvis man ikke er med dem, så er man decideret imod dem.

I 70-erne gik det ret godt for mig uden meditation og  fuldskæggede indere. I dag kan jeg næppe sætte mig ind i et fly uden at have forfærdelig dårlig samvittighed og køre i min bil uden at skulle opfinde strålende, troværdige undskyldninger for at gøre det. Jeg formodes at være et vrag i selvbebrejdelse, når jeg spiser kød, og skal dåne af frydefuld Dopamin, når jeg køber alt mit tøj i genbrug. Jeg skal helst undgå enhver form for plastik, og hvis jeg ikke går mit antal nøje afmålte skridt hver dag ( og helst lidt flere!), bør jeg være ved at dø mentalt af ren selvbebrejdelse i fodhøjde. Jeg kan ikke åbne mit TV uden konfrontation med tidens bærende guruer indenfor slankekost, løbeture og enhver form for basal sundhed, som vi alle formodes at deltage i.

Problemet er, for mig, at alle nutidens guruer jo på sin vis har ret. Det ved de også godt selv. SOM de gør. Jeg er helt sikker på, at datidens guruer selv syntes det samme. Men de var undvigelige. Man kunne skærme sig fra dem, fra en evig konfrontation med det, som enhver guru lever af: Nemlig andre menneskers selvpålagte mangler. Nu sidder man i stedet som den evige lus mellem sin egen ufuldkommenhed og dovenskab og tidens guruers borende sandheder. Deres største mission, som nok som udgangspunkt var en kollektiv forbedrelse af miljø og sundhed, er i stedet blevet til skabelsen en kolossal kollektiv skyldfølelse.

Det er så her, jeg næsten kommer til at længes efter datidens guruer. De tilbød nemlig den individuelle fred og frelse. Helt ærligt, så hungrer jeg virkelig tit noget så eftertrykkeligt efter den i en verden, hvor jeg simpelthen bare ikke KAN leve op til alle de sundheds- og klimakrav, der hele tiden bliver stillet til mig. Tænk at kunne synke ind i sig selv og glemme alt om plastik, døde hvaler, daglige skridtantal og CO2-udslip!

Også i tvivlrådighedens navn: For selv om jeg dagligt bombarderes med kost- og klimaråd, er jeg stadig på tvivlens mark med hensyn til, hvad det ER, jeg formodes at gøre. Eller rettere: ikke gøre. HVORDAN omlægger jeg mit liv, så jeg aldrig kører eller flyver? Det bliver unægteligt lidt kompliceret at arbejde som guide på en 14-dages cykeltur til USA eller en uges gåtur til Dublin. HVORDAN klarer jeg mig resten af mit liv med det tøj, jeg nu engang har, når jeg faktisk slider på det, men i den politiske korrektheds navn helt skal undgå skjulte børnearbejdere og vandkrævende processer? Begynder jeg at hive fødevarer ud af plastikemballagerne i supermarkederne, eller spiser jeg kun dem, der er pakket i forsvarlige indpakninger–og hvordan finder sådan en som mig ud af det sidste? HVORDAN når jeg at gå alle mine daglige skridt, når der ligesom også er andet, jeg forfærdeligt gerne vil have tid til? Og vil min personlige kødforsagelse i det hele taget batte noget i det store verdensbillede? Vil det samfund, som vi kender på godt og ondt, ikke gå sådan bare en lille smule i stå?

Jeg tror måske, guruernes beskaffenhed er ved at begynde at vende. Der vil sikkert være mange, der får øjnene op for, at det da er så utroligt meget nemmere at meditere i afsondret ensomhed end at leve op til nutidens sundhedsguruers mindreværdsbefordrende prædikener. Ikke, at det i sig selv er noget at stræbe efter. For både dengang og nu må man nok i stedet efterlyse en god gammeldags portion ganske almindelig sund fornuft.

You may also like

Skriv et svar