Om hundemad og om at få det hele med.

Hvis mit relativt tumbede dyr havde været et menneske, ville han altid komme for sent. Men han ville til gengæld få det hele med. Når den store forløser, hundesnoren, findes frem, drejer han ofte om og stiler direkte mod hundeskålen, hvor den udsøgte blanding af gårsdagens rester og tør hundemad i timevis har stået og været ualmindeligt uinteressant og uspiseligt. Men nu, hvor han skal forlade huset en halv times tid, er det pludselig utroligt vigtigt, at ingen andre får glæde af det, han ellers på intet tidspunkt selv har glædet sig over. Så skal der spises op. Og slikkes skål. For man ved jo aldrig, om–faktisk kan man lige så godt forvente det!–horder af vilde, lokale rovdyr på den halve time vil invadere vores køkken og æde rub og stub i al deres sult og generingsiver. Altså spise HANS mad! Nok er den decideret uinteressant, men det indebærer absolut ikke, at andre bare sådan kan kaste sig over den. Så hellere da spise den selv, så man helt slipper for den ubærlige, foruroligende tanke.

Jeg kan godt huske, hvordan det var. Dette med altid at skulle have det hele med. At være så forbandet bange for at miste noget. At lade noget gå ens næse forbi. Hellere selv æde alt lortet end at leve med den forfærdelige tanke, at man ikke havde fået det hele med.

Det var noget med aldrig at forlade festerne, før de fleste andre også var gået. At tvinge det sidste slik i sig, selv om det smagte af shit og gamle koner. At stoppe indkøbsvognen ( og senere fryseren) med gode tilbud i “Køb 5, betal for 4”-klassen uden yderligere tanke for, om det overhovedet havde anvendelsesværdi. At trave storbyerne igennem og ud i alle hjørner uden stop og falde spadseredød om hver eneste ferieaften. At slæbe samtlige nyudgivelser hjem fra biblioteket samtidig, fordi så havde man dem selv. Altså selv om man umuligt kunne nå at læse dem indenfor udløbsfristen. At have så travlt med at få det hele med, at man ligesom bare aldrig fik det hele med alligevel.

Og at være så bange for at gå glip af. Selv om det nok i tilbagesyn vil være utroligt svært at definere præcis, hvad det lige var, der ikke måtte glippes.

Det er sådan noget, alderen kan gøre noget ved. Umærkeligt, og uden at man egentlig selv lægger mærke til det. Hvor det førhen var et af livets fremmeste formål at få det hele med, er det nu gradvist blevet til, at man vel får det med, der er vigtigt. Eller vigtigst. Egentlig ikke som en prioritering, men mere fordi, det nu engang er sådan, det hele former sig. Også fordi det er stressende hele tiden at skulle vogte på, om noget undslipper. Det er i grunden meget mere behageligt at lade det undslippe, der i grunden ikke var så overvældende væsentligt at få med. Som nu gårsdagens indtørrede, halvstive spaghettirester.

Jeg er kommet dertil, hvor jeg er hunden, der gladeligt går en tur, uden at hælde skrotmad i mig, fordi jeg bare MÅ have det med. Der er så mange ting, der bør blive stående, fordi de er komplet irrelevante at få med. Også fordi jeg godt ved, at horder af udsultede rovdyr næppe vil kaste sig over mine rester, mens jeg vender ryggen til. Og at man godt kan gå hjem fra en fest uden at gå glip af noget, at det sidste slik er brækfremkaldende, at det er meningsløst at slæbe tilbud i kilovis hjem til en husstand på 2 personer, at hvis jeg ikke får læst de sidste, spændende bogudgivelser, så går det såmænd nok alligevel, og at det faktisk kan være ret afslappende at slentre rundt i en storby uden nødvendigvis at nå ud i alle dens hjørner.

Jeg tænker på det, hver gang jeg ser dyret langsomt kvæle sig selv i stangstiv spaghetti. Altså, at han da også må blive ældre. Det håber jeg da.

You may also like

Skriv et svar