december 2018 – Guldsøstre

Godt nytår! Og bliv ved!

31. december 2018 Ingen kommentarer

Alle læsere af bloggen ønskes et godt, fredeligt og lykkeligt nytår.

Og lad endelig–både for jeres egen, jeres umiddelbare nærheds og verdens skyld–alle disse utopiske, ikke-realiserbare nytårsfortsætter ligge der, hvor de nu hører til: I skraldespanden sammen med alle de andre fantasiprojekter, der ikke har en chance. Det eneste, umulige nytårsfortsætter er gode for, er dårlig samvittighed og tåbelige bortforklaringer.

Nej, vend hele projektet om, og se på alle de positive ting, der allerede er i livet. Og hav som nytårsfortsæt at blive ved med dem. At holde op er restriktivt, surt, forfærdeligt og peger frem mod en fremtid fuld af forbud og sure pligter. At blive ved er derimod intensivt at dyrke alt det, der i forvejen er både godt, livskvalitetsgivende og positivt udviklende.

Jeg har skrevet det før, men nogle ting kan ikke gentages for ofte. Jeg vil blive ved med at rejse så meget, som mit job, min klimasamvittighed og min økonomi tillader mig. Ikke blot skal gamle, elskede steder genses, men der skal også opdyrkes nyt land og nye indtryk. Faktisk har jeg sat mig for, at jeg i 2019 skal til Samarkand. På nuværende tidspunkt har jeg hverken den fjerneste anelse om, hvordan man overhovedet kommer til Samarkand, eller hvad det lige er, jeg skal der. Men jeg må gøre en aktiv indsats for at dybdebore logistikken samt, forhåbentligt, at finde nogle der ligesom mig synes, det sted skal ses. Måske er det et übersovjetisk hul i jorden, men jeg må blive ved med at forsøge at komme frem til Samarkand. Det vil jeg frygteligt gerne blive ved med…..

Og så vil jeg blive ved med at reducere mit madspild og tænke på klodens klima og mine potentielle efterkommeres fremtid. I det forløbne år har der både blandt helt almindelige mennesker såvel som heldigvis også mellem mange af verdens ledere vokset en mere end spirende miljøbevidsthed frem, og jeg synes selv, jeg bliver bedre og bedre til at spise mindre kød og anvende mine rester på fantasifulde måder. Hvilket den direkte vej til skraldespanden altså ikke er. Herunder er der også et tydeligt link til alt det rejseri, for faktisk er min bevidsthed om at reducere antallet af flyrejser samtidigt vokset. Det er muligt, det vil involvere fly at nå frem til Samarkand, men på mange af de andre rejser–og allermest i arbejds medfør–bliver andre transportmidler mere og mere dominerende. Jeg vil frygteligt gerne blive ved med flere busrejser…..

Jeg vil blive ved med at skrive denne blog og forfatte bøger til børn. Muligvis er læserantallet ikke på nogen mulig måde imponerende til nogle af delene, men det er, for mig, fuldstændigt ligegyldigt. Jeg gør det udelukkende for min egen skyld. Sammenligneligt med maleren, der ikke kan lade være at male eller iværksætteren, der bare MÅ eksperimentere med nye ting. Det er en livline til at lukke en masse ting ud, der ellers ville leve et forkvaklet og forkrampet, sikkert stressfremkaldende, liv inde i mig, hvis de ikke fik lys, luft og udgang. Jeg kan frygteligt meget ikke lade være med at blive ved med at skrive….

Og jeg vil bestræbe mig på at blive ved med at være ordentlig ved ordentlige mennesker. At respektere og værdsætte mennesker, der er værd at respektere og værdsætte. Det indebærer også, at jeg samtidig må blive ved med at blive bedre og bedre til at sige fra. At sige fra overfor mennesker, systemer og tåbelige ideer, der truer med at ødelægge såvel andre mennesker som verden for vi andre. Her er plads til forbedring i mit tilfælde. Både til at sige nej, fra og definitivt slut–men også til at dyrke alt det positive, der bestemt har krav på at blive grovdyrket og støttet. Jeg vil frygteligt gerne blive ved med at være et ordentligt menneske….

På small-scale drejer det sig også om at blive ved med at gå lange ture med hunden. At komme ud i naturen på særdeles daglig basis. At lave ordentlig, lødig mad ud fra de kriterier, en verden i klimakrise stiller op. At være god ved mig selv og gøre ting, jeg holder af: Læse gode bøger, se fede film, få røven moslet op af sofaen til biograf og teater og gå ud og spise en rigtig god frokost. SAMT at blive mere tolerant overfor, at verden også indebærer skodting, jeg godt kunne have været noget så foruden. Der SKAL jo gøres rent, krudtes af i haven, vaskes og (sommetider) stryges tøj samt ryddes op. De sidste ting behøver jeg ikke på nogen mulig måde at blive bedre til–det er i sig selv nok at blive bedre til at acceptere, at de overhovedet eksisterer og er nødvendige. Alt det må jeg frygteligt meget både blive ved med samt at acceptere…

Så ingen højtflyvende nytårsfortsætter her. Det eneste er sådan set: AT BLIVE VED! At blive noget så frygteligt meget ved……

Godt nytår!

Ikke kategoriseret

Om hvad man sådan kan gå og købe.

30. december 2018 Ingen kommentarer

Jeg kan ikke stå for spøjse ting. Også selv om ordet “spøjs” nok er så strengt forældet, at man sikkert skal tilhøre min generation for at forstå, hvad det betyder. Men andre burde kunne høre, at spøjs er så ualmindeligt et ord, så det simpelthen må dække over noget, der langtfra er almindeligt. Og på en pudsig måde.

Anyway, jeg er opsamler af spøjsheder. De klæber til mig, besynderlighederne, og ser jeg en ny, skal jeg ud i overmåde kontrol for, at den ikke også havner hjemme hos mig. Som nu dette trafiklys.

Det var på auktion for et stykke tid siden. Og ret beset har jeg faktisk aldrig ejet et trafiklys. Jeg vidste heller ikke, at man overhovedet KAN eje trafiklys. For mig er trafiklys sådan nogle, der hænger oppe over mig, sidder på siderne af mine veje, og som jeg overhovedet aldrig nogensinde har overvejet ejerskabet af. Det er vel kommunen, en eller anden obskur afdeling, der påtager sig at eje trafiklys. I grunden tror jeg heller ikke, det for alvor er sådan noget, folk går op i: Altså hvem der ejer trafiklysene. Det er jo heller ikke fordi, trafiklysområdet står for en overvejende del af kriminaliteten i mit område. Når jeg sådan rigtigt tænker over det, så har jeg vist aldrig hørt om trafiklystyverier eller påfaldende mange forbrydelser, der involverer trafiklys. Der er aldrig nogle i min lokale avis–hvor næsten intet ellers er for småt til at komme i avisen—der har påtalt større forbrydelser, der har involveret ejerskab til byens lyskurver.

Så derfor blev jeg da lige lidt overvældet, da det viste sig, at der var trafiklys i auktionskataloget. Det var selvfølgelig ikke fordi, jeg gennem længere tid havde gået og brændende ønsket mig et trafiklys.Jeg kan da godt se, at i julen, hvor vi er mange, ville et enkelt eller to trafiklys i umiddelbar nærhed af badeværelserne være ganske fornuftigt, men til daglig synes det en smule overflødigt at regulere trafikken og stoppe for rødt for mand, hund og mig på husets gangarealer. Der kan vi nøjes med almindelig høflighed, hvis vi overhovedet skal samme vej.

Der er bare det ved det, at når noget sådant kommer til salg, så er jeg den, der er solgt. Så jeg overbød de (få!) andre trafiklysentusiaster, der lige den dag var ude i scorehjørnet. Min plan var at forære det i julegave til yngstesønnen, som har arvet sin mors passion for spøjsheder. Indtil kæresten flyttede ind (hvilket også kolliderede med, at han selv for alvor pakkede ud–dog efter at have boet i lejligheden i over 3 år!) boede han jo alligevel i en skilteskov af aflagte vejskilte, suppleret med et bredt udvalg af Starwars Lego og japanske tegneserier, som skulle læses bagfra. Så her ville et enkelt trafiklys vel bare sådan passe ind i indretningsstilen. Desværre var han udelukkende enig med mig i, at trafiklyset var spøjst–ikke, at det nødvendigvis skulle stå og være spøjst i den lejlighed, som kæresten på få måneder har forvandlet til noget lidt anderledes end fortidens konglomerat af uåbnede papkasser, Hovedvej Forude, Manga og Legodesign.

Så nu er jeg så selv den lykkelige ejer af et trafiklys. Selvfølgelig er jeg da ovenud begejstret over, at jeg er den eneste, jeg kender, der har en personlig lyskurve. Men det er lidt som om, den der fantastiske, første glæde over at være ejer af noget så usædvanligt som et trafiklys er ved at blegne en smule. Ikke mindst fordi, sådan et trafiklys også fylder en smule. Jeg har indset, at der er en helt naturlig grund til, at man hænger den slags op. De ville simpelthen fylde alt for meget nede på jorden.

Derfor har jeg sat mit trafiklys til salg på DBA. Jeg håber så på, at der enten findes folk som mig, der bare MÅ eje et trafiklys af den simple grund, at der er et til salg. Eller–og her er vi så ude i det lidt spøjse–at nogen fortvivlede står og akut skal bruge et trafiklys. En kommune, måske?

Om at blive "ældre"

Restefrokost.

29. december 2018 Ingen kommentarer

I morgen skal jeg til den årlige restefrokost. Det er en efterhånden en del år gammel skik, som oftest foregår dagen før nytårsaften. I alt fald mellem jul og nytår og altid derude i den billige juleende.

Helt præcis derude, hvor ens julerester stadig er i live og fuldt ernærings- og holdbarhedsforsvarlige, men hvor man selv bare ikke orker endnu et gensyn med dem. Hvor man næsten har udviklet et had/kærlighedsforhold til den gode spegepølse og hilser lidt køligt ved hvert gensyn, og hvor sylten nærmer sig stadiet, hvor den virker decideret truende og påfaldende uudryddelig.

Det er så her, alle ens egne gamle madtravere kan opnå såvel nyt liv som ny popularitet ved at komme lidt ud i verden og stifte nye bekendtskaber. Hvor de pludselig oplever, at de får nyhedsinteresse og rent faktisk bliver spist.

Så til restefrokost medbringer man simpelthen sine rester. Det er nemlig også påfaldende, så forskellige rester egentlig er–både i form, substans og smag. Til vores frokoster har vi f.eks. et par, som er yderst leveringsdygtige indenfor fiskegenren. Det er simpelthen helt formidabelt, hvad de kan stable op af lakseoverskud og et par fiskefiletter sådan hist og pist. Personligt hænger jeg hvert år på juleskinken og det bedste af det sønderjyske slagterbord, som de andre ikke sådan lige har mulighed for at handle sig til, og som ligger i stakke i mit julekøleskab.

Og så spiser vi rester. Men det fantastiske er jo netop, at det den dag ikke er rester som sådan—men istedet helt nye varer. Jeg tvivler da i alt fald på, at nogen den dag overhovedet gider gå ombord i deres egne gamle levninger. For der er jo så meget nyt at gå i gang med.

Når vi så har spist os gennem alle resterne—så er der så bare det, at der nok, trods alt, er rester af rester tilbage. Lidt, i alt fald. Men så tager vi da bare hinandens rester med hjem……

Udover at være i stand til at pudse madspildsglorien, så hygger vi os altså også gevaldigt med alle de rester.

—Og hermed er ideen givet videre.

Om at blive "ældre"

Hvornår slutter julen egentlig?

28. december 2018 Ingen kommentarer

Hvert eneste år, når juledagene så småt begynder at bevæge sig ud i den billige ende og der, hvor det mister sin mening at blive ved med at give dem tællenavne, funderer jeg over, hvornår julen egentlig er slut. Formelt er den vel slut, når der ikke er flere tal til juledage. Men rent visuelt ændrer dens sluttidspunkt sig nærmest hvert eneste år.

Ligesom dens begyndelse. For den begynder tidligere og tidligere.

Hvis jeg nu begynder med det velkendte mantra “Da jeg var barn…..”, så blev alt altså pyntet op i løbet af første weekend i advent, og julen varede indtil nytår. Nu finder jeg mig selv som højst forældet, bagstræberisk juledinosaur, fordi jeg ikke har pyntet af endnu. Omkring mig er de fleste udendørslys samt rensdyrrædslerne forlængst gået til de evige julemarker i et års tid, og adskillige af mine naboer har tømt reoler, vindueskarme og andet for ethvert spor af nisser. Det er nemlig ikke jul længere, så der skal kategorisk afjules.

Det er som om, julen kun holdes på forhånd. Sådan at forstå, at december fra 1-24 er den egentlige jul. Juledagene er ikke sådan rigtig jul. De er mere en slags fridage til at komme sig ovenpå al det juleri hele december. Når gaverne er flået op d. 24, så er julen ovre. Uigenkaldeligt og helt, indtil den så kommer småluskende midt i oktober det følgende år.

Den første gang, jeg hørte om mennesker, der henter deres juletræ indenfor og pynter det omkring 10. december, blev jeg da lige lidt målløs og spurgte, om sådan et træ ikke blev en smule støvet og knastørt undervejs til nytår. No problem, tilsyneladende–det ryger jo ud d. 25. For da er julen ovre. Mit eget får ingen fast bolig indedørs før 23. december og ryger med fynd, klem ( og det årlige tab af gemmenisser, der har forputtet sig mellem grenene) og en slags nytårslettelse over nye tider og nyt år ud d. 1. januar. For mig giver det ingen mening IKKE at have juletræ i julen. Jeg mener: så kunne vi da med nøjere sproglig korrekthed kalde det et decembertræ, hvis lossepladsafgang markerede, at den egentlige, juletræs- og pyntfri jul var ankommet.

Så jeg forstår ikke rigtigt, at vi ikke holder jul, når det er jul. At vi, om man så kan sige, afholder enhver form for jul på forhånd og går helt i nisseforskrækkelse efter selve juleaften. Selvfølgelig er det på sin vis ganske forståeligt, at vi, når vi har været nisseramte siden oktober, ligesom er lidt eventyrvæsenstrætte efter et par måneder, men det kunne vel sagtens klares ved, at vi styrede vores forhåndsjul bare nogle uger og først gik i nisser og gran omkring den der gammeldags første søndag i advent. Så er jeg sikker på, vi godt kunne udholde at have julepyntet og tænde juletræerne, når det rent faktisk var jul!

Selvfølgelig kan jeg udmærket se, at vores forhåndsjul primært er dikteret af markedsmekanismer og forbrugssamfundet. Der er jo ligesom ikke så meget salg til forbrugsfesten og ædeorgierne i selve juledagene.

Førhen var de (altså juledagene) det tidspunkt, hvor vi nød de smukt pyntede huse, lysene og det brud på en ellers mørk tid, som julepynten dog trods alt er. Nu har vi travlt med at rage al flitterstadsen ned i stedet. Jeg er overbevist om, at der her i landet findes utallige børn, der er helt på det rene med, at juleaften er julens såvel klimaks som sluttidspunkt. Fridagene ovenpå gaveudflåningen tæller ikke som jul–de er en slags latenstid til leg med gaver og den store afpyntnings-slutrunde.

Men jeg er standhaftig! Hvis jeg skal være den eneste, og stærkt forældede, ejer af en nisse i hele kvarteret i dagene op til nytår–så lad det dog være. Her hos mig er det nemlig jul, når det rent faktisk er jul.

Film og teater

En god film med en dårlig slutning.

28. december 2018 Ingen kommentarer

Glasslottet. Viaplay.

Det er lidt synd for denne film. For den er rigtigt god indtil sin totalt uforståelige, utroværdige slutning. Den burde have endt uden. Uden denne slutning, altså. Eller måske have fundet på en anden, men det er jo i sig selv også en smule utroværdigt, når filmen er baseret på en selvbiografisk bog.

Endnu engang er vi i en af tidens så populære dysfunktionelle familier. En nomadefamilie med hele fire omsorgssvigtede børn, en alkoholiseret far og en særdeles ukunstnerisk, såkaldt kunstner af en mor. Alle fremragende spillet af folk som Brie Larsson, Naomi Watts og Woody Harrelson, tilsat nogle charmerende børn. Far og mor har udelukkende egen behov af enhver art for øje, pengene er små, maden endnu mindre, og livet skal tilsyneladende forstås ved brutalt at blive kastet ud på dybt vand, hvor man så må lære sig selv at svømme, hvis man vil overleve. Der er dog også stjernestunder forældre og børn imellem. Især mellem far og børn i de få øjeblikke, hvor børnene glimtvis kommer foran alkoholen.

Det er en shitty barndom, men shitty barndomme er uhyre interessante, så alle vi, der ikke selv havde en, ser forslugent, nysgerrigt og en smule på afstand på de, der havde. Især på, hvordan de kæmper sig ud af den, og alligevel bliver til voksne, rimeligt velfungerende mennesker. Til trods for, at de aldrig nogensinde kom i nærheden af det glasslot, de hele tiden blev lovet derude i den faldefærdige white trash hytte blandt de andre hillbillies.

I filmens første halvdel, med en synsvinkel dikteret af den mellemste datter, ser vi udelukkende fire børn, der rejser sig PÅ TRODS. Det gør selvfølgelig forældrene til endnu større egoistiske idioter. Derfor er det også uendeligt svært at acceptere den tilgivelse, der så underligt påklistret bliver filmens slutning. Jeg er stadig af den overbevisning, at begge forældre omsorgssvigtede deres børn i fatal grad, så min tilgivelse får de altså ikke.

Og det er synd for filmen. For den første del er virkelig et hudløst og særdeles interessant portræt af en familie med amerikansk rekord i dysfunktionalitet. Var der ikke gået Hollywood i den, havde det været en ualmindeligt god film. Nu er det så kun en halv god film. Men den halvdel er bestemt også seværdig og god.

Brok

Så er det store indskydnings-mareridt gået i luften.

28. december 2018 Ingen kommentarer

Lad det være sagt med det samme: Jeg nyder et flot, farverigt, funklende og velaffyret fyrværkeri. Det er smukt, det er effektfuldt, og det er frem for alt festligt og som regel et superflot show.

MEN: Fra i går er alle vi knaldforskrækkede gået ind i årets uge med totalt anarki og lovløshed på fyrværkeriområdet. Vi er jaget vildt på andres ofte åndsforladte præmisser, og som fyrværkerilovgivningen og fyrværkerinormerne ser ud her i landet, er det vores fornuft, der må underlægge sig andres tåbeligheder.

Jeg mener: Man skal vel have jagttegn for at gå på jagt og kørekort for at køre bil. For nu bare at nævne et par simple almindeligheder. Men omgang med krudt og sprængstoffer kræver netop denne uge intet andet end den fornødne økonomi for at kunne investere i noget sådant. I Danmark er det fuldt acceptabelt, at ofte meget berusede personer fuldt legalt kan lege med sprængstoffer–ofte i tæt overværelse af deres børn. Enhver kan frit erhverve sig den ønskede portion krudt til almindelig affyrelse (og gene) i haver, på fortove, og hvor det nu passer enhver lige at sprænge en smule. Den eneste brydelige regel, der nødtørftigt er stillet op, er, at man anbefales at anvende beskyttelsesbriller. Beskyttelsesbriller, my ass! Hvor mange unge fyre med lommerne fulde af krudt, maven fuld af alkohol og hovedet tomt for tankevirksomhed har nogen nogensinde set iklædt beskyttelsesbriller? Og hvad med resten af kroppen?

Det er et faktum, at der sker utallige ulykker med fyrværkeri hvert eneste år i disse dage. Nytårsmorgen tæller vi på landsplan øjenskader og sammenligner antallet med de forudgående år, så vi kan bedømme, om det har været et godt eller skidt år for nationens øjenbestand. I stedet for at gøre noget fornuftigt for totalt at undgå disse skader. F.eks. ved som hovedpræmis at have, at vi simpelthen ikke accepterer, at de sker overhovedet.

Jeg forstår ikke, at der synes at være en almen accept af, at dette vanvid foregår år efter år. Især ikke, når vi med ganske få, ikke specifikt svære, forholdsregler kunne komme en del af såvel skaderne som terrorren til livs. Hvorfor laver vi ikke en regel om, at udelukkende trænede fyrværkere har lov at skyde af? Det svarer vel jævnt hen til, at udelukkende folk med jagttegn har lov til at gå på jagt? Så kunne alle de/vi andre amatører indbetale beløb til en fælles kasse, som så kunne anvendes til affyrelse af et professionelt, flot, farverigt og festligt megashow for hele byer, landsbyer eller områder på steder, hvor sikkerheden, udsynet og tilgængeligheden var optimal. Så ville sådan nogle som mig have mulighed for at gå derhen og se et fint show uden at være bange for at få en beruset raket skudt af lige op i øjet. Og alle de andre øjne ville givetvis gå ud af nytåret uden årets skader. Hvem er det lige, der har stor glæde af at fyre 5 forkølede og berusede raketter af i baghaven, når alternativet kan være et forrygende, professionelt show?

Lige nu bor jeg også sammen med en stresset, terroriseret hund. Han er rystende angst for alle de pludselige lyde og de uvarslede lysglimt. Selvfølgelig er det værst for ham selv, men hans nytårstraumer har bestemt også stor indflydelse på vores såvel livs- som søvnkvalitet. Enhver raket eller kineser skal ledsages af enten gøen eller piben, tilført en stor mængde vandren hvileløst rundt. Jeg kan uendeligt godt forstå ham. Fyrværkeri udført af lallende amatører er heller ikke min kop krudt. Ulig ham er jeg dog bevidst om, hvad det er, jeg frygter. Jeg frygter nemlig selve amatørismen, det rablende, ofte berusede vanvid og den fuldstændige mangel på forståelse af, hvad man har med at gøre. Samt det ovenud tåbelige i, at vores land tillader, at enhver–virkelig enhver!–den næste uge er i sin fulde ret til at omgås krudt og sprængstoffer på præcis den måde (eller totale mangel på måde!), enhver nu synes, han/hun vil.

Det er idioti. Idioti ud over alle grænser!

Ikke kategoriseret

Glædelig jul.

24. december 2018 Ingen kommentarer

Alle læsere af bloggen ønskes en rigtig god og glædelig jul.

En af mine egne faste juletraditioner er altid at oploade Banksys geniale kommentar til såvel julen som verdenssituationen generelt “Joseph and Mary won`t make it to Bethlehem this year”.

Så her kommer den. Nyd julen, nyd samværet, nyd maden, nyd gaverne. Og husk er verden desværre er, som den er–og ikke som vi gerne ville have, den var…..

Film og teater

En god film.

23. december 2018 Ingen kommentarer

The Florida Project. Viaplay.

Dette må være filmen om, hvordan det hele startede for Thelma and Louise. Vi ved jo nok allesammen, hvordan det hele endte….

Vi er i Florida, sådan nærmest på bagsiden af Disneyworld, hvor de usle moteller, usunde take-aways og storskrydende, lettere udbrændte spin-offs fra Disneykoncernen bor i helt deres egen skraldespandsby. Her er alle shit-motellerne katastrofelilla eller afskallede grå, og det er her, samfundets bund, alle taberne i den store Disneyficering, opmagasineres på deres etværelses møgkamre med dør direkte til gaden. Det eneste, de umiddelbart ser til drømmelandet i deres forgård, er de evigt lettende helikoptere, der tager bedre bemidlede på sightseeing over det magiske kongerige. Eller væk.

Her bor så 6-årige Moonee med sin unge mor, der mentalt nok heller ikke er meget over 6. Moonee virker som et barn med samtlige, fatale bogstavkombinationer på speed, og er i bund og grund en af filmhistoriens mest irriterende møgunger. Enhver form for moral er, af naturlige årsager med DEN mor, gået totalt tabt i opvæksten, så Moonee tilbringer sin sommerferie med, sammen med ligesindede og ligestillede børn, at gøre præcis, hvad hun har lyst til. Det inkluderer afbrænding af tomme, forladte, lyserøde shitmoteller, kraftig bespytning af biler, studering af hængepatter og småchikane og -rapserier af enhver art. For hvad i alverden skal man ellers tage sig til i denne shitty, lyserøde ødemark for menneskeligt affald, hvor Disneyworld lige så godt kunne ligge på en fjern planet?

Der er pragtfulde scener, hvor både mor og datter bryder enhver norm for almindelig, ordentlig opførsel i dette farverige helvede, og især skal nævnes scenen, hvor de, efter at have stjålet, og afsat, turpas til forlystelsesparken, går på seriøs shopping i en slags spøg og skæmt-butik. Man kan undre sig helt ned i sin nederste sjæl over, at så fattige og udsatte mennesker bruger de illegale dollars på SÅ meget, totalt unyttigt bling-bling. Men de har det sjovt! Det allermest geniale er dog, at den evige tilstedeværelse af Disneyworld næsten omdanner parken til et ikke-eksisterende sted. Det er, for seeren, uhyggeligt svært at tro på, at stedet overhovedet er virkeligt ( det er det måske heller ikke?), og filmens personer nævner eller ænser da heller ikke denne drømmeverden overhovedet.

Til trods for, at den næsten for gode og beskyttende bestyrer, Bobby (brilliant spillet af Willem Dafoe) prøver at holde sin hånd over denne totalt dysfunktionelle familie, går det selvfølgelig galt. Lidt for mange, fremmede mænd har spyttet i den evigt slunkne kasse, og det er heller ikke nogen specielt god ide aggressivt at tilbyde parfumekopier foran luksushotellerne, så de sociale myndigheder kommer forbi. Hvad der derefter sker, må man selv se, men det kan dog røbes, at filmens slutscene minder en del om Thelma og Louises afsked—omend den nok levner plads til, at Moonee kan vokse op og kaste sig over og i endnu en fatal kløft i livet.

Det er beundringsværdigt som instruktøren har fået sine børneskuespillere til at agere. Intet virker uægte i denne film, hvor et hav af børn har skullet forestille at være på fattigdommens speed gennem en hel spillefilm. Især lille Moonee er et fantastisk talent. Ellers havde hun nok heller ikke virket så gennemført røvirriterende….

Så endnu en film om det amerikanske mareridt og en dysfunktionel familie. Men her er slet ingen bøsser, og det hele er ind imellem ufatteligt (tragi)komisk. Værd at bruge et par timer på!

Litteratur

En fantastisk rejseskildring.

23. december 2018 Ingen kommentarer

Erika Fatland: Grænsen.

Det er Norges og norsk kulturs tid i disse år. Både indenfor litteratur, film og TV-serier ligger Norge klart i front blandt de skandinaviske lande, og norsk kultur storeksporteres til det meste af verden. Det må være ret nyt for dem deroppe! Men samtidig er det kvalitet, der kommer ud, ned og rundt fra det lange land. Værd at tage et meget seriøst kig på.

Således også den unge rejseskribent Erika Fatland, som i dette storsælgende, internationale hit rejser rundt om Rusland på ikke mindre end næsten 600 sider og i realtid 2-3 år. Bogstaveligt talt. Hele vejen rundt rundt om det kolossale russiske rige til lands, til vands og i luften. Mod nord udelukkende til vands, men det er så også den mindst spændende del af rejsen, da der ligesom ikke er så forfærdeligt meget andet end isbjørne og olietønder at opleve på den del af ruten. Der er en del mere bid i den sydlige rejse, som inkluderer møderne med fantastiske og spændende mennesker i de yderste grænseområder hos Ruslands mange naboer. Og selv om det som præmis er en kulturrejse, Fatland er ude på, så kan såvel klimaskeptikere som alle vi andre også få nye, forfærdelige informationer om klodens tilstand som sidegevinst.

Det, der egentlig var Fatlands projekt, var at finde ud af, hvorledes det influerer et land og dets befolkning at være nabo til så stort og, til tider, så magtfuld en mastodont af et rige. Jeg må sige, at dette til fulde er lykkedes hende. Som læser får man et glimrende indblik i den russiske bjørns altoverskyggende effekt på samtlige naboer. Tillige er bogen så ualmindeligt velresearchet, at vi ikke blot får de gode og menneskerelaterede historier, men også selve historiEN, selve baggrunden for, at tingene ser ud, som de gør. Mange gange med lange, veldokumenterede tråde adskillige hundrede år tilbage i historien og til ledere, krige og folkeslag, jeg nok må indrømme, at jeg for første gang stifter bekendtskab med. Det er en Asiensåbner, en Kaukausåbner og en baltisk åbner. I det hele taget en øjenåbner overfor såvel de historiske facts som overfor de helt almindelige mennesker, der lever med dette kæmperige som umiddelbar nabo. Fatland kommer ind i de små hjem. Og hun er en skriveengel til at formidle dem og deres beboere.

Og så kan Fatland den svære kunst at skrive medrivende og fængende. Ikke blot har hun et ualmindeligt velflydende og nuanceret sprog, men hun formår fra første side at fange læserens interesse, således at ikke en meter af den enorme rejse på nogen mulig måde føles for lang. Faktisk er man ved slutningen lidt fortvivlet over, at Rusland ikke er større, så der kunne være endnu mere bog! For mig er det lidt som om, den allerbedste rejseskribent nogensinde, Bruce Chatwin, nærmest er reinkarneret ( forhåbentlig uden den AIDS, der slog han ihjel ung i 80-erne!) i denne unge, blonde kvinde. (Sorry!) Men ikke mere sorry, end at det blonde hår faktisk får en betydning en del steder i bogen! Men det kan man jo selv læse sig frem til….

Så vil man dyrke Norge udover Skam, Lykkeland og Knausgaard, så er her et megaflot alternativ. Hende her kommer vi til at høre mere til. Jeg kan næsten ikke vente på, hun finder et andet land at rejse rundt om. Gerne et mega-mega-mega-stort et!

Film og teater

Måske en god film?

22. december 2018 Ingen kommentarer

Roma. Netflix.

Jeg læste mig til, at denne film skulle være en af årets sensationer, og anmelderne har elsket den. Den vil givetvis få en Oscar som årets bedste udenlandske film, for den er mexikansk. Nu er jeg ikke specielt vidende indenfor Mellem- og Sydamerikanske film af den simple grund, at jeg ikke har set ret mange, men filmen Sin Nombre fra for nogle år siden er da i det mindste en af de bedste film, jeg nogensinde har set. Så jeg var faktisk meget forventningsfuld.

Basalt er jeg meget mere til langsomme film end til hurtige actionfilm. Står valget mellem Hollywood og alt, hvad der ikke er producet med den maskine i ryggen, så er mit valg forfærdeligt simpelt. Jeg elsker britiske film, med deres langsomhed, dvælen og ofte barske socialrealisme, og tyskerne er i de senere år da i den grad også kommet på filmlandkortet. De kan også. (Der skal nok komme omtale af den yderst fremragende serie Babylon, Berlin senere–jeg skal bare lige være HELT færdig med den!) Vi kan også godt herhjemme. Vi skal bare lige erkende, at vi er meget bedre til det fordybende end til usjove falde-på-halen-komedier, som ikke har flyttet samme hale ud af stedet de sidste 50 år og derfor er pinligt utidssvarende umorsomme.

MEN–Roma er sådan en film, hvor der, på overfladen, ikke foregår ret meget. Tilmed er den filmet i sort/hvid og minder umådeligt meget om ens egne gamle fotoalbums fra en længst overstået barndom. Den foregår da også i begyndelsen af 70-erne i et velhaverkvarter i Mexico City, hvor alt vel i virkeligheden også er en smule grågrumset i nuancerne. Her møder vi lægefamilien med de 4 børn, den evigt skidende hund og, især, tjenestepigen Clio. Clio er sådan indbegrebet af den evigt tjenende ånd, som altid gerne sætter andre over sig selv og kun sover på sit usle, delte loftskammer de få timer, hvor ingen for alvor har brug for hendes arbejdskraft. Men det synes ikke at have nogen væsentlig indflydelse på hendes livskvalitet–sådan ER tingene bare.

I det hele taget ER mange ting bare i denne film. Der sker store begivenheder undervejs, så som nedskydningen af flere hundrede studerende under en demonstration, stor politisk uro, lægen og familiefaderen som forlader familien til fordel for en ukendt elskerinde samt Clios egen uønskede graviditet, som heller ikke får en specielt lykkelig udgang. Men det bliver aldrig dramatiske højdepunkter i denne film, hvor verden altid bare går videre, nærmest som om, intet specielt er hændt. Som opdraget i en filmtradition, hvor dramatiske højdepunkter er det, der bringer handlingen videre, er det faktisk lidt frustrerende, at ting bare sker–uden at de får nogen form for umiddelbare konsekvenser rent handlingsmæssigt.

Omvendt er det vel sådan, livet for os virkelige mennesker er. Os, der ikke er med i en film, og hvis drejebøger er skrevet af livet selv og ikke en manuskriptforfatter. For vi passerer jo gennem massevis af store begivenheder, uden at de mærkbart ændrer vores livskurs. Det er vel kun på film, livet er en evig serie af retningsændrende udfordringer.

Lige så omvendt så ser vi vel netop filmene, fordi de er anderledes end vore egne liv. Anderledes konstruerede og forfattet ned i den slags detaljer, som i det virkelige liv er noget, der kommer bag på os, og som vi mange gange slet ikke kan forholde os til, som personer i film kan. Det er nok derfor, vi til sammenligning oplever vores egne liv som kedelige og tomme for egentlige begivenheder.

Så dette er en film om det helt almindelige liv. I Mexico. I 70-erne. Men det er en flot film. Og, hvis man endelig skal sætte et mærkat på, så er det vel en film om alle disse kvinder, som klarer sig og overlever PÅ TRODS.

1 2 3 4 Næste »