Alle læsere af bloggen ønskes et godt, fredeligt og lykkeligt nytår.
Og lad endelig–både for jeres egen, jeres umiddelbare nærheds og verdens skyld–alle disse utopiske, ikke-realiserbare nytårsfortsætter ligge der, hvor de nu hører til: I skraldespanden sammen med alle de andre fantasiprojekter, der ikke har en chance. Det eneste, umulige nytårsfortsætter er gode for, er dårlig samvittighed og tåbelige bortforklaringer.
Nej, vend hele projektet om, og se på alle de positive ting, der allerede er i livet. Og hav som nytårsfortsæt at blive ved med dem. At holde op er restriktivt, surt, forfærdeligt og peger frem mod en fremtid fuld af forbud og sure pligter. At blive ved er derimod intensivt at dyrke alt det, der i forvejen er både godt, livskvalitetsgivende og positivt udviklende.
Jeg har skrevet det før, men nogle ting kan ikke gentages for ofte. Jeg vil blive ved med at rejse så meget, som mit job, min klimasamvittighed og min økonomi tillader mig. Ikke blot skal gamle, elskede steder genses, men der skal også opdyrkes nyt land og nye indtryk. Faktisk har jeg sat mig for, at jeg i 2019 skal til Samarkand. På nuværende tidspunkt har jeg hverken den fjerneste anelse om, hvordan man overhovedet kommer til Samarkand, eller hvad det lige er, jeg skal der. Men jeg må gøre en aktiv indsats for at dybdebore logistikken samt, forhåbentligt, at finde nogle der ligesom mig synes, det sted skal ses. Måske er det et übersovjetisk hul i jorden, men jeg må blive ved med at forsøge at komme frem til Samarkand. Det vil jeg frygteligt gerne blive ved med…..
Og så vil jeg blive ved med at reducere mit madspild og tænke på klodens klima og mine potentielle efterkommeres fremtid. I det forløbne år har der både blandt helt almindelige mennesker såvel som heldigvis også mellem mange af verdens ledere vokset en mere end spirende miljøbevidsthed frem, og jeg synes selv, jeg bliver bedre og bedre til at spise mindre kød og anvende mine rester på fantasifulde måder. Hvilket den direkte vej til skraldespanden altså ikke er. Herunder er der også et tydeligt link til alt det rejseri, for faktisk er min bevidsthed om at reducere antallet af flyrejser samtidigt vokset. Det er muligt, det vil involvere fly at nå frem til Samarkand, men på mange af de andre rejser–og allermest i arbejds medfør–bliver andre transportmidler mere og mere dominerende. Jeg vil frygteligt gerne blive ved med flere busrejser…..
Jeg vil blive ved med at skrive denne blog og forfatte bøger til børn. Muligvis er læserantallet ikke på nogen mulig måde imponerende til nogle af delene, men det er, for mig, fuldstændigt ligegyldigt. Jeg gør det udelukkende for min egen skyld. Sammenligneligt med maleren, der ikke kan lade være at male eller iværksætteren, der bare MÅ eksperimentere med nye ting. Det er en livline til at lukke en masse ting ud, der ellers ville leve et forkvaklet og forkrampet, sikkert stressfremkaldende, liv inde i mig, hvis de ikke fik lys, luft og udgang. Jeg kan frygteligt meget ikke lade være med at blive ved med at skrive….
Og jeg vil bestræbe mig på at blive ved med at være ordentlig ved ordentlige mennesker. At respektere og værdsætte mennesker, der er værd at respektere og værdsætte. Det indebærer også, at jeg samtidig må blive ved med at blive bedre og bedre til at sige fra. At sige fra overfor mennesker, systemer og tåbelige ideer, der truer med at ødelægge såvel andre mennesker som verden for vi andre. Her er plads til forbedring i mit tilfælde. Både til at sige nej, fra og definitivt slut–men også til at dyrke alt det positive, der bestemt har krav på at blive grovdyrket og støttet. Jeg vil frygteligt gerne blive ved med at være et ordentligt menneske….
På small-scale drejer det sig også om at blive ved med at gå lange ture med hunden. At komme ud i naturen på særdeles daglig basis. At lave ordentlig, lødig mad ud fra de kriterier, en verden i klimakrise stiller op. At være god ved mig selv og gøre ting, jeg holder af: Læse gode bøger, se fede film, få røven moslet op af sofaen til biograf og teater og gå ud og spise en rigtig god frokost. SAMT at blive mere tolerant overfor, at verden også indebærer skodting, jeg godt kunne have været noget så foruden. Der SKAL jo gøres rent, krudtes af i haven, vaskes og (sommetider) stryges tøj samt ryddes op. De sidste ting behøver jeg ikke på nogen mulig måde at blive bedre til–det er i sig selv nok at blive bedre til at acceptere, at de overhovedet eksisterer og er nødvendige. Alt det må jeg frygteligt meget både blive ved med samt at acceptere…
Så ingen højtflyvende nytårsfortsætter her. Det eneste er sådan set: AT BLIVE VED! At blive noget så frygteligt meget ved……
Godt nytår!