Om forældreintra. Og forældreekstra.

På sidelinjen har jeg fulgt lidt med i de seneste dages debat om forældreintra. Jeg har jo ingen skolesøgende børn, og da jeg havde, var den slags heldigvis endnu ikke opfundet. Som lærer har jeg levet med interne platforme, men da hovedparten af vores elever var en slags voksne mennesker, lå der ikke en nødvendighed i også at kunne kommunikere med deres forældre.

Men jeg forstår godt, at nogle forældre får stress af forældreintra. Det gør de givetvis også ( der er mange andre årsager, men dem lader vi lige ligge her!)  pga. forældreekstra. Altså alle de, til alle tider eksisterende, som bare er så ekstra meget forældre, og så ekstra meget elsker at høre sig selv snakke. Vi kender dem alle. De kan tale i timevis om ingenting og deres børn, og enhver lille forandring i såvel vuggestue, som børnehave som skole skal gennemdiskuteres i ugevis, udelukkende på deres præmisser. De har indlæg til alt–og de forsømmer aldrig en chance for at give det til kende.

Jeg sad en overgang i bestyrelsen for mine børns børnehave. Det blev en kort overgang. For ind i samme bestyrelse valgtes ( Gud ved, hvem der stemte på hende?) en af de der ekstraforældre, som sporenstrengs bemægtigede sig børnehavens regler, fordybede sig i dem og havde kommentarer til dem sådan nærmest på ordplan. Det var der, jeg vidste, at hvis hendes søn skulle vokse op med en mor, fuldt ekviperet med hoved, så skulle jeg ud. Det var ulideligt.

Men det bliver jo endnu mere ulideligt, når det er på skrift. Vi kender vel alle Facebook som holdeplads for manglende grammatik, alternativ stavning og besynderlige indlæg–men forestil jer lige, at man som forældre sidder i en situation, hvor man, for sine børns skyld, føler sig presset til at læse den slags ævl. Hvor lille Palles mor igen, igen, igen skriver romaner om lejrskoler og dårlige toiletforhold. Det er straks mere bærlig, når Fru Palle til forældremøderne bemægtiger sig det meste taletid, for den slags kan man abstrahere fra og få lavet indre indkøbslister eller planlægge morgendagens grammatikundervisning i, mens det står på.

Der findes mennesker, der ikke kan bære at se en platform, hvad enten den er mundtlig eller skriftlig, uden at skulle op på den. Helst op på toppen af den. Over de andre. Disse ekstramennesker har gerne en mening om alt, og hvis de ikke lige har, så tager det dem i alt fald ikke længe at få en. Vi husker dem nok alle fra vores børns skoletid. Det var dem, der gjorde, at forældremøder ind imellem blev ørkenvandringer i ord og ordkløveri–og ingen handling. Det var dem, der gjorde, at majoriteten af os forlod samme møder med store frustrationer–men med indkøb og undervisning planlagt en måneds tid ud i fremtiden. Det var også dem, der på en omvendt måde lærte os selv at holde kæft, fordi vi pludselig indså, at tavshed er det største guld, når man i virkeligheden intet har at sige.

Det er selvfølgelig en af fordelene ved ikke at have skole- eller børnehavesøgende børn. Man kan slette ekstraerne fra sin besøgelsestid. Man behøver ikke høre på dem længere. Eller læse,hvad de skriver. For tale og skrive, det gør de. Med uformindsket kraft.

Jeg ville ønske, både for folk belemret med skoleintra og alle i det hele taget, at ekstraerne blev overmandet af en akut opstået selvjustits. En selvjustits, der fortalte dem, at man kun behøver at tale og skrive, når man har noget væsentligt at sige. Ellers er det pænest at holde kæft. Man behøver ikke have en mening om alt, man behøver ikke kulegrave børnehavens regler, fordi man kommer i bestyrelsen, man behøver ikke kommentere alt, der bliver skrevet på interne og eksterne platforme–men man behøver at kigge ind i sig selv og finde ud af, om det, man havde tænkt sig at sige og skrive, overhovedet har den mindste værdi og relevans. Mest for andres skyld, men da bestemt også for ens egen.

I øvrigt fik jeg senere damen fra børnehavens søn 3 år i skolen. Han var en ualmindeligt sød, men meget, meget forsagt, stille dreng.

Continue Reading

Når hunhundene er i løbetid.

Det er slet ikke fordi, vi er overbebyrdede med hunhunde her i kvarteret. Vi er sådan mest til hanner, er vi. Men genboen har da en krølhåret, overdimensioneret hamster, og oppe ved marken bor den store kærlighed i skikkelse af en lettere sortbroget Collie, der nok generelt bør afholde sig selv fra at se i spejlet.

Det er fuldstændigt uden betydning. Min hund går udelukkende, og her mener jeg det seriøst, udelukkende efter indre skønhed. Det går han så også efter. SOM han gør. Ikke nok med, at han, hvis det lykkes ham at forcere havens hegn, altid kan findes med elskovssyge hundeøjne og tissemanden til skamløs udstilling på den sortbrogedes fortrappe. Han synger også vilde serenader til hende på falsk hundsk. Selv herhjemme.

Men at gå tur med ham i de dage, hvor hormonerne fiser rundt i kvarteret, er et mareridt. Det siges, at en gennemsnits hanhund kan lugte en hunhund i løbetid på over 20 kilometers afstand. Det tror jeg gerne. Min kan garanteret lugte dem i Ålborg. Så når vi så bevæger os ud, med selen godt spændt fast, opfører han sig som en rundtosset grønthøster på speed. Ikke nok med, at vi helst skal løbe. Vi skal også helst løbe over det hele. Sådan frem og tilbage, i cirkler, baglæns, sidelæns og meget hurtigt. Alt mens snuden ikke løfter sig fra jorden, og vores livsvigtige mission er at fare fra det ene vildt interessante tissested til det andet. Det er så noget, jeg har tænkt meget over. Hunde tisser ikke lineært. Altså følger en nøje fastlagt, logisk og fremadskridende rute. De afleverer hist og pist og på alle sider af de forhåndenværende stier. Det kunne de, ikke mindst for ejernes skyld, godt lave lidt mere logistik på, for man ligner jo en forvildet høne, når man bliver trukket afsted på den måde, uden mål og med.

Det er som om, vi bare på en enkelt gåtur skal have tjek på samtlige hunhunde i skruk herfra og til Ålborg. Vi skal som regel fare så meget afsted, at jeg bliver sådan et vedhæng til snoren, der hele tiden er i umiddelbar fare for at lette. Bare at holde os på nogenlunde stabil kurs er noget af en snudefuld, og jeg må indrømme, at jeg i de dage vælger ture, der går de allermest mennesketomme steder, for jeg synes, det er flovt at blive kølhalet af 40 kilo Retriever, der bare skal have noget på den dumme. Eller i alt fald en god portion efterslæb af hunhund til at blive yderligere liderlig af. Jeg er sikker på, han gerne var mig foruden, for så kunne sådan en pisopstøvningstur i løbetidssæsonen da virkelig blive interessant. Måske skulle jeg også bare vælge den løsning at lukke ham ud og hente ham et par timer senere midt i en serenade oppe på den udkårnes fortrappe.

Kyniske hundejere ville selvfølgelig sige, at den hund skal kastreres. Det skal han så ikke. For det er unaturligt i mine øjne, og hundene bliver fedladne og grimme, så jeg må ligesom bare finde mig i at være flyvende, hurtigtgående objekt i cirkelbevægelser over kvarteret de dage, det står på. Jeg må finde mig i at være vedhæng til den rundtossede grønthøster på speed, der som en anden Verdensmester i Hanhund raserer samme kvarter med sin ustoppelige elskovssyge.

Det holder jo også op igen. Det ved jeg. Det plejer det da at gøre. Selv i Ålborg har de perioder uden hunhunde i løbetid. Og så får jeg min relativt fredelige bamse tilbage.

Continue Reading

En minimal smule om Brexit.

Hvis nogen ellers orker at høre mere om Brexit, så vil jeg faktisk gerne give mit besyv med. Og udelukkende omkring Irlandsspørgsmålet. Men på en relativt a-politisk måde. Meget mere som en, der kender grænsen mellem Irland og Nordirland til hudløshed og har kørt over den så mange gange, at jeg har mistet tal på dem. Til gengæld ved jeg, hvordan tingene fungerer deroppe og gruer for, hvordan de kan begynde ikke at fungere.

Grænsen mellem Irland og Nordirland er næsten 500 km. lang, og enhver, der bare kaster et lille blik på et kort, kan se, at så må den tage nogle gevaldige omveje for at blive så umådeligt langtrukken. Det gør den også. Den bugter, snor og slanger sig ved grænserne af de 6 grevskaber, der valgte at forblive i unionen med England i sin tid. Dette er ikke uden betydning. For akkurat som ved grænsen mellem DK og Tyskland er der en ivrig trafik mellem landene, og tusindvis af mennesker er daglige grænsependlere. I øvrigt er den eneste måde, hvorpå man kan konstatere, at man er kørt over grænsen, ved at kigge ned og se, om kantstregen på vejen har skiftet fra hvidt til gult. Eller omvendt.

Kører man den nemmeste vej fra f.eks. Letterkenny i republikken til Derry i Nordirland, skal man krydse grænsen ca. 8 gange. Mere, hvis man kommer fra andre steder og vil over. Det vil mange mennesker, for mange Nordirske katolikker går i skole og kirke i republikken, og utallige mennesker arbejder på den anden side grænsen. Ca. lige mange fra hvert land. I Nordirland er en del daglige fornødenheder billigere, og der er en ivrig trafik til læge og tandlægebesøg fra republikken. Ligeledes er der (heldigvis!) opstået en konsensus omkring, at man nu engang handler i den nærmeste butik–eller går i den nærmeste skole, hvis den passer til ens ståsted, fuldstændigt uafhængigt af, hvilket land alt dette befinder sig i. De mange år uden grænsekontrol har betydet, at ingen rigtigt bekymrer sig om, i hvilket land de befinder sig–så længe de ikke skal krydse en konkret grænse.

Jeg har iagttaget, at mine gæster altid forundres over, hvor umærkeligt man pludselig er havnet på den anden side af en grænse. Jeg har også, og meget mere væsentligt, iagttaget, at den næsten forsvundne grænse har indebåret, at fredsprocessen i Nordirland er skredet mærkbart mod det positive.

Så det er både folks dagligdag og folks fred, der er på spil derovre. Man kan jo bare forestille sig, at samtlige grænsependlere mellem DK og Tyskland skal vise pas og kontrolleres–og hvad det vil munde ud i. Og så lige gange det med enten 8–eller en kolossal omvej–for de, der kører ad de små, hurtige og lidt snørklede veje. Måske skal man også forestille sig, at tusindvis af børn må skifte skole, tonsvis udbytte deres kirkelige tilhørsforhold og atter tusinder, der skal have ny læge og tandlæge. For slet ikke at tale om alle de, der med tiden nok opgiver at arbejde på den anden side af grænsen, fordi det simpelthen er alt, alt for besværligt på alle måder.

Nu går det lige så pænt fremad, deroppe i det betændte land. Ikke at alt er lutter idyl og uden konflikter, men der er en tydelig vilje fra mange parter til at passe på alt det, der dog trods alt er opnået.

I løbet af de sidste dage har der været episoder, der minder om gamle dages “troubles” ( læs: bomber) i både Derry og Belfast, fordi frustrationerne er ved at tage magten over en situation, hvor ingen ved, hvor de står. Det vil være en katastrofe, hvis det griber om sig. Og det er vist fuldstændigt ligegyldigt, hvilken politisk overbevisning, man bekender sig til–alle er enige om netop DEN katastrofe.

Jeg ser for mig, at rejsebureauerne enten sletter Nordirland eller Nordirland som rejsemål sammen med republikken, fordi det bliver alt, alt for møjsommeligt at skulle gennem de utallige grænseovergange. Men det er så kun den allermindste top af den ulidelige kransekage. Det er da meget mere livsændrende, fredsforstyrrende og forfærdeligt for de stakkels mennesker, der bor langs og ved den grænse. Som man for alt, virkelig alt i verden, må bevare som en “soft border”. En grænse, der består af et skift i kantstriber mellem gult og hvidt.

Continue Reading

PS. til forrige indlæg.

Når jeg er ude at rejse ( og, indrømmet, jeg rejser en del mere end manden), får samme mand pludselig en masse madkærester blandt naboer, venner, bekendte og endda sportskammerater. De inviterer ham på, nærmest på skift, på en gang aftensmad.

Der er ingen, der inviterer mig, når han er ude at rejse.

Det kan jeg jo så tolke som 1) at de griber chancen for at se ham med en god undskyldning for ikke at få mig med i købet eller 2) at de har ondt af ham, fordi han er en mand og derfor vansmægter fødevaremæssigt uden min tilstedeværelse eller 3) at jeg er en kvinde og derfor formodes at kunne lave min egen mad eller 4) at ingen kunne drømme om frivilligt at ville se mig.

Tankevækkende!

Continue Reading

Om alenemad.

Da jeg var barn, fik vi altid Pariserbøf med dåsemajs, boller i karry eller de relativt nyopfundne pommes frites, når min far ikke var hjemme. Det påstod han nemlig, at han ikke kunne tåle. Da mine børn var små, stod den på risengrød, når far var ude. Det kunne han så godt tåle, men det middagsindlæg var styret af ren dovenskab fra min side. Det er også det, altså dovenskaben, der styrer mig i denne uge. SOM det gør!

Rent ernæringsmæssigt–og helt sikkert også på mange, mange andre områder–er jeg glad ved, jeg ikke er single. Det ville jeg ikke kunne styre. I alt fald ikke sådan lige med det samme, og jeg skulle virkelig gøre mig meget umage og tale meget indgående fornuft med mig selv for at spise, som jeg gør, når jeg er to.

Jeg har været alene hjemme siden lørdag, og jeg har ikke fået varm mad en eneste gang siden. Jeg synes, det er snyd at lade den varme leverpostej og de mikroede frikadeller tælle som varm mad. Det er nødløsninger, en form for stikken mig selv madblår i øjnene ved at bilde mig ind, at bare maden er lunken, kan den give sig ud for et ordentligt måltid. Det er jo immervæk relativt sparsomt, hvor mange grøntsager og andet tilbehør, udover rugbrød, der ryger ned på den konto,

Så jeg har ikke, overhovedet ikke, gjort mig umage. Jeg har spist, hvad jeg har gidet at spise. Og har iagttaget, at jeg spiser brudstykker af det, jeg ellers vil kalde et lødigt måltid. Som en hel bakke salat eller det meste af en leverpostej på rugbrød, uden akkompagnement. Og Skyr. Findes der i virkeligheden et mere dovenvenligt måltid end en gang Skyr med müsli? Det kræver en ske og lidt skrab.

Hele kernen i miseren er, at jeg ikke gider lave mad til mig selv. Som i: KUN til mig selv. Jeg ville føle det noget så overflødigt at tilbringe en time med at kokkerere et udvidet måltid med masser af tilbehør til bare mig, som jeg så kunne sidde og skovle det ind med udelukkende TV-avisens speakere og en tiggende hund som publikum og medspisere. I min optik skal mad spises sammen, hvis den er kælet for. Eller også er det noget med, at det vil føles så underligt at sidde der og snakke med sig selv om maden og fortælle sig, at kødet virkelig er godt og velstegt, og at de bagte rodfrugter har præcis den ultimative konsistens. Det KAN jeg da godt, men det virker altså en smule overflødigt og relativt latterligt.

Så er det nemmere lige at hive en leverpostej og en bøtte Skyr. Eller en bakke forudblandet salat i Netto. Så det er godt, at manden er aftrænet på søndag, så konen dermed kan få noget ordentligt at spise.

Men det lader jo så alligevel tilbage, at jeg faktisk er fuld af beundring for alle de mange singler, jeg kender, som spiser lødigt, sundt og varieret. Som virkelig gider at lave multi-ingredienserede retter til sig selv og bruge tid og kræfter på såvel indkøb som tilberedning. Og som har overskud til at nyde at spise med sig selv og rose sig for et veltillavet måltid. Jeg ved godt, at de ikke har andet valg. Eller at de har taget det valg. Men jeg ved også, at der ville gå alt for forbandet lang tid, inden jeg kunne få mig selv moslet sammen til at lave anstændig mad, hvis jeg var alene. Selvfølgelig ville jeg da komme dertil, men jeg er sådan en selv-snyder, som garanteret ville finde utallige undskyldninger for at krybe udenom stegemargarinen. Jeg skulle blive noget så inderligt Skyr-træt,  forudblandet salat-allergisk og rugbrøds-katastroferamt, inden jeg nåede dertil.

For slet ikke at tale om, at verden er rimeligt ugearet til singler rent indkøbsmæssigt. Det er velsignet, at der er lang holdbarhedstid på Skyr, og at man kan dele sine salater over et par dage, selv om andendagen nu er en smule tør. Hvad enten det er fordi, man har glemt at lukke posen ordentligt, eller man har snydt med dressingen og bildt sig selv ind, at første halvdel dressing var væsentligt større end anden. Der er ikke megen fest i at købe familiepakningerne og så leve af variationer af kylling en uges tid. Eller i det hele taget at få det samme mere end et par dage. Altså undtagen Skyr, hvor man jo, for overlevelsens skyld, godt kan variere sine müsliprodukter og bilde sig selv ind, at man også godt kan spise Yankeebarer ovenpå. I skiver.

Det bliver ret godt at få både mand og normaltilstande på madområdet tilbage. Selvfølgelig er det en lettelse, en slags frirum, en spillen på bordet ikke at skulle ud i den mere lødige, tidskrævende madlavning nogle dage. Men så er det bal så også så småt ved at være ovre.

Continue Reading

Jeg ser nu i nat…

I går lukkede jeg tilfældigt op for min bilradio, da et meget spændende program om digteren Morten Nielsen, der døde som 24-årig i 1944, lige var startet. Programmets indhold cirklede omkring en tese om, at Morten Nielsen ikke, som tidligere antaget, blev dræbt ved en vådeskudsulykke, men i stedet var blevet koldblodigt likvideret af modstandsmanden “Citronen”, fordi han angiveligt havde en affære med dennes hustru. Det var alt sammen meget tænkt, konstrueret og fyldt med antagelser, men for mig var det utroligt dejligt at blive konfronteret med et digt, jeg altid har elsket, men næsten havde glemt. Nemlig: Jeg ser nu i nat….

Jeg hører til den slags mennesker, der læser digte. Ikke i udpræget grad, og ikke digte for enhver pris, og mit liv klarer sig fænomenalt uden Rifbjergs Konfrontationsdigte TAK!, men jeg nyder et rigtigt godt digt, der kan indfange en stemning og formidle følelser, jeg ellers ikke har ord for selv. Det er jo det, digte kan: formidle stemninger og følelser. Det er så også derfor, så forsvindende få mennesker kan skrive ordentlige digte, for mange tror, man skal forklare tingene. Det skal man ikke. Man skal male et ordbillede af dem. ( SÅ fik du den, Vita Andersen!)

Og Jeg ser nu i nat gik lige ind, da jeg hørte det første gang som teenager. Selvfølgelig ledsaget af den rørende historie om den tapre modstandsmand, der måtte lade sit unge liv, og derfor aldrig brændte ud som digter. Han fik vel knapt begyndt. Det kunne vi teenagere godt lide dengang i 60-erne, hvor krigen stadig var lidt med os på baghånd. Også Den Spanske, for Gustaf Munch-Petersen fik vel også, hvad han skulle have. Det var dødromantisk og flere år før Magic 27, hvor rockstjernerne begyndte at stå af, før de blev gamle og pinlige.

Jeg har altid syntes, digtet er det ultimative krisedigt. Det digt, der ligesom bør vende situationen, når der nærmest ikke er mere situation at vende. Når livet ikke er andet end håbløshed, når man har ramt sin dybeste bund og ikke aner, om man kan komme op derfra. Jeg tror, mange har været der–eller i alt fald tæt på. Så er det, at man skal huske sig selv på “at man skal leve og blomstre og sætte sine frø. For man er endnu for ringe til at dø.”

Det forudsætter selvfølgelig, at man tror på, at livet har en mission, en skæbne, om man vil. Som man har en slags indbygget pligt til at efterleve eller i alt fald ikke lade stå uforløst, uafsluttet tilbage. Men hvad hvis det nu har? Hvad hvis nu livet eksistentialistisk består af en masse valg, hvor man dog trods alt har en pligt til at vælge det til ( altså livet), så længe man selv har muligheden? Jeg kan personligt godt lide formuleringen omkring, at være “for ringe til at dø”, for det siger implicit, at livet skal tages alvorligt. Det er ikke, når man nu har fået det, noget man sådan kan gå og klatte med og smide væk, bare fordi det ikke arter sig efter ens eget hoved. Ikke, at der er noget religiøst i det–det er mere en skæbnemæssig forpligtelse. Det skal, med andre ord, gøres ordentligt færdigt. Eller, som Karen Blixen mente, så har vi alle en på forhånd givet, ukendt skæbne, og det er vores opgave i livet at indtage den plads, som vi er givet i det, hun ville kalde “den store fortælling”.

Omkring alt det med livets forpligtelser kan man jo jævnt hen mene, hvad man vil. Og der skal herfra ikke lyde nogen fordømmelser omkring, hvordan man vælger at leve eller lade være med at leve sit liv. Det er folks egen sag. Faktum er dog, at dette er et umådeligt smukt digt. Det er som om, ordene får en slags vinger og flyver lige ind i sjælen. Og det er jo netop lige præcis det, gode digte kan. Flyve lige ind i ens sjæl og sætte ord på de stemninger og følelser, man selv går og tumler ordløst med.

Jeg er glad ved, jeg lige fik åbnet min bilradio. For så fik jeg sådan en god reminder om et fantastisk digt. Prøv at læse det. Er det ikke bare FLOT?

 

Continue Reading

En milepæl.

Så kom den dag, hvor yngstebarnet fik afleveret det afsluttende speciale. Dog skal dette ikke handle om ham, men om hvad man som forælder ikke kan undgå at føle omkring netop det.

Det er nemlig sådan en slags mental milepæl i selve forældreskabet. En form for at give endelig slip på det ansvar, der måske med et noget gammeldags udtryk hedder ” at få sine børn sat godt i verden”. Det er den dag, hvor man begynder at kunne tillade sig at give slip i forvisning om, at nu både kan og bør de klare sig selv. Nu vil der snarligt komme et konkret bevis på en kunnen, en professionalitet, som ingen nogensinde vil kunne tage fra ham, og som indtil nu er den bedste investering, han har gjort. Jeg har altid ment, at den bedste investering, man kan foretage sig, er at investere i sit eget hoved, for ligegyldigt hvilken vej økonomien og konjunkturerne går, er der ingen, der kan tage netop det indskud fra en.

De fleste forældre har nok, efter evne, hjulpet deres børn økonomisk og på anden måde under uddannelse. Nu bliver det så kun på andre måder. For nu er der –igen med en forslidt cliche–“noget at falde tilbage på”, noget, der bør kunne give brød på bordet. Der opstår samtidig også en ny form for respekt, en ny måde at se sine børn på som voksne, ligeværdige mennesker, der er i stand til at klare sig selv. Det er ikke børn, i ordets allermest vidtgående definition længere–det er voksne med præcis de samme former for ansvar for eget liv, som man selv har.

Omvendt gør det også ens egen rolle som forælder anderledes. Ligeværdigheden ophæver på en måde en del af ” det er mig, der er den voksne-syndromet”, for nu er det OS, der er de voksne. Jeg skal med glæde fortsætte med at give gode råd, anvisninger og fortælle min uforbeholdne mening, men de tæller på en ny måde. Eller måske tæller de bare, som den slags tæller mellem 2 voksne. Jeg kan, hvis adspurgt, give råd om jobvalg og diskutere hensigtsmæssige ansættelser, men jeg er sat fuldstændigt ud af spillet på den måde, jeg førhen, i barndommen, diktatorisk kunne bestemme tøjvalg og mærket på en ny cykel. Jeg er stadigvæk moderen, men jeg er ikke hende, der bestemmer. Og jeg er slet, slet ikke hende, der ved bedst indenfor rigtigt mange kategorier.

Faktum er jo også, at mange af os har en smule svært ved overhovedet at forholde os til, hvad vores børn er uddannet indenfor og egentlig går og laver. Siden vi var unge, er der sket så gennemgribende forandringer i uddannelserne og deres indhold, at de fleste af os nok for længst har opgivet at følge med. Ydermere har i alt fald dette barn valgt et naturvidenskabeligt område, som, for at sige det mildt, er ren sort tale og udstrakt volapyk for en gammel humanist som mig. Det i sig selv gør, at jeg mange gange er vildt imponeret over, hvad mine børn kan–for det havde jeg i alt fald aldrig selv fundet ud af! Samtidig medfører det også-og selvfølgelig-at man faktisk bliver lidt stolt over at have nogle unger, der kan finde ud af den slags. Altså ligesom alle andre menneskers børn kan!

På bare de relativt få år, der er gået, siden min mor i sin tid blev konfirmeret og dermed voksen, har tiderne ændret sig til, at man nu vel først kan kalde sig udpræget voksen, når ens uddannelse er overstået. Det er immervæk et skred på omkring eller mere end 10 år for de flestes vedkommende. Det er så også et kolossalt mentalt skred, for ingen forældre anser vel deres børn som HELT voksne, før de står med en form for eksamensbevis i hånden. SÅ–og først SÅ–kan man give slip.

Det er også lidt underligt. At nok har jeg børn, som afkom betragtet. Men jeg har altså ikke “børn” længere. Nu skal, må og kan de på rigtigt mange områder klare sig selv!

 

Continue Reading

Om selektiv hørelse.

I årevis har jeg forbandet mine børn, hunden, manden samtlige mine elever samt et pænt udvalg af venner og bekendte for at have særdeles selektiv hørelse. Det er så småt ved at gå op for mig, at det har jeg også selv.

Selektiv hørelse betyder i al sin enkelhed, at man udelukkende hører det, man vil. Det er i mange tilfælde en berigelse af tilværelsen at kunne lukke af for vrøvl, brok og ubetydeligheder, men desværre har jeg måttet konstatere, at min egen selektive hørelse primært går ud på totalt at undgå at høre på, hvordan ting fungerer.

Når nye hårde hvidevarer, elektroniske dimsedutter, fjernsyn, computere og alt det andet, der nu engang hører med til en nutidig husholdning nyanskaffes, så er jeg i stand til at minimere min hørelse til hvilken knap, der skal trykkes på, for at indretningen går i gang. Det er så overhovedet ikke fordi, manden ikke gør sig anstrengelser og tager sig overvældende god tid til at forklare mig, hvordan, hvorfor–gerne også hvorfor ikke–tingene kommer til at foretage sig det, jeg gerne vil have dem til. Han hører til de ( sikkert forsvindende og uddøende få, sikkert også primært mænd, der læser manualer!), mens jeg går ind for kortfattede resumeer på ganske få ord over det allermest væsentlige. Jeg vil jo, helt basalt, bare gerne vide, hvilken knap, man trykker på. Resten er mig så inderligt uvedkommende og ligegyldigt.

Nu er der så kommet sådan et nyt opvaskedyr i mit køkken, og jeg kan sagtens erindre det halve times foredrag, jeg var vidne til omkring det. Jeg kan også godt huske, at jeg både nåede at rydde op, lege med hunden og lægge vasketøj sammen, da jeg formodedes at modtage instruktion i dets anvendelse. Akkurat som da jeg for nogen tid siden fik en ny ovn, som jeg hårdnakket sloges med et halvt år, inden jeg for alvor forstod, PRÆCIS hvilken knap, jeg skulle trykke på. Det var dengang, flæskestegen aldrig fik sprød sværd, og intet blev stegt over 170 grader, fordi jeg bare ikke orkede at høre på ovnforedrag i timevis, når jeg nu bare skulle vide det med knappen. Så opvaskedyret er lidt af et mysterium. Jeg VED, jeg har fået grundig instruks, men jeg ved også, at jeg ikke hørte efter. For F….., jeg behøver vel ikke kunne hele manualen udenad bare for at få vasket lidt beskidt porcelæn.

Selvfølgelig er det også sådan, at der er ting, jeg sætter en ære i ikke at vide. Jeg har det f.eks. bedst med at lade samtlige udendørs redskaber være lukket land, og det er slet ikke spor pænt af mig, at min hørelse fungerer på den måde. Men der sker et eller andet inde i mig, som bare lukker totalt ned for alt auditivt, når jeg får en grundig gennemgang af en ny plæneklippers funktioner. Omvendt tror jeg faktisk, en del af det med hørelsen kan træffe at være ret kønsbestemt. Jeg har noteret mig, at mine egne udvidede foredrag om håndklæders foldning, tilberedelse af lidt mere komplicerede madretter samt fordelen ved diverse helt bestemte designs indenfor boligindretning for det meste foregår foran et pænt smilende ansigt, hvis hjernefunktion tilsyneladende er et helt, helt andet sted. Akkurat som det overvældende antal elever, der var uimodtagelige overfor velsignelserne indenfor engelsk grammatik, og mine egne børn, der givetvis har lukket af for enhver grundig analyse af oprydning.

Men al den skylden skyld på andre og forsvar for, at alle på en eller anden måde har selektiv hørelse, hjælper jo ligesom ikke ret meget lige nu. Lige nu og her er problemet kæmpestort, men også uhyre enkelt: Hvilken knap skal jeg trykke på? Og nej! Jeg er fuldstændig, totalt, fortvivlet, inderligt ligeglad med, hvad der sker, hvis jeg trykker på alle de andre. Jeg gider ikke høre på alternativer, og hvad alle de andre knapper kan, jeg er bedøvende ligeglad med, hvordan maskinen fungerer. Jeg skal bare vide hvilken knap!

Continue Reading

Imodiums lyksaligheder.

Jeg har endnu engang måttet konstatere, at jeg har en europæisk mave. Sådan en, der i virkeligheden er en smule selektiv omkring, hvor den befinder sig i verden. En slags hjemmefødning på mavefronten, der er vildt racistisk hvad angår ikke-europæiske bakterier. Dem kan den ikke lide, og netop på det punkt er den helt enig ( som på det eneste punkt, altså) med T(rumpen). Der burde bygges en forsvarlig mur for at holde bakterier af enhver anden etnicitet end europæisk(e) ude fra min mave.

Så er det jo godt, man har vidundermidlet Imodium. Imodium er en slagsbror, en forsvarer, en indhenter af alle mavesubstanser, der er ved at løbe løbsk. Man skal bare proppe sig med de små piller, og så har man faktisk bygget sin egen lille befæstede maveborg. Alle ved vel, at der ikke findes modbydeligere form for ferie end den, hvor dagsordenen udelukkende drejer sig om at finde det næste toilet. Og alle ved vist også, at udvalget af offentlige toiletter andre steder kan være endog særdeles begrænset–for slet ikke at tale om alternativt, set med danske, priviligerede øjne. Selvfølgelig har jeg da lært altid at have en pakke papirsservietter på mig, men somme tider er flere pakker langt fra tilstrækkeligt til indledningsvis at få opbygget bare en nogenlunde acceptabel rengøringsstandard. Og hvis man bruger dem alle på at gøre rent, så sidder man jo alligevel i bogstaveligste forstand tilbage med lorten alligevel.

Jeg har svineædt Imodium på Cuba. Uhæmmet hældt dem i mig og lyksaligvis undgået konfrontation med et skønsomt udvalg af lortede aftrædelsesteder. Så langt, så godt.

Jeg kan kun bekræfte, at de virker. SOM de virker. Faktisk virker de endnu. Og det er overhovedet ikke morsomt, det her. Jeg mener, her sidder jeg med et flot, velrengjort, indbydende, europæisk toilet, hvor man hverken skal stå op, sidde på hug, huske at smide papiret i særskilt bøtte eller abstrahere fra, hvad der lever på gulvet og i tønden—og så har jeg intet at bruge det til!

Lort! Siger jeg bare!

Continue Reading

Julen varer lige til påske?

I de senere år–og mest markant netop i år–har jeg iagttaget en næsten forkrampet stædighed omkring at bibeholde julens udendørs lys til påske. Der er oplyste buske, markerede gelændere og flagstænger, der har været udsat for uhyrlige overgreb, overalt, når jeg går tur med hunden i mørket. Måske skal den med flagstængerne lige forklares: Efter min mening er de der fangarme, som man kan klistre på sin flagstang, så man selv ( andre narres desværre ikke så behændigt!) kan bilde sig ind, at man overhovedet slet ikke har en flagstang, men har lånt et juletræ på Rådhuspladsen i KBH, noget af den allermest afskyelige julebelysning, der nogensinde er opfundet. Og hvad har flagstænger egentlig gjort for at fortjene en sådan skæbne?

Anyway, det er som om, vi ikke kan få jul nok og lysmæssigt må forlænge den langt ind i det nye år. For jeg tror nemlig ikke på, at det bare er fordi, folk har glemt at slukke. Det ville jeg have gjort, hvis det var hjemme hos os, der stadig var udendørs jul. Men andre mennesker må vel have tænkt over det der med at lade lyset brænde.

Personligt har jeg et lidt ambivalent forhold til det. På den ene side set synes jeg, at julen er noget særligt, som har sin egen tid. En tid, vi ser frem til i mørket og derfor skal fejre lige præcis, når den er der. Sådan at julen bliver særlig, speciel og ikke udvandet og langstrakt, så den mister sin egen betydning. Akkurat som det føles en smule blasfemisk at kaste sig over påskeæggene i oktober og lave Skt. Hansbål hele december. Selv om det sidste selvfølgelig kunne være lidt oplysende. Der er heller ikke noget så vammelt som ting, der er ude af sync, har mistet deres besøgelsestid og danser macabre som moster Annas strikkede nissepar i februar. Alting har en ende, og alting har en tid.

På den anden side set anerkender jeg fuldt lyset i mørket. Selve dets opysningsværdi. Januar er u-hyggelig ( bemærk bindestreg!), januar er uforsvarligt lang, og januar er alt, alt for mørk. Januar er sådan en måned, der må gøres noget seriøst ved, og kan man gøre skodmåneden bare en lille smule mere spiselig ved at lade juletræet brænde en måneds tid mere, så er det vel det, man gør. Jeg tror, de fleste kender tomhedsfølelsen og det lille stik i maven, når julelysene uigenkaldeligt slukkes den sidste gang omkring nytår, og den kan man så behændigt undgå ved simpelthen bare at lade være at slukke. Vi mørke-hundeluftere synes, det er dejligt med lysene rundt omkring, men vi synes også, det er en smule besynderligt, at de er der. Og der er i alt fald ingen hjemme hos os selv!

Nu er det så bare, at jeg er meget spændt på, hvornår julen endelig er ovre derude i de små hjem og de store flagstænger? HVORNÅR slukker de mennesker uigenkaldeligt for deres langvarige jul? Findes der mon en, mig ubekendt, absolut sidste udløbsdato for udendørs julebelysning, som alle lyserne kender? Jeg mener, da de hårdnakket lyste videre efter Hellig Tre Konger, hvor jeg ellers troede, det var slut med de udendørs show, tænkte jeg virkelig alvorligt over, om der var noget i kirkeårets kalender, der var blevet ændret, tilføjet eller måske bare udsendt som den slags fake news, som mange mennesker tror på. Måske VAR vismændenes rejse i virkeligheden længere og mere strabadserende, så man nu med sikkerhed ved, eller i alt fald påstår, at de først nåede frem til påske?

 

Continue Reading