En god serie.

Peaky Blinders. Netflix.

—Hvis man nu overhovedet ikke er til nytårskoncert fra Wien eller de nytårslige skihop, så er her en ualmindeligt god undskyldning for binge-watching hele den lange, mørke (og i dag stormfulde) nytårsdag. Men pas på! Birminghams slum i mellemkrigstiden og dens omkringliggende væddeløbsbaner er stærkt vanedannende. Det er formidable britiske og irske skuespillere også. Heldigvis er der så 24 afsnit. Der skulle derfor være tilstrækkeligt til at gå i seriemode et stykke ind i ubrugelige januar.

Peaky Blinders ( som vel betyder noget i retning af at smugkigge ud gennem (rulle)gardiner) er navnet på en familiebande i Birmingham lige efter 1. Verdenskrig. Anført af Thomas Selby, som spilles smukt og lurende farligt af irsk films overcutie, Cilian Murphy (udtales med K), og med gode, farverige og flot nuancerede medlemmer på sidelinjen. Persongalleriet omkring familien er lige så spændende og udfordrende, og især reservekongen af alle serier, Sam Neill, har faktisk en af sine glansroller som den både kloge, men også relativt letnarrelige politiinspektør. I modsætning til et utal af andre serier, hvor man næsten kan få følelsen af, at han bare er med, fordi man nu engang HAR Sam Neill med i serier.

Udover en god og realistisk handling, er serien også et fabelagtigt tidsbillede af en engelsk industriby i begyndelsen af sidste århundrede. Af fattigdommen, af slummen, af fordrukkenheden, af alle arrene fra den nyligt overståede verdenskrig—og fremfor alt af håbet om en bedre tilværelse. Farvetonerne er mørke og smukke. Akkurat som hos familien Selby, som nok tjener de fleste penge illegalt, men samtidig står som beskyttere af alle, der er værdige til at få en hjælpende hånd. Ydermere ulmer det i baggrunden med den irske borgerkrig og IRAs inflydelse, så her er absolut også noget at hente for Irlandsfreaks.

Endelig er her, som allerede antydet, også Cilian Murphy at hente. Selv om dette stortalent har sjoflet med sit rollevalg og fejlcastet sig selv utallige gange siden glansrollen i The Wind that Shakes the Barley (SE den–det er en af mine absolutte yndlingsfilm!), så er han helt tilgivet efter denne smukke præstation, hvor han i den grad får mulighed for at vise sin kunnen. Og den farlighed, der lurer latent inde bag det smukke, smukke ansigt.

—Jeg har lang vej endnu. Men den er værd at gå…….

You may also like

Skriv et svar