En milepæl.

Så kom den dag, hvor yngstebarnet fik afleveret det afsluttende speciale. Dog skal dette ikke handle om ham, men om hvad man som forælder ikke kan undgå at føle omkring netop det.

Det er nemlig sådan en slags mental milepæl i selve forældreskabet. En form for at give endelig slip på det ansvar, der måske med et noget gammeldags udtryk hedder ” at få sine børn sat godt i verden”. Det er den dag, hvor man begynder at kunne tillade sig at give slip i forvisning om, at nu både kan og bør de klare sig selv. Nu vil der snarligt komme et konkret bevis på en kunnen, en professionalitet, som ingen nogensinde vil kunne tage fra ham, og som indtil nu er den bedste investering, han har gjort. Jeg har altid ment, at den bedste investering, man kan foretage sig, er at investere i sit eget hoved, for ligegyldigt hvilken vej økonomien og konjunkturerne går, er der ingen, der kan tage netop det indskud fra en.

De fleste forældre har nok, efter evne, hjulpet deres børn økonomisk og på anden måde under uddannelse. Nu bliver det så kun på andre måder. For nu er der –igen med en forslidt cliche–“noget at falde tilbage på”, noget, der bør kunne give brød på bordet. Der opstår samtidig også en ny form for respekt, en ny måde at se sine børn på som voksne, ligeværdige mennesker, der er i stand til at klare sig selv. Det er ikke børn, i ordets allermest vidtgående definition længere–det er voksne med præcis de samme former for ansvar for eget liv, som man selv har.

Omvendt gør det også ens egen rolle som forælder anderledes. Ligeværdigheden ophæver på en måde en del af ” det er mig, der er den voksne-syndromet”, for nu er det OS, der er de voksne. Jeg skal med glæde fortsætte med at give gode råd, anvisninger og fortælle min uforbeholdne mening, men de tæller på en ny måde. Eller måske tæller de bare, som den slags tæller mellem 2 voksne. Jeg kan, hvis adspurgt, give råd om jobvalg og diskutere hensigtsmæssige ansættelser, men jeg er sat fuldstændigt ud af spillet på den måde, jeg førhen, i barndommen, diktatorisk kunne bestemme tøjvalg og mærket på en ny cykel. Jeg er stadigvæk moderen, men jeg er ikke hende, der bestemmer. Og jeg er slet, slet ikke hende, der ved bedst indenfor rigtigt mange kategorier.

Faktum er jo også, at mange af os har en smule svært ved overhovedet at forholde os til, hvad vores børn er uddannet indenfor og egentlig går og laver. Siden vi var unge, er der sket så gennemgribende forandringer i uddannelserne og deres indhold, at de fleste af os nok for længst har opgivet at følge med. Ydermere har i alt fald dette barn valgt et naturvidenskabeligt område, som, for at sige det mildt, er ren sort tale og udstrakt volapyk for en gammel humanist som mig. Det i sig selv gør, at jeg mange gange er vildt imponeret over, hvad mine børn kan–for det havde jeg i alt fald aldrig selv fundet ud af! Samtidig medfører det også-og selvfølgelig-at man faktisk bliver lidt stolt over at have nogle unger, der kan finde ud af den slags. Altså ligesom alle andre menneskers børn kan!

På bare de relativt få år, der er gået, siden min mor i sin tid blev konfirmeret og dermed voksen, har tiderne ændret sig til, at man nu vel først kan kalde sig udpræget voksen, når ens uddannelse er overstået. Det er immervæk et skred på omkring eller mere end 10 år for de flestes vedkommende. Det er så også et kolossalt mentalt skred, for ingen forældre anser vel deres børn som HELT voksne, før de står med en form for eksamensbevis i hånden. SÅ–og først SÅ–kan man give slip.

Det er også lidt underligt. At nok har jeg børn, som afkom betragtet. Men jeg har altså ikke “børn” længere. Nu skal, må og kan de på rigtigt mange områder klare sig selv!

 

You may also like

Skriv et svar