Jeg ser nu i nat…

I går lukkede jeg tilfældigt op for min bilradio, da et meget spændende program om digteren Morten Nielsen, der døde som 24-årig i 1944, lige var startet. Programmets indhold cirklede omkring en tese om, at Morten Nielsen ikke, som tidligere antaget, blev dræbt ved en vådeskudsulykke, men i stedet var blevet koldblodigt likvideret af modstandsmanden “Citronen”, fordi han angiveligt havde en affære med dennes hustru. Det var alt sammen meget tænkt, konstrueret og fyldt med antagelser, men for mig var det utroligt dejligt at blive konfronteret med et digt, jeg altid har elsket, men næsten havde glemt. Nemlig: Jeg ser nu i nat….

Jeg hører til den slags mennesker, der læser digte. Ikke i udpræget grad, og ikke digte for enhver pris, og mit liv klarer sig fænomenalt uden Rifbjergs Konfrontationsdigte TAK!, men jeg nyder et rigtigt godt digt, der kan indfange en stemning og formidle følelser, jeg ellers ikke har ord for selv. Det er jo det, digte kan: formidle stemninger og følelser. Det er så også derfor, så forsvindende få mennesker kan skrive ordentlige digte, for mange tror, man skal forklare tingene. Det skal man ikke. Man skal male et ordbillede af dem. ( SÅ fik du den, Vita Andersen!)

Og Jeg ser nu i nat gik lige ind, da jeg hørte det første gang som teenager. Selvfølgelig ledsaget af den rørende historie om den tapre modstandsmand, der måtte lade sit unge liv, og derfor aldrig brændte ud som digter. Han fik vel knapt begyndt. Det kunne vi teenagere godt lide dengang i 60-erne, hvor krigen stadig var lidt med os på baghånd. Også Den Spanske, for Gustaf Munch-Petersen fik vel også, hvad han skulle have. Det var dødromantisk og flere år før Magic 27, hvor rockstjernerne begyndte at stå af, før de blev gamle og pinlige.

Jeg har altid syntes, digtet er det ultimative krisedigt. Det digt, der ligesom bør vende situationen, når der nærmest ikke er mere situation at vende. Når livet ikke er andet end håbløshed, når man har ramt sin dybeste bund og ikke aner, om man kan komme op derfra. Jeg tror, mange har været der–eller i alt fald tæt på. Så er det, at man skal huske sig selv på “at man skal leve og blomstre og sætte sine frø. For man er endnu for ringe til at dø.”

Det forudsætter selvfølgelig, at man tror på, at livet har en mission, en skæbne, om man vil. Som man har en slags indbygget pligt til at efterleve eller i alt fald ikke lade stå uforløst, uafsluttet tilbage. Men hvad hvis det nu har? Hvad hvis nu livet eksistentialistisk består af en masse valg, hvor man dog trods alt har en pligt til at vælge det til ( altså livet), så længe man selv har muligheden? Jeg kan personligt godt lide formuleringen omkring, at være “for ringe til at dø”, for det siger implicit, at livet skal tages alvorligt. Det er ikke, når man nu har fået det, noget man sådan kan gå og klatte med og smide væk, bare fordi det ikke arter sig efter ens eget hoved. Ikke, at der er noget religiøst i det–det er mere en skæbnemæssig forpligtelse. Det skal, med andre ord, gøres ordentligt færdigt. Eller, som Karen Blixen mente, så har vi alle en på forhånd givet, ukendt skæbne, og det er vores opgave i livet at indtage den plads, som vi er givet i det, hun ville kalde “den store fortælling”.

Omkring alt det med livets forpligtelser kan man jo jævnt hen mene, hvad man vil. Og der skal herfra ikke lyde nogen fordømmelser omkring, hvordan man vælger at leve eller lade være med at leve sit liv. Det er folks egen sag. Faktum er dog, at dette er et umådeligt smukt digt. Det er som om, ordene får en slags vinger og flyver lige ind i sjælen. Og det er jo netop lige præcis det, gode digte kan. Flyve lige ind i ens sjæl og sætte ord på de stemninger og følelser, man selv går og tumler ordløst med.

Jeg er glad ved, jeg lige fik åbnet min bilradio. For så fik jeg sådan en god reminder om et fantastisk digt. Prøv at læse det. Er det ikke bare FLOT?

 

You may also like

Skriv et svar