Om alenemad.

Da jeg var barn, fik vi altid Pariserbøf med dåsemajs, boller i karry eller de relativt nyopfundne pommes frites, når min far ikke var hjemme. Det påstod han nemlig, at han ikke kunne tåle. Da mine børn var små, stod den på risengrød, når far var ude. Det kunne han så godt tåle, men det middagsindlæg var styret af ren dovenskab fra min side. Det er også det, altså dovenskaben, der styrer mig i denne uge. SOM det gør!

Rent ernæringsmæssigt–og helt sikkert også på mange, mange andre områder–er jeg glad ved, jeg ikke er single. Det ville jeg ikke kunne styre. I alt fald ikke sådan lige med det samme, og jeg skulle virkelig gøre mig meget umage og tale meget indgående fornuft med mig selv for at spise, som jeg gør, når jeg er to.

Jeg har været alene hjemme siden lørdag, og jeg har ikke fået varm mad en eneste gang siden. Jeg synes, det er snyd at lade den varme leverpostej og de mikroede frikadeller tælle som varm mad. Det er nødløsninger, en form for stikken mig selv madblår i øjnene ved at bilde mig ind, at bare maden er lunken, kan den give sig ud for et ordentligt måltid. Det er jo immervæk relativt sparsomt, hvor mange grøntsager og andet tilbehør, udover rugbrød, der ryger ned på den konto,

Så jeg har ikke, overhovedet ikke, gjort mig umage. Jeg har spist, hvad jeg har gidet at spise. Og har iagttaget, at jeg spiser brudstykker af det, jeg ellers vil kalde et lødigt måltid. Som en hel bakke salat eller det meste af en leverpostej på rugbrød, uden akkompagnement. Og Skyr. Findes der i virkeligheden et mere dovenvenligt måltid end en gang Skyr med müsli? Det kræver en ske og lidt skrab.

Hele kernen i miseren er, at jeg ikke gider lave mad til mig selv. Som i: KUN til mig selv. Jeg ville føle det noget så overflødigt at tilbringe en time med at kokkerere et udvidet måltid med masser af tilbehør til bare mig, som jeg så kunne sidde og skovle det ind med udelukkende TV-avisens speakere og en tiggende hund som publikum og medspisere. I min optik skal mad spises sammen, hvis den er kælet for. Eller også er det noget med, at det vil føles så underligt at sidde der og snakke med sig selv om maden og fortælle sig, at kødet virkelig er godt og velstegt, og at de bagte rodfrugter har præcis den ultimative konsistens. Det KAN jeg da godt, men det virker altså en smule overflødigt og relativt latterligt.

Så er det nemmere lige at hive en leverpostej og en bøtte Skyr. Eller en bakke forudblandet salat i Netto. Så det er godt, at manden er aftrænet på søndag, så konen dermed kan få noget ordentligt at spise.

Men det lader jo så alligevel tilbage, at jeg faktisk er fuld af beundring for alle de mange singler, jeg kender, som spiser lødigt, sundt og varieret. Som virkelig gider at lave multi-ingredienserede retter til sig selv og bruge tid og kræfter på såvel indkøb som tilberedning. Og som har overskud til at nyde at spise med sig selv og rose sig for et veltillavet måltid. Jeg ved godt, at de ikke har andet valg. Eller at de har taget det valg. Men jeg ved også, at der ville gå alt for forbandet lang tid, inden jeg kunne få mig selv moslet sammen til at lave anstændig mad, hvis jeg var alene. Selvfølgelig ville jeg da komme dertil, men jeg er sådan en selv-snyder, som garanteret ville finde utallige undskyldninger for at krybe udenom stegemargarinen. Jeg skulle blive noget så inderligt Skyr-træt,  forudblandet salat-allergisk og rugbrøds-katastroferamt, inden jeg nåede dertil.

For slet ikke at tale om, at verden er rimeligt ugearet til singler rent indkøbsmæssigt. Det er velsignet, at der er lang holdbarhedstid på Skyr, og at man kan dele sine salater over et par dage, selv om andendagen nu er en smule tør. Hvad enten det er fordi, man har glemt at lukke posen ordentligt, eller man har snydt med dressingen og bildt sig selv ind, at første halvdel dressing var væsentligt større end anden. Der er ikke megen fest i at købe familiepakningerne og så leve af variationer af kylling en uges tid. Eller i det hele taget at få det samme mere end et par dage. Altså undtagen Skyr, hvor man jo, for overlevelsens skyld, godt kan variere sine müsliprodukter og bilde sig selv ind, at man også godt kan spise Yankeebarer ovenpå. I skiver.

Det bliver ret godt at få både mand og normaltilstande på madområdet tilbage. Selvfølgelig er det en lettelse, en slags frirum, en spillen på bordet ikke at skulle ud i den mere lødige, tidskrævende madlavning nogle dage. Men så er det bal så også så småt ved at være ovre.

You may also like

Skriv et svar