Om forældreintra. Og forældreekstra.

På sidelinjen har jeg fulgt lidt med i de seneste dages debat om forældreintra. Jeg har jo ingen skolesøgende børn, og da jeg havde, var den slags heldigvis endnu ikke opfundet. Som lærer har jeg levet med interne platforme, men da hovedparten af vores elever var en slags voksne mennesker, lå der ikke en nødvendighed i også at kunne kommunikere med deres forældre.

Men jeg forstår godt, at nogle forældre får stress af forældreintra. Det gør de givetvis også ( der er mange andre årsager, men dem lader vi lige ligge her!)  pga. forældreekstra. Altså alle de, til alle tider eksisterende, som bare er så ekstra meget forældre, og så ekstra meget elsker at høre sig selv snakke. Vi kender dem alle. De kan tale i timevis om ingenting og deres børn, og enhver lille forandring i såvel vuggestue, som børnehave som skole skal gennemdiskuteres i ugevis, udelukkende på deres præmisser. De har indlæg til alt–og de forsømmer aldrig en chance for at give det til kende.

Jeg sad en overgang i bestyrelsen for mine børns børnehave. Det blev en kort overgang. For ind i samme bestyrelse valgtes ( Gud ved, hvem der stemte på hende?) en af de der ekstraforældre, som sporenstrengs bemægtigede sig børnehavens regler, fordybede sig i dem og havde kommentarer til dem sådan nærmest på ordplan. Det var der, jeg vidste, at hvis hendes søn skulle vokse op med en mor, fuldt ekviperet med hoved, så skulle jeg ud. Det var ulideligt.

Men det bliver jo endnu mere ulideligt, når det er på skrift. Vi kender vel alle Facebook som holdeplads for manglende grammatik, alternativ stavning og besynderlige indlæg–men forestil jer lige, at man som forældre sidder i en situation, hvor man, for sine børns skyld, føler sig presset til at læse den slags ævl. Hvor lille Palles mor igen, igen, igen skriver romaner om lejrskoler og dårlige toiletforhold. Det er straks mere bærlig, når Fru Palle til forældremøderne bemægtiger sig det meste taletid, for den slags kan man abstrahere fra og få lavet indre indkøbslister eller planlægge morgendagens grammatikundervisning i, mens det står på.

Der findes mennesker, der ikke kan bære at se en platform, hvad enten den er mundtlig eller skriftlig, uden at skulle op på den. Helst op på toppen af den. Over de andre. Disse ekstramennesker har gerne en mening om alt, og hvis de ikke lige har, så tager det dem i alt fald ikke længe at få en. Vi husker dem nok alle fra vores børns skoletid. Det var dem, der gjorde, at forældremøder ind imellem blev ørkenvandringer i ord og ordkløveri–og ingen handling. Det var dem, der gjorde, at majoriteten af os forlod samme møder med store frustrationer–men med indkøb og undervisning planlagt en måneds tid ud i fremtiden. Det var også dem, der på en omvendt måde lærte os selv at holde kæft, fordi vi pludselig indså, at tavshed er det største guld, når man i virkeligheden intet har at sige.

Det er selvfølgelig en af fordelene ved ikke at have skole- eller børnehavesøgende børn. Man kan slette ekstraerne fra sin besøgelsestid. Man behøver ikke høre på dem længere. Eller læse,hvad de skriver. For tale og skrive, det gør de. Med uformindsket kraft.

Jeg ville ønske, både for folk belemret med skoleintra og alle i det hele taget, at ekstraerne blev overmandet af en akut opstået selvjustits. En selvjustits, der fortalte dem, at man kun behøver at tale og skrive, når man har noget væsentligt at sige. Ellers er det pænest at holde kæft. Man behøver ikke have en mening om alt, man behøver ikke kulegrave børnehavens regler, fordi man kommer i bestyrelsen, man behøver ikke kommentere alt, der bliver skrevet på interne og eksterne platforme–men man behøver at kigge ind i sig selv og finde ud af, om det, man havde tænkt sig at sige og skrive, overhovedet har den mindste værdi og relevans. Mest for andres skyld, men da bestemt også for ens egen.

I øvrigt fik jeg senere damen fra børnehavens søn 3 år i skolen. Han var en ualmindeligt sød, men meget, meget forsagt, stille dreng.

You may also like

Skriv et svar