Som at gå på skattejagt.

Der er sikkert mange, der allerede kender konceptet TK-Maxx, men det fortjener nu alligevel lidt omtale. Også selv om det, så vist jeg ved, endnu ikke er kommet til Danmark, men det VIL det gøre. Tro mig! Ude i verden skyder det i alt fald frem overalt–og især England, USA og Tyskland har et væld af den slags butikker.

TK-Maxx er en outlet-kæde-forretning, som basalt er en stor, vidunderlig rodebunke af tøj og sko til kvinder, børn og mænd. Af den slags, der appellerer til folk som mig, der både elsker en god, gedigen skattejagt og at gøre et lige så godt, gedigent kup. Hvis nogen kender Century 21 fra New York, så er det sådan cirka der, vi er. Her er masser af godt kvalitets- og designertøj til vildt lave priser, men man skal gøre en indsats for at finde det. Ingenting hænger efter mærke eller pris. Til nød hænger det somme tider efter størrelse, men det er udelukkende på gode dage.

TK-Maxx opkøber restpartier af nærmest alt, så konfekture, make-up og tingeltangel kan, udover læssevis af tøj, også findes i forretningerne. Udbuddet er udelukkende afgjort af, hvad nogen lige har skullet have losset videre. Det betyder, at der ind imellem vanvittige fund, også er en jungle af shitty ting og mærker, som kun producenten har hørt om. Det eneste, der er at gøre, er at starte i en ende og så kæmpe sig gennem bøjlerne.

Netop dette er sikkert alt for uoverkommeligt for mange. Altså de mange, der slet ikke har forståelse for, at vi altså er nogle, der elsker den slags ting. At det er den ultimative balsam til belønningscentret at grave et stykke vildt flot og hamrende billigt tekstil op mellem en horde af shittøj. Det er lige præcis også det, der appellerer så inderligt til os, der ikke kan gå forbi en genbrugsforretning. Der KUNNE jo være en skat gemt. Hvilket der så for det meste også er—og hvilket så igen fører cirklen videre til, at man bliver ved…..

TK-MAXX er sådan en halvdagsforretning, sådan et sted, man på forhold skal være indstillet på at bruge tid og undervejs fange en hel del nitter. Til gengæld skal der nok være gevinst. Sådan et godt stykke op ad formiddagen….. Jeg er i alt fald kommet hjem med Jaeger, Michael Kors, Masai, In Wear, Karen Millen og andre halv- og heldyre mærker for omkring en hundredekroneseddel pr. tøjstykke. Det er, for mig, en acceptabel timeløn.

Nærmeste forretning ligger nok for de fleste danskere i Flensburg. Langt inde i bunden af Holmpassage. Ellers er der et utal af dem rundt omkring i nærmest alle store og mellemstore byer i de allerede nævnte lande.

God skattejagt!

Continue Reading

Returbillet til januar.

Lad det være gentaget endnu engang: Jeg er januarhader. Jeg er arg og indædt modstander af enhver form for januar, af denne skodmåneds blotte eksistens. Det er mig en uopklarlig gåde, hvad den dybere mening med januar overhovedet er, og jeg går voldsomt ind for at afskaffe den, slette den, negligere den–og holder mig på ingen måde tilbage for tale rigtigt ubehøvlet og grimt om den. Januar er, for mig, det eneste tidspunkt på året, der bare skal overstås så usmerteligt som muligt. Man må holde den gående gennem denne lidelse af mørke og mangel på lys, gå i en form for neddæmpet, mental dvale, indtil sådan hen omkring d. 25, hvor frelsende februar dog trods alt er en smule i syne.

For januar har den store ulempe, at den grænser alt for snert op til jul og nytår. Overgangen bliver nemlig for grel, for uspiselig og mørk. Januar er en sekundavare af den slags, det burde kunne lade sig gøre at få byttet. Eller at klage til forbrugerrådet over.

Mentalt sker der jo det, at tiden op til januar er præget af glæde og lys i mørket. I december er det mørke, som i januar forvandles til grågrumset depression, pludselig hyggeligt. Vi tænder lys i december, mange lys, ude og inde–og skulle man være clichepoetisk, så tænder vi vel også små mentale lys i vores hjerter. Decembermørke er positivt, anvendeligt mørke. En hyggespreder. Januarmørke er negativt og spreder ikke andet end store vinterdepressioner og mangel på D-vitaminer. Rent sundhedsmæssigt og mentalhygiejnisk har januar ved Gud ikke været særligt velgennemtænkt, da den i sin tid blev kastet ud til menneskeheden. Her er plads til åbenlyse forbedringer!

Mens jeg stadig gik på arbejde, var første skoledag efter juleferien den bestandigt, år efter år, allermest forfærdelige, uovervindelige, aggressionsfremkaldende dag. Især, hvis man skulle møde klokken 8. På intet andet tidspunkt følte man det SÅ fuldt legaliseret at have SÅ inderligt ondt af sig selv. Og forestil jer lige at komme ind til en klasse, hvor samtlige 31 elever også havde det på samme måde. Det var som at medvirke i en dårlig film, hvor selv statisterne var fejlcastede.

Gennem årene har jeg foretaget mange krumspring for at gøre kål på januar. Få den overstået så smerte- og depressionsfrit som muligt, om man vil. I årevis var den holdeplads for den årlige engelsklærertur, Det gør så, at jeg mestendels mindes britiske storbyer som grumsede og kulde-forblæste og bliver så ualmindeligt glad, når jeg genser dem på andre årstider og til min forbavselse erkender, at der også kan være solskin og blade på træerne i Storbritannien.

Jeg forstår også godt, at forretningerne lægger deres udsalg i januar. Psykologisk er det genialt at give os mulighed for en smule selvbelønning via rødglødende Dankort, når vi nu alle leder huller i jorden efter blot et eneste lys i mørket, der kan muntre os lidt op. Det er min personlige tese, at folk overkøber på januarudsalget. Som ren og skær overlevelsesstrategi.

I år har jeg forsøgt at myrde januar med 12 dage på Cuba. Udfra den overbevisning, at januar på Cuba overhovedet ikke opfører sig som januar herhjemme. Jeg skal bare lige slæbe mig gennem de første 9 dage og vender så forhåbentlig tilbage med energi nok til at overleve de sidste 9, inden det bliver februar.

Og imens må jeg vel finde nogle udsalg. Eller arbejde intenst på promotion af et lovforslag til total afskaffelse af januar. Jeg er bare bange for, at nedlæggelse af måneden ikke gør det i sig selv. Det kræver vel også en gennemgribende reform i forhold til solens bane omkring jorden, og jeg er fuldstændigt på bar bund med, hvad man kan gøre for at speede den lidt op. Det i sig selv gør mig næsten til endnu mere hader af den uundgåelige, mørke overmagt, der hedder januar.

Continue Reading

Om puder.

Jeg ved godt, at adskillige smarte bloggere tjener såvel ting som penge ved at fungere som influencere–altså anmelde, skrive om og (helst) rose produkter, de har fået tilsendt. Der er aldrig nogen, der sender mig noget! Omvendt er jeg også i de fleste tilfælde totalt ukvalificeret til at skrive om den slags ting, gennemsnitsbloggeren tilsyneladende ved en masse om. Til nød kunne jeg anmelde bøger, rejser og rejsemål. Det første, fordi det er det, jeg (også) er uddannet til, og det andet, fordi det er så vigtig og vægtig del af mit arbejde gennem flere år.

Alligevel har jeg nu tit tænkt på, at det må være ustyrligt hårdt og ret samvittighedsbelastende at være influencer. Jeg mener: Hvad hvis det produkt, man skal skrive om, er det argeste lort? Hvad hvis hotellet er shitty og kønsløst, bogen forfærdeligt skrevet, designet håbløst og make-uppen løber ud? Slår man så knuder på sig selv og skriver noget positivt af angst for ikke at modtage næste sending fra samme firma?

Så jeg er altså helt uden procenter, åbenlyse fordele og udefra pålagt, tvungen indflydelse. Jeg synes simpelthen bare, disse puder er noget af det pæneste, jeg længe har set. Sådan pudemæssigt. Og sådan pudemæssigt findes der en hel skov af rædsler, som jeg overhovedet ikke behøver gå nærmere i detaljer med overfor folk, der generelt er over 55. De har selv oplevet dem. Lige nu–ved læsning af dette–er jeg helt sikker på, de fleste akut får syner af moster Annas kronhjorte eller faster Mettes stramajkatastrofer. Ikke?

Disse puder, som i øvrigt var en julegave, er fra Ferm Living. Oprindeligt et tapetfirma, som nu breder sig ud i alle hjørner af det, der på godt Danglish hedder Interior Design. De har altså nogle uhyre pæne ting, så selv om jeg er ubetalt for at influere, så kunne man da tage et tjek på kataloget.

I mange år levede jeg–sikkert på forventet efterrædsling–totalt uden puder. Der var ligesom puder nok i min barndom til at dække mit behov op til langt over de 50. Men sådan der i 50-erne skete der et markant skred i mit forhold til puder. De begyndte at få adgang til mit hus igen. Og så er det jo ikke engang helt sandt. For i de år, hvor børnene var små og gik i børnehave, fik jeg da hvert år et stykke bemalet stof til sofaen. Og da jeg bestræbte mig på, at det netop ikke skulle være indenfor pudeforsyning at mine børn skulle starte deres liv med mindreværdskomplekser og traumer, så stod de da rundt omkring i møblerne. Altså indtil samme børn, omkring teenagealderen, selv bad mig flytte dem. Helst smide dem ud, faktisk.

Måske er det et alderfænomen, at puderne tiltvinger sig adgang til ens hjem. Jeg tror nu bare mere, det er en del af den herskende tidsånd. Vi vil ha` puder for tiden. Vil vi.

Og når så puder kan være så pæne som disse, så er der jo ovenikøbet noget ved det!

Continue Reading

En god serie.

Peaky Blinders. Netflix.

—Hvis man nu overhovedet ikke er til nytårskoncert fra Wien eller de nytårslige skihop, så er her en ualmindeligt god undskyldning for binge-watching hele den lange, mørke (og i dag stormfulde) nytårsdag. Men pas på! Birminghams slum i mellemkrigstiden og dens omkringliggende væddeløbsbaner er stærkt vanedannende. Det er formidable britiske og irske skuespillere også. Heldigvis er der så 24 afsnit. Der skulle derfor være tilstrækkeligt til at gå i seriemode et stykke ind i ubrugelige januar.

Peaky Blinders ( som vel betyder noget i retning af at smugkigge ud gennem (rulle)gardiner) er navnet på en familiebande i Birmingham lige efter 1. Verdenskrig. Anført af Thomas Selby, som spilles smukt og lurende farligt af irsk films overcutie, Cilian Murphy (udtales med K), og med gode, farverige og flot nuancerede medlemmer på sidelinjen. Persongalleriet omkring familien er lige så spændende og udfordrende, og især reservekongen af alle serier, Sam Neill, har faktisk en af sine glansroller som den både kloge, men også relativt letnarrelige politiinspektør. I modsætning til et utal af andre serier, hvor man næsten kan få følelsen af, at han bare er med, fordi man nu engang HAR Sam Neill med i serier.

Udover en god og realistisk handling, er serien også et fabelagtigt tidsbillede af en engelsk industriby i begyndelsen af sidste århundrede. Af fattigdommen, af slummen, af fordrukkenheden, af alle arrene fra den nyligt overståede verdenskrig—og fremfor alt af håbet om en bedre tilværelse. Farvetonerne er mørke og smukke. Akkurat som hos familien Selby, som nok tjener de fleste penge illegalt, men samtidig står som beskyttere af alle, der er værdige til at få en hjælpende hånd. Ydermere ulmer det i baggrunden med den irske borgerkrig og IRAs inflydelse, så her er absolut også noget at hente for Irlandsfreaks.

Endelig er her, som allerede antydet, også Cilian Murphy at hente. Selv om dette stortalent har sjoflet med sit rollevalg og fejlcastet sig selv utallige gange siden glansrollen i The Wind that Shakes the Barley (SE den–det er en af mine absolutte yndlingsfilm!), så er han helt tilgivet efter denne smukke præstation, hvor han i den grad får mulighed for at vise sin kunnen. Og den farlighed, der lurer latent inde bag det smukke, smukke ansigt.

—Jeg har lang vej endnu. Men den er værd at gå…….

Continue Reading