For ikke så længe siden læste jeg fremragende bog om Ruslands grænser og dets naboer. Heri fremgik det, at afstanden mellem Rusland og USA er 37 kilometer. Det kom sådan lidt bag på mig. For på det billede, jeg har af verden, er den da væsentligt større. På min udfladede version af verden skal man rejse en hulens masse kilometer for at komme fra Rusland til USA. Med mindre, altså, man rejser den modsatte vej, skyder genvej gennem Beringstrædet og VUPTI–er fremme. Den havde jeg slet ikke set komme. Jeg mener: Hvis jeg skal til Rusland, rejser jeg da mod øst, mens USA mig bekendt ligger relativt vestpå. Det lå næsten udenfor min begrebsverden, at de to lande kunne nå sammen i den billige ende. Akkurat ligesom jeg nogle gange har undret mig såre over eksplosioner af nyankomne asiater på den amerikanske vestkyst. Jeg kunne ind imellem få noget så ondt af de stakkels, stakkels mennesker, som jo måtte have rejst i månedsvis, forceret Sibirien, de russiske stepper, Uralmassivet for slet ikke at tale om shitbåde i ugevis over Atlanterhavet og en gåtur fra New York hele vejen til San Francisco, inden de nåede frem. Altså indtil jeg pludselig en dag opdagede Stillehavet derude i periferien af mit kort…..
Det fik mig til at kigge lidt mere på kort. Ikke, at jeg ikke kigger på kort, jeg kigger skam meget på kort. Men som hovedpræmis har jeg så også, fuldstændigt uden spørgsmålstegn, at verden ser ud, som den gør på ovenstående billede. Med Danmark sådan ca. i midten og resten som en slags kulisser udenom. Faktisk har jeg det med at glemme, at kortet burde være rundt. At der ikke bare er en slags brat stopper, en stejl kant til intetheden, hvor man falder ned og slår sig noget så grusomt, derude, hvor kortet holder op.
Så var det, jeg kom til at tænke på, om verden mon ser ens ud kortmæssigt, uanset hvor man bor. Om folk i Beringstrædets nærhed også anskuer verden fra et perspektiv, hvor de nærmest ikke selv eksisterer og i alt fald på papiret har forfærdeligt langt over til naboen? Jeg ved godt, at folk på Bornholm generelt er oplyste om, at de ikke bor i den øverste del af Kattegat, nær Læsø, og nogle gange, af pladsmangel, ovenpå Doggerbanken, men her er vi altså ude i noget større perspektiver. Faktisk har jeg vist aldrig set et kort, der er produceret andre steder end i min umiddelbare, europæiske virkelighed. Men er det sådan, at folk i Australien har en helt anden verdensopfattelse, hvor den der klat nede i venstre hjørne sidder lige i Solar Plexus? Og hvorfor mente kineserne selv, de boede i Riget i Midten, når enhver da tydeligt kan se, at de i virkeligheden bor ret meget ude på venstre flanke, og at Kina gør mange ting, men mellem dem er absolut ikke at ligge i midten? I midten af hvad, i øvrigt? Er det sådan, at kort produceret på Hawaii mestendels består af et par undselige klatter i midten, masser, virkelig masser, af blåt hav og så nogle kolonner med land i hver side? Hvad hvis man bor på Svalbard–ligger alting så for ens fødder, mens man, hvis man tegner kort på Sydpolen, har det hele hængende over hovedet? Hvad hvis man bor syd for Ækvator–har man så overhovedet plads til os andre ovenpå, hvis hovedpræmissen er at få sig selv i midten? Og hvis (T)rumpen producerede kort, ville han så overhovedet finde det nødvendigt at inkludere alle de andre små klatter udenom midterpartiet? Givetvis uden Canada, og med Alaska som en ø, frit sejlende.
Jeg ved det ikke. Men jeg begynder mere og mere at forstå, at hvis verden skal forstås på verdens egne præmisser, så må der vist en globus til. De fleste kender sikkert også den undren, man kan blive udsat for, når man flyver længere strækninger mellem verdensdele. Jeg har den i alt fald. For ikke længe siden fløj jeg fra Zürich til Havana, og det var da lige før, vi kunne skimte Grønland fra oven, og for at det ikke var løgn, så fløj vi hele vejen fra Newfoundland til Miami INDE over det amerikanske kontinent. Ifølge de flade kort, jeg kender og forholder mig til, er det da noget af en omvej. Ikke så lidt endda, noget af en brændstofsluger med indlagt totalt uinteressant sightseeing. Men måske ER det faktisk den korteste vej, hvis verden ikke er flad og ender efter Hawaii.
Det ændrer nu ikke ved, at jeg er vildt nysgerrig i forhold til at se verdenskort produceret andre steder end Europa. For er det virkelig sådan, at det faktum, at det var os europæere, der i sin tid på godt og ondt koloniserede verden, stadig betyder, at enhver verdensgengivelse er lavet ud fra et europæisk perspektiv? Med os lige der i midten og resten udenom? Det kunne da være megaspændende at erfare, hvordan en afrikaner ser verden, samt om kineserne har et kort, der beviser, at de ligger lunt i midten. Hvad hvis vi vedtog, at Beringstrædet, som nu er verdens ende–ovenikøbet i BEGGE sider–, istedet skulle ligge lige i midten, så alle ved selvsyn kunne konstatere, at der kun er 37 kilometer fra Rusland til USA. Hvilke enorme forskydelser ville det give på det indre billede af den verden, vi lever i?
Den eneste konklusion, jeg umiddelbart kan komme til (jeg er næsten ved at komme til kort overfor disse store topografiske spørgsmål, sorry!!), er, at vi i Europa decideret ser verden derfra, hvor vi står. Og det har vi nok så altid gjort. På alle tænkelige måder. Men jeg tillader mig da at se det som et udtryk for villighed til at skifte perspektiv og måske endda holdninger til verdensdelenes indbyrdes placering, at jeg forfærdeligt gerne vil vide, om verden i kortmæssig gengivelse ser anderledes ud andre steder. Det håber jeg, den gør!