Herfra hvor vi står. Eller: Om at se på kort.

For ikke så længe siden læste jeg fremragende bog om Ruslands grænser og dets naboer. Heri fremgik det, at afstanden mellem Rusland og USA er 37 kilometer. Det kom sådan lidt bag på mig. For på det billede, jeg har af verden, er den da væsentligt større. På min udfladede version af verden skal man rejse en hulens masse kilometer for at komme fra Rusland til USA. Med mindre, altså, man rejser den modsatte vej, skyder genvej gennem Beringstrædet og VUPTI–er fremme. Den havde jeg slet ikke set komme. Jeg mener: Hvis jeg skal til Rusland, rejser jeg da mod øst, mens USA mig bekendt ligger relativt vestpå. Det lå næsten udenfor min begrebsverden, at de to lande kunne nå sammen i den billige ende. Akkurat ligesom jeg nogle gange har undret mig såre over eksplosioner af nyankomne asiater på den amerikanske vestkyst. Jeg kunne ind imellem få noget så ondt af de stakkels, stakkels mennesker, som jo måtte have rejst i månedsvis, forceret Sibirien, de russiske stepper, Uralmassivet for slet ikke at tale om shitbåde i ugevis over Atlanterhavet og en gåtur fra New York hele vejen til San Francisco, inden de nåede frem. Altså indtil jeg pludselig en dag opdagede Stillehavet derude i periferien af mit kort…..

Det fik mig til at kigge lidt mere på kort. Ikke, at jeg ikke kigger på kort, jeg kigger skam meget på kort. Men som hovedpræmis har jeg så også, fuldstændigt uden spørgsmålstegn, at verden ser ud, som den gør på ovenstående billede. Med Danmark sådan ca. i midten og resten som en slags kulisser udenom. Faktisk har jeg det med at glemme, at kortet burde være rundt. At der ikke bare er en slags brat stopper, en stejl kant til intetheden, hvor man falder ned og slår sig noget så grusomt, derude, hvor kortet holder op.

Så var det, jeg kom til at tænke på, om verden mon ser ens ud kortmæssigt, uanset hvor man bor. Om folk i Beringstrædets nærhed også anskuer verden fra et perspektiv, hvor de nærmest ikke selv eksisterer og i alt fald på papiret har forfærdeligt langt over til naboen? Jeg ved godt, at folk på Bornholm generelt er oplyste om, at de ikke bor i den øverste del af Kattegat, nær Læsø, og nogle gange, af pladsmangel, ovenpå Doggerbanken, men her er vi altså ude i noget større perspektiver. Faktisk har jeg vist aldrig set et kort, der er produceret andre steder end i min umiddelbare, europæiske virkelighed. Men er det sådan, at folk i Australien har en helt anden verdensopfattelse, hvor den der klat nede i venstre hjørne sidder lige i Solar Plexus? Og hvorfor mente kineserne selv, de boede i Riget i Midten, når enhver da tydeligt kan se, at de i virkeligheden bor ret meget ude på venstre flanke, og at Kina gør mange ting, men mellem dem er absolut ikke at ligge i midten? I midten af hvad, i øvrigt? Er det sådan, at kort produceret på Hawaii mestendels består af et par undselige klatter i midten, masser, virkelig masser, af blåt hav og så nogle kolonner med land i hver side? Hvad hvis man bor på Svalbard–ligger alting så for ens fødder, mens man, hvis man tegner kort på Sydpolen, har det hele hængende over hovedet? Hvad hvis man bor syd for Ækvator–har man så overhovedet plads til os andre ovenpå, hvis hovedpræmissen er at få sig selv i midten? Og hvis (T)rumpen producerede kort, ville han så overhovedet finde det nødvendigt at inkludere alle de andre små klatter udenom midterpartiet? Givetvis uden Canada, og med Alaska som en ø, frit sejlende.

Jeg ved det ikke. Men jeg begynder mere og mere at forstå, at hvis verden skal forstås på verdens egne præmisser, så må der vist en globus til. De fleste kender sikkert også den undren, man kan blive udsat for, når man flyver længere strækninger mellem verdensdele. Jeg har den i alt fald. For ikke længe siden fløj jeg fra Zürich til Havana, og det var da lige før, vi kunne skimte Grønland fra oven, og for at det ikke var løgn, så fløj vi hele vejen fra Newfoundland til Miami INDE over det amerikanske kontinent. Ifølge de flade kort, jeg kender og forholder mig til, er det da noget af en omvej. Ikke så lidt endda, noget af en brændstofsluger med indlagt totalt uinteressant sightseeing. Men måske ER det faktisk den korteste vej, hvis verden ikke er flad og ender efter Hawaii.

Det ændrer nu ikke ved, at jeg er vildt nysgerrig i forhold til at se verdenskort produceret andre steder end Europa. For er det virkelig sådan, at det faktum, at det var os europæere, der i sin tid på godt og ondt koloniserede verden, stadig betyder, at enhver verdensgengivelse er lavet ud fra et europæisk perspektiv? Med os lige der i midten og resten udenom? Det kunne da være megaspændende at erfare, hvordan en afrikaner ser verden, samt om kineserne har et kort, der beviser, at de ligger lunt i midten. Hvad hvis vi vedtog, at Beringstrædet, som nu er verdens ende–ovenikøbet i BEGGE sider–, istedet skulle ligge lige i midten, så alle ved selvsyn kunne konstatere, at der kun er 37 kilometer fra Rusland til USA. Hvilke enorme forskydelser ville det give på det indre billede af den verden, vi lever i?

Den eneste konklusion, jeg umiddelbart kan komme til (jeg er næsten ved at komme til kort overfor disse store topografiske spørgsmål, sorry!!), er, at vi i Europa decideret ser verden derfra, hvor vi står. Og det har vi nok så altid gjort. På alle tænkelige måder. Men jeg tillader mig da at se det som et udtryk for villighed til at skifte perspektiv og måske endda holdninger til verdensdelenes indbyrdes placering, at jeg forfærdeligt gerne vil vide, om verden i kortmæssig gengivelse ser anderledes ud andre steder. Det håber jeg, den gør!

Continue Reading

Om spidsen af en Boing 737.

Jeg har lige købt spidsen af en Boing 737. Den aller-aller-yderste. Den er min nu. Forhåbentlig i al evighed og uden truende konkurser–eller i alt fald til, at den er blevet så dyr, at andre gerne vil købe den af mig. Så kan jeg da overveje, om jeg vil sælge. Det er jeg selvfølgelig altid ret åben for, hvis prisen er rigtig. Min Boingspids flyver for Norwegian, og netop i disse dage er spidsopkøbning blevet for helt almindelige mennesker, der har en smule is i maven og tror på såvel Norge som norske penge.

Jeg har aldrig forstået en hujende kurs omkring alt det med aktier. Det gør jeg nok stadig ikke. Men så var det, at jeg tjekkede, hvad min bank egentlig tager for at forstå al den slags på mine vegne. Og så blev jeg ærligt talt lidt sur og citerede Pippi indvendigt og sagde til mig selv: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens finde ud af.” Som sagt, så gjort.

Forudsætningen er selvfølgelig, at man har et lille overskud, som man er villig til at risikere. Men som ivrig–og aldrig nogensinde forkøbt–auktionsgænger ved jeg, at alle gode handler starter med, at man sætter sig en pris og ALDRIG, virkelig ALDRIG, går over den. Gerne under. Så jeg har sat et lille beløb af, som jeg nu er i skarp konkurrence med banken om at forvalte. Selvfølgelig er banken helt uvidende om, at jeg med tiden vil udvikle mig til en forfærdelig farlig modstander, men det, det hele går ud på, er at bevise overfor mig selv, at jeg kan score bedre end banken.

Så jeg forvalter mine 30 tønder penge. Efter principper præcist baseret på auktionsvaner, som går ud på hjemmefra at have udset sig et antal potentialer for køb og så gå efter det, der er billigst. Så jeg spreder mine penge. Og i en spredning forsøger jeg, i alt fald så godt jeg kan, at være etisk forsvarlig overfor mig selv. Der er simpelthen firmaer, der end ikke ser røgskyen af mine penge. Det er sikkert sådan en forfærdelig feminin ting at købe aktier med følelserne, men da det jo er banken, jeg er oppe imod, så ligger der også et stolthedskrav i at bevise, at mine investeringer i etisk forsvarlige firmaer i sidste ende er en meget bedre strategi end deres. Hvad så end den er.

Jeg har f.eks. købt min Boingspids, fordi jeg synes, det er synd for mig, for Norge og for det firma, jeg i en uendelighed anvender til min store forlystelsessyge og faktisk også mit arbejde, hvis de skal krakke. Så har jeg da i alt fald gjort mit for, at de ikke gør det. Jeg ved godt, at det er klimamæssigt uforsvarligt at flyve, men faktum er samtidig, at jeg ikke kan arbejde, hvis jeg ikke gør. Jeg synes basalt, det er flæbende hysterisk at købe et stykke regnskov som plaster på såret for hver gang, man flyver–men denne gang HAR jeg faktisk gjort det. Vel vidende, at DEN investering ville banken aldrig have foretaget sig, for den er decideret dårlig.

Jeg oplever desværre også, at den indre Scrooge er begyndt at tjekke kurser. Lidt, i alt fald. I smug, helt sikkert. Det er sgu` lige før, han begynder at læse Børsen, selv om han selvfølgelig godt ved, at det er meget mere etisk forsvarligt at lægge ud med en gang Kristeligt Dagblad fra morgenstunden. Men man kan vel komme dertil, hvor man kan skabe en balance mellem de to, som man selv kan leve med? Så er det, jeg siger til mig selv, at det på et eller andet parameter også er præcis som alle dem, der spiller computerspil. (Det gør jeg nemlig ikke!) Det er belønningsværdien i at skyde de pointgivende skurke ned og selv stå som vinder med gevinsten, der tæller. Og hvem tænker lige på at skyde etisk forsvarligt i et computerspil?

Anyway, nu sidder jeg så her med min Boingspids og en del andre spidser af alt fra høreapparater til enzymer. Jeg har, de sidste dage, været vildt optaget af at lokalisere de firmaer, der producerer økologisk tøj, for jeg kunne virkelig godt tænke mig at investere i et ærme eller to. Det er ikke rigtigt lykkedes mig, men jeg farer stædigt videre derude på børserne, for det ville da være en sejr uden lige, hvis banken overså dem, og jeg bare skød dem noget så kraftigt i røven med kursstigninger indenfor økologisk bomuldsproduktion.

Lige nu har jeg tjent 233,87, hvilket selvfølgelig skal modregnes af omkostninger ved eventuelt salg. Det er da helt godt gået, synes jeg. Det tegner da ualmindeligt lyst for fremtiden for mine 30 tønder penge. Hvad kan det ikke blive til, når jeg investerer og geninvesterer? Move over bank, siger jeg bare! Og går det helt galt, kan jeg vel altid stange dem lidt i deres storslåede indgangsparti med spidsen af en Boing 737.

 

Continue Reading

I bedstemorligaen.

Jeg tænker på det, hver gang jeg ser (eller falder i søvn til) den pragtfulde detektiv Vera. Hun, om nogen, repræsenterer bedstemorligaen på allerfornemste vis. Han har det hele:  det tillidsvækkende, sødmen, forvirringen, som i hendes tilfælde er dybt planlagt og snedigt anvendes, den store rutine og den åbenlyse invitation til, at hendes tilsyneladende ufarlighed får folk og forbrydere til at føle sig trygge og betro sig–samt slangen, der hugger noget så fælt tilbage, når nogen går helt fejl af det bedstemoderlige ydre.

Det tager selvfølgelig tid at nå op i denne, den aldersmæssigt øverste, liga. Det er ikke noget, man kan slide sig til. Det kommer udelukkende med alderen. Og vi skal huske at nyde det, mens vi er der, i bedstemorligaen altså, for alderen har det med at kaste os videre til endnu en kategori, hvor vi ikke nødvendigvis stadig har såvel rutinen, fysikken som vores sansers fulde brug.

Når jeg tænker tilbage på min tid som lærer, kan jeg tydeligt inddele den i perioder–der er også tid nok at inddele. Først var jeg ung, energisk, uerfaren, de fleste kollegers lillesøster og alle elevernes storesøster. Det var sådan set OK, og hvis det ikke var, havde jeg så travlt med at oparbejde rutiner og viden, at jeg knapt ænsede det. Den sværeste periode var alle mor-årene. Der hvor rutinerne var på plads, ens viden stærkt udvidet, men hvor man mere og mere, i elevernes øjne, gik rundt som selve inkarnationen af alt det, de i forvejen havde derhjemme, og som de i alt fald i de svære år mellem 15 og 18 ( altså lige præcis på det tidspunkt, jeg havde fornøjelsen) ofte tog helt naturligt afstand fra. At tage naturligt afstand fra er en fuldstændig almindelig del af at blive voksen og danne sin egen identitet, om end den giver en smule udfordringer for de voksne i ens nærhed. Faktisk var det relativt udfordrende at være teenageramt såvel på arbejde som derhjemme i de år, det stod på.

Det hele blev straks meget lettere, da jeg gik ind i bedstemorligaen. Jeg blev neutraliseret, mistede min mor-farlighed. Og vandt på samme konto min bedstemor-ufarlighed. Bedstemødre tiltrækker betroelser og overbærenhed. På samme tid som jeg fik en stor og øget tillid i forhold til personlige samtaler og hele små liv, fik jeg også en overbærenhed overfor mine egne fejl og fejltagelser. Gamle lærer må godt klokke i grammatikken og sætte streger under noget, der i virkeligheden er korrekt. De er undskyldelige. Lærere i mor-alderen får hovedet revet af samt shit-hviskerier i samme anledning, for de minder alt for meget om hende derhjemme, der i øvrigt generelt er utålelig og intet forstår. Der sker så det pudsige, at ældre lærere pludselig en dag vågner op og forstår deres elever umådeligt meget bedre–set fra elevernes side. Det er ganske og aldeles ufarligt at betro sig til en bedstemor. Det kan man jo nærmest se på hende.

I øvrigt tror jeg også, vi i mange henseender bliver mildere med alderen. De småfejl, som jeg tilbragte det meste af min ungdom og livet helt til den anden side af 50 med nidkært at rette og påtale, blev jeg vist noget mere overbærende overfor med indtrædelse i bedstemorligaen. Ikke, at man bliver sløset, slap og ugidelig–man lærer vist bare med alderen at skelne mellem, hvad der i virkeligheden er væsentligt og uvæsentligt.

Så når jeg ser tilbage på mine millioner af år i gymnasieskolen, ser jeg egentlig de sidste som de bedste. Der var sådan en bedstemoderlig ro på. Alle rutiner var indlært, uden at de af den grund var totalt stagnerede, den faglige viden var mangedoblet gennem et utal af års interesse for de samme fag, og jeg havde på samme tid oparbejdet en overbærenhed overfor såvel mig selv som eleverne. Det var rart, det var ustresset.

Så jeg kan sagtens genkende mig selv i Veras bedstemor. Som er en fremragende detektiv, netop på grund af alt det der bedstemoderlige. Men som også har det, vi i bedstemoderligaen stadig har i behold. Nok er vi søde ( altså, nogle af os), overbærende og tillidsvækkende, men vi er stadig så meget oppe på tæerne, at de ikke skal løbe om hjørner med os. Hvis de snyder, så hugger vi. Hårdt. Sådan var det også med de elever, der ikke formåede at administrere deres lærerlige bedstemor på en acceptabel måde. Hvis de snød, så blev der hugget. Hårdt.

Men nok alligevel ikke helt så hårdt som dengang, ens egen ungdomsterritorium skulle pisses af eller alle de år, hvor man måtte tage skraldet af at være samtlige elevers sted-mødre. Det er også meget, meget lettere for bedstemødre at skælde ud eller, for den sags skyld, at sætte folk i fængsel. I alt fald bliver de hurtigere tilgivet.

Jeg vil gerne være med i den liga mange, mange år endnu…….

Continue Reading

En god serie.

Black Earth Rising. Netflix.

Jeg har været vild med skuespilleren John Goodmann, siden han bogstaveligt talt væltede ind på skærmen som barm- (og resten af kroppen!) fagre Roseannas mand i 80-erne. Han er, om nogen, en skuespiller, der spiller på hele kroppens register, og den (altså kroppen) er, selv om han på det sidste har tabt sig, relativt omfangsrig. Ikke blot mestrer han komikken, men som seriøs skuespiller formår han også at give vægt og dybde til alle de roller, han påtager sig. Han er, med andre ord, en stor fornøjelse.

Så når jeg ser hans navn, tjekker jeg altid, om resten af projektet lever op til hans høje standarter. Og det gør dette. MON ikke. Selv om jeg kun er 3 episoder inde i de 8 af slagsen, kan jeg allerede give min uforbeholdne anbefaling til denne serie. Og faktisk har jeg slet ikke tid til at skrive dette, når jeg nu meget hellere ville bruge dagen på at binge-watche de resterende 5….

Det handler om folkemordet i Rwanda. Og er man sådan lidt på Afrikas mark hvad det angår, så kunne man jo evt. lave lidt indledende øvelser ved at (gen)se den fremragende film Hotel Rwanda og lige blive opdateret. Men her, 25 år senere, spøger dette grusomme folkemord på over 1 million mennesker, som dengang nærmest gik upåagtet hen, stadig masser af steder. Især hos de dengang involverede, hvad enten de var internationale udsendinge, på magisk vis undslap massakrerne eller selv deltog i de grusomme nedslagtninger. Vi har dem fra alle hjørner af datidens begivenheder: det adopterede barn, der nu er blevet en vred voksen, den internationale anklager, den godhjertede, men cancerramte og lidt  handlingslammede advokat, den undslupne krigsforbryder, den mystiske præst, som (måske?) reddede sine sognebørn og den anklagede, hvis skyld vi kastes rundt mellem at tro på eller fornægte. Det er alt sammen meget, meget kompliceret, og spændingskurven er støt stigende, mens vi som seere hvirvles ind i fortællingen om ting, der næsten er mere grusomme end fatteligt.

Samtidig er det også en fortælling om det hvide, internationale samfund og dets forhold til Afrika, både nu og dengang. Om hvad det vil sige at være hvid europæer kontra sort afrikaner. Om gode og meget, meget slemme viljer. Og midt i dette stråler fantastiske skuespillerpræstationer. Ikke bare Goodmanns advokat, men det adopterede, nu voksne, vrede barn, der ligner en remake af grundideen om Cleopatra, er fantastiske og troværdige helt ind i sjælen. Ydermere anvendes animationsteknikker i sort/hvid til at skildre datidens begivenheder, hvilket har en helt fænomenal effekt.

Det er en forfærdelig ting, der er rammen om serien. Måske endda så forfærdelig, at vi lige skal have den repeteret, for vi glemte den jo nærmest allerede, mens den stod på. Men mens man ser serien, overbevises man gang på gang om, at ikke sølle 25 år, ikke engang fulde levealdre, nogensinde vil få de involverede i dette mareridt til at glemme noget som helst.

Serien er, i England, blevet sammenlignet med Susanne Biers Natportieren. Faktisk synes jeg, denne er bedre.

Continue Reading

Nej, vi skal IKKE til Berlin i påsken!

Jeg kender flere, der skal til Berlin i påsken. Måske endda mange, hvis revl og krat tælles med. Jeg skal ikke til Berlin i påsken. Deri ligger min store, store frihed.

Ikke at der er noget i vejen med Berlin. Det er en fantastisk by. Ej heller at der er noget i vejen med påsken. Påsker er da meget tilforladelige, om end de heroppe på vores klodedel har det med at være noget upålidelige sådan vejrmæssigt. Men jeg er så priviligeret, at jeg fuldstændigt kan undgå at kombinere de to størrelser. Jeg BEHØVER ikke tage til Berlin i påsken. For jeg kan tage til Berlin lige præcis, når jeg vil. Og det er overhovedet ikke i påsken, jeg vil den slags. Hvilket er fantastisk.

Det handler om, at jeg, siden jeg startede i først klasse ( dengang var børnehaveklasser endnu ikke opfundet) engang i tresserne har været tyranniseret af obligatoriske og altid fastlagte skoleferier. Som et ( undskyld ordet!) skoleeksempel på en, der ikke har foretaget sig andet end at gå i skole hele sit liv, har jeg aldrig haft andet valg end at tage til Berlin–eller hvor det nu ellers var, jeg skulle hen, på officielle fridage. Det er slut. Friheden til selv at bestemme. præcis hvornår ferier skal afholdes, er selve pensionistlivets store, store gevinst.

Så nu skal jeg aldrig noget med ferie i påsken. Ligesom jeg allerhelst friholder pinser, sommerferier, efterårsferier, juleferier og alt det løse på skolekalenderen fra at skulle noget som helst. I alt fald noget som helst med at rejse ud. For selvfølgelig er det på de tidspunkter dyrere, og selvfølgelig står man og stamper oven i alle de andre, der også skal se Brandeburger Tor i løbet af de 5 dage, påsken varer.

Hvorfor i alverden skulle man dog det, når man kan få den billigere og med fuldt udsyn og sikkert endda mærkbart bedre vejr 5 dage senere, hvis det nu var det, man skulle have lyst til? Mens man så kan nyde sin velfortjente påske uden stress, overbefolkning og ågerpriser fjernt fra storbyens vrimmel. Det er indbegrebet af den fænomenale frihed, man har som pensionist. Friheden til selv at vælge, helt uden overordnet tyranni fra fast tilrettelagte ferieplaner.

Og hvis nogen tror, der, trods alt, gemmer sig en lille snert af misundelse på alle dem, der skal til Berlin i påsken, så nej. Jeg er nemlig indehaver af en frihed så stor, at jeg, hvis et akut behov om Berlinbesøg skulle opstå, bare kunne kaste noget skiftetøj i kufferten, sætte mig ud i bilen og køre de 5 timer, jeg har til Berlin. Piece of cake. Det har jeg nu forresten ingen intentioner om at gøre. Det ville være for dumt. Jeg ville misse mit fly på torsdag til Madeira, som flyver helt udenfor de skolemæssigt fastlagte fridage, derfor er meget billigere og flyver mig ned til et hotel, hvor der nok er både god plads og meget få skolebørn, deres forældre eller–for den sags skyld–deres lærere. Omvendt skal man så sikker heller ikke have ondt af dem. De skal jo nok til Berlin i påsken!

Continue Reading

Om erantisser og vintergækker.

Det er den mest vidunderlige søndag formiddag her sidst i februar, og mine erantisser og vintergækker er gået i totalt forår. Jeg er vild med erantisser og vintergækker. Måske er de ikke verdens smukkeste blomster, men de er tilnærmelsesvis de mest egensindige, stædige, ukuelige og komplet pissende på vejr og vind, jeg kender. De har kun et formål i roden. De vil op. Det kan man da ikke andet end beundre dem for.

Nærmest alle andre planter i min forsømte have kræver pasning og pleje–eller i alt fald en smule hensyntagen rent ukrudtmæssigt ind imellem. De her er fløjtende ligeglade. År efter år kæmper de sig op gennem shitjord, formuldede efterårsblade, hundelorte og godt brugte pinde. For det meste er de også ligeglade med sne og danske vådvintre, for når deres indre op-ur siger “Go”, så går de. Ind imellem kan man næsten mistænke dem for at have en skjult dagsorden, en bevisførelse for egen eksistensberettigelse, som de MÅ ud i. Nemlig at ligegyldigt hvad verden i grunden går og byder dem af vederstyggeligheder og klimatiske idiotier, så skal de sgu` nok komme op. Så skal de nok vise os, at dem får vi ikke sådan lige kål på.

Og når jeg så alligevel er i kålhjørnet, så ligger det vel lige til højrebenet at sammenligne dem med en anden af mine absolut lige så vedholdende haveforekomster: nemlig skvalderkålen. Det forholder sig jo sådan, at min skvalderkål ( og alle mine talrige andre ukrudtede vækster) med samme urokkelighed vil op år efter år. Men skvalderkålen har helt misforstået det der med at være bebuder af noget som helst. Nok er den ikke decideret grim–den er bare mangfoldig i sin udbredelse og ekspert i, som de siger i Løvens Hule, “at vækste”–men for mig er den på ingen måde forbundet med forår og æstetisk nydelse. Den er bare stædig! Den skulle tage og lære sig, at det er meget mere ydmygt at begrænse sig til at være gul eller hvid og så vokse med respekt for andre menneskers haver. Skulle den.

Engang plukkede jeg altid de første erantis og vintergækker og satte dem i en lille vase indendørs. Det gør jeg ikke mere. For det første endte jeg altid med at rasere det meste af jordbunden for brugelige blomster for overhovedet at få nok til at fylde en minivase, og for det andet viste de mig tydeligt, at dette gik deres forårsære alt for nært, ved at begynde at hænge med deres spinkle hoveder det øjeblik, jeg havde plukket dem. Jeg viser dem nu min respekt ved at lade dem få lov at blive stående lige præcis der, hvor de modigt har drevet gæk med vinteren og kæmpet sig frem.

Og når man så tænker på mennesker, der lever evig frodighed og mangfoldige, svulmende, smukke vækster, så kan man da godt se, at sådan nogle sølle, forkølede miniblomster nok ikke gør det store indtryk på verdensplan. De skulle bare vide. Vide hvor stor en kraftanstrengelse der ligger til grund for denne årlige opdukken.

Det er så her, jeg for alt i verden vil undgå enhver form for klichemæssige sammenligninger til menneskelivet. Jeg nøjes med at tænke det. Og sætter mig ud på en havestol og kigger lidt på mine små, fine opbrydere.

Continue Reading

Om at stemme. Eller have en stemme.

Jo, jeg stemte skam i aftes til den nationale sangdyst. Det gør jeg de år, hvor jeg synes, der er noget, der er værd at stemme på. Ellers lader jeg være. Det er de år, hvor valget mellem skingerhed, bras og larmende intetheder fortæller mig, at jeg egentlig er bedøvende ligeglad, og at verden såmænd hverken ændres eller udslettes bare på grund af min manglende stemme. Hvor jeg glad og gerne afgiver min ret til brok/brokkeret. For stemmer man ikke, har man, i min optik, heller ikke den fjerneste legale brokkeret.

Det viste sig dog, at mit indlæg i den store Nordatlantiske sangforsøstring var spildt. Det kan jeg leve med, selv om jeg selvfølgelig stadig mener, at jeg havde ret, og at den lille (yndige, indrømmet!) klon mellem Ein bisschen Frieden (tyske stemmer, YES!) og en Mumitrold (Finland og alle børnene, YES!) både sang skringrende falsk og hentede sig nogle uforskammet billige point ved at synge på retteværdigt skolefransk. Måske skal nogen lige forklare hende, at jiddich og hebræisk (Israel, YES. Dog minus palestinenserne.) er dagligsprogene dernede, hvor hun nu skal hen, så hun lige kan øve sig i at sige de viise ord, at “kærligheden er for evigt” på dem også.

Ovenstående afsnit er så udelukkende skrevet, fordi jeg stemte. Hvis jeg ikke havde stemt, ville jeg, efter min opfattelse, være uberettiget til at have en mening overhovedet. I alt fald til at brokke mig over, at udfaldet ikke blev efter mine tonalpræferencer. Det samme gælder for alle andre væsentlige valg, hvor man som menneske personligt skal afgive en stemme for at få en lige så personlig indflydelse. Hvis man ikke aktivt gider stemme, bør man heller ikke aktivt brokke sig. Som jeg har lært det, og som jeg klart har givet det videre til mine børn, så er det en borgerpligt at anvende sin mulighed for at stemme–og dermed sin indflydelse, og hvis man ikke gider anvende den, så betyder det i al sin enkelthed, at man ikke VIL have indflydelse. At man (og det er da helt i orden!) bevidst har taget det standpunkt, at man blander sig udenom. Ingen stemme er noget så konkret lig med ingen brokkeret.

At stemme er så også lig med at have en stemme. At have noget at skulle have sagt, at blande sig og have en indflydelse. Jeg mødes somme tider, dog heldigvis sjældent, af  folk, der ikke gider stemme med den begrundelse, at deres ene stemme jo alligevel ikke rokker eller rykker noget som helst. Det kan så statistisk modbevises, for ALLE stemmer tælles jo med. Eller, omvendt, manglende stemmer/ustemte stemmer kan jo faktisk rykke resultater i retninger, der ikke var intenderede. Give modstanderne overhånd stemmemæssigt. Det er vel næppe det sidste, der er det overordnede mål for ikke at afgive sin stemme. I øvrigt mener jeg også, at vi til enhver tid skal støtte vores demokrati. Af den simple grund, at vi skal være noget så taknemmelige over, at vi har det.

Så jeg vil lige afslutningspippe med, at det, efter min dybeste overbevisning, var den forkerte sang ( altså den, jeg ikke stemte på!), der nu skal forsvare nationen og at kærligheden lever for evigt dernede i Israel, hvor de da ellers nok kunne lære lidt af det altdominerende viise budskab. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg udnyttede min demokratiske ret til SMS-isk at sende mit kryds til den smukke rigsfælleskabelige forsøstring fra nord, så jeg er i min fulde ret til at brokke mig over resultatet.

Continue Reading

Skoven revisited.

Og der ligger de så–ruinerne af alt det, der står som indbegrebet af ens ungdom dengang i 70-erne, da der var lørdagsballer med levende orkestre, sjælere på sidste melodi og servitricer med små, nette forklæder. Det er næsten som at kigge ind i sig selv, hvor ruinerne af forgangen ungdom også altid har en plads. Forskellen er bare, at man selv har passet godt på den ungdom, dyrket den en smule. Der er ingen, der på nogen mulig måde har dyrket de mere og mere forfaldne ruiner af restaurant Skoven de sidste mange, mange år.

Men dengang i 70-erne var stedet på toppen af bakken med den allermest attråværdige udsigt over fjorden lørdagenes samlingssted for ungdommen hele vejen rundt om fjorden. Vel var der større byer, og vel var der mere moderne etablissementer, men Skoven kunne noget. Eller også var det bare fordi, den havde sin helt, helt egen forlystelsessyge sjæl.

At få lov til at komme i Skoven var noget, man skulle vokse sig til. Blive gammel nok til, for dengang var det sådan, at mange forældre stadig vogtede nidkært over deres afkoms ry og rygte. Især dem i de små provinsbyer. Så første gang, jeg var i Skoven, var jeg der faktisk slet ikke. Det var noget med at ligge i telt i den yderste og mest Skovnære del af haven, smugle det pæne tøj med i soveposerne og så stikke af til det forjættede Skovland, når forældrelyset oppe i huset blev slukket. Selvfølgelig var der nogen, der så os, og selvfølgelig var der nogen, der sladrede. Personligt tror jeg, det gav mig straf på en latenstid på et par måneder i forhold til min officielle skovdebut.

Men når man så først kom derind, blev man ligesom fanget. Som et uundværligt lørdagsnarkotikum, der såvel var ugens afslutningsclou, som det incitament, der gjorde, at man på baghånd kom gennem den næste uge. I begyndelsen, husker jeg, at jeg blev sat på en form for ration med hver anden lørdag. Jeg husker også, at jeg alle disse rædselsfulde lørdage uden Skov cyklede derop på min klap-sammen-Minicykel og stod udenfor for dog at indsnuse og indhøre en smule af atmosfæren. Det var vi mange, der gjorde.

Det første, man blev mødt af, var udsmiderne. Jeg husker dem som hærdebrede og decideret horisontalt udfordrede og som nogle, man bare skulle sørge for at være på enormt god fod med, for så kunne man snakke sig til at “få lov til lige at kigge ind”, hvis man en aften stod uden tilladelse fra det hjemlige og bare i den grad måtte tjekke, præcis hvad man så gik glip af. Eller rettere, HVEM man så gik glip af. På et tidspunkt var jeg uhyre interesseret i en lækker billetsælger, hvilket jo indebar en slags deltidsjob ude foran billetlugen, så jeg blev noget så hjertevenner med disse godhjertede brydertyper. Billetsælgeren skulle jo også ind imellem sælge billetter, forstås.

Når en pige skulle i Skoven, gjorde hun sit ypperste, og var alt det ypperste allerede flashet flere gange, så lånte vi tøj af hinanden. Byttede rundt, så vi sikkert alligevel allesammen har lignet hinanden. Det var jo ingen hemmelighed, at det selvfølgelig gjaldt om at score de flotteste fyre. Hermed mener jeg, at der da decideret var fyre, vi ikke syntes var flotte. For selv i det lille område var der udkanter, og os inde fra byen nedlod os aldrig, virkelig aldrig, til træskostøvler og folk, der var ankommet på knallert. Bagefter har jeg selvfølgelig tænkt over, hvordan i alverden vi kunne spotte det med knallerterne (træskostøvlerne kunne vi jo se med det blotte øje!), så måske var det bare noget, vi kunne mærke.

Det var nemlig dengang, man skulle bydes op til dans. Når Wind-Set, for det hed orkestret alle de år, jeg kom i Skoven, spillede kopier af alle hitsene, så skulle fyrene komme og spørge pænt, om man ville danse. Det var ikke specifikt legalt at sige nej, men det gjorde vi. Til træskostøvlerne og den enlige, springende hjort i hjemmestrikket akryl. Kun ganske få gange erindrer jeg selv at have spurgt om en dans, men så har jeg nok enten været overmåde forelsket eller overmåde beruset. Eller begge dele. Alligevel erindrer jeg det ikke som et stykke kønspolitisk historie med negative kvindetoner. Nærmere omvendt. Mere som fyrene som en slags statister i vores personlige udstillingsvinduer, hvilket i sig selv desværre også er enormt uflatterende.

Men man dansede med ham, der havde budt en op. Altså kun ham. Der var ingen umotiveret hoppen og springen rundt, og det mest innovative, vi kunne danse os op på, var akavede sving gennem arme. Hvilket i øvrigt også gav en smule logistiske problemer, for der var tæt, meget tæt, på dansegulvet. Men SOM vi dansede! Wind-Set var, som sagt, lokalmestre i kopier af tidens hits, og jeg kan stadig den dag i dag ikke undgå akutte strejftanker om Skoven, når jeg hører Yellow River, It Never Rains in Southern California og Sealed With a Kiss. Især Sealed With a Kiss. For det var næsten altid den, der var sidstenummer. Og sidstenummer var altid en sjæler. En form for sidste udkald til at finde aftenens kæreste, hvor man allerede før nummeret begyndte, kunne sanse panikken før lukketid. Og hvor dem med knallerterne lige så godt kunne indse, at de nok kæresteløse og slukørede kunne begynde at traske ud til køretøjerne….

Wind-Set var ikke noget dårligt orkester. Slet ikke, de spillede tidens hits på en absolut genkendelig måde, og det var vel det, de skulle. Ydermere tog de også selve arbejdet dybt alvorligt, og jeg mindes endnu engang, jeg var på skoleekskursion til KBH med det medlem af gruppen, jeg gik i klasse med, som skulle flyves hjem på midt i ekskursionen for at passe sit scenearbejde. Det var vi ret imponerede over. Der var ingen af os, der sådan bare fløj. Og at han så umiddelbart inden afrejsen fra hovedstaden brækkede sig i en utæt fletkurv på Nationalmuseet pga. alkoholiske udskejelser i storbyen, det syntes vi bare, var SÅ sejt. For vi vidste jo godt, at ingen med vilje bliver væk fra Skoven en lørdag aften. Havde vi selv været i stand til selv at flyve hjem der midt i udflugten, så havde vi da gerne ofret et Tivoli for ikke at gå glip af en lørdag i Skoven.

Der var også det med lørdagene i Skoven, at de blev en fortælling i sig selv. Vi startede allerede søndag. Så kunne vi i timevis minutiøst gennemgå, hvad lørdag aften havde budt på. Hvem vi havde snakket med, danset med, skændtes med, scoret–samt hvad alle de andre havde foretaget sig. Især dem, der havde foretaget sig noget opsigtsvækkende, noget mindeværdigt og uventet. Jeg tror ikke, vi decideret havde hitlister over forventede og opfyldte scoringer, men vi var i alt fald relativt selektive, og netop en god scoring var et samtaleemne, der kunne bruges i timevis, når vi nu alligevel skulle køre i bus timevis for at komme i skole og gik døde i at lære latinske oversættelser udenad før bygrænsen.

Der var nu noget over de provinsballer med levende orkestre, som diskotekerne aldrig har opnået. Noget, og her går jeg lidt tør for ord, men måske er “ægte” ikke helt ved siden af.

Det var sjovt, og det blev faktisk også på sigt betydningsfuldt for mange. Personligt fandt jeg aldrig en blivende kæreste i Skoven (selv om guderne skal vide, jeg fandt mange ublivende!), og det var vel heller ikke det, der var hovedformålet. Omvendt kender jeg mange, der har fundet hinanden i Skoven. Og stadig holder sammen.

Men nu ligger den der, forladt, forbrændt og ruineret som et grimt monument over alt det, der var. Tiden er tilsyneladende løbet fra levende kopiorkestre, pardans, opbydning og balkørsel på knallert. Det gjorde den vist for længe siden. Det er trist, for det var sjovt. Primært fordi det lige ramte ind i den periode i ens ungdom, hvor ens hoved var skruet sammen på en måde, så det var det, der blev livsnerven. Senere er der så kommet andre ting i livet af væsentlig mere substantiel betydning. Og når det hele så bliver alt for seriøst, så kan man jo altid danse en lille Sealed With a Kiss omkring sig selv og være 18 indeni igen.

Continue Reading

En super thriller.

Paula Hawkins: The Girl on the Train/Kvinden i toget.

Helt sikkert old news, for bogen er fra 2015 og storfilmen fra 2016, men derfor er den stadig og (måske?) igen særdeles læseværdig, neglebidende og bare forbandet godt skruet sammen. Filmen er i øvrigt også amerikaniseret og foregår i New York, mens denne, den oprindelige, kører på togstrækningen fra London og vestpå. Det betyder noget, i alt fald for mig.

Rachel er fraskilt på den ubehagelige måde, overvægtig, arbejdsløs, boligløs (midlertidigt tålt ophold hos en fjern veninde)–og så er hun alkoholiker. Ikke mindst det sidste er selve plottets omdrejningspunkt, for Rachel har det med at få tordnende black-outs i sine særdeles aktive perioder, og det er mindre hensigtsmæssigt, når man overværer mord og andre ubehageligheder i døddrukken tilstand og derfor ikke har den fjerneste erindring om, hvad der er foregået. Hun er stadig forelsket i sin eks., og hun kører stadig hver dag fra en lille flække ude vestpå ind til sit ikke-eksisterende arbejde i London–forbi lige præcis forbi der, hvor eks-en og den nye præmiekone med elitebabyen bor. Der bor også flere interessante ( og især misundelsesværdige) mennesker langs togstrækningen, og Rachel iagttager inde i sin lille beskyttelsessky af gin og tonic på dåse deres tilsyneladende glamourøse liv. Der dog viser sig at være næsten lige så shitty som hendes eget.

Megan, som er en af Rachels favoritpersoner langs ruten, forsvinder pludselig en dag, og Rachel mener selvfølgelig, hun både har set noget samt måske nærmest er involveret. Hvis hun altså bare kunne huske det. Skildringen af Rachels alkoholisme er så intens og velskrevet, at man næsten får en fornemmelse af, at fortælleren har insiderviden, har været der selv. Der er alle drukturene, black-outsene, den dårlige samvittighed, den uendelige lovning om bod og bedring–og så er der selvbedraget. Det, der også fordrejer virkeligheden på en måde, så man, af bare dårlig samvittighed, påtager sig skylden for ting, man ikke kan huske, men sikkert har gjort. I alt fald, hvis der også er en kynisk, samvittighedløs skurk på spil, der hellere end gerne vil bilde et oplagt offer ind, at det er den skyldige.

Bogen har 3 fortællerstemmer (Rachel som den væsentligste, samt den nye hustru Anna og Megan), og det er et godt greb, for begivenhederne angribes fra forskellige vinkler. I begyndelsen på en måde, så vi hele tiden tvivler på spritstive Rachels udsagn. For ifølge hende selv er hun offeret i sin egen medlidenhedsfortælling, hvor alle er onde ved hende, hvilket selvfølgelig legaliserer hendes druk. Den er ligesom hørt til brækstadiet før. Men måske er hun mere end det? Måske ER der virkelig folk, der udnytter hendes langsomme selvmord og permanente lagring i gin og tonic? Læs selv!

Jeg kan dog, uden at afsløre noget som helst om plottet, godt oplyse, at det hele ender troværdigt godt for Rachel. Hun kæmper, den tøs, og jeg er synes faktisk, hun fortjener et godt, nyt liv deroppe i Edinburgh. Uden whisky. Og uden kyniske, egoistiske, skvattede mænd.

Continue Reading

En god bog.

Elizabeth Barton: Mit navn er Lucy Barton.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg har misset denne lille perle, som er udgivet i 2016, for jeg var da overmåde begejstret for forfatterens første bog om Olive Kitteridge. Men det var sådan, det blev, og det har jeg så gjort noget ved nu.

Bogen om (på en måde AF, for der er tale om en 1. persons-/jeg-fortæller) Lucy Barton er en lavmælt, stor fortælling om et liv i skyggen, en barndom, der er shittyer end de fleste shitty barndomme og en dysfunktionel familie, der overgår mange af de tusinder af andre dysfunktionelle familier, der florerer overalt i litteraturen for tiden. Strengt minimalistisk i sin tone, for der skal læses mellem linjerne, og det skal forstås, at fortælleren, Lucy, primært iagttager livet. Hun deltager ikke så forfærdeligt meget i det.

Lucy er endt på hospitalet i metropolen New York med en langvarig og mystisk blindtarmslidelse. Men heldigvis har hun den pragtfulde udsigt til fantastiske Chrysler Building, som jeg også næsten gad ofre en blindtarm for at få. Her kommer moderen fra den forlængst fortrængte barndom i usselhed deroppe i det allermest landlige Illinois på tvunget besøg, og selv om der egentlig ikke kommer den store konversation ud af det, får vi gennem deres sparsomme samtaler en klar fornemmelse af dette åg af en barndom, der stadig ligger tungt over hende. Der var fattigdom, der var tæsk, der var sult, og der var, mest af alt, kulde. Kulde på næsten enhver front af livet, både bogstaveligt, men nok allermest psykisk.

Lucy har, på overfladen, formået at kæmpe sig ud af dette shithole af en opvækst–eller har hun? Hun sidder nu på sin trendy adresse i Brooklyn med en pæn mand og to nydelige døtre, men alligevel har vi, som læsere, svært ved at tro på, at Lucy nærmest overhovedet har et liv. I alt fald et liv, der ikke er så bundet op i barndommens traumer, at det er værd at have med at gøre.

Det er et blændende intenst kvindeportræt, der bliver tegnet. Men meget mere end det. Det er også et stykke amerikansk historie–og allermest et stykke kvindehistorie. For inde i os alle, tror jeg, sidder en lille Lucy Barton. Det er hende, der stadig ikke formår at rende fra alt det, vi ellers er så gode til at bilde os selv ind, at vi længst har lagt bag os.

Det er lavmælt, det hele. Men selve lavmæltheden rummer så stor en fortælling, at man nærmest føler sig fyldt op til randen, når man er færdig med denne lille perle.

Continue Reading