Jeg har lige købt spidsen af en Boing 737. Den aller-aller-yderste. Den er min nu. Forhåbentlig i al evighed og uden truende konkurser–eller i alt fald til, at den er blevet så dyr, at andre gerne vil købe den af mig. Så kan jeg da overveje, om jeg vil sælge. Det er jeg selvfølgelig altid ret åben for, hvis prisen er rigtig. Min Boingspids flyver for Norwegian, og netop i disse dage er spidsopkøbning blevet for helt almindelige mennesker, der har en smule is i maven og tror på såvel Norge som norske penge.

Jeg har aldrig forstået en hujende kurs omkring alt det med aktier. Det gør jeg nok stadig ikke. Men så var det, at jeg tjekkede, hvad min bank egentlig tager for at forstå al den slags på mine vegne. Og så blev jeg ærligt talt lidt sur og citerede Pippi indvendigt og sagde til mig selv: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens finde ud af.” Som sagt, så gjort.

Forudsætningen er selvfølgelig, at man har et lille overskud, som man er villig til at risikere. Men som ivrig–og aldrig nogensinde forkøbt–auktionsgænger ved jeg, at alle gode handler starter med, at man sætter sig en pris og ALDRIG, virkelig ALDRIG, går over den. Gerne under. Så jeg har sat et lille beløb af, som jeg nu er i skarp konkurrence med banken om at forvalte. Selvfølgelig er banken helt uvidende om, at jeg med tiden vil udvikle mig til en forfærdelig farlig modstander, men det, det hele går ud på, er at bevise overfor mig selv, at jeg kan score bedre end banken.

Så jeg forvalter mine 30 tønder penge. Efter principper præcist baseret på auktionsvaner, som går ud på hjemmefra at have udset sig et antal potentialer for køb og så gå efter det, der er billigst. Så jeg spreder mine penge. Og i en spredning forsøger jeg, i alt fald så godt jeg kan, at være etisk forsvarlig overfor mig selv. Der er simpelthen firmaer, der end ikke ser røgskyen af mine penge. Det er sikkert sådan en forfærdelig feminin ting at købe aktier med følelserne, men da det jo er banken, jeg er oppe imod, så ligger der også et stolthedskrav i at bevise, at mine investeringer i etisk forsvarlige firmaer i sidste ende er en meget bedre strategi end deres. Hvad så end den er.

Jeg har f.eks. købt min Boingspids, fordi jeg synes, det er synd for mig, for Norge og for det firma, jeg i en uendelighed anvender til min store forlystelsessyge og faktisk også mit arbejde, hvis de skal krakke. Så har jeg da i alt fald gjort mit for, at de ikke gør det. Jeg ved godt, at det er klimamæssigt uforsvarligt at flyve, men faktum er samtidig, at jeg ikke kan arbejde, hvis jeg ikke gør. Jeg synes basalt, det er flæbende hysterisk at købe et stykke regnskov som plaster på såret for hver gang, man flyver–men denne gang HAR jeg faktisk gjort det. Vel vidende, at DEN investering ville banken aldrig have foretaget sig, for den er decideret dårlig.

Jeg oplever desværre også, at den indre Scrooge er begyndt at tjekke kurser. Lidt, i alt fald. I smug, helt sikkert. Det er sgu` lige før, han begynder at læse Børsen, selv om han selvfølgelig godt ved, at det er meget mere etisk forsvarligt at lægge ud med en gang Kristeligt Dagblad fra morgenstunden. Men man kan vel komme dertil, hvor man kan skabe en balance mellem de to, som man selv kan leve med? Så er det, jeg siger til mig selv, at det på et eller andet parameter også er præcis som alle dem, der spiller computerspil. (Det gør jeg nemlig ikke!) Det er belønningsværdien i at skyde de pointgivende skurke ned og selv stå som vinder med gevinsten, der tæller. Og hvem tænker lige på at skyde etisk forsvarligt i et computerspil?

Anyway, nu sidder jeg så her med min Boingspids og en del andre spidser af alt fra høreapparater til enzymer. Jeg har, de sidste dage, været vildt optaget af at lokalisere de firmaer, der producerer økologisk tøj, for jeg kunne virkelig godt tænke mig at investere i et ærme eller to. Det er ikke rigtigt lykkedes mig, men jeg farer stædigt videre derude på børserne, for det ville da være en sejr uden lige, hvis banken overså dem, og jeg bare skød dem noget så kraftigt i røven med kursstigninger indenfor økologisk bomuldsproduktion.

Lige nu har jeg tjent 233,87, hvilket selvfølgelig skal modregnes af omkostninger ved eventuelt salg. Det er da helt godt gået, synes jeg. Det tegner da ualmindeligt lyst for fremtiden for mine 30 tønder penge. Hvad kan det ikke blive til, når jeg investerer og geninvesterer? Move over bank, siger jeg bare! Og går det helt galt, kan jeg vel altid stange dem lidt i deres storslåede indgangsparti med spidsen af en Boing 737.

Jeg tænker på det, hver gang jeg ser (eller falder i søvn til) den pragtfulde detektiv Vera. Hun, om nogen, repræsenterer bedstemorligaen på allerfornemste vis. Han har det hele:  det tillidsvækkende, sødmen, forvirringen, som i hendes tilfælde er dybt planlagt og snedigt anvendes, den store rutine og den åbenlyse invitation til, at hendes tilsyneladende ufarlighed får folk og forbrydere til at føle sig trygge og betro sig–samt slangen, der hugger noget så fælt tilbage, når nogen går helt fejl af det bedstemoderlige ydre.

Det tager selvfølgelig tid at nå op i denne, den aldersmæssigt øverste, liga. Det er ikke noget, man kan slide sig til. Det kommer udelukkende med alderen. Og vi skal huske at nyde det, mens vi er der, i bedstemorligaen altså, for alderen har det med at kaste os videre til endnu en kategori, hvor vi ikke nødvendigvis stadig har såvel rutinen, fysikken som vores sansers fulde brug.

Når jeg tænker tilbage på min tid som lærer, kan jeg tydeligt inddele den i perioder–der er også tid nok at inddele. Først var jeg ung, energisk, uerfaren, de fleste kollegers lillesøster og alle elevernes storesøster. Det var sådan set OK, og hvis det ikke var, havde jeg så travlt med at oparbejde rutiner og viden, at jeg knapt ænsede det. Den sværeste periode var alle mor-årene. Der hvor rutinerne var på plads, ens viden stærkt udvidet, men hvor man mere og mere, i elevernes øjne, gik rundt som selve inkarnationen af alt det, de i forvejen havde derhjemme, og som de i alt fald i de svære år mellem 15 og 18 ( altså lige præcis på det tidspunkt, jeg havde fornøjelsen) ofte tog helt naturligt afstand fra. At tage naturligt afstand fra er en fuldstændig almindelig del af at blive voksen og danne sin egen identitet, om end den giver en smule udfordringer for de voksne i ens nærhed. Faktisk var det relativt udfordrende at være teenageramt såvel på arbejde som derhjemme i de år, det stod på.

Det hele blev straks meget lettere, da jeg gik ind i bedstemorligaen. Jeg blev neutraliseret, mistede min mor-farlighed. Og vandt på samme konto min bedstemor-ufarlighed. Bedstemødre tiltrækker betroelser og overbærenhed. På samme tid som jeg fik en stor og øget tillid i forhold til personlige samtaler og hele små liv, fik jeg også en overbærenhed overfor mine egne fejl og fejltagelser. Gamle lærer må godt klokke i grammatikken og sætte streger under noget, der i virkeligheden er korrekt. De er undskyldelige. Lærere i mor-alderen får hovedet revet af samt shit-hviskerier i samme anledning, for de minder alt for meget om hende derhjemme, der i øvrigt generelt er utålelig og intet forstår. Der sker så det pudsige, at ældre lærere pludselig en dag vågner op og forstår deres elever umådeligt meget bedre–set fra elevernes side. Det er ganske og aldeles ufarligt at betro sig til en bedstemor. Det kan man jo nærmest se på hende.

I øvrigt tror jeg også, vi i mange henseender bliver mildere med alderen. De småfejl, som jeg tilbragte det meste af min ungdom og livet helt til den anden side af 50 med nidkært at rette og påtale, blev jeg vist noget mere overbærende overfor med indtrædelse i bedstemorligaen. Ikke, at man bliver sløset, slap og ugidelig–man lærer vist bare med alderen at skelne mellem, hvad der i virkeligheden er væsentligt og uvæsentligt.

Så når jeg ser tilbage på mine millioner af år i gymnasieskolen, ser jeg egentlig de sidste som de bedste. Der var sådan en bedstemoderlig ro på. Alle rutiner var indlært, uden at de af den grund var totalt stagnerede, den faglige viden var mangedoblet gennem et utal af års interesse for de samme fag, og jeg havde på samme tid oparbejdet en overbærenhed overfor såvel mig selv som eleverne. Det var rart, det var ustresset.

Så jeg kan sagtens genkende mig selv i Veras bedstemor. Som er en fremragende detektiv, netop på grund af alt det der bedstemoderlige. Men som også har det, vi i bedstemoderligaen stadig har i behold. Nok er vi søde ( altså, nogle af os), overbærende og tillidsvækkende, men vi er stadig så meget oppe på tæerne, at de ikke skal løbe om hjørner med os. Hvis de snyder, så hugger vi. Hårdt. Sådan var det også med de elever, der ikke formåede at administrere deres lærerlige bedstemor på en acceptabel måde. Hvis de snød, så blev der hugget. Hårdt.

Men nok alligevel ikke helt så hårdt som dengang, ens egen ungdomsterritorium skulle pisses af eller alle de år, hvor man måtte tage skraldet af at være samtlige elevers sted-mødre. Det er også meget, meget lettere for bedstemødre at skælde ud eller, for den sags skyld, at sætte folk i fængsel. I alt fald bliver de hurtigere tilgivet.

Jeg vil gerne være med i den liga mange, mange år endnu…….

Jeg kender flere, der skal til Berlin i påsken. Måske endda mange, hvis revl og krat tælles med. Jeg skal ikke til Berlin i påsken. Deri ligger min store, store frihed.

Ikke at der er noget i vejen med Berlin. Det er en fantastisk by. Ej heller at der er noget i vejen med påsken. Påsker er da meget tilforladelige, om end de heroppe på vores klodedel har det med at være noget upålidelige sådan vejrmæssigt. Men jeg er så priviligeret, at jeg fuldstændigt kan undgå at kombinere de to størrelser. Jeg BEHØVER ikke tage til Berlin i påsken. For jeg kan tage til Berlin lige præcis, når jeg vil. Og det er overhovedet ikke i påsken, jeg vil den slags. Hvilket er fantastisk.

Det handler om, at jeg, siden jeg startede i først klasse ( dengang var børnehaveklasser endnu ikke opfundet) engang i tresserne har været tyranniseret af obligatoriske og altid fastlagte skoleferier. Som et ( undskyld ordet!) skoleeksempel på en, der ikke har foretaget sig andet end at gå i skole hele sit liv, har jeg aldrig haft andet valg end at tage til Berlin–eller hvor det nu ellers var, jeg skulle hen, på officielle fridage. Det er slut. Friheden til selv at bestemme. præcis hvornår ferier skal afholdes, er selve pensionistlivets store, store gevinst.

Så nu skal jeg aldrig noget med ferie i påsken. Ligesom jeg allerhelst friholder pinser, sommerferier, efterårsferier, juleferier og alt det løse på skolekalenderen fra at skulle noget som helst. I alt fald noget som helst med at rejse ud. For selvfølgelig er det på de tidspunkter dyrere, og selvfølgelig står man og stamper oven i alle de andre, der også skal se Brandeburger Tor i løbet af de 5 dage, påsken varer.

Hvorfor i alverden skulle man dog det, når man kan få den billigere og med fuldt udsyn og sikkert endda mærkbart bedre vejr 5 dage senere, hvis det nu var det, man skulle have lyst til? Mens man så kan nyde sin velfortjente påske uden stress, overbefolkning og ågerpriser fjernt fra storbyens vrimmel. Det er indbegrebet af den fænomenale frihed, man har som pensionist. Friheden til selv at vælge, helt uden overordnet tyranni fra fast tilrettelagte ferieplaner.

Og hvis nogen tror, der, trods alt, gemmer sig en lille snert af misundelse på alle dem, der skal til Berlin i påsken, så nej. Jeg er nemlig indehaver af en frihed så stor, at jeg, hvis et akut behov om Berlinbesøg skulle opstå, bare kunne kaste noget skiftetøj i kufferten, sætte mig ud i bilen og køre de 5 timer, jeg har til Berlin. Piece of cake. Det har jeg nu forresten ingen intentioner om at gøre. Det ville være for dumt. Jeg ville misse mit fly på torsdag til Madeira, som flyver helt udenfor de skolemæssigt fastlagte fridage, derfor er meget billigere og flyver mig ned til et hotel, hvor der nok er både god plads og meget få skolebørn, deres forældre eller–for den sags skyld–deres lærere. Omvendt skal man så sikker heller ikke have ondt af dem. De skal jo nok til Berlin i påsken!

Det er den mest vidunderlige søndag formiddag her sidst i februar, og mine erantisser og vintergækker er gået i totalt forår. Jeg er vild med erantisser og vintergækker. Måske er de ikke verdens smukkeste blomster, men de er tilnærmelsesvis de mest egensindige, stædige, ukuelige og komplet pissende på vejr og vind, jeg kender. De har kun et formål i roden. De vil op. Det kan man da ikke andet end beundre dem for.

Nærmest alle andre planter i min forsømte have kræver pasning og pleje–eller i alt fald en smule hensyntagen rent ukrudtmæssigt ind imellem. De her er fløjtende ligeglade. År efter år kæmper de sig op gennem shitjord, formuldede efterårsblade, hundelorte og godt brugte pinde. For det meste er de også ligeglade med sne og danske vådvintre, for når deres indre op-ur siger “Go”, så går de. Ind imellem kan man næsten mistænke dem for at have en skjult dagsorden, en bevisførelse for egen eksistensberettigelse, som de MÅ ud i. Nemlig at ligegyldigt hvad verden i grunden går og byder dem af vederstyggeligheder og klimatiske idiotier, så skal de sgu` nok komme op. Så skal de nok vise os, at dem får vi ikke sådan lige kål på.

Og når jeg så alligevel er i kålhjørnet, så ligger det vel lige til højrebenet at sammenligne dem med en anden af mine absolut lige så vedholdende haveforekomster: nemlig skvalderkålen. Det forholder sig jo sådan, at min skvalderkål ( og alle mine talrige andre ukrudtede vækster) med samme urokkelighed vil op år efter år. Men skvalderkålen har helt misforstået det der med at være bebuder af noget som helst. Nok er den ikke decideret grim–den er bare mangfoldig i sin udbredelse og ekspert i, som de siger i Løvens Hule, “at vækste”–men for mig er den på ingen måde forbundet med forår og æstetisk nydelse. Den er bare stædig! Den skulle tage og lære sig, at det er meget mere ydmygt at begrænse sig til at være gul eller hvid og så vokse med respekt for andre menneskers haver. Skulle den.

Engang plukkede jeg altid de første erantis og vintergækker og satte dem i en lille vase indendørs. Det gør jeg ikke mere. For det første endte jeg altid med at rasere det meste af jordbunden for brugelige blomster for overhovedet at få nok til at fylde en minivase, og for det andet viste de mig tydeligt, at dette gik deres forårsære alt for nært, ved at begynde at hænge med deres spinkle hoveder det øjeblik, jeg havde plukket dem. Jeg viser dem nu min respekt ved at lade dem få lov at blive stående lige præcis der, hvor de modigt har drevet gæk med vinteren og kæmpet sig frem.

Og når man så tænker på mennesker, der lever evig frodighed og mangfoldige, svulmende, smukke vækster, så kan man da godt se, at sådan nogle sølle, forkølede miniblomster nok ikke gør det store indtryk på verdensplan. De skulle bare vide. Vide hvor stor en kraftanstrengelse der ligger til grund for denne årlige opdukken.

Det er så her, jeg for alt i verden vil undgå enhver form for klichemæssige sammenligninger til menneskelivet. Jeg nøjes med at tænke det. Og sætter mig ud på en havestol og kigger lidt på mine små, fine opbrydere.