Når man bor i et bombekrater, det lokale Ground Zero, og der står lænestole foran ovnen samt hænger afdækningsplastik ned over kogepladerne, mens køleskabet nærmest skal lirkes op sidelæns for ikke at ridse spisebordet–så er det, man nærmest er tvunget ud i at skulle benytte de nærmeste Take-aways. Selvfølgelig kan man da godt få smuglet en skive rugbrød op ad den spisestuestolstruede brødskuffe og behændigt fundet leverpostejen i blinde i køleskabet, men ind imellem er man altså også nødt til at have noget lidt andet. Gerne varmt.

Jeg er sådan et forfærdeligt gammeldags menneske på madfronten. Eller også er jeg en kombination af både at være provinsiel og at have levet alle mine år i provinsen. Med det første mener jeg, at jeg som hovedregel går ind for, at man laver sin mad selv. Gerne mere eller mindre fra grunden. Selvfølgelig anvender jeg da halvfabrikata som pasta, bouillionterninger, tomater, majs og asparges på dåse og kunne aldrig drømme om at sylte så meget som en rødbedeende selv, men udover det skal det meste i min optik være friskt og tilberedes efter mit eget hoved. Med det andet mener jeg, at udbuddet af take-aways herude i den yderste madprovins er en smule simpelt og decideret har vist en stagnerende tendens de sidste tyve år. Eller måske endda siden grillkyllingens første indtog og premieren på de banebrydende pizzaudsalg. Jeg tilhører en generation, der var over 10, før jeg smagte min første pommes frites. Og siden har sådan nogle i sig selv ikke forbedret min livskvalitet mærkbart.

Hvor man i storbyer kan få spændende, varieret og veltilberedt take-away-mad, så er vi lidt madmæssigt handicappede herude. Ikke fordi, vi ikke har pizzarier nok. Når man går en tur rundt i byen, ser det såmænd nærmest ud til, at der kan blive et til os hver. Jeg har ikke været gennem dem alle–og det føler jeg på ingen måde nogen brændende lyst til–men fællesnævneren synes at være slattede kanter, similiost og såkaldt Parmaskinke i  en klasse langt under den, der kan erhverves i Netto til en 5-er på tilbud. Der er også kinesersnasker med hårde nudler, grøntsagsender og hurrakylling (udtrykket stammer fra min barndom, hvor den, der fik rejEN i rejsesalater havde pligt til at rejse sig, stolt fremvise den og råbe et rungende HURRA!) samt en enkelt sushibar, som bare er no-go for tangimbeciler som mig, der oven i købet foretrækker, at fisk er stegte eller dampede. Og så har vi da også burgerbarerne. Hvor savsmuldsbrød, soya, der bilder sig ind, det er kød, og afdødt kinakål trives i bedste velgående, og hvor man for en ekstra femmer kan forfremme sin burger til en bøfsandwich. Det betyder, at ligene af alle grøntsagerne fra i forgårs camoufleres med brun sovs. I øvrigt har jeg aldrig forstået, hvorfor sushi og burgere skal udskibes fra “barer”. Jeg troede, en bar var sådan et sted, man kunne få noget at drikke. Tilsyneladende er eneste mulighed for at komme tæt på den definition at over dække sin burger med så megen brun sovs, at man kan hælde den ind.

Jeg kan heller ikke overvinde mig selv til at bestille en pizza, sådan budleveret. Jeg kan simpelthen ikke overskue at se det der bud på knallert fræse op ad min indkørsel for at aflevere en slatten sag, som jeg ikke engang selv har gidet at hente. Der er, og her bliver jeg rigtig grim!, sgu` for meget socialklasse minus 3, overvægt og dårlige motions- og madvaner over den slags. Og tænk også, hvis naboerne så det!  (Og hvis jeg skal lave et kolossalt sidespring, så ville jeg måske, trods alt, have overvejet det for 20 år siden i London. Historien er, at præ-GPS skulle alle kommende taxachauffører i Storlondon, som de fleste jo nok ved, er sådan rimelig stor, op til en prøve i alle byens gader, før de kunne få deres certificat. Det krævede selvfølgelig, at de kørte, kørte og kørte igen rundt i den by for at blive dus med den. I bil kostede det jo en formue, faktisk selv på en knallert, men så fik aspiranterne til det attraktive job den ide, at de da kunne blive pizzabude og tjene lidt penge, mens de lærte gadenavne og mystiske adresser. Så når man for 20 år eller mere siden så folk på knallerter med pizzabakker i kasser bagpå, kunne man næsten være sikker på, at det var ihærdige prospects til taxajobbet. Og dem vil jeg da sådan set godt støtte!)

Det gør mig altid lidt glad, når jeg i KBH eller andre større byer ser det udvalg af sunde alternativer til egen madlavning, der forefindes overalt. Men kun lidt, for jeg er absolut overbevist om, at jeg ville blive væsentligt mere tilbøjelig til at lave overspringshandlinger, der involverer min madlavning. Problemet er jo her, at jeg tilhører en generation, der er opdraget til, at man da, som en selvfølge, laver sin egen mad. Take-away er til nødsituationer–eller til de dage, hvor mor eller far ikke er hjemme, mens børnene er yngre. For yngre børn tror fejlagtigt, helt op til 10-12-års alderen, at det bare en en voksensnobbet fejl, at MacDonald endnu ikke har Michelinstjerner. Jeg er sikker på, at hvis udvalget omkring mig var en smule mere lødigt, så ville jeg lade mig friste. Men jeg ville samtidig kæmpe en hård kamp med hele den madopdragelse, der sidder så uendeligt dybt i mig.

Så det er på sin vis godt, at jeg både er provinsiel og lever i provinsen. Det betyder både, at vi til daglig–og når der er farbare indgangsveje til vores opbevarings- og forarbejdsningssteder–får god og lødig mad. Samt at vi ikke på nogen måde står i fare for at lade os friste til at gå i lag med de lokale udbud på fastfood-fronten.

Alle, der kender mig bare en lille bitte smule på lampefronten, er ikke et sekund i tvivl om, at mit hjerte banker noget så forskrækkeligt sentimentalt for Tiffanylamper. Eller rettere: kopier af, for jeg har tilstrækkelig realitetssans til at vide, at jeg aldrig vil opnå at blive ejer af en ægte af slagsen.

Jeg har slæbt uforvarende medrejsende gennem skrammelbutik efter skrammelbutik i jagten på pragteksemplaret. Og aldrig tilsløret min overvældende begejstring for et stykke belysningskunst, som de fleste i bedste fald anser som kitchet–og i værste som noget, der aldrig ville komme over deres personlige hustærskel. Jeg har tinget med mangen en udenlandsk kræmmer og enten indset, at skrumlet ville få forfærdelige brugsspor ved at skulle manøvreres ned i min håndbagage ( især dem på fod!)–eller at vedkommende så min svimelse så indlysende klart, at prisen var helt ude i lampeledningen.

Så selv om jeg næsten har nedkaldt min kærlighed over samtlige Tiffanykopier, der indenfor de sidste 10 år har været til salg på Europas loppemarkeder, så er min drømmelampe stadig kun, nå ja, en drømmelampe. Og så har jeg endda tilbageholdt den allerstørste hurdle, der er mellem mig og Tiffanyen. Nemlig manden. Han har stadig absolut ingen intentioner om at blive samboende med, hvad han personligt opfatter som noget af det grimmeste, mest forfærdelige, uæstetiske og billige indenfor lamper.

Så er der så kommet den appelsin lige ned i min lampeskærm, at der i aften er netop dette eksemplar til salg på min auktion. Jeg kan allerede mærke lampesjælens lysende glæde. Faktisk har jeg svært ved at vente til det magiske nummer kommer på, men skal nok lade være med at skynde åbenlyst på auktionarius, som ifølge programmet først skal have afsat nogle vildt uinteressante dækkonstruktioner og et par PH-er. Selvfølgelig håber jeg så også inderligt på, at samtlige andre tilstedeværende bydere har præcis samme forhold til Tiffany, som manden har, for så kan jeg jo gå hjem med den fuldstændigt uden kampvalg og prisopskruning. Men det bliver nok, trods alt, ikke tilfældet. Op til 500, eksklusiv salær. Ellers må jeg endnu engang se en Tiffany gå min stikkontakt forbi.

Jeg har også allerede fundet ud af, hvor vidunderet skal stå. Jeg er jo sådan nødt til at gemme det lidt af vejen fra de mest befærdede arealer i huset. Det er simpelthen for billigt og tarveligt at blive skilt bare på grund af en Tiffany, så måske skal den prøve at gøre sig lidt undselig, lade lidt som om den ikke rigtigt er der. I alt fald i begyndelsen. Senere kan den jo opføre sig som alle de andre ting og klart bevæge sig derhen, hvor der er plads.

Men den opstemthed, som dagen byder på, kan ingen jo tage fra mig. Hvad enten jeg får min Tiffany eller ej. I det mindste har jeg da så svælget i forventningens glæde. Nogle gange er det såmænd også det allerbedste. For jeg kan jo sagtens se, hvordan mit liv så kan udvikle sig post-Tiffany, efter anskaffelsen. Det vil ligesom ikke blive helt det samme at støve rundt i timevis på loppemarkeder i udlandet, for hvad er formålet nu? Og tænk-forestil-lad fantasien blomstre: Hvad hvis der nu er en fantastisk model, som faktisk KAN foldes til Ikeastørrelse og komme ned i håndbagagen allerinderst, i det argeste rod, på loppemarkedet i Langtbortistan. Hvad gør jeg så?

Men der er langt til aften. Tiffanyaften. (I går var Lille-Tiffanydag.) Nej, hvor skal jeg bære den ind i triumftog. Jeg kan levende se det hele for mig: Mig med en Tiffany på samme måde, som atleter altid afbilledes, når de spæner rundt med den olympiske fakkel.

Kryds fingre for mig. Og glem alt om personligt forhold til Tiffanyer. Eller manden.

Jeg ved, der er andre end mig, der er svorne tilhængere af en af verdens mest politisk ukorrekte, men samtidig ubestrideligt bedste serier af hud- og hårplejeprodukter i mellemprisklassen. Nemlig Ahava.

Og nu har Drogerie Müller i Flensburg Galerie lige indført HELE serien i sit varesortiment. Man kan få Ahava til hoved, hænder, røv og sikkert masser af andre mere eller mindre intime steder inde i den butik–der er flere hyldemeter. En sand Ahavahimmel for kendere og elskere. Det er lige til at gå i cremeshock over.

Derudover er Müller vel også det aller-allernederste Skandinaviens største og mest veludstyrede Matasagtige forretning. Kvadratmeter efter velduftende kvadratmeter af alt og alle indenfor den slags produkter til en absolut rimelig pris. Ydermere har de et næsten 50 meter langt stativ med ene håndbagageprodukter indenfor rigtigt mange mærker. Altså så de ikke overstiger de magiske 100 ml., der er grænsen for brutal  konfiskering i lufthavne. De der små tandpastatuber, som man skal bene ned til Netto for at få fat på de få gange, de er på tilbud, er stationær vare og koster ca. 5 kr. (75 cent).

Så alle Ahavafans og afhængige bør unde sig selv en lille udflugt til Müller. Muligvis er der langt, men der er i alt fald kortere end til de andre steder (bl.a. det ved foden af Masada), hvor produkterne ellers kan købes.

Jeg har altid gået ind for, at man, når man foretager sig noget, mentalt har allerbedst af at kunne se, præcis hvor langt man er kommet. Derfor er det for mig altid bedst at male vægge i en ny farve, vente med rengøring indtil jeg ikke et sekund tvivler på, hvor jeg er kommet til samt kun pudse sko, når jeg føler en klar belønning ved, at de gradvist genvinder deres oprindelige farve.

Da jeg i sin tid var heftigt stileramt og tilbragte dagevis med at rette præcis de samme fejl hos præcis de samme elever, var jeg også særdeles påpasselig med, at enhver stil efter retning havnede i outputbunken. Det styrkede mig mentalt, at der, hvis ikke andre steder, så dog var fremgang på højden i den afrettede bunke. I grunden burde alting være som gamle vinterkartofler–her er et område, hvor man på ingen måde tvivler på, hvor langt man har skrællet sig frem. Det giver psykisk styrke, denne følelse af konkret at have udrettet noget. Kommet videre.

Og så er der lige mit gulv, som i årtier har skreget efter fernis, mens det stiltiende har modtaget revner, ridser, brutale hundepoter, stoleslæb, mudderansamlinger og alt det løse, der sådan falder af på sådan et gulv. I dag er et hold megastøjende gulvafslibere gået i lag med det, og de er her i huset så umådeligt heldige, at de ikke et sekund er i tvivl om, hvor de er nået til. Af dybet og mislakeringen dukker faktisk et rigtigt flot parketgulv, som man lavede dem der i slut- 60-erne. En type gulv, som desværre i de fleste huse af samme årgang længst er udskiftet–somme tider endda med en billig træefterligning–fordi det først er i de senere år, det har genvundet sin popularitet.

Nu er det jo ikke fordi, vi sådan bare bevidst har gået rundt og ventet på, trillet tommelfingre hen imod, at vores gulve skulle gå hen og blive trendy igen.  Her i huset skyldes den slags bare dovenskab og almindelig neglegt. Akkurat ligesom folk heller ikke gemte deres teaktræsmøbler, fordi de var helt på det rene med, at gemte de dem bare længe nok, så ville alle, og især alle i Københavnsområdet, betale vanvittige summer for dem. Men nogle gange er man bare heldig–at overgemmer man tilstrækkeligt, gemmer man overhovedet ikke til katten, eller natten, eller hvem det nu end er, man ikke formodes at gemme til. Man gemmer til en trendy fremtid!

Billedet viser, hvor langt afsliberne er kommet. Og chefen for afslibningspatruljen har lige rost mine gulve, for de er tilsyneladende pænere end gennemsnittet hos andre gulvignoranter. Det bliver godt, det her.

I alt fald indtil der hjemvender et overbehåret udyr med alenlange kløer fra den pension, hvor han midlertidigt er opbevaret. I mellemtiden kan jeg jo så måske opføre et udendørs logi til ham, for for første gang nogensinde har jeg faktisk rigtigt meget lyst til at passe på mine fine gulve. Selv om jeg nok ved fremtidig vask stadig går ind for, at jeg ligesom skal kunne afgrænse, hvor langt jeg er kommet, inden jeg fatter gulvspanden.

Jeg kender en kok, som engang var meget tæt på at myrde sin mand. Det var fordi, han efter utallige anmodninger om det modsatte, alligevel endnu engang havde puttet hendes yndlingskniv i opvaskeren.

Og alle, der på den ene eller anden måde deler bopæl med andre, kender det sikkert. Dette med, at man i uendelighed ikke bare siger, men prædiker og holder forelæsninger om en bestemt ting, man ønsker/ikke ønsker gjort på den mest hensigtsmæssige måde–uden at det på nogen mulig måde har den tilsigtede virkning. Tværtimod. Det kan være ting, der skal lades være med. Og det kan være ting, der skal gøres.

Og alle de, der kender det, ved også særdeles udmærket, at som udgangspunkt drejer det sig om minimale, totalt overskuelige ting. Petitesser, detaljer, om man vil. Men netop ting, der, fordi deres misligholdelse ( eller hvad man nu ellers kan kalde det) ophober sig i trillioner af tilfælde, vokser sig umådeligt store. Større end sig selv, næsten. Og gror i irritationsværdi med en rate, der er tredobbelt proportionel med manglen på eller netop udførelsen.

Hjemme ved mig drejer det sig f.eks. om en gulvklud. Sådan en aftagelig en, der sidder på skaftet af en lang stang til at dyppe i en gulvspand. Selvfølgelig er jeg glad ved, at vi deles om gulvvasken efter det firbenede svin, vi deler hus med, men jeg begriber ikke, at det ikke er selve indbegrebet af logik, at den klud skal smides direkte til vask, når den har været brugt. I stedet finder jeg den som hovedregel altid møgbeskidt og stærkt behåret for enden af stangen–lige netop når jeg HAR støvsuget hele huset og bare er så enormt klar på at vaske over, inden svinet går i tilsølning igen. Det har jeg holdt dommedagsprædikener over. Akkurat som jeg mener, at komfuret skal aftørres efter madlavning, og at kogepladerne skal slukkes, når maden er båret på bordet. Deri er vi tilsyneladende ret uenige. Og det tæller ikke som dårlig undskyldning, at jeg er den eneste, der kan høre klikkene fra de tændte kogeplader, lige når jeg har øst maden op, bare fordi jeg ikke er halvdøv. Ligesom jeg heller ikke  synes, jeg bare er nærtagende, når jeg mener, at ulækkerhedsgraden og fedtafsmitningen er lidt for overdrevet, når jeg begynder madlavning ved uaftørrede kogeplader. Det har jeg også holdt timelange foredrag om.

Og lige meget har det hjulpet. Nu er det så, at jeg egentlig synes, at livet er ved at være for kort til at sådanne bagateller skal blive til elefanttunge klude og fedtansamlinger. Engang troede jeg, at løsningen bare var at gøre det selv. Altså indtil jeg kunne konstatere, at det bare gjorde mig dobbelt så sur. Samt lod mig dyrke den offerrolle, som hverken klæder mig eller nogen som helst andre.

Nu prøver jeg med nudging. Eller i alt fald en omvendt form for. Jeg har nemlig bestemt, at jeg fra nu af vil tørre brusekabinen af, hver eneste gang jeg har været i bad. At jeg vil lukke alle skraldeposer til, før jeg kaster dem i skraldespanden. At jeg vil vaske svinets poter, inden han får lov at gå ind i huset efter en gåtur. At jeg vil skylle den fælles elektriske tandbørste grundigt for tandpasta og mit eget savl, hver eneste gang den har været i min mund. Og at jeg vil lade være med at skodde cigaretter på muren foran havedøren. Her på bopælen findes nemlig også en lokal prædikant med tilknyttet foredragstjeneste, der taler meget–og længe–om den slags små, uvæsentlige detaljer.

Jeg er spændt på, om det nudger i den rigtige retning……