Om alder og konfirmationer.

Når man sådan, faktisk ganske ufrivilligt, får ryddet ud og op i skuffer og skabe, træffer man ofte over ting, man ikke anede, man (stadig) havde. Det er måske meget godt. Disse to små askebægre er fra min konfirmation. Fra dengang, hvor man stadig bød rygesager rundt ved bordet mellem retterne, og hvor eneste uskrevne regel vist var, at man da i det mindste ikke røg, mens andre spiste. Bare ved at skrive det, fornemmer jeg lugten.

Anyway, forleden så jeg et billede af en flok såkaldte Guldkonfirmander, som smilende fejrede endnu en af den slags nye selvfejringer, som vi er ved at blive en nation af. De fleste af dem så mildest talt en smule brugte ud. I alt fald væsentligt ældre end mig, som jo så selvfølgelig også først går i guld næste år, så der er oceaner af kommende rynker til. Men det slog mig alligevel, at jeg meget hurtigt kan ende på kirkepodiet sammen med en flok absolut ældre herrer og damer. Selv om jeg selvfølgelig vil udskille mig kraftigt–i alt fald ved min indre ungdom. IKKE ungdommelighed–ungdommelig er sådan noget, man er, når man i virkeligheden bare prøver at abstrahere fra sin alder ved at opføre sig fjollet, mens Gud og hvermand da udmærket kan se, at man er tussegammel og dybt dated i opførsel. I alt fald kan jeg på ingen måde identificere mig med den flok på billedet. De er jo plejehjemsmodne, mens jeg stadig stryger rundt som en urynket vårhare.

Det der med alder slår mig også hver gang, jeg møder en bekendt, jeg ikke har set længe. For hvor er tiden dog ubarmhjertig overfor næsten alle andre end mig. Nogle gange er det virkelig chokerende at konfronteres med, hvor hurtigt andre mennesker ældes. Hvordan de akkumulerer rynker i spandevis, bare fordi man lige uopmærksomt vender ryggen til dem. Hvordan de på få år går fra guldkonfirmandstadiet ind i diamantkonfirmationens fejring. Det er virkelig skræmmende. Omvendt er det nu rart, at ældningsprocessen ikke er helt så heftig hos mennesker, man ser ofte og ligesom iagttager på nogenlunde regelmæsssig basis. De tager den sådan lidt mere med ro.

Men når der nu står, at jeg er konfirmeret i maj 1970, så må det jo passe, at jeg skal ligne de der guldpensionister i Ugeavisen. I det mindste er jeg da ikke gået i uklædelige fedtbuler, overpermanentet hår og sidste skrig i Bilkamode, men mon ikke man alligevel kan se på mig, at jeg nok er konfirmeret omkring 70? Og mon ikke især dem, der ikke har set mig gennem længere tid, i det stille tænker, at jeg da godt nok er blevet lidt gammel? Altså væsentligt gamlere end de selv er indenfor samme tidsrum?

Jeg har absolut intet imod at blive ældre–erfaring er guld værd og gør livet noget nemmere at tackle–men overordnet mener jeg ikke, at man nødvendigvis bør kunne se mængden af folks erfaring på deres ansigter og kroppe. Selv om det unægteligt forholder sig sådan. Alligevel ville jeg nu nok mene, at hvis jeg fik kløerne i halvdelen af de der guldpiger, så ville jeg kunne give dem nogle helt enkle råd om kost, motion og (især) påklædning, som nok ville kunne løfte dem en smule ud af guldets tyngende lænker.

Men, selvfølgelig, når man nu er konfirmeret i en tid, hvor røgen lifligt bølgede over konfirmationsbordet ( og gavebordet med det nye ur, klap-sammen-cyklen og 10 kroner i telegrammer fra købmanden, bageren (handlen, I ved!) og alle naboerne), så er man vel selvskrevet til en smule rygerynker. Det er sgu` det, der er årsagen, tror jeg. Mine små, håndmalede askebægre er selveste rynkefanden, der er den store, store skurk i, at alle vi guldkonfirmander ligner overgemte vinteræbler. Mest de andre. Dog.

 

Continue Reading

Om støv.

Efter en omfattende gulvafslibning må jeg konstatere, at den overvejende del af mine trægulve nu befinder sig jævnt fordelt over det meste af mit hus. Afsliberen lovede egentlig, at hans maskiner ville sluge det meste overskudsgulv. Det var løgn.

Faktisk er det beundringsværdigt, at så relativt få kvadratmeter kan formere sig til at blive til så mange. Det er som om, mit gulv ved mødet med afslibningsmaskinen har fået et eget liv, en egen dagsorden for, hvor det vil bo. Eller også har jeg bare altid haft et rejselystent gulv, der nu, ved afsliberens hjælp, har fået en form for visa til samtlige andre værelser i mit hus.

Der er støv ovenpå alt. Det kan man ligesom forstå og acceptere. Det er ganske logisk, at når støv flyver op, så lægger det sig ned på de forhåndenværende læggeflader. Men at det også kryber ind i mine skabe? Finder en vej gennem lukkede skabslåger til at orme sig ind i armhulerne på mine T-shirts og vrangen af mine underbukser? Holder kongres mellem mine tallerkener og årsmøder for støv i bunden af alle kopper? For slet ikke at tale om håndklæderne, hvor man får kløet ryggen med ekstra kraft, når man tørrer sig. Og de sorte lagner på sengen? De ligner jo efterslæbet efter en jagttur til det nærmeste mudderhul for samtlige kvarterets Retrievere. Inklusiv alle Labradorerne og de langhårede, MEGET langhårede, gravhunde. Det er som at sove i en grusgrav.

Og så var artige mig en meget sød husmor, da adskillige af tingene fra skabe skulle flyttes. Jeg vaskede dem skam af. Gjorde jeg. Det arbejde var åbenlyst totalt overflødigt, grinagtigt overflødigt. Jeg kan jo skrive “Svin” med gevaldige bogstaver i støvet på dem alle. Selv de ting, der har fundet en midlertidig plads i kælderen, synes støvinficerede. Hvordan det så ellers finder derned. Og min computer er indhyllet i sin egen lille støvboble. Jeg kan ikke lade være med at tænke på folk i Asien, som går rundt med mundbind i deres ulidelige, selvskabte smog. Sådan et burde min pc også have.

Engang for mange, mange år siden boede vi et funkishus fra 30-erne. Med jernvinduer. Ja, korrekt, jernvinduer. Da vi besluttede, at jernvinduerne ligesom havde haft deres glansperiode og ville skifte dem, måtte der relativt hårdhændende midler, så som skærebrændere og andet, til. Det tog flere år, inden støvet havde lagt sig. Måske var det i virkeligheden derfor, vi solgte det hus? For at flygte grundigt fra støvet? Anyway, den slags støvede minder kryber ligesom op til overfladen igen og giver en forudanelse om, at støv er umådeligt langlivet. Støv er ikke bare sådan at slå ihjel. Faktisk er støv så umådeligt smart og velovervejet, at det ikke går væk–det flytter sig bare. Når man lige går og tror, at nu har man endelig udryddet den sidste rest på skuldrene af selskabskjolen, så er den da bare flyttet ned i strømpeskuffen. Og nok kan man give sine overflader Grundrens, Ajax, Rens-Let og skurepulver, men endnu har jeg aldrig gået i krig med den slags midler i forhold til mine sommerkjoler eller, for den sags skyld, mine underbukser. Muligvis er det forsøget værd.

Jeg er træt af støv. Træt af den nye fordeling af mine gulve. Faktisk er jeg også træt af, at solen skinner så smukt og dejligt udenfor. Og ind i mit hus. For solskin er decideret ubarmhjertigt overfor mennesker, der bærer deres afslebne gulve på tøj og på enhver overflade. I min barndom brandede Ajax sig som “Den flyvende tornado” (Hvem husker lige det?). Den slags gammeldags, effektivt Ajax må godt lige tage en tornadorunde i mit hus. Og blæse alt det satans støv et andet sted hen!

Continue Reading

Mit Brexit.

Efter en uge med gentagne “The nos have it.” og et parlament, der råber efter en ansvarlig voksen ( bare en!), står såvel briterne som resten af verden stadig på måbende, gyngende grund omkring Brexit.

Så kunne man selvfølgelig bare give op og være ligeglad og lade de tåbelige, ubeslutsomme briter sejle deres egen sø langsomt væk fra resten af Europa. Men det er desværre ikke tilfældet for mit vedkommende. Faktisk er det af stor betydning for mig, hvad den næste uge indebærer af mangel på beslutninger.

Jeg rejser derover næste lørdag og bliver indtil 17. april. Hvis der opnås en udsættelse på Brexit, er jeg sådan set uden problemer på den front, men det er essentielt, at det så sker, INDEN jeg letter på søndag. Så jeg på forhånd ved, hvor jeg står. Også hvis Brexit træder i kraft fra 12. april.  Men da det nok ikke lader sig gøre, er jeg derfor nødt til at tage mine forholdsregler.

F.eks. holder mit kørekort op med at være gyldigt det øjeblik, Brexit effektueres. Og med en lejet bil, der står og venter, må jeg derfor anskaffe mig et internationalt kørekort. Bare hvis. Mit blå sygesikringskort kan også skrottes lodret op i Big Ben, så jeg står uden dækning, hvis jeg bliver syg og skadet. Der skal andre midler til. Bare hvis. Jeg skal givetvis også stå i alenlange køer for overhovedet at komme ud af landet igen samt være glad for, at en form for visapligt nok udelukkende gælder, når man skal IND i landet. Fra øjeblik til øjeblik vil jeg også miste roaming, billige samtaler og SMS på min telefon og min ipad, så det er med at holde sig vågen og få den indstillet korrekt der ved midnatstid. For ellers koster det de samme formuer, som mange vist har oplevet at blive konfronteret med, når de har glemt at slukke i Uggabuggaland.

På plussiden tæller så selvfølgelig, at jeg i lufthavnen kan gå amok i toldfri varer og købe lagre til de næste mange måneder. Det sidste er selvfølgelig dejligt, men hvor ville jeg dog ønske, at der kunne komme en udfrielse, en beslutning, en afgørelse.

Så jeg ikke behøvede–for alle eventualiteters skyld–at fare rundt til Borgerservice, forsikring, teleselskaber og andet. Bare fordi jeg skal derover, hvor “The nos have it.”

Continue Reading

Om take-away.

Når man bor i et bombekrater, det lokale Ground Zero, og der står lænestole foran ovnen samt hænger afdækningsplastik ned over kogepladerne, mens køleskabet nærmest skal lirkes op sidelæns for ikke at ridse spisebordet–så er det, man nærmest er tvunget ud i at skulle benytte de nærmeste Take-aways. Selvfølgelig kan man da godt få smuglet en skive rugbrød op ad den spisestuestolstruede brødskuffe og behændigt fundet leverpostejen i blinde i køleskabet, men ind imellem er man altså også nødt til at have noget lidt andet. Gerne varmt.

Jeg er sådan et forfærdeligt gammeldags menneske på madfronten. Eller også er jeg en kombination af både at være provinsiel og at have levet alle mine år i provinsen. Med det første mener jeg, at jeg som hovedregel går ind for, at man laver sin mad selv. Gerne mere eller mindre fra grunden. Selvfølgelig anvender jeg da halvfabrikata som pasta, bouillionterninger, tomater, majs og asparges på dåse og kunne aldrig drømme om at sylte så meget som en rødbedeende selv, men udover det skal det meste i min optik være friskt og tilberedes efter mit eget hoved. Med det andet mener jeg, at udbuddet af take-aways herude i den yderste madprovins er en smule simpelt og decideret har vist en stagnerende tendens de sidste tyve år. Eller måske endda siden grillkyllingens første indtog og premieren på de banebrydende pizzaudsalg. Jeg tilhører en generation, der var over 10, før jeg smagte min første pommes frites. Og siden har sådan nogle i sig selv ikke forbedret min livskvalitet mærkbart.

Hvor man i storbyer kan få spændende, varieret og veltilberedt take-away-mad, så er vi lidt madmæssigt handicappede herude. Ikke fordi, vi ikke har pizzarier nok. Når man går en tur rundt i byen, ser det såmænd nærmest ud til, at der kan blive et til os hver. Jeg har ikke været gennem dem alle–og det føler jeg på ingen måde nogen brændende lyst til–men fællesnævneren synes at være slattede kanter, similiost og såkaldt Parmaskinke i  en klasse langt under den, der kan erhverves i Netto til en 5-er på tilbud. Der er også kinesersnasker med hårde nudler, grøntsagsender og hurrakylling (udtrykket stammer fra min barndom, hvor den, der fik rejEN i rejsesalater havde pligt til at rejse sig, stolt fremvise den og råbe et rungende HURRA!) samt en enkelt sushibar, som bare er no-go for tangimbeciler som mig, der oven i købet foretrækker, at fisk er stegte eller dampede. Og så har vi da også burgerbarerne. Hvor savsmuldsbrød, soya, der bilder sig ind, det er kød, og afdødt kinakål trives i bedste velgående, og hvor man for en ekstra femmer kan forfremme sin burger til en bøfsandwich. Det betyder, at ligene af alle grøntsagerne fra i forgårs camoufleres med brun sovs. I øvrigt har jeg aldrig forstået, hvorfor sushi og burgere skal udskibes fra “barer”. Jeg troede, en bar var sådan et sted, man kunne få noget at drikke. Tilsyneladende er eneste mulighed for at komme tæt på den definition at over dække sin burger med så megen brun sovs, at man kan hælde den ind.

Jeg kan heller ikke overvinde mig selv til at bestille en pizza, sådan budleveret. Jeg kan simpelthen ikke overskue at se det der bud på knallert fræse op ad min indkørsel for at aflevere en slatten sag, som jeg ikke engang selv har gidet at hente. Der er, og her bliver jeg rigtig grim!, sgu` for meget socialklasse minus 3, overvægt og dårlige motions- og madvaner over den slags. Og tænk også, hvis naboerne så det!  (Og hvis jeg skal lave et kolossalt sidespring, så ville jeg måske, trods alt, have overvejet det for 20 år siden i London. Historien er, at præ-GPS skulle alle kommende taxachauffører i Storlondon, som de fleste jo nok ved, er sådan rimelig stor, op til en prøve i alle byens gader, før de kunne få deres certificat. Det krævede selvfølgelig, at de kørte, kørte og kørte igen rundt i den by for at blive dus med den. I bil kostede det jo en formue, faktisk selv på en knallert, men så fik aspiranterne til det attraktive job den ide, at de da kunne blive pizzabude og tjene lidt penge, mens de lærte gadenavne og mystiske adresser. Så når man for 20 år eller mere siden så folk på knallerter med pizzabakker i kasser bagpå, kunne man næsten være sikker på, at det var ihærdige prospects til taxajobbet. Og dem vil jeg da sådan set godt støtte!)

Det gør mig altid lidt glad, når jeg i KBH eller andre større byer ser det udvalg af sunde alternativer til egen madlavning, der forefindes overalt. Men kun lidt, for jeg er absolut overbevist om, at jeg ville blive væsentligt mere tilbøjelig til at lave overspringshandlinger, der involverer min madlavning. Problemet er jo her, at jeg tilhører en generation, der er opdraget til, at man da, som en selvfølge, laver sin egen mad. Take-away er til nødsituationer–eller til de dage, hvor mor eller far ikke er hjemme, mens børnene er yngre. For yngre børn tror fejlagtigt, helt op til 10-12-års alderen, at det bare en en voksensnobbet fejl, at MacDonald endnu ikke har Michelinstjerner. Jeg er sikker på, at hvis udvalget omkring mig var en smule mere lødigt, så ville jeg lade mig friste. Men jeg ville samtidig kæmpe en hård kamp med hele den madopdragelse, der sidder så uendeligt dybt i mig.

Så det er på sin vis godt, at jeg både er provinsiel og lever i provinsen. Det betyder både, at vi til daglig–og når der er farbare indgangsveje til vores opbevarings- og forarbejdsningssteder–får god og lødig mad. Samt at vi ikke på nogen måde står i fare for at lade os friste til at gå i lag med de lokale udbud på fastfood-fronten.

Continue Reading

Mit livs Tiffanychance.

Alle, der kender mig bare en lille bitte smule på lampefronten, er ikke et sekund i tvivl om, at mit hjerte banker noget så forskrækkeligt sentimentalt for Tiffanylamper. Eller rettere: kopier af, for jeg har tilstrækkelig realitetssans til at vide, at jeg aldrig vil opnå at blive ejer af en ægte af slagsen.

Jeg har slæbt uforvarende medrejsende gennem skrammelbutik efter skrammelbutik i jagten på pragteksemplaret. Og aldrig tilsløret min overvældende begejstring for et stykke belysningskunst, som de fleste i bedste fald anser som kitchet–og i værste som noget, der aldrig ville komme over deres personlige hustærskel. Jeg har tinget med mangen en udenlandsk kræmmer og enten indset, at skrumlet ville få forfærdelige brugsspor ved at skulle manøvreres ned i min håndbagage ( især dem på fod!)–eller at vedkommende så min svimelse så indlysende klart, at prisen var helt ude i lampeledningen.

Så selv om jeg næsten har nedkaldt min kærlighed over samtlige Tiffanykopier, der indenfor de sidste 10 år har været til salg på Europas loppemarkeder, så er min drømmelampe stadig kun, nå ja, en drømmelampe. Og så har jeg endda tilbageholdt den allerstørste hurdle, der er mellem mig og Tiffanyen. Nemlig manden. Han har stadig absolut ingen intentioner om at blive samboende med, hvad han personligt opfatter som noget af det grimmeste, mest forfærdelige, uæstetiske og billige indenfor lamper.

Så er der så kommet den appelsin lige ned i min lampeskærm, at der i aften er netop dette eksemplar til salg på min auktion. Jeg kan allerede mærke lampesjælens lysende glæde. Faktisk har jeg svært ved at vente til det magiske nummer kommer på, men skal nok lade være med at skynde åbenlyst på auktionarius, som ifølge programmet først skal have afsat nogle vildt uinteressante dækkonstruktioner og et par PH-er. Selvfølgelig håber jeg så også inderligt på, at samtlige andre tilstedeværende bydere har præcis samme forhold til Tiffany, som manden har, for så kan jeg jo gå hjem med den fuldstændigt uden kampvalg og prisopskruning. Men det bliver nok, trods alt, ikke tilfældet. Op til 500, eksklusiv salær. Ellers må jeg endnu engang se en Tiffany gå min stikkontakt forbi.

Jeg har også allerede fundet ud af, hvor vidunderet skal stå. Jeg er jo sådan nødt til at gemme det lidt af vejen fra de mest befærdede arealer i huset. Det er simpelthen for billigt og tarveligt at blive skilt bare på grund af en Tiffany, så måske skal den prøve at gøre sig lidt undselig, lade lidt som om den ikke rigtigt er der. I alt fald i begyndelsen. Senere kan den jo opføre sig som alle de andre ting og klart bevæge sig derhen, hvor der er plads.

Men den opstemthed, som dagen byder på, kan ingen jo tage fra mig. Hvad enten jeg får min Tiffany eller ej. I det mindste har jeg da så svælget i forventningens glæde. Nogle gange er det såmænd også det allerbedste. For jeg kan jo sagtens se, hvordan mit liv så kan udvikle sig post-Tiffany, efter anskaffelsen. Det vil ligesom ikke blive helt det samme at støve rundt i timevis på loppemarkeder i udlandet, for hvad er formålet nu? Og tænk-forestil-lad fantasien blomstre: Hvad hvis der nu er en fantastisk model, som faktisk KAN foldes til Ikeastørrelse og komme ned i håndbagagen allerinderst, i det argeste rod, på loppemarkedet i Langtbortistan. Hvad gør jeg så?

Men der er langt til aften. Tiffanyaften. (I går var Lille-Tiffanydag.) Nej, hvor skal jeg bære den ind i triumftog. Jeg kan levende se det hele for mig: Mig med en Tiffany på samme måde, som atleter altid afbilledes, når de spæner rundt med den olympiske fakkel.

Kryds fingre for mig. Og glem alt om personligt forhold til Tiffanyer. Eller manden.

Continue Reading

Lidt brugerinfo.

Jeg ved, der er andre end mig, der er svorne tilhængere af en af verdens mest politisk ukorrekte, men samtidig ubestrideligt bedste serier af hud- og hårplejeprodukter i mellemprisklassen. Nemlig Ahava.

Og nu har Drogerie Müller i Flensburg Galerie lige indført HELE serien i sit varesortiment. Man kan få Ahava til hoved, hænder, røv og sikkert masser af andre mere eller mindre intime steder inde i den butik–der er flere hyldemeter. En sand Ahavahimmel for kendere og elskere. Det er lige til at gå i cremeshock over.

Derudover er Müller vel også det aller-allernederste Skandinaviens største og mest veludstyrede Matasagtige forretning. Kvadratmeter efter velduftende kvadratmeter af alt og alle indenfor den slags produkter til en absolut rimelig pris. Ydermere har de et næsten 50 meter langt stativ med ene håndbagageprodukter indenfor rigtigt mange mærker. Altså så de ikke overstiger de magiske 100 ml., der er grænsen for brutal  konfiskering i lufthavne. De der små tandpastatuber, som man skal bene ned til Netto for at få fat på de få gange, de er på tilbud, er stationær vare og koster ca. 5 kr. (75 cent).

Så alle Ahavafans og afhængige bør unde sig selv en lille udflugt til Müller. Muligvis er der langt, men der er i alt fald kortere end til de andre steder (bl.a. det ved foden af Masada), hvor produkterne ellers kan købes.

Continue Reading

Om den rungende stilhed.

Og her ligger så elg, kanin, hund og bold i al deres ensomhed og mangel på mobilitet. Der er ingen, der flytter rundt med dem, slæber dem ud i haven ( til trods for utallige forbud), ruller sig i dem, boller dem lidt, hilser dem som gamle venner, der pludseligt er vendt tilbage efter årtier i eksil ovenpå en 10 minutters gåtur eller bare lægger sig trygt op ad dem.

For ejeren, flytteren, legeren og overbolleren er i pension, og hele huset er ramt af præcis den samme stilhed, som disse fortabte dyr nu lider af og under. Når man hele sit liv har været vant til at have en hund i huset, bliver den uhundede stilhed meget rungende. Man mangler de der tap-tap fra poterne, den pludselige puslen et underligt sted fra, den overbevisende snorken fra kurven og bare det, at der er et andet væsen til stede. Når man går allermest i næsten sygelige abstinenser, mangler man næsten også at jage kræet ud af fodenden af sengen i halvtsovende tilstand. Netop den tilstand som samme kræ har spottet og for tusind og halvtredsindstyvende gang prøver at tilkæmpe sig en plads der, hvor menneskene tilsyneladende har det så blødt og festligt om natten.

De ganske få perioder i mit liv, jeg har været hundeløs, har jeg ofte følt det omsonst at komme hjem. Ikke TAGE hjem–det er noget andet. Men det er nu noget af et antiklimaks at åbne sin fordør uden at blive modtaget af nærmest stående ovationer og en glæde, som mennesker kun er i stand til at udvise, når de har vundet hovedgevinsten i verdens mest profitable lotteri. Hvor mange af os står f.eks. på 1 ben,når vi modtager velkomne gæster? Hopper og springer, slikker dem i øret eller bider os fast i deres ene arm et pænt antal minutter? For slet ikke at tale om at tilbyde dem et skønsomst udvalg af legedyr med indlagt pib og tilsavlet pels? Det er den slags små frynsegoder, der hører med til at blive modtaget af en hund, og den allerbedste er næsten, at man aldrig, aldrig nogensinde, tvivler på, at man er usigeligt velkommen.

Der er heller ingen til at spise rugbrødsskorpen eller nedstirre den sidste frikadelle på panden, som om nedstirring i sig selv er et tryllemiddel, der akut bringer frikadeller i hop. Ingen at gå og snakke med, når der er noget, man føler trang til at sige. For det er vel trods alt bedre at snakke med sin hund end med sig selv. Selv om jeg selvfølgelig stadig har til gode at få et bare nogenlunde velgennemtænkt svar. Og ingen at skælde lidt ud på, hvis det er den slags mood, der præger dagen.

Der er heller ingen at gå tur med. For det besynderlige er jo, at en hund skaber legalitet for, at ældre kvinder bevæger sig steder hen, hvor ældre kvinder ellers ikke kommer. Der er i alt fald steder, hvor jeg går rundt med hunden, hvor jeg personligt ville studse en del, hvis jeg mødte andre kvinder på min alder. Uden hund, forstås. Faktisk er det ikke bare steder. Problemet inkluderer også tidspunkter. Illustreret ved, at jeg kender en kvinde, som i en hundeløs periode tog sin vanlige travetur langs havnen i sin by tidligt hver morgen. Kun for at opleve, at folk kiggede underligt. Indtil hun fik en ny hund og tog den med. Så var den gåtur ligesom helt legal.

Det er også underligt, at det dyr, som ind imellem er ved at drive en til vanvid, skaber så stort et tomrum ved sit fravær. Man glemmer ligesom alle hans tumbede sider og den klare antydning af mild autisme. Aldrig har elg, kanin, hund og bold da haft så rolig en dag. Der er dyb kedsomhed på plysdyrsfronten.

Men selvfølgelig–enten er man hundemenneske, eller også er man ikke. Det er ikke sådan noget, man vokser fra, selv om jeg sagtens kan forestille mig, at man kan vokse til det. Blive lidt afhængig af altid at have sin bøvlede, kærlige, snorkende, tillidsfulde, søde, fældende, legende, plagende og tilstedeværende ven hos sig.

Det kan man jo også tydeligt se på hund, elg, kanin og bold. Det er bare så tydeligt, at der mangler noget i deres liv. Det er godt, vores gulve snart er færdigtlakerede, så bøvlet kan komme hjem til os, dyrene og det flotte, nye gulv, som han sikkert vil se det som sin personlige opgave at sætte sit umiskendelige potede præg på.

Continue Reading

Om at kunne se, hvor langt man er kommet.

Jeg har altid gået ind for, at man, når man foretager sig noget, mentalt har allerbedst af at kunne se, præcis hvor langt man er kommet. Derfor er det for mig altid bedst at male vægge i en ny farve, vente med rengøring indtil jeg ikke et sekund tvivler på, hvor jeg er kommet til samt kun pudse sko, når jeg føler en klar belønning ved, at de gradvist genvinder deres oprindelige farve.

Da jeg i sin tid var heftigt stileramt og tilbragte dagevis med at rette præcis de samme fejl hos præcis de samme elever, var jeg også særdeles påpasselig med, at enhver stil efter retning havnede i outputbunken. Det styrkede mig mentalt, at der, hvis ikke andre steder, så dog var fremgang på højden i den afrettede bunke. I grunden burde alting være som gamle vinterkartofler–her er et område, hvor man på ingen måde tvivler på, hvor langt man har skrællet sig frem. Det giver psykisk styrke, denne følelse af konkret at have udrettet noget. Kommet videre.

Og så er der lige mit gulv, som i årtier har skreget efter fernis, mens det stiltiende har modtaget revner, ridser, brutale hundepoter, stoleslæb, mudderansamlinger og alt det løse, der sådan falder af på sådan et gulv. I dag er et hold megastøjende gulvafslibere gået i lag med det, og de er her i huset så umådeligt heldige, at de ikke et sekund er i tvivl om, hvor de er nået til. Af dybet og mislakeringen dukker faktisk et rigtigt flot parketgulv, som man lavede dem der i slut- 60-erne. En type gulv, som desværre i de fleste huse af samme årgang længst er udskiftet–somme tider endda med en billig træefterligning–fordi det først er i de senere år, det har genvundet sin popularitet.

Nu er det jo ikke fordi, vi sådan bare bevidst har gået rundt og ventet på, trillet tommelfingre hen imod, at vores gulve skulle gå hen og blive trendy igen.  Her i huset skyldes den slags bare dovenskab og almindelig neglegt. Akkurat ligesom folk heller ikke gemte deres teaktræsmøbler, fordi de var helt på det rene med, at gemte de dem bare længe nok, så ville alle, og især alle i Københavnsområdet, betale vanvittige summer for dem. Men nogle gange er man bare heldig–at overgemmer man tilstrækkeligt, gemmer man overhovedet ikke til katten, eller natten, eller hvem det nu end er, man ikke formodes at gemme til. Man gemmer til en trendy fremtid!

Billedet viser, hvor langt afsliberne er kommet. Og chefen for afslibningspatruljen har lige rost mine gulve, for de er tilsyneladende pænere end gennemsnittet hos andre gulvignoranter. Det bliver godt, det her.

I alt fald indtil der hjemvender et overbehåret udyr med alenlange kløer fra den pension, hvor han midlertidigt er opbevaret. I mellemtiden kan jeg jo så måske opføre et udendørs logi til ham, for for første gang nogensinde har jeg faktisk rigtigt meget lyst til at passe på mine fine gulve. Selv om jeg nok ved fremtidig vask stadig går ind for, at jeg ligesom skal kunne afgrænse, hvor langt jeg er kommet, inden jeg fatter gulvspanden.

Continue Reading

Om et etui til en ipad.

Jeg har mistet etuiet til min elskede ipad. Eller rettere: Jeg må have forlagt det. Faktisk helt uden “for”, for i ruinerne af dette hus i absolut undtagelsestilstand er det nok bare at lægge noget. Det kan sagtens blive væk og borte, uden man overhovedet behøver FORlægge det.

Nogle gange, når Søren Ryge eller andre med tydelig flair for opstøvning af specielle, ikke specifikt oprydningsmindede personer, er på besøg hos Maren i Kjæret, tænker jeg, at sådan kan man da ikke leve. Ikke blot er der decideret overdrevent bakterievenligt, og jeg ville aldrig kunne få så meget som en bid tørt rugbrød ned, men min største bekymring er oftest, hvordan i alverden de mennesker finder det, de lige står og skal bruge. Hvordan de dog kan vide, hvor i de 3 meter lodrette besynderligheder, kaffekoppen eller de mindst beskidte underbukser befinder sig. Sandheden er så nok, at det kan de heller ikke. Lige som sandheden så nok er, at sådan ville jeg ikke kunne leve, for jeg har det nu engang bedst med relativt hurtigt at kunne lokalisere de mest anvendte af mine besiddelser.

Men i løbet af sidste uge og denne er det så småt begyndt at gå op for mig, hvordan det hele kan ende på den måde. For faktisk er det jo sådan, jeg bor lige nu. Når man sådan skal have tømt samtlige opholdsrum i sit hus for alt inventar, så starter man altså ud med de allerbedste intentioner om logik og logistisk i hensætningen. Det første på udrydningslisten står så pænt, så nydeligt på række, så overmåde civiliseret. Men den slags overdrevne pænheder fortager sig. For når pladsen bliver trang på de førhen tomme arealer, begynder stuvningen, og stuvning er kun positivt, når det drejer sig om hvidkål. Ellers ikke. Og når rodet så alligevel overmander hele projekter, kan man jo lige så godt kaste ting ind. Uden mål og med. Mestendels med den eneste begrundelse, at der kan de lige være. Det var der, der var plads.

Det minder i storslået art om afpyntning af juletræer. Som alle ved, så sidder der altid, hvert evig eneste år, 3 små forhutlede, vildt affektionsværdifyldte, krøllede stykker julepynt tilbage, når træet er båret ud. De har gemt sig blandt grenene og sidder nu og ler i kræmmerhusskægget over, at alt det andet pynt lige er forseglet i  kasser og båret på loftet. Inderst, forstås. Det er så der, man må gøre op med sig selv, hvor affektionsværdifulde, de er, og hvor meget børnene vil savne dem næste jul. Eller om de egentlig fortjener en værdig død efter talrige år til julens glæde. Her vinder sentimentaliteten altid–i alt fald her i huset. Så er det, at de nærmeste skuffer og skabe befolkes af handicappede nisser og violiner uden stang på helårsbasis. For slet ikke at tale om, at man totalt glemmer deres årshi, når det faktisk igen bliver jul. Sådan er det også, når man rydder sine rum. Trods ihærdig nedpakning står der altid disse tåbeligheder tilbage, der garanteret med vilje har gemt sig de underligste steder. Det er så dem, der i afmagt bare bliver kastet oven i alt det andet.

Således er en mængde af afmagtsbetingede intetheder blevet henverfet i retning af mit cover til min ipad. Ved siden af, ovenpå–og i grunden kunne jeg her benytte alle de biord, der har et forhold til en kasse! Hvor jeg i første omgang fandt en yderst civiliseret, velordnet, logisk plads til mit cover, er en hemmelighed så stor, at end ikke jeg er indviet i den. Og enhver ved jo, at når man har fået den fikse ide, at noget, der er blevet væk, SKAL findes, så går jagten noget så gennemgribende ind. Så er det som om, belønningscentret går i totalt sort, indtil den ting, som den eneste, kan give ens liv værdi og belønning igen.

Egentlig skal jeg først benytte coveret igen omkring 6. april. Men lige nu er det totalt ubetydeligt. Jeg er som en baby, der bare skriger efter den eneste ting i hele verden, der kan gøre mig mæt og tilfreds. Omvendt har jeg så en 10 dages tid til at grave mig gennem rodet. For jeg kan jo godt regne ud, at når alle gulve skal slibes af, lakeres og tørre, så bliver det langt over 6. april, inden jeg vil kunne gå i gang med den mere logiske adgang til mine ting—nemlig den, der går ud på at sætte dem tilbage på deres egentlige pladser. Og jo mere, jeg graver, jo mere bliver jeg decideret moden til at være hovedperson i endnu en dokumentar om Maren og hendes rod.

Måske er det der, jeg i stedet skal hen. Måske skal jeg fatte min telefon (hvis jeg altså kan finde den) og ringe til Søren Ryge og sige, at mit hjem lige nu er totalt oplagt til en dogmefilm om mennesker, der klarer sig ( sådan næsten) gennem et hjem i undtagelsestilstand. Så kan han jo også, som det venlige menneske, han er, hjælpe mig med at finde coveret til min ipad.

Continue Reading

Om de meget små, meget store ting.

Jeg kender en kok, som engang var meget tæt på at myrde sin mand. Det var fordi, han efter utallige anmodninger om det modsatte, alligevel endnu engang havde puttet hendes yndlingskniv i opvaskeren.

Og alle, der på den ene eller anden måde deler bopæl med andre, kender det sikkert. Dette med, at man i uendelighed ikke bare siger, men prædiker og holder forelæsninger om en bestemt ting, man ønsker/ikke ønsker gjort på den mest hensigtsmæssige måde–uden at det på nogen mulig måde har den tilsigtede virkning. Tværtimod. Det kan være ting, der skal lades være med. Og det kan være ting, der skal gøres.

Og alle de, der kender det, ved også særdeles udmærket, at som udgangspunkt drejer det sig om minimale, totalt overskuelige ting. Petitesser, detaljer, om man vil. Men netop ting, der, fordi deres misligholdelse ( eller hvad man nu ellers kan kalde det) ophober sig i trillioner af tilfælde, vokser sig umådeligt store. Større end sig selv, næsten. Og gror i irritationsværdi med en rate, der er tredobbelt proportionel med manglen på eller netop udførelsen.

Hjemme ved mig drejer det sig f.eks. om en gulvklud. Sådan en aftagelig en, der sidder på skaftet af en lang stang til at dyppe i en gulvspand. Selvfølgelig er jeg glad ved, at vi deles om gulvvasken efter det firbenede svin, vi deler hus med, men jeg begriber ikke, at det ikke er selve indbegrebet af logik, at den klud skal smides direkte til vask, når den har været brugt. I stedet finder jeg den som hovedregel altid møgbeskidt og stærkt behåret for enden af stangen–lige netop når jeg HAR støvsuget hele huset og bare er så enormt klar på at vaske over, inden svinet går i tilsølning igen. Det har jeg holdt dommedagsprædikener over. Akkurat som jeg mener, at komfuret skal aftørres efter madlavning, og at kogepladerne skal slukkes, når maden er båret på bordet. Deri er vi tilsyneladende ret uenige. Og det tæller ikke som dårlig undskyldning, at jeg er den eneste, der kan høre klikkene fra de tændte kogeplader, lige når jeg har øst maden op, bare fordi jeg ikke er halvdøv. Ligesom jeg heller ikke  synes, jeg bare er nærtagende, når jeg mener, at ulækkerhedsgraden og fedtafsmitningen er lidt for overdrevet, når jeg begynder madlavning ved uaftørrede kogeplader. Det har jeg også holdt timelange foredrag om.

Og lige meget har det hjulpet. Nu er det så, at jeg egentlig synes, at livet er ved at være for kort til at sådanne bagateller skal blive til elefanttunge klude og fedtansamlinger. Engang troede jeg, at løsningen bare var at gøre det selv. Altså indtil jeg kunne konstatere, at det bare gjorde mig dobbelt så sur. Samt lod mig dyrke den offerrolle, som hverken klæder mig eller nogen som helst andre.

Nu prøver jeg med nudging. Eller i alt fald en omvendt form for. Jeg har nemlig bestemt, at jeg fra nu af vil tørre brusekabinen af, hver eneste gang jeg har været i bad. At jeg vil lukke alle skraldeposer til, før jeg kaster dem i skraldespanden. At jeg vil vaske svinets poter, inden han får lov at gå ind i huset efter en gåtur. At jeg vil skylle den fælles elektriske tandbørste grundigt for tandpasta og mit eget savl, hver eneste gang den har været i min mund. Og at jeg vil lade være med at skodde cigaretter på muren foran havedøren. Her på bopælen findes nemlig også en lokal prædikant med tilknyttet foredragstjeneste, der taler meget–og længe–om den slags små, uvæsentlige detaljer.

Jeg er spændt på, om det nudger i den rigtige retning……

 

Continue Reading