Når man sådan, faktisk ganske ufrivilligt, får ryddet ud og op i skuffer og skabe, træffer man ofte over ting, man ikke anede, man (stadig) havde. Det er måske meget godt. Disse to små askebægre er fra min konfirmation. Fra dengang, hvor man stadig bød rygesager rundt ved bordet mellem retterne, og hvor eneste uskrevne regel vist var, at man da i det mindste ikke røg, mens andre spiste. Bare ved at skrive det, fornemmer jeg lugten.
Anyway, forleden så jeg et billede af en flok såkaldte Guldkonfirmander, som smilende fejrede endnu en af den slags nye selvfejringer, som vi er ved at blive en nation af. De fleste af dem så mildest talt en smule brugte ud. I alt fald væsentligt ældre end mig, som jo så selvfølgelig også først går i guld næste år, så der er oceaner af kommende rynker til. Men det slog mig alligevel, at jeg meget hurtigt kan ende på kirkepodiet sammen med en flok absolut ældre herrer og damer. Selv om jeg selvfølgelig vil udskille mig kraftigt–i alt fald ved min indre ungdom. IKKE ungdommelighed–ungdommelig er sådan noget, man er, når man i virkeligheden bare prøver at abstrahere fra sin alder ved at opføre sig fjollet, mens Gud og hvermand da udmærket kan se, at man er tussegammel og dybt dated i opførsel. I alt fald kan jeg på ingen måde identificere mig med den flok på billedet. De er jo plejehjemsmodne, mens jeg stadig stryger rundt som en urynket vårhare.
Det der med alder slår mig også hver gang, jeg møder en bekendt, jeg ikke har set længe. For hvor er tiden dog ubarmhjertig overfor næsten alle andre end mig. Nogle gange er det virkelig chokerende at konfronteres med, hvor hurtigt andre mennesker ældes. Hvordan de akkumulerer rynker i spandevis, bare fordi man lige uopmærksomt vender ryggen til dem. Hvordan de på få år går fra guldkonfirmandstadiet ind i diamantkonfirmationens fejring. Det er virkelig skræmmende. Omvendt er det nu rart, at ældningsprocessen ikke er helt så heftig hos mennesker, man ser ofte og ligesom iagttager på nogenlunde regelmæsssig basis. De tager den sådan lidt mere med ro.
Men når der nu står, at jeg er konfirmeret i maj 1970, så må det jo passe, at jeg skal ligne de der guldpensionister i Ugeavisen. I det mindste er jeg da ikke gået i uklædelige fedtbuler, overpermanentet hår og sidste skrig i Bilkamode, men mon ikke man alligevel kan se på mig, at jeg nok er konfirmeret omkring 70? Og mon ikke især dem, der ikke har set mig gennem længere tid, i det stille tænker, at jeg da godt nok er blevet lidt gammel? Altså væsentligt gamlere end de selv er indenfor samme tidsrum?
Jeg har absolut intet imod at blive ældre–erfaring er guld værd og gør livet noget nemmere at tackle–men overordnet mener jeg ikke, at man nødvendigvis bør kunne se mængden af folks erfaring på deres ansigter og kroppe. Selv om det unægteligt forholder sig sådan. Alligevel ville jeg nu nok mene, at hvis jeg fik kløerne i halvdelen af de der guldpiger, så ville jeg kunne give dem nogle helt enkle råd om kost, motion og (især) påklædning, som nok ville kunne løfte dem en smule ud af guldets tyngende lænker.
Men, selvfølgelig, når man nu er konfirmeret i en tid, hvor røgen lifligt bølgede over konfirmationsbordet ( og gavebordet med det nye ur, klap-sammen-cyklen og 10 kroner i telegrammer fra købmanden, bageren (handlen, I ved!) og alle naboerne), så er man vel selvskrevet til en smule rygerynker. Det er sgu` det, der er årsagen, tror jeg. Mine små, håndmalede askebægre er selveste rynkefanden, der er den store, store skurk i, at alle vi guldkonfirmander ligner overgemte vinteræbler. Mest de andre. Dog.