Efter at have været i England i næsten 2 uger, kun med håndbagage, er jeg kommet i akut gammelt-tøj-mangel. På turen efterlod jeg mig et tvivlsomt spor af beskidte, lasede underbukser, sokker og T-shirts og fik mig på den måde skilt af med flere kilo tøj. Hvilket var lig med flere kilo kuffertvægt. At jeg så på hjemturen måtte booke en ekstra kuffert ind, fordi jeg løb over et lagersalg og slet, slet ikke kunne styre den udfordring, er en anden historie.
Men nu står jeg minsandten her og mangler mit gamle tøj. For hos mig er der er helt bestemt rangorden og nedfremmelsesorden på tøjfronten. Først er der det nye, nyindkøbte tøj, til fester og uadvendte aktiviteter, som med tiden og med pletter, krøl og slitage bliver til dagligtøj. Og når den æra så er ovre, bliver det til gammelt tøj. Et udtryk, der stammer fra min barndom. Gammelt tøj var det, vi blev kommenderede i, når vi kom hjem fra skole. Når vi skulle klatre i træer, ud at lege eller bare ikke vise os specielt offentligt. Dengang var det bestemt noget med ikke at slide for meget på det pænere tøj. Lige netop den indfaldsvinkel er nok ikke så væsentlig i dag, men hierarkiet indenfor ens garderobe sidder der stadig som et dybt indarbejdet dogme fra barndommen. I øvrigt blev tøjet dengang i allersidste krampetrækningsende nedfremmet til pudseklude. Det gør det ikke længere her hos mig. Jeg kunne ikke drømme om at pudse noget som helst. Udover min næse.
Men når jeg går herhjemme og ikke SKAL noget, så savner jeg mine gamle T-shirts, underbukserne med løse elastikker og de hullede sokker. For jeg føler mig totalt fejlcastet i nyt tøj. Nyt tøj er til udadvendte aktiviteter–ikke til at læse bøger i den gode stol eller rydde op i kælderen. De fleste pensionister kender sikkert så udmærket den med, at man faktisk bare tager gårsdagens tøj på, hvis det ikke lige er alt for beskidt. Samt den med, at man “gemmer” sit nye tøj til særlige lejligheder. Lejligheder, der kommer sjældnere og sjældnere, fordi man ikke på daglig basis skal ud og være præsentabel og rimeligt anstændigt klædt.
Og så hænger det der, i bøjlevis inde i skabet og med prisskilte på, alt det lækre, nye tøj. Mens man går i selvsving over ikke at kunne finde den las, der havnede i toiletspanden på kollegiet i Oxford, og som da var fuldt tilstrækkelig til dagens tomatplanteplantning. For der er nemlig ingen, der planter tomater i selskabsdress, tror jeg, men jeg kunne jo i så fald være den første, der prøvede det.
Faktisk er det sådan, at når man ikke skal vises frem–eller vise sig frem–så har man i grunden meget mere brug for gammelt tøj end for alt det nye. I øvrigt har man det også meget bedre i det. Der går ingen skår af at plette og rive lidt, og pasformen har ligesom indrettet sig komfortabelt på den facon, man nu engang har. Gammelt tøj er til at bo i, nyt tager somme tider evigheder at flytte ordentligt ind i.
Heldigvis er tøjets gang så viselig, at nyt tøj uundgåeligt bliver gammelt. Det tager bare tid og slid. Så jeg må vel i gang med at slide, plette og rive lidt, så jeg med rigtig god samvittighed kan skabe nye huler i hele det lagersalg, jeg kom til at anskaffe mig. Det gør lidt ondt, men når man har års erfaring i at gøre nyt tøj gammelt, er det vel bare at gå i gang fra en ende af og forvandle nye T-shirts til beboelige laser.
For eftertiden vil jeg dog udtænke andre stategier for tøjbemandinger af længere ferier. Bl. a. kunne man jo overveje at booke en kuffert ind…..