Om gammelt tøj.

Efter at have været i England i næsten 2 uger, kun med håndbagage, er jeg kommet i akut gammelt-tøj-mangel. På turen efterlod jeg mig et tvivlsomt spor af beskidte, lasede underbukser, sokker og T-shirts og fik mig på den måde skilt af med flere kilo tøj. Hvilket var lig med flere kilo kuffertvægt. At jeg så på hjemturen måtte booke en ekstra kuffert ind, fordi jeg løb over et lagersalg og slet, slet ikke kunne styre den udfordring, er en anden historie.

Men nu står jeg minsandten her og mangler mit gamle tøj. For hos mig er der er helt bestemt rangorden og nedfremmelsesorden på tøjfronten. Først er der det nye, nyindkøbte tøj, til fester og uadvendte aktiviteter, som med tiden og med pletter, krøl og slitage bliver til dagligtøj. Og når den æra så er ovre, bliver det til gammelt tøj. Et udtryk, der stammer fra min barndom. Gammelt tøj var det, vi blev kommenderede i, når vi kom hjem fra skole. Når vi skulle klatre i træer, ud at lege eller bare ikke vise os specielt offentligt. Dengang var det bestemt noget med ikke at slide for meget på det pænere tøj. Lige netop den indfaldsvinkel er nok ikke så væsentlig i dag, men hierarkiet indenfor ens garderobe sidder der stadig som et dybt indarbejdet dogme fra barndommen. I øvrigt blev tøjet dengang i allersidste krampetrækningsende nedfremmet til pudseklude. Det gør det ikke længere her hos mig. Jeg kunne ikke drømme om at pudse noget som helst. Udover min næse.

Men når jeg går herhjemme og ikke SKAL noget, så savner jeg mine gamle T-shirts, underbukserne med løse elastikker og de hullede sokker. For jeg føler mig totalt fejlcastet i nyt tøj. Nyt tøj er til udadvendte aktiviteter–ikke til at læse bøger i den gode stol eller rydde op i kælderen. De fleste pensionister kender sikkert så udmærket den med, at man faktisk bare tager gårsdagens tøj på, hvis det ikke lige er alt for beskidt. Samt den med, at man “gemmer” sit nye tøj til særlige lejligheder. Lejligheder, der kommer sjældnere og sjældnere, fordi man ikke på daglig basis skal ud og være præsentabel og rimeligt anstændigt klædt.

Og så hænger det der, i bøjlevis inde i skabet og med prisskilte på, alt det lækre, nye tøj. Mens man går i selvsving over ikke at kunne finde den las, der havnede i toiletspanden på kollegiet i Oxford, og som da var fuldt tilstrækkelig til dagens tomatplanteplantning. For der er nemlig ingen, der planter tomater i selskabsdress, tror jeg, men jeg kunne jo i så fald være den første, der prøvede det.

Faktisk er det sådan, at når man ikke skal vises frem–eller vise sig frem–så har man i grunden meget mere brug for gammelt tøj end for alt det nye. I øvrigt har man det også meget bedre i det. Der går ingen skår af at plette og rive lidt, og pasformen har ligesom indrettet sig komfortabelt på den facon, man nu engang har. Gammelt tøj er til at bo i, nyt tager somme tider evigheder at flytte ordentligt ind i.

Heldigvis er tøjets gang så viselig, at nyt tøj uundgåeligt bliver gammelt. Det tager bare tid og slid. Så jeg må vel i gang med at slide, plette og rive lidt, så jeg med rigtig god samvittighed kan skabe nye huler i hele det lagersalg, jeg kom til at anskaffe mig. Det gør lidt ondt, men når man har års erfaring i at gøre nyt tøj gammelt, er det vel bare at gå i gang fra en ende af og forvandle nye T-shirts til beboelige laser.

For eftertiden vil jeg dog udtænke andre stategier for tøjbemandinger af længere ferier. Bl. a. kunne man jo overveje at booke en kuffert ind…..

Continue Reading

Bøgeskov i maj. På forhånd.

I nogle og tredive år underviste jeg nærmest hver dag i det lokale, der hed Dansk 1. Eller 31. For engang imellem, fuldstændigt afstemt med at vi fik en ny lokaleoverordnet, skiftede lokalerne navn og numre, da man vel som ansvarlig for noget SÅ seriøst ligesom indledningsvist måtte pisse sit territorium af med et genialt nyt nummersystem.

Anyway, ligegyldigt hvad lokalet hed gennem tiderne, så var en plakat af Skovgaards dejlige billede af Bøgeskov i maj fast bestanddel på bagvæggen. Den væg, som enhver lærer kender som sin bukselomme, da den jo immervæk er det stykke murværk, han/hun bestandig konfronteres med. Selve kulissen til alt i et klasselokale. Og til tider noget mindre udfordrende at kigge på end selve elevskuespillerne foran. Så Bøgeskov i maj er et ikonisk billede for mig. Ikke bare er det indbegrebet af at undervise i dansk–det er også en stor kærlighed. Det er så smukt, så vidunderligt dansk, så majsk, så forårsk, så fantastisk klassisk velkomponeret, og så bliver man bare så glad indeni ved at se på det. Akkurat ligesom den skøjtende præst af Raeburn, som i hele min skolekarriere hang på bagvæggen i et bestemt engelsklokale, og som jeg stadig bare MÅ op og hilse på som en gammel, velkendt ven, hver eneste gang jeg er i Edinburgh.

I går var jeg ude at gå en lang tur i skoven med en veninde. Det var næsten som at gå inde i Skovgaards maleri. Nok var vi lidt mindre pyntede og noget mere skovegnede end hans figurer, men skoven–den lignede hans. Jeg er udmærket klar over, at vi tog maj lidt på forkant, men hvad gør det, når maj faktisk er den måned, man aldrig nogensinde kan få tilstrækkeligt nok af. Akkurat som det altid er klogt at begynde at jule i november, så man er helt sikker på at få tilstrækkeligt julet af, inden det hele bliver for pinligt. Maj burde vare meget, meget længere end maj. Burde forlænges, eller måske bare fastholdes, stagneres i sin udvikling, så det grønne bare beholdt samme farve, indtil man havde fået nok. Faktisk vil jeg her helt på eget initiativ foreslå, at maj forlænges med godt og vel halvdelen af januar. For den har vi alligevel intet fornuftigt at bruge til. Derfor er det også helt legalt at gå i majmode i april. Det svarer jo bare til at snydenyde nisser i første halvdel af november.

Derude i skoven er der lige nu så smukt, at end ikke Skovgaard kan yde skovvirkeligheden retfærdighed. Den der bestemte lysegrønne farve, som bøgetræer kun har ganske få dage, dominerer overalt. Den er på samme tid både sprød og jomfruelig og har en kraft, der i sig selv fortæller hvor ufatteligt meget, den har glædet sig til at se sådan ud og være lige der, lige nu. For det er ikke kun de nederste grene, der har lukket sine blade op–det er hele skoven. Helt op i kronerne og ud i alle grenhjørner og grenkroge. I al sin magt og grønne vælde. Og det er betagende smukt.

Faktisk fandt vi vild op til flere gange. Mistede stier, retninger, drej og ruter i en skov, vi har gået rundt i tusinder af gange. Selvfølgelig fordi vi snakkede–for det gør kvinder–men endnu mere fordi det hele var så forfærdeligt smukt, at retning og bestemmelsested ligesom bare blev betydningsløst. I romantikken ( og her kommer Skovgaard så ind igen!) troede man på en guddommelig samhørighed mellem menneske og natur–endda med hele verdensaltet–og hvis man gerne vil opleve den, sådan helt ind i sjælen, foreslår jeg, at man går en lang, lang tur derude i skoven og finder vild alt det, man kan. Vildfinding byder udelukkende på endnu flere lysegrønne oplevelser og en sælsom, vidunderlig samhørighed med naturen.

Og endelig skal pensionistvinklen også med. For det er da immervæk en stor gave, at man legalt kan nyde den bøgeskov i maj lige præcis, når og hvor man vil. I stedet for at stå i et snoldet dansklokale og være nødt til at bruge et billede Skovgaard som substitut for en reel gåtur i skoven, fordi man ikke bare kan forlade sit arbejde og tage på skovtur.

Så kom ud og besku den bøgeskov i maj. Selv her i april!

 

Continue Reading

Kvinde–var dine skridt!

Emma Flint: Små døde.

Tidens trend er så ubestridt exofiktion. Ordet betyder simpelthen bare, at man skriver fiktion, der er komponeret over virkelige personers skæbner eller handlinger. Det kan man så mene om, hvad man vil, men personligt ser jeg det som begyndelsen på en kærkommen vej væk fra alle de biografier og autobiografier, der desværre har domineret markedet alt for længe.

I den brandvarme sommer 1965 bliver Alice Crimmins to små børn bortført og myrdet i New York. Ruth Malone, som Alice er omdøbt til i bogen, er en separeret 26-årig cocktailservitrice fra arbejderbydelen Queens, og bogen handler egentlig lige så meget om datidens New York, datidens normer og datidens kvindesyn, som den handler om selve mordene og deres opklaring. For Ruth er smuk, men “løs på tråden”, hun har mange mænd, hun drikker overvældende meget alkohol, sminker sig og morer sig, og det er, i datidens øjne, lig med en åben indrømmelse af egen skyld og derfor en direkte billet til fængslet.

Det er især pga. det fremragende portræt af Ruth og hendes snerpede omgivelser, at bogen er værd at læse. For her er kvinder værst for kvinder ( man undlader f.eks. at have kvinder i juryen til retssagen, da man på forhånd ved, at de vil dømme Ruth væsentligt hårdere end mænd!) og mænd nogle skvat, der først og fremmest er sig selv nærmest og sekundært er til salg for ethvert billigt knald med en køn pige. Det er barernes, Edward Hoppers og gangsternes New York i 60-erne, vi befinder os i. En gammeldags metropol, hvor Gatsby sagtens kunne trives, og hvor varmen reducerer de fleste mennesker til svedende individer, der umiddelbart bare skal overleve. Ydermere ses sporene fra krigen i den undertrykkende ( og selvundertrykkende!) kvindeopfattelse. Kvinder skal være pæne husmødre med curlers, nydelige, velfriserede børn og forvarmede hjemmesko til den hjemvendende husfar, og er de ikke det, er der ingen tvivl om, at det er deres egen skyld, hvis deres børn går hen og bliver myrdet. Som regel sikkert også af dem selv.

Forfatteren har til lejligheden opfundet journalisten Pete, som efter at have været under indflydelse af tidens bornerte holdninger, selv bliver så fascineret af Ruth, at han går til deciderede yderligheder for at redde hende. Han er, efter min mening, bogens mest utroværdige karakter, og desværre halter det også lidt med personkarakteristikker på politisiden, hvor flere bliver reduceret til clicheer og indbegrebet af en talentløs, bestikkelig politistyrke. På negativsiden tæller også, at slutningen–eller opklaringen–heller ikke er alt for troværdig.

Men for sit kvindeportræt er bogen værd at læse. Også fordi man indirekte får testet sine egne fordomme omkring, hvad en god mor er. Samt bliver en forfærdelig god del klogere på kvindeliv i USA i de tressere, som vist kun var kvindefrigørende for absolut udvalgte dele af samfundet. Der var ikke meget oprør derude i Queens! Ydermere er den generelt godt skrevet, om end en god redaktør nok ville have cuttet nogle sider hist og her, hvor tomgangen bliver en smule anmasende. Men absolut værd at læse!

Selv om vi altså ikke behøver exofiktion omkring enhver spektakulær mordsag, tak! Nu er vi lige ved at være gennem samtlige kendissers ulidelige livshistorier, så lad os dog for F…  vende tilbage til den store fiktionsfortælling. I bund og grund er det jo den, der er selve litteraturens hjerte.

Continue Reading

Om at ville vide, hvor man står.

Det er akkurat som at gå til tandlæge eller som det forholder sig med det uundgåelige, kommende danske valg. Med hensyn til det første er skrækken for, hvad ens gamle bisser nu har fundet på jo altid størst i tankerne, og når man først har fået diagnosen der i stolen, falder der sådan en dejlig ro på, fordi ens smerte- og økonomiskæbne så bare er afgjort. Næsten ligegyldigt hvor ubehagelig den er, fordi man ved, hvad man skal forholde sig til. Eller som det valg, der åbenbart skal puttes og leges med i uendeligheder, før såvel de valgbare som vi vælgere ved, hvornår vi skal til det. Det er sådan, englænderne har det med Brexit. Denne langtidsføjteton af uafgjorthed og ståen midt i Kanalens og Nordsøens oprørte vande–uden overhovedet at vide, hvor man hører til. Og hvor længe man gør det. Det må være ulideligt. Fuldstændigt ulideligt–uanset hvad man i øvrigt mener om Brexit.

Selvfølgelig taler man med de lokale om Brexit, når man er derovre. Egentlig ikke fordi, det er dem, der vælger det samtaleemne, for de fleste er syge af træthed over en ubeslutsomhed, der ligesom har sat enhver form for liv på stand-by de sidste 3 år. Sat en der i tandlægestolen med en vægelsindet tandlæge, der ikke kan bestemme sig for enten akut total udtrækning eller nul huller. Og som egentlig allerhelst vil trække hele gebisset ud, en for en, fordelt over en fuldstændigt uoverskuelig årrække.

Vi mødte en taxachauffør, en særdeles venlig og fornuftig mand, som i mine ører er kommet til at stå som eksponent for, hvordan de aller-allerfleste briter har det lige nu. Han havde i sin tid stemt imod Brexit–altså det, der på Brexitsprog hedder “remain”. Men han var også samtidig en mand af respekt for demokrati og parlamentarisme, så når flertallet havde stemt for udmeldelse, så måtte det naturligvis være det, der gjaldt. Uanset hans egne, personlige meninger, for det er selve demokratiets hjørnesten. Hvad han derimod ikke forstod og havde uendeligt svært ved at leve med, var denne trækken i langdrag, denne uudholdelige latens, hvor ingen havde en diagnose, de på nogen mulig måde kunne forholde sig til. Han var parat til at forlade EU, her og nu, om 3 sekunder. Bare for at komme videre. For at komme ud af sumpen af vandtrædninger og frustrationer over ikke at vide, om man var købt eller solgt. Når man har ventet 3 år på en egentlig diagnose, er man ret opsat på at ofre hele tandrækken. Bare for at komme videre. Det kan enhver vist forstå.

Og det er jo ikke bare briterne. Vi andre har jo også vores spekulationer og frustrationer over mangel på at vide, hvor vi står. Min viden om de fatale økonomiske konsekvenser af Brexit er mangelfuld, så den vil jeg ikke kommentere mere på end ved at fortælle, at jeg kan iagttage, at irerne bygger kontorpaladser som aldrig før, der nu bare står og venter på, at det finanscentrum, der på stakket frist bor i London, lige tager en tur over Det irske Hav. Irerne er klar. Men der er til gengæld ingen tvivl om, at turistbranchen i Storbritannien er ramt, da mange potentielle turister føler sig lammede over ikke at vide, hvor de står. Det er fuldstændigt OK med de fleste at skulle anskaffe ekstra sygesikring, ekstra telefondækning og evt. internationale kørekort–de vil bare gerne vide det! På den anden side set er der jo ingen grund til at gå i selvsving med al den slags, hvis det er unødvendigt. Man er simpelthen nødt til at kunne forholde sig til, hvordan man skal forberede sin rejse og ikke blive ved med at stå i denne mudrede grøft af ubeslutsom intethed. Så er det lettere at rejse et andet sted hen.

Selv om jeg bestemt på ingen områder forstår den britiske afgørelse, må jeg indrømme, at jeg sagtens kan sætte mig ind i den venlige taxachaufførs tankegang. Samt har noget vanskeligt ved at forstå, hvorfor tingene dog skal blive ved med at trækkes i ulidelige langdrag. Lad dog de stakkels briter komme videre. Giv dem en diagnose, de kan forholde sig til. Akkurat som de utallige mennesker herhjemme, der godt vil vide, hvor de står med hensyn til det kommende valg. Så livet ligesom kan komme i gang igen. Komme videre.

 

Continue Reading

De romerske bade i Bath.

Bath er bare vidunderlig. Intet mindre. Fordi Bath også er en følelse–en følelse af samhørighed med fortiden. Såvel den romerske, men næsten endnu mere regencyperioden i begyndelsen af 1800-tallet, hvor alle, inklusiv Jane Austen og de kongelige, tog til Bath for at gå i/på kurbad, promenere, udse sig ægtemænd og ægtekoner på det gigantiske kødmarked af aftenlige baller og bygge smukke, smukke huse.

Hele den regencypralverden kan man se med det blotte øje, når man går rundt i byens fantastiske gader, hvor nærmest alle huse er af den lokale, gullige sandsten. Det er faktisk ikke spor vanskeligt at abstrahere til en verden af smukke kjoler, pæne manerer og hertugjagt. Bare ved at sætte sig på byens store kirkeplads og iagttage livet må Miss Austen have fået stof til adskillige før-ægteskabelige intriger.

Og så er der de romerske bade. Som stadig ligger der, lige midt i byens Solar Plexus, og som fortæller en rigtig god historie om, hvordan romerne levede dengang, de sådan set levede over det meste af Europa. For romerne elskede bade, var dygtige bygherrer og ingeniører og holdt da også umådeligt meget af at slappe af og slappe ud. Faktisk stammer badene helt tilbage fra før vor tidsregning, hvor romerne (gen)fandt de varme kilder, som kelterne selvfølgelig allerede mange år før havde dedikeret til deres gudinde Sulis. Med uvanlig sans for diplomati adopterede romerne lige hende og transformerede hende ind i deres egen Minerva, så badene blev døbt Sulis Minerva. Sådan. Og så byggede de ellers, de romere. Afslapningsbade, vaskebade, sygdomsbade, saunabade, og jeg skal komme efter dig-bade til ethvert formål. 6 meter under det, der nu er gadeplan i Bath ligger et enormt kompleks af disse romerske bade, og de er faktisk i så ualmindelig god stand, at man nærmest ikke behøver overanstrenge sin fantasi for at forestille sig, hvordan det hele har fungeret, lydt, lugtet og mærket.

Da romerne forlod Bath, gik badene i glemmebogen. Der blev bygget oven på dem, og først i Viktoriatiden i forrige århundrede genfandt man badene. Faktisk udelukkende fordi et sagførerkontor, bygget ovenpå dem, døjede noget så forfærdeligt med fugt, lugt og damp fra de kilder, der stadig flød i en strid strøm under dem. Det var så der, man påbegyndte et udgravningsarbejde, der viste sig at rumme nogle af de mest intakte romerske bade i Europa.

Der er et storslået museum tilknyttet badene, som rummer alle de romerske fund, der er gjort på stedet. Genialt, og præcis som på mange nyere danske museer, udstyres man med audioguides med numre, så man kan stille ind på alt af interesse og høre specifikt om det. Samt undgå alt uden interesse ved at undlade at trykke! Der er også guidede rundture ca. hver time, og de er, efter min mening, et must. I alt fald havde vi en særdeles underholdende, vidende og speedsnakkende guide, som kom med masser af den slags små historier og oplysninger, der netop er så spøjse, at det er dem, man husker. Britiske guider er som regel en udsøgt fornøjelse og noget, man ikke må snyde sig selv for.

I forbindelse med badene er det også muligt at spise eller drikke the i det særdeles grandiøse Pump Room, hvor man føler sig hensat til regencyperioden. I alt fald i stil. Ikke i pris! Der kan også fås smagsprøver på det tilsyneladende helbredende vand, som vel var den største undskyldning for at tage på kødmarked i Bath i sin tid, og det smager som petroleum, blandet med rensebenzin og torskelevertran.

I dag findes der stadig helbredende kilder og kurbade i Bath. Ikke helt på samme sted, men det er bestemt værd at indtænke Bath som en kandidat til en wellnessferie. Måske er kødmarkedet en smule mere tarveligt, ballerne reduceret til den lokale diskoteksgade for -25-ere, og med tiden er det vel også blevet noget mere vanskeligt at gafle en ugift jarl. Men byen er stadig vidunderlig. Intet mindre.

Continue Reading

Englands New Age hovedstad.

Mit hjerte har altid banket ekstra blødt for grevskabet Somerset i det sydlige England. Her er så smukt. Med de bløde, runde bakker, små, hyggelige landsbyer, en overvældende frodighed og de mange smukke godser, der næsten altid ligger placeret på bakketoppe, så de kan ses milevidt fra. Somerset er også mytisk og mystisk. Ikke ret mange andre grevskaber kan booste sig af så fantasifulde overleveringer som det.

Allermest i Glastonbury. Hovedstad for New Age og det største sammensurium af gamle legender i England. Såvel kristne som af enhver anden oprindelse. En by, der ikke ligner nogen som helst andre. Hverken i England eller udenfor. Og Gudskelov for det.

Allerførst er der Josef af Arimatæa. Han var den bedemand, der skulle begrave Jesus, og som minsandten stak af med den hellige gral. Det sidste gjorde han så seriøst, at han endte i Glastonbury, hvor gralen efter sigende er begravet. Noget af en spadseretur. Heldigvis er han ikke alene om at have vandret til Glastonbury, for også kong Arthur og hans lidt utro kone, Guenevere, fandt her det Avalon, som ingen andre siden har kunnet finde. Dette såvel mytiske som mystiske rige, som mange ellers har brugt hele liv på at finde, ligger tilsyneladende lige her. Sikkert oven på gralen. Arthur og hans viv er da også begravet her, da munke uden ret megen tvivl udnævnte to opgravede skeletter til netop de to. Så der er nok at komme efter indenfor mystikken.

Selvfølgelig er her også en gammel kristen domkirke, Glastonbury Abbey–eller i alt fald de maleriske ruiner af den. Den påstår at være den ældste kirke overhovedet i England, fra det 7. århundrede, men det er nu nok en påstand, som St. Augustine`s kloster og kirke i Canterbury vil gå langt for at modbevise, tror jeg. Heldigvis er både Arthur, Guenevere og kalken begravet i domkirkens ruiner–omend der er lidt disput over hvor–så de få pund, der koster at komme indenfor, er rigtigt godt givet ud i forhold til mængden af verdens- og mytehistoriske seværdigheder indenfor et relativt lille område. Man skal bare huske at meddele personalet ved indgangen, om man har tænkt sig at meditere, påkalde hedenske guder, afbrænde røgelse eller i det hele taget indgå i selvskabte ritualer på området, for de vil gerne have, at man udelukkende benytter de dertil afmærkede hjørner, så man ikke er til gene for almindelige turister. Mens vi var der, kom der adskillige lokale med årskort og yogamadrasser.

Selve Glastonbury, som vel at mærke ikke er nogen metropol, men mestendels består af en lige hovedgade med et enkelt, lille drej, er hjemsted for ALT ( og jeg mener ALT) indenfor alternative tankegange. Skal man f.eks. til heksesabbat, kan man anskaffe enhver form for moderigtigt udstyr her, ligesom alle versioner indenfor helbredende sten er fuldt tilgængelige. Her er også mange boghandler, og de er alle meget koncentrerede omkring netop deres egen niche. Det være sig sten, røgelse, meditation, hekse, graler, alternative helbredelsesmetoder, blomstermedicin og Arthurs liv og virke. De nederdele fra Indien, vi købte nede på Gravene i Århus i 70-erne, har de også et imponerende stort udvalg af, og kigger man på gadebilledet, er det tydeligt, at der er masser af kunder til dem. Faktisk ser mange af de lokale ud som om, de ikke har ændret deres personlige tøjmode væsentligt, siden Beatles opdagede Indien og Ravi Shankar, mens de i øvrigt nok også har gået rundt i Glastonbury og ledt efter både gral og Avalon siden.

Her er en stemning af The Lost World uden dinosaurer. Med mindre man drister sig til at kalde de lokale noget sådant. Som et levn fra 70-erne ligger Glastonbury der i al sin New Age-hed, og jeg vil absolut anbefale stedet som den eneste by i den vestlige verden, hvor man garanteret på under 3 sekunder kan finde sin egen heksekedel. Eller kost. Og hvis man i den forbindelse udtaler “kost” en smule anderledes, så er der rige muligheder for enhver form for alternativ mad på byens mange cafeer. Det eneste, man nok får en smule svært ved at finde, er kødprodukter og grøntsager, der ikke er produceret økologisk.

Glastonbury er i al sin nichede anderledeshed Englands New Age hovedstad. Det er et mytisk og mystisk sted, hvor selv pragmatiske skeptikere som mig ikke kan undgå at lade sig påvirke af en en drømmende, intensiv atmosfære. Jeg kunne ikke drømme om at investere i helbredende sten, heksekoste eller tibindsværker om hinduisme, men jeg er nu alligevel fascineret af alle disse gamle myter, der tilsyneladende har fundet deres evige hvilested på en bakketop i smukke Somerset.

 

Continue Reading

Tilfredsstillende tidsfordriv.

Alix Rickloff: Hemmelighederne på Nanreath Hall.

Alene titlen. Altså. Den er jo nok til at få enhver rimeligt seriøs læser til at løbe skrigende bort. Eller i alt fald til at styre sin fascination over et relativt ukulørt coverbillede, der ligesom lover lidt mere end den om piloten og stewardessen, lægen og sygeplejersken eller jarlen og blondinen. Bagpå stod der, at den foregik i Cornwall, og da jeg lige har været der, syntes jeg faktisk, der var tilstrækkeligt legitimt at kaste mig over en eftermiddags broget tidsfordriv.

Det er bestemt heller ikke nogen dårlig bog. Det er heller ikke en bog, der falder uden for sin genre. Her er gamle godser, gamle familiehemmeligheder og jarler, sygeplejersker og piloter. Dog uden stewardesser, læger og alt for mange blondiner. Det er en bog, der lægger sig i slipstrømmen af Kate Morton ( hende med de fremragende nygotiske romaner)–og gør det godt. Forbyttede børn er her nok af, eller i alt fald børn med håbløst forbyttede forældre, og arvinger–både forsmåede, uægte og onde–er her såmænd også et rend af. Der er faktisk så mange hemmeligheder, så det tager 373 sider at få dem alle opklaret og ordnet, men jeg vil nu nok hævde, at den opmærksomme læser kunne have gjort det på væsentligt færre sider. I alt fald gættede jeg da som regel rigtigt.

Tiden er 2. Verdenskrig med flashbacks til 1. Verdenskrig, og vi følger basalt en udsmidt, ugift, forkastet, kunstnerisk komtesse og hendes uægte datter. Det er underholdende, kulørt og værd at bruge en blæsende eftermiddag på. Eller måske gemme til en dag på stranden, for som ferielekture er den garanteret fortræffelig?

 

Continue Reading

Om at krydse en bro.

Det er ikke fordi, jeg køber mange badges. Faktisk er min nuværende badgebeholdning på 1. Denne. Men forleden købte jeg en. Ovenikøbet på forhånd. På forventet efterbevilling, om man så kan sige. Eller også var det bare for at tvinge mig selv til at gøre noget, jeg overhovedet ikke havde modet til. For som permanent udgiftssky er det jo immervæk en smule overkill at investere i en badge, man slet ikke kommer til at fortjene. Eller kan tillade sig at gå med.

Så fordi jeg altså havde investeret de der 60 pence i en grim badge på forhånd, var jeg nødt til at gå over Clifton Suspension Bridge i Bristol. Det gjorde jeg så. Det GJORDE jeg så. Og hvis nogen ellers synes, det er piece of cake at trave over den bro og i øvrigt totalt latterligt at bekymre sig om at gøre det, så fred med dem. Os med højdeskræk og ingen vinger, der bare føler afgrunden kalde noget så øredøvende derude midt på broen, vi ved bedre. Til gengæld får vi nok også såvel en større belønning indeni og et bedre boost til stoltheden, når vi når over og lykkeligt klamrer os til vores nyvundne badge til 60 pence.

Clifton Suspension Bridge er et mesterværk af ingeniørkunst, som den hænger der over den 75 meter dybe kløft ved floden Avon i Bristol. Selvfølgelig( fristes jeg nær til at sige) bygget af Bristols store søn og helt Isambard Brunel ( 1806-1859), der også har adskillige andre konstruktioner af såvel broer, jernbaner som skibe og bygninger bag sig. Han var fra den tid, hvor en dygtig, kreativ mand bare kunne det hele. Ikke at selve opførelsen af broen var nogen eventyrfortælling, for det tog faktisk nærmest 100 år, adskillige omveje, kuldsejlede projekter og pengemangel, inden den omsider stod der i  1864. Min yndlingshistorie omkring dens opførelse er den om konkurrencen om dens design, hvor en anden af Storbritaniens store ingeniører, Thomas Telford, blev formand for bedømmelseskomiteen. Telford lod selvfølgelig sit eget projekt vinde ( man er vel formand!), men folkestemningen i Bristol blev derefter så fjendtlig, da enhver jo med det blotte øje kunne se, at Brunels projekt var bedre, at stakkels Telford nærmest måtte abdicere og i øvrigt døde halvulykkelig ikke længe efter.

Jeg er vild med Clifton Suspension Bridge. Den er majestætisk, den er smuk, den er overvældende, og den har klart et statement, som den står der og stritter med al sin bro. Noget uovervindeligt, noget evigt, og noget sejr over den vilde kløft nedenunder. Uden at samme kløfts naturlige styrke formindskes. Snarere tværtimod. Det er ingeniørkunst af stor kunstnerisk styrke. Brotagende.

Men derfra og så til at gå over mesterværket er det stadig langt. Især når benene ligesom Jeppes ( ham på bjerget) har en noget anden opfattelse af bevægelse end hjernen. Efter mentale tilløb bliver det til, at hvis jeg bare stirrer stift ned i asfalten og fuldstændigt negligerer kløften under mig, må det være muligt. Der er altså minus udsigt og plus intensiv fodstirring på programmet. Ydermere kan man med fordel her indlægge et tælleperspektiv, så man samtidig distraheres af at skulle tælle korrekt. Skridt altså. Bare fremad. Som en overbroisk bulldozer, der kun har det ene formål at nå den anden landfaste side. Jeg ved da godt, at de aller-allerfleste mennesker går ud på den bro for at beundre udsigten. Det gælder så ikke mig. Jeg går derud for at undgå at se den. Men det er en stor mig, der er efter-krydser. I made it!

Det er lige før, jeg går med min ene badge hver dag. Desværre ved nok kun de færreste i min lille provinsby, hvad det har indebåret for mig at krydse Clifton Suspension Bridge. Hvis de overhovedet kender til den og ikke bare tror, den ligger ude i nærheden af Gram.

Jeg kan derfor kun anbefale at krydse den bro, hvis man befinder sig i nærheden. For de modige er der supergevinst i udsigt og ingenørmæssig skønhed. Men for kyllingehøjdeskrækkerne er der badges. Og selvværd!

Continue Reading

Hoteller med sjæl. XI.

The Lerryn. Falmouth. Cornwall.

Jeg går ud fra, billedet viser, hvordan The Lerryn ser ud på en flot sommerdag. Sådan har jeg ikke set det. Men det er da umiddelbart endnu mere charmerende at se på, end da jeg gæstede det under et aprilblæsevejr med chillfaktor omkring styrke indre Sibirien.

The Lerryn er en af disse ombyggede, gamle velhavervillaer, som ingen længere har råd til at bo i, men som med sit utal af værelser sagtens kan fungere som mindre hotel. Det er privatejet og drives af en sød familie med far, mor, børn og puddelhund, som alle sætter en ære i at tilbyde et “home away form home”, hvor også hunde er meget velkomne. Man kan derfor møde et pænt raceudvalg på trapperne. Det, synes jeg, er rigtigt hyggeligt, men det er selvfølgelig en smagssag, om man stræber efter få firbenede ferienaboer.

Her er English Breakfast med såvel blodpølse som baked beans ( Og de, der kender mig, ved, at jeg lige nu kæmper som en gal med mig selv for ikke at skrive, hvad jeg synes, de minder mig om!) og en bar, hvor man bare selv skriver ned, hvad man har taget. Værelser af meget forskellige størrelser og indretninger, brusere med yderst sindrige tænd- og slukmekanismer, møblementer man har lyst til at tage med hjem og simpelthen bare en hyggelig, uformel atmosfære. Selv da jeg præsterede at massakrere et vindue til ulukkelighed, blev jeg bare mødt af venlighed. Selv om enhver kunne se, at det vindue krævede mere end råstyrke og en god hammer for at lukkeligt igen.

Falmouth, som hotellet ligger i, er en rigtig hyggelig by. Som taget ud af TV-serien Doc Martin ( som i øvrigt også er optaget her) med havn, bakker, palmer og charmerende gader. Og The Lerryn ligger heldigvis meget bynært. Ligesom det har havet på den anden side, således at de mere priviligerede værelser ( og hunde!) kan få havudsigt.

Det koster absolut ingen hundegård at bo her. Især ikke udenfor sæsonen. Til gengæld er det rart, afslappende, uformelt–og fuldt af blodpølse, baked beans, søde familiemedlemmer og hunde!

Continue Reading

Påskeferie i sprinklerens slipstrøm.

Det er sikkert fuldstændigt korrekt, at de rige må have mange glæder. Jeg drister mig endda til at påstå, at de rige også har en del glæder på andres bekostning.

Som nu i forbindelse med det kønsløse, nybyggede sommerhus, der er skudt op i vores umiddelbare sommerhusbaghave i løbet af det sidste års tid. Bygget af en af de rige. Ikke fordi, han sådan lige stod og manglede et sommerhus ( dem har han nok af!), men nok mere fordi, han tilsyneladende ikke kunne lade være med at bygge det. Altså bygge det, før han selvfølgelig skal bygge endnu et på samme grund.

Jeg er uformående i forhold til at være dame over, hvad folk bygger på deres grunde. Desværre. Var jeg en smule mere formående, havde jeg nok foreslået en anden arkitekt. Eller måske bare en arkitekt overhovedet?

Det er svært at leve med, men der er dog, trods alt, noget, der er meget sværere at sluge. MEGET, MEGET sværere. For det gør ondt helt ind i sjælen, at det stykke natur, der i årevis har henligget som vild fyrretræsskov med bakker, små, intime stier, megamyretuer og lyngklædte skråninger nu tilsyneladende skal omdannes til nysselige græsplæner som dem, der omkranser et helt almindeligt parcelhus. Inde i byen, langt fra stranden og dens oprindelige natur, forstås. For hver gang entrepenøren anlægger endnu et hus ( som han vel og mærke intet brug har for), omdannes et stykke oprindeligt skov til prydhave med neglesaksklippet græs. Det er, efter min mening, at gøre vold mod naturen. Og mod mig. I nævnte rækkefølge.

Den herlighedsværdi og den pragtfulde naturskov, som jeg i sin tid også købte mit hus på grund af, er ikke længere eksisterende. Skoven har han trukket op med sine store maskiner, mens han sikkert har set det som en lille sejr over den Fandens til rodede natur, hver gang endnu et ældgammelt fyrretræ har ladt livet. En endnu større sejr har det sikkert været at anlægge en prydplæne der midt i det, der engang var et unikt stykke natur. I alt fald gør han da sit ypperste for at få græsset til at gro. Sprinkleranlæggene kører i døgndrift, og hver en lille vildfaren stikling fra fyr og hyben bliver garanteret også tæmmet på særdeles håndfaste måder. Det skal jo se pænt ud. Helst ligne det, der er derhjemme. Der var myrer, hugorme og døde træer i vores naturskov. Fandens til ubekvemmeligheder. De er så også væk.

Så i går var vi faktisk henne og se på et andet sommerhus. På en kæmpe naturgrund. Huset var relativt shitty, sjælløst og lignede alle de andre fra 90-erne, der har klinker, hemser og møbler fra Ikea. Men der var i det mindste ikke begået vold mod naturen. Det vil, i givet fald, gøre ondt helt ind i sommerhushjertekulen at skulle sige farvel til det hus, vi mere eller mindre selv har knopskudt i alle retninger, men det ER altså lige før, det gør endnu mere ondt ufrivilligt at være vidne til bevidstløs vold mod naturen. Til en mands kamp mod alle de gode værdier, som alle vi, der netop i sin tid valgte DET sted til vores feriehus, har elsket og nydt gennem årene. I bund og grund minder udsigten nu jo nærmest om den, jeg har her fra mit køkkenvindue. Parcelhushaver. Dog minus sprinkleranlæg, for heroppe i mit kvarter er vi lidt mere klimabevidste med vandet. Eller ikke rige nok til at tæmme både det og naturen.

Jo, de rige har mange glæder. Eller det håber jeg da, de har. Skam få ham, hvis han ikke ( som sikkert den eneste!) glæder sig helt vildt og inderligt helt ind i kernen af belønningscentret over sin nye husvanskabning og dens tilhørende prydplæne derude midt i det, der engang var en flot, utæmmet naturskov!

 

Continue Reading