Om verdens mindst rentable investering.

De sidste dage har jeg flyttet en større boghandel. På billedet ses kun en af af de mellemstore afdelinger. Der findes flere vægge samt en hel gildesal, der også er tapetserede med bøger. Jeg kan nemlig ikke smide bøger ud. Det gør ondt, vanvittigt ondt helt ind i sjælen at skille sig af med bøger. Og selv om jeg har mange, har jeg fuldstændigt tjek på dem alle. Jeg er stadig i chok over, at Kongens Fald synes at være kommet på tabslisten i forbindelse med al den flytten rundt. For hvad er et hjem uden?

Samtidig kan jeg jo iagttage, at loppemarkeder, maskandisere og genbrugspladser bugner med bøger. Alle former for bøger. Dog med en stor overvægt af opslagsværker fra forlaget Lademann, hvis trofaste abonnenter for tiden generelt afgår ved døden. Uden at deres arvinger har den fjerneste interesse i 30- binds leksika eller pænt indbundne semi-klassikere. Der kasseres bøger i reolvis, i gildesalsvis og i halve regnskovsvis, og de, der ender hos genbrugsbutikkerne, sælges for under en tier. Bøger er simpelthen en investering, der har en negativ forrentning, der langt overgår det meste andet og faktisk næsten også et norsk flyselskab, jeg for nyligt var tåbelig nok til at investere i. Men det er så en helt anden historie.

En veninde, som forleden solgte bøger til et godt formål, fortalte, at Grimbergs Verdenshistorie, ALLE bind, og der er dæl`me mange, har en dagspris på 50 kroner, og at et nærmest nyt opslagsværk lige kunne trække nogle hundrede hjem. Og ved selvsyn har jeg både set og konstateret, da jeg opsøgte et antikvariat i forbindelse med arvebøger, at umådeligt mange bøger bare overhovedet ikke KAN sælges. De kan udelukkende omdannes til toiletpapir eller andet, der ligesom ikke er helt så direkte en intellektuel udfordring. Man kan sagtens, i dagens Danmark, tørre sin røv i den recyclede udgave af Shakespeares samlede værker eller en gammel Bibel.

Hvis man køber en ny bog, så er den da på ingen måde billig. Faktisk er jeg meget ofte så nærig, at jeg holder mig fra at købe bøger og låner dem på bibleren i stedet. Konkret betyder en boganskaffelse også, at hver eneste side, man vender, indebærer et tab nærmest proportionelt med antallet af helsætninger på samme. Og efter ganske få år er vi altså ude i noget, der ligner totalt værdiløs.

Nu er brugtværdi jo absolut ikke det eneste, bøger kan måles i. Gudskelov da. For bøger er berigende, udviklende, udfordrende, stimulerende, og jeg læser sjældent en bog, jeg ikke på den ene eller anden måde bliver klogere af. Bøger er kilder til visdom, til gode grin, til forståelse af en selv og andre mennesker, af verden, samt, ikke mindst, til underholdning og gode, gode timer. Ofte bliver man også et bedre, mere forstående og rummeligt menneske af at læse bøger. Der er ingen, der gennemgår en højere uddannelse uden at læse mængder af bøger, og ingen børn, der ikke elsker at blive puttet til en god bog. Dette gør også, at mange bøger ikke blot bliver indbundet papir, men får en høj og nærmest uvurderlig affektionsværdi. Det er sjældent de samme for os alle, men der findes næppe mennesker, der ikke har bare en enkelt yndlingsbog.

Hvis man konkret sammenligner det med Kai Bojesens velkendte abe, som i brugt tilstand trækker nærmest flere penge hjem end som ny, så skaber det en smule forundring hos i alt fald mig. Mig bekendt har den abe hverken udfordret eller udviklet så meget som en eneste person, og man kan vel næppe påstå, at dens tilstedeværelse i et hjem indebærer rummelighed og er en evig kilde til forøget visdom. Hvad KAN den abe egentlig? Udover at være abe, altså? Men mig bekendt vrimler det ikke ligefrem med aber på genbrugspladser eller til en flad tier hos marskandiseren?

Det er mærkeligt, at vi har det forhold til bøger. Synes jeg. At vi nærmest afskriver dem som skrald det øjeblik, de er læst. Selvfølgelig bliver nogle bøger dybt forældede, og jeg skal da være den første til at indrømme, at ham der føromtalte Grimberg nok har et syn på verdenshistorien, som adskiller sig en smule fra nutidens på væsentlige punkter. Men derfor er det da et kulturhistorisk betydningsfuldt værk alligevel, og personligt finder jeg det ganske morsomt at gentjekke herrens udlægning af begivenheder. Der er altså heller ingen, der får mig til at gå af med Shakespeares samlede værker, selv om de er skrevet i begyndelsen af 1600-tallet. No way! For slet ikke at tale om alle de andre, som er en del af min sjæl, mit liv, min historie, min udvikling på en noget anden måde end den skide abe, som jeg selvfølgelig også har stående.

Personligt mener jeg faktisk, vi godt kunne være lidt bedre ved vores bøger. Vise dem en god del mere respekt. For nok fylder de da og bliver støvede, men de er altså meget mere en del af os end alle de andre, relativt ligegyldige, ting. I øvrigt kunne vi også både undgå fældninger af regnskove og kolossale kasseringer af bøger, hvis vi afstod fra at genoptrykke gamle værker i nye, overfancy indbindinger, og bare gik amok i alle de bøger, der faktisk allerede er der. I genbrugsbutikkerne og på lossepladserne. Nye, fancy indbindinger er, i min optik, udelukkende henvendt til de, der rater coveret over indholdet. Og det vil jeg slet ikke skrive, hvad jeg mener om!

Med god samvittighed kan jeg så sige, at det ikke er mine bøger, der ender som mellemstort skrald. Så længe, jeg har plads til dem og stadig kan finde nye vægge at tapetsere med dem, bliver de her hos mig. Bare at skille sig af med en enkelt gør jo hamrende ondt i hjertet, med mindre det da er for at en anden kan indlede en ny kærlighedsaffære med samme bog.

Afslutningsvist kan jeg vist kun konkludere, at det siger en god portion ikke særligt flatterende om et samfund, at ting vurderes så uendeligt højere end bøger. Og at ting akkumulerer konkret pengeværdi, mens bøger, som giver os åndelige, intellektuelle og udvidende oplevelser, betragtes som skrot. Indledningsvist kan man jo så bestemme sig for, at alle nylæsninger skal foregå i bibliotekernes eksemplarer, men der er jo stadig udgivelser, man bare MÅ eje. I alt fald hvis man elsker sine bøger. På trods af at de intet et værd i et samfund, der synes, at døde ting er meget, meget mere værdifulde.

You may also like

Skriv et svar