Hoteller med sjæl. XI.

The Lerryn. Falmouth. Cornwall.

Jeg går ud fra, billedet viser, hvordan The Lerryn ser ud på en flot sommerdag. Sådan har jeg ikke set det. Men det er da umiddelbart endnu mere charmerende at se på, end da jeg gæstede det under et aprilblæsevejr med chillfaktor omkring styrke indre Sibirien.

The Lerryn er en af disse ombyggede, gamle velhavervillaer, som ingen længere har råd til at bo i, men som med sit utal af værelser sagtens kan fungere som mindre hotel. Det er privatejet og drives af en sød familie med far, mor, børn og puddelhund, som alle sætter en ære i at tilbyde et “home away form home”, hvor også hunde er meget velkomne. Man kan derfor møde et pænt raceudvalg på trapperne. Det, synes jeg, er rigtigt hyggeligt, men det er selvfølgelig en smagssag, om man stræber efter få firbenede ferienaboer.

Her er English Breakfast med såvel blodpølse som baked beans ( Og de, der kender mig, ved, at jeg lige nu kæmper som en gal med mig selv for ikke at skrive, hvad jeg synes, de minder mig om!) og en bar, hvor man bare selv skriver ned, hvad man har taget. Værelser af meget forskellige størrelser og indretninger, brusere med yderst sindrige tænd- og slukmekanismer, møblementer man har lyst til at tage med hjem og simpelthen bare en hyggelig, uformel atmosfære. Selv da jeg præsterede at massakrere et vindue til ulukkelighed, blev jeg bare mødt af venlighed. Selv om enhver kunne se, at det vindue krævede mere end råstyrke og en god hammer for at lukkeligt igen.

Falmouth, som hotellet ligger i, er en rigtig hyggelig by. Som taget ud af TV-serien Doc Martin ( som i øvrigt også er optaget her) med havn, bakker, palmer og charmerende gader. Og The Lerryn ligger heldigvis meget bynært. Ligesom det har havet på den anden side, således at de mere priviligerede værelser ( og hunde!) kan få havudsigt.

Det koster absolut ingen hundegård at bo her. Især ikke udenfor sæsonen. Til gengæld er det rart, afslappende, uformelt–og fuldt af blodpølse, baked beans, søde familiemedlemmer og hunde!

You may also like

Skriv et svar