Om at krydse en bro.

Det er ikke fordi, jeg køber mange badges. Faktisk er min nuværende badgebeholdning på 1. Denne. Men forleden købte jeg en. Ovenikøbet på forhånd. På forventet efterbevilling, om man så kan sige. Eller også var det bare for at tvinge mig selv til at gøre noget, jeg overhovedet ikke havde modet til. For som permanent udgiftssky er det jo immervæk en smule overkill at investere i en badge, man slet ikke kommer til at fortjene. Eller kan tillade sig at gå med.

Så fordi jeg altså havde investeret de der 60 pence i en grim badge på forhånd, var jeg nødt til at gå over Clifton Suspension Bridge i Bristol. Det gjorde jeg så. Det GJORDE jeg så. Og hvis nogen ellers synes, det er piece of cake at trave over den bro og i øvrigt totalt latterligt at bekymre sig om at gøre det, så fred med dem. Os med højdeskræk og ingen vinger, der bare føler afgrunden kalde noget så øredøvende derude midt på broen, vi ved bedre. Til gengæld får vi nok også såvel en større belønning indeni og et bedre boost til stoltheden, når vi når over og lykkeligt klamrer os til vores nyvundne badge til 60 pence.

Clifton Suspension Bridge er et mesterværk af ingeniørkunst, som den hænger der over den 75 meter dybe kløft ved floden Avon i Bristol. Selvfølgelig( fristes jeg nær til at sige) bygget af Bristols store søn og helt Isambard Brunel ( 1806-1859), der også har adskillige andre konstruktioner af såvel broer, jernbaner som skibe og bygninger bag sig. Han var fra den tid, hvor en dygtig, kreativ mand bare kunne det hele. Ikke at selve opførelsen af broen var nogen eventyrfortælling, for det tog faktisk nærmest 100 år, adskillige omveje, kuldsejlede projekter og pengemangel, inden den omsider stod der i  1864. Min yndlingshistorie omkring dens opførelse er den om konkurrencen om dens design, hvor en anden af Storbritaniens store ingeniører, Thomas Telford, blev formand for bedømmelseskomiteen. Telford lod selvfølgelig sit eget projekt vinde ( man er vel formand!), men folkestemningen i Bristol blev derefter så fjendtlig, da enhver jo med det blotte øje kunne se, at Brunels projekt var bedre, at stakkels Telford nærmest måtte abdicere og i øvrigt døde halvulykkelig ikke længe efter.

Jeg er vild med Clifton Suspension Bridge. Den er majestætisk, den er smuk, den er overvældende, og den har klart et statement, som den står der og stritter med al sin bro. Noget uovervindeligt, noget evigt, og noget sejr over den vilde kløft nedenunder. Uden at samme kløfts naturlige styrke formindskes. Snarere tværtimod. Det er ingeniørkunst af stor kunstnerisk styrke. Brotagende.

Men derfra og så til at gå over mesterværket er det stadig langt. Især når benene ligesom Jeppes ( ham på bjerget) har en noget anden opfattelse af bevægelse end hjernen. Efter mentale tilløb bliver det til, at hvis jeg bare stirrer stift ned i asfalten og fuldstændigt negligerer kløften under mig, må det være muligt. Der er altså minus udsigt og plus intensiv fodstirring på programmet. Ydermere kan man med fordel her indlægge et tælleperspektiv, så man samtidig distraheres af at skulle tælle korrekt. Skridt altså. Bare fremad. Som en overbroisk bulldozer, der kun har det ene formål at nå den anden landfaste side. Jeg ved da godt, at de aller-allerfleste mennesker går ud på den bro for at beundre udsigten. Det gælder så ikke mig. Jeg går derud for at undgå at se den. Men det er en stor mig, der er efter-krydser. I made it!

Det er lige før, jeg går med min ene badge hver dag. Desværre ved nok kun de færreste i min lille provinsby, hvad det har indebåret for mig at krydse Clifton Suspension Bridge. Hvis de overhovedet kender til den og ikke bare tror, den ligger ude i nærheden af Gram.

Jeg kan derfor kun anbefale at krydse den bro, hvis man befinder sig i nærheden. For de modige er der supergevinst i udsigt og ingenørmæssig skønhed. Men for kyllingehøjdeskrækkerne er der badges. Og selvværd!

You may also like

Skriv et svar