De romerske bade i Bath.

Bath er bare vidunderlig. Intet mindre. Fordi Bath også er en følelse–en følelse af samhørighed med fortiden. Såvel den romerske, men næsten endnu mere regencyperioden i begyndelsen af 1800-tallet, hvor alle, inklusiv Jane Austen og de kongelige, tog til Bath for at gå i/på kurbad, promenere, udse sig ægtemænd og ægtekoner på det gigantiske kødmarked af aftenlige baller og bygge smukke, smukke huse.

Hele den regencypralverden kan man se med det blotte øje, når man går rundt i byens fantastiske gader, hvor nærmest alle huse er af den lokale, gullige sandsten. Det er faktisk ikke spor vanskeligt at abstrahere til en verden af smukke kjoler, pæne manerer og hertugjagt. Bare ved at sætte sig på byens store kirkeplads og iagttage livet må Miss Austen have fået stof til adskillige før-ægteskabelige intriger.

Og så er der de romerske bade. Som stadig ligger der, lige midt i byens Solar Plexus, og som fortæller en rigtig god historie om, hvordan romerne levede dengang, de sådan set levede over det meste af Europa. For romerne elskede bade, var dygtige bygherrer og ingeniører og holdt da også umådeligt meget af at slappe af og slappe ud. Faktisk stammer badene helt tilbage fra før vor tidsregning, hvor romerne (gen)fandt de varme kilder, som kelterne selvfølgelig allerede mange år før havde dedikeret til deres gudinde Sulis. Med uvanlig sans for diplomati adopterede romerne lige hende og transformerede hende ind i deres egen Minerva, så badene blev døbt Sulis Minerva. Sådan. Og så byggede de ellers, de romere. Afslapningsbade, vaskebade, sygdomsbade, saunabade, og jeg skal komme efter dig-bade til ethvert formål. 6 meter under det, der nu er gadeplan i Bath ligger et enormt kompleks af disse romerske bade, og de er faktisk i så ualmindelig god stand, at man nærmest ikke behøver overanstrenge sin fantasi for at forestille sig, hvordan det hele har fungeret, lydt, lugtet og mærket.

Da romerne forlod Bath, gik badene i glemmebogen. Der blev bygget oven på dem, og først i Viktoriatiden i forrige århundrede genfandt man badene. Faktisk udelukkende fordi et sagførerkontor, bygget ovenpå dem, døjede noget så forfærdeligt med fugt, lugt og damp fra de kilder, der stadig flød i en strid strøm under dem. Det var så der, man påbegyndte et udgravningsarbejde, der viste sig at rumme nogle af de mest intakte romerske bade i Europa.

Der er et storslået museum tilknyttet badene, som rummer alle de romerske fund, der er gjort på stedet. Genialt, og præcis som på mange nyere danske museer, udstyres man med audioguides med numre, så man kan stille ind på alt af interesse og høre specifikt om det. Samt undgå alt uden interesse ved at undlade at trykke! Der er også guidede rundture ca. hver time, og de er, efter min mening, et must. I alt fald havde vi en særdeles underholdende, vidende og speedsnakkende guide, som kom med masser af den slags små historier og oplysninger, der netop er så spøjse, at det er dem, man husker. Britiske guider er som regel en udsøgt fornøjelse og noget, man ikke må snyde sig selv for.

I forbindelse med badene er det også muligt at spise eller drikke the i det særdeles grandiøse Pump Room, hvor man føler sig hensat til regencyperioden. I alt fald i stil. Ikke i pris! Der kan også fås smagsprøver på det tilsyneladende helbredende vand, som vel var den største undskyldning for at tage på kødmarked i Bath i sin tid, og det smager som petroleum, blandet med rensebenzin og torskelevertran.

I dag findes der stadig helbredende kilder og kurbade i Bath. Ikke helt på samme sted, men det er bestemt værd at indtænke Bath som en kandidat til en wellnessferie. Måske er kødmarkedet en smule mere tarveligt, ballerne reduceret til den lokale diskoteksgade for -25-ere, og med tiden er det vel også blevet noget mere vanskeligt at gafle en ugift jarl. Men byen er stadig vidunderlig. Intet mindre.

You may also like

Skriv et svar