maj 2019 – Guldsøstre

Og sådan er der vel så meget….

31. maj 2019 Ingen kommentarer

Dette besynderlige syn mødte os på en udendørs vinduesramme i sommerhuset. Det blev sidst forladt i påsken, så ligefrem årevis af neglegt og forfald er der jo ikke tale om. Da jeg sidst så vinduet, trængte det da, som alting i nærheden af havet, til maling, men ikke mere end at “ i løbet af sommeren” var fuldt tilstrækkeligt.

Det siges, det er fugle, der gør den slags. Det undrer mig. Og får mig også på et splitsekund til at erindre Hitchcocks Fuglene, som i sin tid fremprovokerede et noget anstrengt forhold til fugle hos mig. Hvorfor i alverden spiser fugle vores huse? Det giver ligesom ikke meget mening. Her i maj burde der da være tilgængelig føde til alle flyvende dyr, fugle inklusiv, så de kunne afstå fra at holde festmiddage og mæske sig i vores huse. For slet ikke at tale om smagen. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad der rangerer som gourmetmiddage i fugleperspektiv, men umiddelbart ville jeg da tro, at en fed regnorm lå noget højere på skalaen end en vinduesramme.

Ydermere er det træls. At skulle til indgående at reparere sit hus, fordi det er blevet spist af fugle. Havde jeg vidst, at mit sydlige vindue var så oplagt en lækkerbisken, havde jeg nok sørget for alternativer i form af fuglekugler og måske et par af hundens aflagte træpinde til at tygge i. Det strejfer mig da også, om det bare er her, der er så tumpede fuglearter, at de ikke engang ved, hvad de selv bør spise. Det kan de da i hvert fald finde ud af hjemme i min have, hvor jeg er helt forskånet for ædegilder på vinduesplan.

Og gad vide, om en udskiftning bare betyder ny mad på bordet? Eller er de så forblændede af mine vinduers smag, at de utålmodigt venter på en lejlighed til at holde et ædegilde, der involverer hele huset?

Brok

Om valgplakater og klimakriser.

29. maj 2019 Ingen kommentarer

Det har heldigvis i sidste ende vist sig, at klimaet er kommet til at stå som det væsentligste punkt på valgets dagsorden. Flere partier er (heldigvis for os, der er dybt uenige med dem) snublet i den slags såkaldte tosserier og har skudt sig selv godt og grundigt i valgflæsket ved ikke at have erkendt det fra begyndelsen. Det kommer de nok til at fortryde. Og vi sønderjyder kan samtidig håbe på at få en anden farve end den smudsige gule, mange af os ufrivilligt fik hældt ud over os til sidste valg.

Men der er en ting, jeg ikke forstår. Slet ikke forstår. Når nu kardinalpunktet er klima, og hvad vi helt konkret gør for at begrænse de skader, vi allerede har forvoldt, hvorfor i alverden plastrer vi så enhver uskyldig lygtepæl, bro eller halmballe til med fuldstændigt overflødige valgplakater i millionvis, lavet af halve regnskove og sikkert med en uvis skæbne efter krydserne er sat? Her er ingen partier mere tilbageholdende end andre. Samtlige partier, ligegyldigt hvor klima- og miljøbevidste de måtte udgive sig for at være, fælder lystigt løs og holder sig på ingen måde tilbage for at anvende ressourcer på noget, der egentlig er totalt overflødigt.

Jeg ved godt, det er en gammel skik at hænge sig i lygtepæle med håbet om at vække forbipasserendes interesse og på den måde tro, at det er måden, man vinder deres kryds. Men verden er en anden nu, end da vi i medie- og internetløse tider ikke havde så mange andre højlydte/sete kommunikationsformer. Valgplakater flytter givetvis færre stemmer end gode indlæg på de sociale medier eller tillidsvækkende optrædender på TV. I et samfund, hvor kommunikation er i højsædet, er der vel ingen, der afgiver deres stemme udelukkende på baggrund af et flot smil på en lygtepæl. Jeg tvivler i alt fald.

Derfor undrer det mig, at dette hykleri bliver ved. At man på den ene side set pudser sin klimaglorie–og på den anden smider fotoshoppet pap i spandevis ud i lokalområderne. Nogen burde tage et initiativ til at begrænse, helst totalt afskaffe, en forældet form for envejskommunikation på tandpastasmil, der på ingen mulig måde svarer til det, samme nogen hævder at ville gøre for klimaet.

Litteratur

De priviligeredes kynisme.

29. maj 2019 Ingen kommentarer

Sarah Vaughan: Skandalens anatomi.

Det er noget af en pageturner, denne her. Sådan en, der næsten læser sig selv og slæber en fremad af tørst efter den retfærdighed, man hele tiden håber må komme.

Det er en utroligt britisk bog. En ordentlig mundfuld af både nostalgi, betagelse og afsky for alle, der er dybt forelskede i Oxford. ( Og dem er vi jo en del af!) For vi er lige midt i de øverste cirkler af de allermest priviligerede. Dem med de gode uddannelser, bindestregede efternavne og familier, der daterer sig tilbage til Gud ved hvornår. Først i Oxford for nogle år siden, hvor kynismen og udnyttelse af andre bestemt ikke var mindre, end den er nu. Den var højst mere naiv og ungdommelig. Senere på de bonede gulve i parlamentet, hvor man tilsyneladende kan slippe afsted med en del. Også i elevatorerne.

Skyggeministeren James (Eton, Oxford) bliver anklaget for voldtægt af sin sekretær–hvor banalt kan det være? Som anklager får han en, for ham uigenkendelig, gammel studiekammerat, der minsandten har sit at hævne via denne meget kærkomne sag. Med forskellige fortællerstemmer følger vi både James, hans kone, Sophie, advokaten Kate og Holly, som måtte flygte fra Oxford i 90-erne. Det giver et flot felt af forskellige synsvinkler samt forvirrer hele tiden læseren i forhold til, om James i virkeligheden HAR gjort det. Sophie, altså konen, synes at være den mest forblændede af James, men måske bliver det i virkeligheden hende, der trækker det aller-allerlængste og mest dødelige strå til sidst?

Bogen er virkelig velskrevet og adminstrerer sit plot på fortrinlig måde. Den er ikke blot et retsalsdrama, men også et fremragende billede af det britiske klassesamfund på godt og –mest–ondt. Her er tale om velnuancerede og forståelige personer, som man i den grad kan identificere sig med. Selv de utålelige overklassedrenge! De mange scener fra Oxford er som selv at gå rundt i byen, og det kan man jo i grunden aldrig få nok af–også selv om det er inde i en bog!

Det er en thriller i verdensklasse–og en thriller, der næsten vender siderne helt af sig selv.

Brok

Tages der mon forbehold for stavefejl?

29. maj 2019 Ingen kommentarer

Så står man der og kan, død og pine, ikke huske, præcis hvordan ens kandidats efternavn helt staves…..

Jeg har prøvet at brevstemme. Er ikke hjemme på valgdagen samtidig med at jeg er indædt forkæmper for, at det at stemme både er en borgerRET og en borgerPLIGT. Man fratager sig selv enhver form for brokkeret ved at blive på sofaen. Synes jeg.

Anyway, efter køventen sammen med alle de andre, der også skal noget uopsætteligt på den såkaldte Borgerservice, som i alt fald i går rummede flere borgere end service, får man udleveret en noget mager stemmeseddel. Sammenlignet med de skarpe konkurrenter til Dødehavsrullerne i alle udgaver, man plejer at blive udstyret med i de autoriserede stemmelokaler, minder den diminutive lap, man for stukket ud, allermest om en gammeldags Post-it seddel. Uden klister i den ene ende. Man formodes nemlig personligt at kunne samtlige partiers kandidatlister udenad, for her er absolut ingen hjælp at hente. Der skal skrives enten et kandidatnavn på nederste linje eller et partibogstav i det øverste, højre felt, og det kan da næsten undre mig, at man ikke har sparet blyanten til at gøre det med væk. Det ville ligesom have holdt stilen.

Så er det, at jeg står der i den forlorne stemmeboks og kommer noget så grundigt i tvivl om, om min kandidats efternavn staves med d eller t (SÅ kan det nok være, at alle lokale på et splitsekund ved, hvem jeg har stemt på!!). Men der er ingen hjælp, og idioten her kunne jo bare have garderet sig ved at have kigget grundigt på den valgplakat, der faktisk var hængt op sådan nærmest som spærregrænse til rådhusindgangen. Men samtidig kan jeg da ikke lade være med at tænke på, at der da findes flere hundrede kandidater med betydeligt mere besværlige efternavne end lige min. For slet ikke at tale om fornavne. For hvad så, hvis man laver en eklatant stavefejl? Bliver man så ugyldiggjort?

Jeg ved godt, det er sådan en slags dansklærerspørgsmål. Men det er nu altså ret væsentligt, om man tæller med. Om det overhovedet var tiden og umagen værd at tilbringe en rum tid i venteposition på rådhuset for bare at gå ind og lave en stavefejlsbehæftet, ugyldig stemmeseddel. Om stemmeoptællerne f.eks. har regler for, HVOR umanerligt tåbeligt man må stave. Om alt skal være korrekt stavet, for at det godkendes, eller om man tillades 1, 2 eller helt op til 7 fejl og manglende eller forkerte bogstaver? Og er der f.eks. en gættegrænse? Altså sådan en margin for, om de tilforordnede kan sjusse sig frem til, hvem man har ment–eller om de må give op? Eller–og her er vi så ude i noget helt fremmed for i alt fald Facebook, der jo er stavefejlenes og den vejledende grammatiks holdeplads–om ens stemmeseddel kun godkendes, hvis alt er fuldstændigt korrekt stavet? Endelig kan man jo næsten fristes til at overveje, om nogle brevstemmere ligefrem stemmer på andre kandidater end deres foretrukne, fordi de ligesom har håndterbare navne? Om man har trukket et F… godt kort indefor valgbarhed fra fødslen ved at hedde Jensen? Eller om der i de små hjem terpes efternavnsstavning på forhånd, inden der brevstemmes?

Ydermere tør jeg slet ikke tænke på, hvordan man tackler det, hvis 2 kandidater fra forskellige partier har samme navn. Selvfølgelig kan man jo tilføje partibogstav–hvis man ellers lige kan huske det det derinde i ingenmandsland–men damerne siger faktisk bare, at man skal skrive 1 sted på sedlen. Får begge kandidater så ens stemme–sådan bare for at tvivlen kommer en til gode? Det var da nok værd at spekulere i, selv om jeg selvfølgelig godt ved, at man sikkert på den måde har ugyldiggjort sig selv.

Jeg kunne godt tænke mig noget mere hjælp til brevstemmeramte. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at stemmesedlerne til det kommende valg allerede er trykt og snildt kunne udleveres på rådhusene, så vi undgik de stavefejl, som vi altså ikke ved, om er udslagsgivende. Det må være noget af en udfordring at være ordblind eller på andre måder stavehæmmet, hvis man skal brevstemme på personlig kandidat, og det er faktisk dybt uretfærdigt.

Heldigvis tjekkede jeg lige min egen stavning på de 40-50 plakater, jeg kunne se fra rådhusdøren, da jeg gik ud igen. Det var rigtigt med det t. Min kandidat har nu heller ikke noget specielt udfordrende efternavn, men det er der ved Gud mange andre, der har. Gad vide, om de får nogle brevstemmer overhovedet?

Om at blive "ældre", Rejser

Om nyt job!

28. maj 2019 Ingen kommentarer

Nogle gange bliver man så glad og forventningsfuld, at man næsten har lyst til at råbe såvel sin øredøvende glæde som sin boblende forventning ud over samtlige nærliggende gader og stræder. Helst fra et højt, akustisk velbelliggende sted.

Således i dag, hvor jeg sådan næsten tilfældigt kom til at afsløre min dybe fascination og betagelse af landene omkring Kaukasus. Til en i det firma, jeg allerede arbejder for, der lige stod og manglede en guide derovre. Ydermere med et godt tillæg af en lokal, engelsktalende guide, som, formoder jeg, kan huske såvel alle de dumme årstal som landenes spændende og mangfoldige historie i detaljer.

Så nu skal jeg bruge de lange, mørke vinteraftner på at læse om armensk og georgisk historie, kultur, folkeliv og traditioner. Det har jeg nu, til en vis grad, allerede gjort, for landene er vildt spændende i al deres anderledeshed–og alt det, vi har til fælles med dem. Armenien og Georgien er nærmest ubeskrevne turistark, og det er forfærdeligt synd, for her er så meget at opleve, at det næsten kan tage pusten fra en. Jeg har allerede 2 gange været på fascinerende rundture i dem, og det bliver en fornøjelse at vise det frem, som man selv brænder så meget for. Især Yerevan, Armeniens hovedstad, har en stor plads i mit hjerte med sine brede boulevarder og talrige flotte og gode udendørs cafeer. For slet ikke at tale om det store, centrale springvand, der hver aften springer på livet løs i farver og til akkompagnerende musik. Jeg tror slet ikke, Paris er klar over, hvilken kvalificeret konkurrent der ligger derovre i Kaukasus. Armenien er også på grænsen til at være hjemsted for et af de smukkeste bjerge, jeg kender. Nemlig Ararat, som godt nok ligger i Tyrkiet, men som kan ses milevidt fra i Armenien og betyder så uendeligt meget for de armenere, der bestemt ikke har ret meget til overs for de tyrkiske naboer. Og når man kender landets historie, er det vist fuldt forståeligt. Og Tbilisi, Georgiens rodede hovedstad, hvor forfaldet er malerisk samtidig med at det læner sig op ad spritnye prestigebyggerier, for derovre er præsidenter magtfulde og meget bevidste om at sætte deres varige aftryk. For slet ikke at tale om urkristendommen, for, hvad de fleste nok ikke lige tænker på, disse er blandt de aller-allerførste lande, der overhovedet blev kristne. Og nok også blandt de sidste, der stadig som helhed tager kristendommen dybt alvorligt og ortodokst seriøst.

Det bliver anderledes end de vante jagtmarker derovre i det britiske og irske. Meget anderledes. Men heldigvis bliver der vel også tid til ture ud i det britiske gensyn og et par skotske og irske bjerge…….. Det SKAL der være! Der er det fantastiske ved det, at når man er semi-pensionist, står verden sådan lidt åben på samme måde, som da man var ung. Det er bare at gribe ud efter alle de muligheder, man var så slem til at overse, da man stadig sled med dagligt lønarbejde. De bånd, der har bundet i så mange år med fast job, opvoksende børn, kreditforeningslån og andre forpligtelser er ved at være til at overskue, således at man for næsten første gang i sit liv kan lave en prioritering af sig selv.

Jeg glæder mig som et lille barn til at komme derover igen. Og så håber jeg, at et tilstrækkeligt antal gæster er nysgerrige nok på den fantastiske del af verden til at ville have den vist frem. Det kommer de helt sikkert ikke til at fortryde!

Litteratur

Kun to ord til overskrift: LÆS DEN!!

26. maj 2019 Ingen kommentarer

Niklas Natt och Dag: 1793.

Jeg har været stået temmelig meget af 2019 de sidste dage og i stedet været på besøg i 1793. Stockholm 1793. Med Niklas Natt och Dag ( ja, det hedder forfatteren!) som kyndig guide i denne fantastiske bog, som selvfølgelig også blev Årets Bog i Sverige sidste år. Der må have været langt til andenpladsen….

1793 er en slags krimi i Nordic Noir-stilen, men den en meget, meget mere end det. For det første er den blændende godt skrevet, så næsten hver sætning er en fornøjelse at læse –hvilket man jo desværre ikke kan sige om alle de andre bøger i samme genre deroppe fra Sverige! For det andet må den have krævet et researcharbejde af enorme dimensioner, for som læser ikke blot ER man i 1793. Man fornemmer også tydeligt lugte ( og dem er der mange af!), lyde ( lige så mange!) og selve synet af et møgbeskidt, ildelugtende Stockholm fuldt af mangfoldige personer, kyniske adelsmænd, horder af tiggere, ludere på hvert gadehjørne, forældreløse børn, dynger af lig i vinterkulden–og vores helte, som synes at være de eneste pålidelige og retskafne personer i hele denne farverige manege.

Det er en historie, der har sine rødder hos både Dickens, søstrene Bronte og Arne Dahl, for nu også at tage en svensker med. Her er ulykkelige kærlighedshistorier, gotiske scener, en enkelt “madwoman in the attic” og skæbner, der griber ind i hinanden på både forunderlig, foruroligende og forløsende vis. Alt sammen styret af den tuberkuløse jurist, Winge, og hans sidekick, den enarmede stodderkonge Cardell. Noget af et par, men også selve inkarnationen af en form for retfærdighed.

Bogen er ikke bare et fremragende, næsten filmisk, tidsbillede. Den er også en veltænkt krimi med et fuldstændigt forståeligt, næsten følelsesmæssigt rørende, plot og en fantastisk skildring af de personer, der bor inde i den. Her er opklaringen sat på slow motion i forhold til selve sædeskildringen og forståelsen af mennesket på godt og ondt, så selv krimifornægtere kan få sig en storslået oplevelse.

Det er længe siden, jeg har læst så god en bog. Derfor: LÆS DEN!

Om at være kvinde

Om verdens bedste bukser.

26. maj 2019 Ingen kommentarer

Nu er dette jo ikke en modeblog. Overhovedet. Men det må godt være en bekvemmelighedsblog, en nydelsesblog og en blog, der pipper op om beklædningsgenstande, der er så unikt behagelige, at det næsten bør råbes ud med megafon. Især til alle de, der ligesom jeg har en udbredt forkærlighed for pyjamasbukser og snyder sig til at trække i dem, selv med meget længe til sengetid. Her er nemlig et alternativ. Ovenikøbet et, der–til forskel fra pyjamasbukserne–anstændigvis kan bæres hele dagen og sagtens kan gå ud mellem andre og ned i byen uden at blive genstand for undrende blikke. Altså ulig ens ternede pyjamas i flonel.

Det er, igen, det japanske firma Uniqlo, der har skabt et mesterværk af behagelighed. Til 199 kr. Herregud, så er det da lige før, man kan opkøbe deres restlager og have til flere år. Bukserne hedder Ultra Stretch Active Ankle Lenght Trousers og er lavet af det mest rare, strækkelige og åndbare stof, jeg har mødt. De sidder løst og har bindesnor i taljen. Hvad mere kan man næsten ønske sig? Med alderen opbygger man jo en allergi overfor linninger og alle de knapper og lynlåse, der gradvis forandrer sig fra simple lukkemekanismer til snærende torturinstrumenter i forhold til ens mave. I alt fald går jeg personligt næsten udelukkende efter elastikker og bindebånd til min tidligere talje, og det er tydeligvis en beslutning, samme eks-talje er vildt begejstret for. For slet ikke at tale om de der fedtaflejringer, som linninger har det med at skubbe opad i en uskøn bule. De bliver ligesom udjævnede. Ikke gjort flade. Men ligesom på en lidt mere human måde spredt over et større og mere jævnt areal!

Så det er bare lige et lille søndagspip om, at her er altså et par vidunderbukser. Og hvis man ikke lige bor i KBH, så kan de sagtens købes på nettet. Og nej, jeg får ikke procenter eller provision hos Uniqlo. Jeg er bare så glad ved mine nye bukser, at jeg må dele min glæde med andre, der kunne bruge et godt tip. Men måske er der ikke flere par tilbage i netop min størrelse?

Rejser

Et levn fra fortiden?

25. maj 2019 Ingen kommentarer

Sidste weekend boede jeg et par nætter lige overfor dette ikke specielt moderne autoværksted. Der findes ikke mange af dem tilbage, og de, der er, er som regel forladte og usælgelige. Men dette fungerede skam. På sit lille hjørne der, hvor 3 veje skar hinanden, og hotellet og kirken lå lige overfor.

Det, der egentlig tiltrak mig mest, var skiltet i vinduet, der hævder, at her sælges kul, brænde og tørv. Kul og brænde, OK. Men TØRV? Godt nok er det skotske højland gennemsyret af mosejord, der sagtens kan producere en ordentlig tørv, men hvem i alverden gider grave dem op? Stable dem i stakke i 6 uger eller længere til tørring? For slet ikke at tale om faktisk at brænde dem? Ikke mange–i Skotland. For selv om den skotske regering har ofret millioner på at udskifte vejskiltene, så alle stednavne nu står både på gælisk og engelsk i erkendelse af, at 7% af indbyggerne i områder som dette KAN tale gælisk ( betyder ikke, at de GØR det!), så er vi altså i Skotland umådeligt langt fra den keltiske romantik, der for tiden får folk i Irland i massevis til at fatte skovlene, tørre tørvene, sende deres børn i gæliske skoler og til irsk dans hver onsdag. Det er Dublin-hipsterne, der dyrker den slags nationalromantik–ikke folk langt ude på landet i en minimal flække i det skotske højland. Heroppe nøjes de gerne med fjernvarme og Nordsøolie. På engelsk, TAK!

Men det er alligevel som om, den skotske nationalisme har fået ekstra tør i tørvene efter Brexit. Heroppe hvor 62% stemte for at forblive i EU, mens kun 38% var for Brexit, er reaktionerne på blot at skulle følge med som den tynde whisky markante. Det er klart, at der kommer en reaktion på ufrivilligt at blive frataget noget, som man ser som helt naturlige goder, som man har ret til. Det er lidt som om, fortiden, historien og dyrkelse af det af det at være skotsk får en mere fremtrædende position. Så måske vil der gradvist også komme en pendant til den irske, nostalgiske romantik, så ejeren af autoværkstedet virkelig får gang i sit tørvesalg?

Så er det da godt, man har beholdt skiltet. Jeg var lige ved at gå ind og forlange en portion tørv–blot for at tjekke, om de overhovedet havde nogen på lager. Omvendt–hvad i alverden skulle jeg have stillet op med dem?

Rejser

Den flotteste have. På trods!

24. maj 2019 Ingen kommentarer

De kan nu noget med haver, de briter! Især de stædigste af dem, som vælger at trodse alle odds og bygge haver på steder, hvor der slet ikke BØR eller, for den sags skyld, KAN ligge en have. Som nu her i Ardouaine i det allervestligste Skotland, hvor der ligger den smukkeste, vidunderligste have lige ud til Atlanterhavet. Og hvis man tror, Vesterhavet er grådigt og vildt–så er det intet mod, hvad Atlanterhavet kan stille op med!

Selvfølgelig har man her på stedet en Golfstrøm i baglommen. Men det er nok også den eneste positive startkapital, man sådan lige kan få øje på. Alligevel har stædigheden og ønsket om at skabe et lille paradis, hvor intet paradis formodes at kunne gro, vundet over enhver forhindring. Denne have er tydeligt skabt i trods, skabt for at bevise, at man KAN. Og det KAN man!

Lige nu blomstrer rododendronerne som gale. I alle farver, størrelser og formater. Det er stort, rigtigt stort. I øvrigt blomstrer samme plante også i en vild version overalt på bjergsider og langs dalstrøg, for i Skotland og Irland er rododendron en invasiv art, der i sin tid blev indført fra kolonierne og elskede den moseagtige jord så inderligt, at den erobrede kilometer efter kilometer af den. Vilde rododendroner er nok acceptable lige for tiden–fordi de blomstrer–men resten af året hygger de sig med at brede sig overalt, kvæle alle naturlige arter, gro i stok og generelt koste litervis af Round-up og tændstikker til afbrænding.

Men her, i Ardouaine Garden, er arten forædlet, passet og plejet, og det er en sand og farverig fornøjelse. Her er utallige arter–ikke blot af rododendron, men også af et utal af andre blomster, planter, buske og træer. For hvis man nu VIL have sig en prydhave/park på grænsen til Atlanterhaven og der, hvor der overhovedet slet ikke formodes at kunne vokse sådan en, så kan man jo lige så godt gøre det ordentligt og seriøst.

Det har man så gjort!

Rejser

Verdens næstmest pittoreske ruin.

24. maj 2019 Ingen kommentarer

Jeg holder umådeligt meget af ruinerne af Urquart Castle oppe på bredden af Loch Ness. I det hele taget har jeg et eller andet med ruiner, der hænger og svæver ud over store søer og endnu større have. Det er derfor, Urquart Castle kun er nummer to på min liste over maleriske ruindynger. Den kan nemlig ikke slå Dunluce i Nordirland. Men den kan skam alligevel sagtens selv.

Urquart Castle er bygget i forskellige etaper fra ca. 1000-tallet og helt frem til ca. 1600, hvor det hele bare fik lov til at stå og forfalde. Man kan stadig, med lidt velvillig fantasi, forestille sig, hvordan køkkener, riddersale, beboelse og andet har set ud, men i grunden er det slet ikke så vigtigt. Det er meget væsentligere med stemningen, med udsigten og med hele placeringen på det fremspring, hvorfra det meste af Loch Ness kan beskues i godt vejr. At samme gode vejr så sjældent indfinder sig på de kanter er en helt anden historie.

Nedenunder slottet flokkes turbådene, og stemningen på selve søen er ofte travl og feriepræget. Og nedenunder turbådene formodes det lokale søuhyre så at hygge sig og dukke op til almindelig beskuelse, når det for alvor bliver agurketid. For nylig har både Google Maps og Apple Earth lavet intensive undersøgelser efter sammen legendariske and. Med samme magre resultat som alle andre. Nessie vil tilsyneladende ikke bevise sin egen eksistens, men heldigvis kan man da købe utallige kopier af samme dyr alle steder, både i plys, glas, træ og såmænd også som hologram. Halleluja!

Så det er ikke for et syn af områdets uhyre, man skal tage til Urquart Castle. Det er udelukkende fordi, det er et af de smukkeste steder, jeg kender. Og den næstmest fantastiske ruin, jeg ved af!

1 2 3 Næste »