Jeg har været til technofest. Hele natten. Eller i alt fald så meget af natten, at der næsten intet var tilbage af den til at sove i, da festen omsider sluttede. Desværre, må jeg sige, var min deltagelse sådan en smule høre-lureragtigt. For jeg dansede slet ikke med. Det gjorde min seng til gengæld. Konstant.

Rytmerne har banket ned over mig i uophørlige basgange i timevis. For ignoranter som mig har det lydt som om, det var den samme melodi ( eller mangel på samme), der blev spillet non-stop fra 21-05. I alt fald kom jeg allerede ved 23-tiden frem til den konklusion, at al techomusik har den samme basgang. Om og om og om igen. Og så kommer der altså noget her, som jeg slet ikke tror, jeg kan få mig selv til at skrive: Nemlig at når valget står mellem techno og tyske schlagere, så er det altså liiiige før, jeg vælger de sidste. Om natten. De har da for F…, i Helved og sgu´  ikke den samme forpulede basgang…

Omvendt har hunden tilsyneladende nydt det. Han er, hvad jeg overhovedet ikke anede, techofreak. I alt fald har han sunget med på hundsk på samtlige melodier samt travet ( måske endda danset?) frem og tilbage, frem og tilbage OG frem og tilbage mellem soveværelset og den roterende seng og yderdøren. Hele natten. Engang imellem, når han ligesom var en smule utilfreds med valget af basgange, har han croonet sig igennem et par numre på rent piv, og når han så måske har danset lidt for ivrigt, er hans hundsk blevet sådan lidt pustende. Som en blæsebælg, nærmest. Jeg har været oppe og give ham–nej, været kastet ud af den roterende seng–vand et par gange, for det kræver væske for et techofreakdyr at komme igennem sådan en nat.

Til gengæld sover han trygt nu. Virkelig trygt. Det, altså sove trygt, er jeg også sikker på, at jeg gør den kommende nat.  I min alder er nætter fulde af basgange, roterende senge og crooning på hundsk absolut ikke et must. Jeg vil meget hellere sove.

Nu har vi så fået en ny regering med en gennemsnitsalder på 41,4 år. Det er ungt, meget ungt. Især når man som jeg stadig erindrer sin ungdoms regeringer som grå masser i støvede jakkesæt, med vigende hårgrænser, datede synspunkter og en udpræget sans for at klæde sig ufikst på kvindesiden. Dengang fik ministre ikke børn, og børnebørn var noget, de  forvejen havde, når de nåede ministeralderen.

Det var også dengang, der var et udpræget tillidstomrum mellem ministrene og mig. Med pil opad på alderssiden. Nu er det lige før, det modsatte er tilfældet. Jeg er helt sikker på, at ministre midt i trediverne kan være utroligt dygtige. Jeg er samtidig også helt sikker på, at det ikke er erfaring som sådan, de har mest af. Og jeg undgår behændigt at sætte ord foran erfaring, selv om der sagtens kunne have stået livs-, arbejds-, forhandlings- og masser af andre velvalgte ord.

For jeg mærker dagligt på mig selv, at alder indgår i min bedømmelse af andre mennesker. Især på tillidsparameteret. Generelt er jeg alders-racist på den måde, at jeg primært stoler på folk på min egen alder. Dem ved jeg ligesom, hvor jeg har. Af den simple grund, at jeg for det meste ved, hvor jeg har mig selv, samt hvilke årsager og erfaringer der har gjort mig til den, jeg er. Jeg har en udpræget forståelse for de fleste mennesker på min egen alder. En forståelse, jeg sagtens kan mangle i forbindelse med mennesker, der er væsentligt yngre eller ældre end mig selv.

Som ung nærede jeg en udpræget mistillid til mennesker, der var meget ældre end mig selv. Det lå ligesom også i tidsånden, dengang i 70-erne, hvor verden skulle revolutioneres, og alt, der blot var en smule forældet, skulle smides ud. Sådan omkring den midte i livet, jeg længst har passeret, vendte det til, at mistilliden pludselig gik hen og ramte mennesker, der var yngre end mig selv. Pludselig opfattede jeg værdien af den erfaring, jeg hidtil havde fordømt som en form for stivnakket groen fast i gamle normer. Der kommer ligesom et tidspunkt, hvor glæden ved hele tiden at kaste sig over nye projekter vendes til at evaluere og drage erfaringer af alle dem, man allerede har sat i søen. Ikke stå i stampe, men faktisk vende det blik, der hidtil kun har set fremad, bagud ind imellem.

Jeg kan da godt blive lidt nervøs ved en ældreminister på 44. Jeg mener: Hvad i alverden kender han egentlig til os, udover hvad han kan læse i papirerne? Kan han ikke godt komme til at overse, at vi også er mennesker? Og så ved jeg udmærket, at mine spekulationer med et brag falder til jorden, når der lige så vel kunne argumenteres for, at undervisningsministeren optimalt selv skulle være skolesøgende, kirkeministeren præst og sundhedsministeren som minimum have været gennem samtlige kendte børnesygdomme og et par stykker med mellemlange indlæggelser til følge. Omvendt HAR vi tilsyneladende haft en ældreminister på ældrealder, og lad os bare være venlige og sige, at her trak hverken alders- eller vægtfylde op i det samlede regnskab.

Men det irriterer mig ind imellem, at mine indgroede alderfordomme stikker så dybt. Et menneske, der aldersmæssigt ligger langt fra mig, skal ofte bevise sit værd meget mere intenst end folk på min egen alder. Jeg nærer en unaturlig skepsis overfor meninger, der kommer fra folk under 30. De skal i alt fald argumentere noget mere overbevisende for dem. Ligeledes skal mennesker, der er over 15 år ældre end mig selv klart bevise, at de ikke er gået i stok og forstokkelse. Hvorimod jævnaldrende har det noget mere tilforladeligt og nærmest skal modbevise, at de ikke, som på forhånd antaget, er ganske fornuftige og vederhæftige.

Derfor er jeg spændt på, hvorledes denne ungdommelige regering kommer til at fungere. Allermest på, hvordan det vil indvirke på beslutninger og vedtagelser, at erfaringsniveauet er så relativt ringe og kort. Som hovedregel kunne jeg da også godt ønske, at flere af dem lige gad færdiggøre deres uddannelser, inden de sådan skulle til at bestemme over vi andre, som både har gjort DET samt været ude i det der virkelige liv og bruge dem. Men det er sådan en gammel, mavesur holdning, der næsten får mig til at ligne min ungdoms støvede jakkesætsoldinge ved regeringsmagten. Det ville jo også være en katastrofe, hvis landet udelukkende skulle regeres af folk på min alder—se blot hvilke såvel latterlige som katastrofale resultater sådan noget har derovre i det land, hvor de har en såkaldt præsident, der ikke engang tør indrømme sin vigende hårgrænse.

Jeg kan så bare håbe på, at det vil gå præcis, som det altid gik gennem mine 35 år i selskab med unge mennesker i den danske gymnasieskole. Man modtog en flok børn, men med tiden gik de faktisk hen og blev til rigtige, fornuftige, voksne mennesker. Og i øvrigt var deres syn på os, lærerne, præcis det samme, med modsat fortegn. De blev modtaget af en flok halvdemente oldinge, som med tiden gik hen og blev til rigtige, fornuftige mennesker. For når man ligesom lærer hinanden lidt at kende, sker der der noget med aldersbegrebet og synet på hinandens alder.

Selv om jeg nu mest har tillid til folk på min egen alder. Ligesom da jeg var 25, 35, 45, 55…….

I forbindelse med renovering af stue og køkken blev alle gardiner taget ned, fordi de skulle vaskes. Det blev de så ikke. Før nu. I øvrigt foregik det i et omvendt havebord, foret med afdækningsplastik, udendørs, fordi hverken badekar eller andre steder havde kapacitet til vask af megastore foldegardiner.

Det er slet ikke den, noget komplicerede, proces, dette skal handle om. Heller ikke om, at køkken- og stuegardiner (mest de første!) er tavse vidner til ens kostplan og klart fortæller, hvor meget fedt og stegeos, man sådan over årene har ladet sive ud i rummet–og ind i gardinerne! Mere, at vi i over 3 måneder har været gardinfri, gardinløse om man vil. Og at vi næppe har ændset det. For gardiner er altså ikke, hvad gardiner har været. Og  at det må være en smule udfordrende at være gardinsælger i disse år, hvor de fleste af os på det nærmeste klarer os uden.

Selvfølgelig skal man kunne trække for i soverum. Ikke blot for at mørklægge gennem de lange, lyse nætter, men også for at spare andre mennesker for at kunne iagttage såvel ens nattøjsstrip, som hvad man ellers måtte foretage sig i sådanne rum. Men de andre rum? Jeg kan i alt fald, med henvisning til de klare solstriber på mine nu ophængte foldegardiner, melde ud, at det har været yderst sparsomt med nedtrækningen, hvis den overhovedet har fundet sted. Gardiner er mere pynt end egentlig sat op med klare praktiske, mørklægningsrelaterede formål i opholdsrum. De er der kun til det “hvis”, der vist aldrig kommer.

Ikke som i min barndom, hvor vi skam trak for. Trak disse enorme stofstykker hen foran ethvert vindue. Og brugte formuer på at udvælge, få syet og ophængt samme stofstykker. Det var dengang, der var klar prestige i gardiner. Hvor gardinbusser susede rundt og hjalp folk med at udstille deres økonomiske ståsted gennem tunge stykker stof. Og hvor gardiner skam ikke blot sladrede om plads i hierarkiet, men også var ubarmhjertige sladrehanke omkring smag–eller måske mangel på samme. Jeg kan stadig huske, hvordan vi sådan følte (og smålo), når vi blev konfronterede med den model, vi kaldte “røvballe”, som, til trods for sit enorme stofforbrug, aldrig opnåede at komme i nærheden af elegant. Samt hvordan vi efter 70-erne gik i selvsving, når den stod på gardisette–og vel stadig gør det, når vi rejser sydpå og er vidner til tyskernes enorme kærlighed til gardisettemodellen, der da også helt klart støtter de brune farver, de ynder at smøre på deres vægge.

Det slår mig i den forbindelse, hvor meget vi har åbnet os mod verden. Eller hvor lidt vi egentlig gider at lukke den ude. Måske er det i virkeligheden omvendt: at vi gerne vil vise verden, hvem vi er? Eller også, som endnu en mulighed: at vi med årene har opbygget en stille overenskomst omkring, at vi bare ikke kigger ind hos hinanden? Hvilket vi selvfølgelig så gør alligevel. I alt fald kan jeg iagttage, at jeg, når jeg sover i den kæmpestore gård i KBH, kan kigge ind ad samtlige vinduer, der ikke er soverum. Der opføres et skuespil af dimensioner foran mig, som handler om danskernes dagligdags levevis, vaner, uvaner og gøremål. Ingen synes at lade sig påvirke af, at adskillige hundrede andre mennesker tydeligvis kan tage en kigger ind i deres liv. Og ingen kunne drømme om at trække for. For gardiner er blevet pyntegenstande uden egentligt praktisk formål–og faktisk kan jeg også klart konstatere, at mange lejligheder faktisk ikke HAR gardiner, udover i soverum. Ja, afsløret!!

En ting har jeg dog opdaget omkring mine nyophængte, gamle gardiner. De har et mærkbart akustisk formål. Lyden er simpelthen blevet anderledes i stuen efter ophængningen. Anderledes på en rarere måde, mindre skarp.

Men jeg tror, der er smalle tider for gardinbusser. Ikke nok med, at vi gradvist er blevet ligeglade (eller måske endda glade?) ved at sætte vores liv til skue samt til at abstrahere fra, at de andres liv bliver smækket lige i næsen på os. Vi er også gået over til at se gardiner, eller rettere oftest persiennetyper, som blot og bart pynt og akustiske foranstaltninger i opholdsrum. Der er ikke megen prestige tilbage i tunge, syede stores, og hvis nogen opsætter røvballer eller gardisette vil vi nok umiddelbart tro, der er tale om forfærdeligt dårlige gardinvittigheder.

Nu er de så oppe igen, gardinerne. Men trukket ned, de bliver de næppe.