Om Foodfestival i Mariager.

Af fare for at lyde skadefro på en dag som denne, er jeg alligevel nødt til at klemme ud, at det da er en velsignelse for denne dejlige festival, at der ikke er anlagt en omfartsvej omkring Mariager, da alle de mennesker, der havde fundet frem til den, i så fald bare var kørt udenom!

For Foodfestivalen i Mariager ligger nede ved havnen, nærmest midt i byen, og den afholdes hvert år på Grundlovsdag. Den er samtidig værd at køre efter. Ikke, at den er specifikt stor og prangende. I stedet er den en flot opvisning i lokale tiltag indenfor madområdet med masser af forskellige former for føde- og drikkevarer. Ofte fra ganske små, nærmest stalddørsproducenter.

Her er et væld af smagsprøver–hvilket i sig selv er uhyre tiltalende for min udgiftssky sjæl. Fra de dejligste, hjemmemostede juicer, over honning af enhver art til hjemmedyrkede/avlede, økologiske grøntsager og spegepølser. Her er pesto i alle varianter, sundt slik, et utal af mikrobyggerier, dejligt brød og faktisk også en del ting, man slet ikke lige havde tænkt på som salgsobjekter. Der er noget for enhver smag–og enhver pengepung. Det er fantastisk at se, hvor megen entusiasme, kærlighed og stolthed, der lægges i at producere lødige, bæredygtige og smagfulde fødevarer, og man bliver glad ved at erfare, at der er masser af veje udenom supermarkedernes kølediske og deres indbyggede kønsløshed. Nok er ordentlig mad dyrere–men den er altså også ordentligere, og kan fortæres med en helt anden form for god samvittighed og nydelse.

Så når der nu alligevel ikke er en omfartsvej omkring Mariager, så var det vel en god ide at køre derind næste år d.5. juni? Det er umagen–og smagen–værd.

 

You may also like

Skriv et svar