Om bananer i pyjamas og Aqua.

Egentlig er det flere år siden, at sommerhusets børneværelse blev omredigeret til forældresoveværelse. Det var dengang, de overdådige mængder af køjesenge i lag blev udskiftet til en mere voksen-spiselig trekvartseng, og årtiers stabler af Anders Andblade og Kinderægfigurer blev forvist til andre, mere skjulte, gemmesteder. Det betyder: Under sengen. Men væggene, dem overså vi. Eller rettere, dem abstraherer vi stadig fra. Undtagen når man lige tager et sjældent kritisk blik.

Så jeg sover stadig i selskab med bananer i pyjamas, meget unge Agua, fantasifulde kreationer af enhver art og ugens plakat fra engang i 90-erne fra Anders And. Hvad man ikke kan se på billedet er også, at min soveværelseslampe er af rispapir med hyggeligt print af små ænder i badetøj. Det kan godt være, jeg ser det, men jeg SER det ikke. Sådan erkender det, altså.

Og sådan er der så meget i ens bolig(er). I alt fald i mine. Når ting kommer ind, har de det med at skaffe sig permanent opholdstilladelse. Gerne med tillægsbevillinger på familiesammenførsel med andre ting i samme kategori. Når en ting har skaffet sig asyl på mine vægge eller hylder, begynder den gerne at gå i sort med vægfarven (hvad den så end måtte være) og bare klæbe sig til sin plads. Engang imellem oplever jeg et vågent øjeblik og erkender, at jeg stadig bor blandt fummelfingrede børnehavekreationer, primært udført i lim, og fingeraftryk fra dem, der var 3 år gamle omkring 1990. Men for det meste ser jeg det ikke. Eller rettere: jeg noterer det vist mest, hvis en ting er faldet ned eller af uransagelige grunde mangler. Sådan kan man pludselig finde sig i akut nød for den skæve påskekylling, anno 1993, der altid har hængt på køleskabet.

Men samtidig er det da også lidt sjovt pludselig at notere sig, hvad og hvem man egentlig bor i kollektiv med. Sådan rent nostalgisk. Hvis det ikke lige var for den plakat oven over mit hoved, må jeg da nok indrømme, at jeg ellers ikke i hverdagen går og skænker bananer i pyjamas de store tanker. Eller Aqua. Eller Kinderægfigurerne under sengen, som faktisk er i en stand, hvor jeg, hvis jeg gerne vil have dem i tip-top stand igen, nok skal afsætte et par dage til Kinderægfigur-gensamling. Men det var stort engang. Rigtig stort. Så stort, at det, jeg har på mine vægge, jo faktisk er væsentlige dele af mine børns barndom, som de har været så venlige at efterlade som en slags mindekatalog her hos mig. Jeg kan godt huske, hvor fascinerende de der frugter i nattøj var engang, samt hvor stort det var at erhverve den første CD med Aqua. Akkurat ligesom vi mødre nok også erindrer samtlige modediller, inklusiv de der skrækkelige aber, der suttede på fingrene over lyserøde ponyer med lilla akrylhår til Ninja skildpadder, der Gudhjælpemig var opkaldt efter renæssancens store tænkere. Jeg får da et nostalgisk kick, når jeg ind imellem finder dem, eller rester af dem, i skuffer og skabe. Eller kaster et blik på mine sommerhusvægge….

Jeg overvejer lige nu, om jeg skal iværksætte et raid på soveværelsesvæggene og omdanne dem til noget en smule mere voksent. Som 62-årig KAN man jo immervæk godt føle sig en smule sovemæssigt fejlkastet blandt sengeklare bananer og popgrupper fra 90-erne. Valget står vel mellem at dyrke sine børns længst forgangne barndom på deres vegne, eller selv at finde en mere nutidig udsmykning. Omvendt er det nu også lidt hyggeligt. Lidt sommerhusagtigt. Og så længe de små ænder i badetøj på rispapirslampen stadig holder sammen på papiret, er det vel næppe nødvendigt at udskifte den. Jeg kunne jo også rette en forespørgsel til de oprindelige ejere af pyjamasbananerne og forhøre mig, om ikke en sådan nostalgisk sjældenhed ville pynte på væggen derovre i de Københavnske brokvarterer? Kvit og frit? Dog gerne med en tillægsgevinst af de efterhånden utallige flyttekasser, der efter hvert barns flytning ender til permanent opbevaring i min kælder–efter lovning på snarlig afhentning, “når man er kommet på plads”. Jeg kan, i samme filantropiske mood, også udlove et skønsomt udvalg af Kinderægfigurer i småstykker til egen gensamling.

Eller måske skal jeg bare erkende, at bananer og Aqua er min soveskæbne i sommerhuset. Det er da også LIDT hyggeligt!

 

You may also like

Skriv et svar