Og græsset gror….

Det hele var nu noget nemmere sidste sommer!

Ikke nok med, at man som en slags evighedsmaskine bare kunne slynge en tynd sommerkjole eller et par shorts og en T-shirt på sig hver morgen og dermed undgå at vaske næsten en uge, men ens have stod også i total stampe og krævede kun et minimum af pasning og pleje.

Når man sådan har været væk fra sin have en 10 dage i denne såkaldte sommer, bliver man udsat for et chokerende bagholdsangreb. Det er intet derude, der har stået i stampe. Tværtimod. Alt–og her taler vi alt tænkeligt indenfor skalaen fra skvalderkål til almindeligt græsplænegræs–har forlystet sig med at vokse og gro. Ikke sådan planlagt og velopdragent, men derimod med opbydelse af en næsten hidtil uset kreativitet. Haveplanter har tilsyneladende ikke respekt for områder, territorier om man vil, men opfører sig generelt som en vildfaren og orkanlignende Donald Trump i handelskrig mod hele verden. Der er udfald mod alle flanker. Og en basal tro på, at den stærkeste i væksten nok skal vinde–om ikke andet kan man vel kvæle alle andre modstandere.

Græsplænegræs vokser ca. 5-10 cm. om ugen i denne sommer, ukrudt med en betydeligt mere imponerende hastighed. Træer og buske har ambitioner om at lukke af for enhver form for lys, og tomaterne i drivhuset satser udelukkende på vildskud og krogede afledninger. Der er hindbær i stikkelsbærrene, og stikkelsbær ovre ved hindbærene, og i det hele taget er bærafdelingen gået amok i imperialisme. Jordbærrene er, af samme grund, simpelthen forsvundet og bukket under. Eller også er det senegræsset, der har slået det i pladskrigen. For slet ikke at tale om hækken, som ligner ruinerne af en frisure, der oprindeligt var endnu mere rædselsfuld end svenskerhår.

Man skal passe sin have, skal man! Ikke sådan bare vende ryggen til lortet i sådan en slags sommer, hvor vand mere er normen end sol. Men det efterlader jo også endnu mere tanken om, at det da ikke kan være alvorligt ment, at voksne mennesker skal lade sig tyrannisere af skvalderkål. At det tydeligvis er ved at være tiden, hvor livet er rendt fra at holde orden i ens have. Hvor der er så meget andet, der giver særdeles meget mere mening end at skille uvennerne derude. Når man har nydt at være havefri i hele 10 stjålne dage, så slår det, at det kunne være en befrielse, en optimering af ens liv, at være permanent haveløs. Eller i alt fald ikke have mere have, end der lige var plads til en drømmeseng! Haver er for haveentusiaster, for børnefamilier med legende børn og for mennesker, der elsker at kæmpe mod den form for overmagt. Ikke for os, der egentlig får fuld valuta ved at kigge på andres haver. Man er vel, trods alt, kommet til et sted i sit liv, hvor der skal prioriteres. Og ukrudtslugning er end ikke i nærheden af min prioriteringsliste.

Haver ER nu noget nemmere i somre som den sidste år. Jeg tror, jeg ville kunne acceptere at have have, hvis der var garanti for, at ingenting groede for alvor. Omvendt er det jo samtidig et forbandet skidt standpunkt midt i en klimakrise. I sidste instans er det nok lettere personligt at skaffe sig af med alle de frodigheder derude, der gør ens liv til et mareridt og finde et sted uden imperialistiske planter. Det vil i alt fald blive kraftigt overvejet!

 

You may also like

Skriv et svar