Om varme vintre og våde somre.

Der er gang i produktionen og sikring af arvefølgen blandt den del af dyreriget, jeg egentlig helst var foruden. Heriblandt primært dræbersnegle og skovflåter. Men sværme af mariehøns og små, overflødige fluer er nu heller ikke mine favoritter. Nok er mariehøns i afmålte mængder lidt smukke til husbehov, men jeg har endnu til gode at fatte den overordnede mening med dræbersnegle og skovflåter. Udover at de er møghamrende irriterende.

Sådan en vinter, som vi har haft i år, tillagt det våde vejr, der huserer for tiden, giver optimale betingelser for flåter og snegle. Jeg var en tur i skoven i dag og kunne iagttage, at skovbunden nærmest er besat af de der ulækre, brune slimdyr. Min have vrimler også med dem, i alle størrelser og varianter, der dog alle har det til fælles, at de er grimme, uønskede, slimede og uappetitlige. Det er vel de færreste, der ikke har stukket hånden ind efter et stykke ukrudt og så har oplevet den der våd-slimede følelse af i stedet at have fanget et brunt møgdyr. Så er det, man skriger lidt inderligt og ryster rundt med sin hånd en del minutter. Tilsyneladende har de også aftentræf, eller større kongresser, bestemte steder på min græsplæne, og selv om jeg med morderblik i øjnene ihærdigt jager dem med kogende vand, sakse, knive og alle forhåndenværende midler, så synes de bare at optimere produktionen af sig selv og nye artsfæller. Føj!

Og tægerne! Nu om dage kan man få uhyre effektive piller, som kan hældes i kæledyrene, således at kryb som tæger og lopper ikke finder dem attraktive. Problemet er bare, at både tæger og lopper er dumme nok til at hoppe på, inden de forvirrede erkender, at hunde og katte slet ikke smager så godt og er de sande festmåltider, som de engang gjorde og var. Derfor er kæledyrene blevet baser for midlertidige ophold og asylcentre for forvirret småkravl, der ikke tænker på andet end at finde mere permanente opholdssteder med smagfuldt blod. Og da vi mennesker jo faktisk gerne står lige i hoppelinjen, så er vi–bare fordi vi er så venlige at befri vores kæledyr for disse plager–målet for enhver tæges drømmedestination. Efter en gåtur kan jeg sagtens finde en halv snes forvirrede tæger i hundens pels—vel at mærke tæger, der ikke har andet i deres enfoldige hoveder end at komme over på mig! Manden er allerede på borelia-penicellinkur, og en angrebslysten hær af flåter står parat på ethvert græsstrå for at invadere lune steder på menneskekroppen. Føj!

Det gør mig virkelig ondt og bekymrer mig meget, at så mange arter i naturen er på tilbagegang eller endda nærmest uddøde, men mellem os sagt, så ville det ikke rage mig en høstblomst, om dræbersnegle, lopper og tæger blev de næste på listen. Jeg fatter ikke meningen med dem. Og jeg har endda kraftigt overvejet, om hundens effektive piller måske også kunne hjælpe mig mod i alt fald nogle af uhyrlighederne. Jeg tør bare ikke sluge dem–og så koster de forresten også en bondegård. Med hensyn til dræbersnegle mangler vi jo også stadig et fatalt våben, men kan vel, trods alt, glæde os over, at hunden ikke slæber dem ind gemt i pelsen.

Hvis dette møgvejr varer ved, så bliver det vel nok en krybende sommer. Nej, hvor skal vi vade i brunsmuskede slimdyr i stakkevis og være bloddonorer for hele have af sultne skovflåter. Føj!

You may also like

Skriv et svar