Medlidenhed ønskes, please!

Det er ikke fordi, her ikke er smukt. Det er her. Og vejret er fantastisk. Solen skinner, vandet er blåt, og der er kølige drikke i køleskabet. På synssiden er alting optimalt. Fuldtud.

Men lydsiden! Her taler vi ren og uforfalsket tortur. Faktisk i en grad, så jeg er godt på vej til at forvandle mit ellers relativt lydtolerante jeg til en sur, gammel, brokkælling, der virkelig kraftigt har overvejet at kontakte samtlige myndigheder udi lydbilleder. Hvis jeg bare vidste, hvem de var.

Sagen er, at der i kort fugleflugtsafstand fra min lille idyl afholdes et stort (både i deltagerantal og i lydstyrke) stævne for folk, der er vilde med at ombygge deres biler og derefter køre ud og prale lidt med deres egen minimale opfindsomhed denne weekend. Og så er det ikke engang hjulspind, lydpotteprutten og penisforlængende accelerationer, vi taler om. Det, tror jeg næsten, jeg ville være rimeligt tolerant overfor. Herregud, den slags patetiske ting kan man jo nærmest ikke andet end at få lidt ondt af.

Nej, det drejer sig om musikken. Eller hvad vi nu skal kalde den. For det første må de have nogle gevaldige højtalere, der primært er gearet til højeste lydstyrke og basgange derovre. Det er så, hvad det er. Men værst er deres musiksmag–eller i grunden er det vel mangel på samme. Folk med bilmæssig ombygningsiver er tilsyneladende superfans ( hvis der da er andre fans nord for Kongeåen) af tysk Schlagermusik. Altså sådan virkelig dedikerede fans. De er også virkelig, virkelig glade for Pas på den knaldrøde gummibåd, tror jeg, for indtil nu har de da hørt den omkring en 20-30 gange. Personligt har jeg intet at udsætte for alvor på den gummibåd, men jeg tror faktisk, de allerfleste mennesker godt kan nøjes med en dagsration på under 5 af den. 27 nærmer sig overkill på gummibådsfronten. Ydermere har de en underlig vane med, at ingen numre sådan rigtigt høres til ende. Enten blander deres lettere enfoldige ( jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har lyttet til ham 10 timer i træk nu!) konferencier sig og taler ind over musikken, eller også standser den brat og går direkte over i endnu en gummibåd eller en tysk schlager.

Man burde selvfølgelig være lidt lettet over, at dagen også har budt på diverse konkurrencer og andre påfund, der ikke nødvendigvis inkluderer tyskere. Men faktisk er samme konkurrencer og de lettere infantile interviews, jeg ufrivilligt får banket ind på terrassen, af en art, så det altså er lige før, jeg næsten foretrækker tyske schlagere. Det, i sig selv, siger ikke så lidt.

Det allerværste er selvfølgelig, at torturen er fuldstændig umulig at undslippe. Jeg HAR prøvet at lukke samtlige vinduer og døre samt at putte mig under dynen med en form for ørepropper stoppet fast i, men Hansi Hinterseer finder sgu` vej til mig alligevel. Jeg HAR været på lange gåture med hunden på strand og i omkringliggende kvarterer, men her kan jeg også godt regne med, at Hansi eller Helene klistrer med. For slet ikke at tale om endnu en gummibåd, som jeg egentlig længselsfuldt ville håbe, at jeg selv var indehaver af, så jeg kunne sejle halvvejs til Sverige og sidde derude med hunden, indtil dette lydhelvede går i sin karburator igen.

Det undrer mig faktisk, at den slags er legalt. At man må lydforpeste en hel by med alternativ musiksmag og uprofessionelle konferenciers en hel lørdag. Som vel at mærke er lang endnu. Det er altså ikke, fordi jeg er exceptionel mavesur. Jeg plejer da f.eks. stiltiende at finde mig i Lars Lilholt, som også kommer forbi en gang om året. Jeg synes måske bare ikke, jeg nødvendigvis skal være tvangsindlagt til disse forfærdeligheder her på min egen grund, hvor solen skinner, vandet er blåt–og jeg bander!

Medlidenhed, please!

You may also like

Skriv et svar